20.6.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 222/8
Appel iværksat den 19. april 2016 af GFKL Financial Services GmbH, tidligere GFKL Financial Services AG til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 4. februar 2016 i sag T-620/11, GFKL Financial Services AG mod Europa-Kommissionen
(Sag C-219/16 P)
(2016/C 222/10)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: GFKL Financial Services GmbH, tidligere GFKL Financial Services AG (ved Rechtsanwälte Dr. M. Schweda, J. Eggers, Dr. M. Knebelsberger og Dr. F. Loose)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland
Appellanten har nedlagt følgende påstande
1.
Dom afsagt den 4. februar 2016 af Den Europæiske Unions Ret (Niende Afdeling) i sag T-620/11 ophæves, for så vidt som Europa-Kommissionen frifindes, og
Europa-Kommissionens afgørelse af 26. januar 2011 om Tysklands statsstøtte C 7/2010 (ex CP 250/09 og NN 5/10) »KStG, Sanierungsklausel« (1), sagsnr. K(2011) 275, annulleres.
2.
Subsidiært ophæves dom afsagt den 4. februar 2016 af Den Europæiske Unions Ret (Niende Afdeling) i sag T-620/11, for så vidt som Europa-Kommissionen frifindes, og sagen hjemvises til Retten.
3.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har med sin appel bestridt kvalificeringen af saneringsklausulen i § 8c, stk. 1a, i KStG som selektiv statsstøtte.
Appellanten har fremsat to anbringender til støtte for appellen:
Første appelanbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF
Saneringsklausulen er ikke en selektiv foranstaltning og udgør derfor ikke støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.
—
Retten lagde med urette til grund, at undtagelsesbestemmelsen i § 8c, stk. 1, i KStG, hvorefter underskud, der i sig selv er fremførselsberettigede, i visse tilfælde fortabes efter erhvervelse af kapitalandele, er en del af referencesystemet. I virkeligheden er denne forskrift en fravigelse fra referencesystemet. Referencesystemet består i den generelle mulighed for at overføre tab til senere beskatningsperioder.
—
Saneringsklausulen har karakter af en generel forskrift, for så vidt som den ikke tildeler en selektiv fordel. Der foreligger væsentlige forskelle mellem virksomheder i vanskeligheder, som er omfattet af saneringsklausulen, og alle andre, navnlig økonomisk sunde, virksomheder, således at disse to grupper af virksomheder ikke befinder sig i en sammenlignelig situation. Endvidere lagde Retten ved efterprøvelsen af ligebehandling et rent teoretisk scenario til grund, idet den referencegruppe, som Retten tog i betragtning, i den juridiske realitet praktisk talt ikke forekommer.
—
Det er heller ikke således, at »visse virksomheder eller visse produktioner« begunstiges ved saneringsklausulen. Saneringsklausulen er potentielt tilgængelig for alle virksomheder og udelukker ikke på forhånd nogen gruppe af virksomheder. Den er ikke knyttet til en virksomheds »særlige karakter«, men derimod til en økonomisk transaktion, nemlig den såkaldte saneringserhvervelse.
—
Saneringsklausulen kan endvidere begrundes ved det tyske skattesystems væsen og dets almindelige formål. Den bidrager til realiseringen af grundlæggende principper i den tyske selskabsskatteret, nemlig princippet om fremførsel af underskud, princippet om beskatning i henhold til skatteevne, samt det almindelige skattemæssige formål om at sikre bæredygtige skatteindtægter.
Andet appelanbringende: Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
Rettens dom tilsidesætter det EU-retlige princip om beskyttelse af den berettigede forventning. Saneringsklausulens angivelige støttekarakter kunne nemlig ikke erkendes som sådan af selv de mest omhyggelige erhvervsdrivende. Tilsvarende regler i Tyskland eller andre EU-medlemsstater er ikke på noget tidspunkt blevet anfægtet af Kommissionen som værende i strid med statsstøtteretten.
(1) EUT L 235, s. 26.