27.6.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 232/7
Appel iværksat den 20. april 2016 af Simet SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 3. marts 2016 i sag T-15/14, Simet mod Kommissionen
(Sag C-232/16 P)
(2016/C 232/09)
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Simet SpA (ved avvocati A. Clarizia, C. Varrone og P. Clarizia)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Den appellerede dom (sag T-15/14), hvorved Retten frifandt Kommissionen for søgsmålet med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse 2014/201/EU af 2. oktober 2013 om kompensation til Simet SpA for offentlige transportydelser leveret mellem 1987 og 2003 (Statsstøtte SA.33037 (2012/C) – Italien).
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
—
Appellanten har gjort gældende, at dommen har tilsidesat følgende:
—
Artikel 107 TEUF, for så vidt som Retten fandt, at den betaling af kompensation til Simet, der blev indrømmet ved dom afsagt af det italienske Consiglio di Stato og anmeldt af de nationale myndigheder, udgjorde statsstøtte, hvorimod tvisten for den nationale retsinstans vedrørte erstatning til appellanten for det tab, denne havde lidt som følge af den ugyldighed, hvormed retsakterne fra ministeren for infrastruktur og transport var behæftet vedrørende udøvelsen af aktiviteterne med offentlige interregional vejtransportydelser, der blev foretaget mellem 1987 og 2003.
—
Forordning (EØF) nr. 1191/69 (1), idet Retten ikke har fastslået, at den italienske lovgivning ikke er bragt i overensstemmelse med den nævnte forordning af to årsager: 1) fordi italiensk lovgivning pålagde borgeren alene at udøve sin økonomiske virksomhed i form af en offentlig tjeneste, hvorimod en sådan regel om udøvelse af virksomhed er forbudt i henhold til forordning nr. 1191/69, idet den offentlige tjeneste udøves ved, at koncessionshaveren pålægges at opfylde public service-forpligtelser; 2) fordi lovgivningen ikke fastsatte en kompensation for de service-forpligtelser, som virksomheden udøvede, efter at forordning nr. 1191/69 blev ændret ved forordning (EØF) nr. 1893/91 (2), var Simet ikke længere pålagt en public service-forpligtelse, da der var tale om en virksomhed for international bustransport af personer.
—
Forordning nr. 1191/69 og navnlig for så vidt som Retten med urette fandt, at Kommissionens afgørelse, hvorefter betalingen til Simet udgjorde statsstøtte, eftersom der var risiko for overkompensation, da selskabet ikke havde foretaget en regnskabsmæssig opdeling af omkostningerne til denne virksomhed, var lovlig. I modsætning til hvad Retten har fastslået, fastsatte forordningernes artikel 5ff. ikke en metode til at fastsætte den kompenserende foranstaltning, der er centreret om de »følger«, som pålæggelsen af disse public service-forpligtelser kunne have haft for virksomhedens samlede tab af konkurrenceevne.
—
Principperne vedrørende erstatning for det tab, som en borger lider som følge af en tilsidesættelse af EU-retten, som er principper, hvoraf følger, at det, såfremt en medlemsstats myndighed vedtager en administrativ beslutning under sit kompetenceområde, der er i strid med EU-retten, påhviler denne myndighed at betale erstatning for det tab, som borgeren har lidt i forhold til beslutningens adressat som følge af beslutningens ulovlighed.
(1) Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 af 26.6.1969 om medlemsstaternes fremgangsmåde med hensyn til de med begrebet offentlig tjeneste forbundne forpligtelser inden for sektoren for transporter med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje (EFT 1969 I, s. 258).
(2) Rådets forordning (EØF) nr. 1893/91 af 20.6.1991 om ændring af forordning (EØF) nr. 1191/69 om medlemsstaternes fremgangsmåde med hensyn til de med begrebet offentlig tjeneste forbundne forpligtelser inden for sektoren for transporter med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje (EFT L 169, s. 1).