12.9.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 335/30
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy (Polen) den 17. maj 2016 — Polkomtel sp. z o.o. mod Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej
(Sag C-277/16)
(2016/C 335/40)
Processprog: polsk
Den forelæggende ret
Sąd Najwyższy
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Polkomtel sp. z o.o.
Sagsøgt: Prezes Urzędu Komunikacji Elektronicznej
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 13 sammenholdt med artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet) (1) i den oprindelige affattelse fortolkes således, at de nationale tilsynsmyndigheder, når de pålægger en udbyder med stærk markedsposition forpligtelser vedrørende omkostningsbaserede priser, for at fremme effektiviteten og skabe holdbar konkurrence har beføjelse til at fastsætte prisen for de tjenesteydelser, der er omfattet af denne forpligtelse, på et niveau, der er lavere end de omkostninger, som udbyderen har afholdt i forbindelse med tjenesteydelsen, som er verificeret af de nationale tilsynsmyndigheder, og som anerkendes at have en årsagssammenhæng med denne tjenesteydelse?
2)
Skal artikel 13, stk. 3, sammenholdt med artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet) i den oprindelige affattelse sammenholdt med artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at de nationale tilsynsmyndigheder har beføjelse til at pålægge udbyderen, som er forpligtet til at fastsætte omkostningsbaserede priser, en forpligtelse til at fastsætte priserne årligt ud fra de seneste omkostningsdata og forelægge den på denne måde fastsatte pris samt omkostningsbegrundelsen for de nationale tilsynsmyndigheder til verificering, før prisen introduceres på markedet?
3)
Skal artikel 13, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet) i den oprindelige affattelse sammenholdt med artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at de nationale tilsynsmyndigheder kun kan forlange, at en udbyder, som er forpligtet til at udbyde omkostningsbaserede priser, skal tilpasse prisen, hvis udbyderen i første omgang selvstændigt har fastsat prisen og er begyndt at anvende den, eller således, at tilsynsmyndighederne også er berettiget til dette, hvis udbyderen ganske vist anvender den pris, som de nationale tilsynsmyndigheder tidligere har fastsat, men det fremgår af omkostningsbegrundelsen for den næste indberetningsperiode, at den pris, som de nationale tilsynsmyndigheder tidligere har fastsat, overstiger udbyderens omkostninger?
(1) EUT L 108, s. 7