19.9.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 343/24
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 7. juni 2016 — Global Starnet Ltd mod Ministero dell’Economia e delle Finanze, Amministrazione Autonoma Monopoli di Stato
(Sag C-322/16)
(2016/C 343/37)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Consiglio di Stato
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Global Starnet Ltd
Sagsøgt: Ministero dell’Economia e delle Finanze, Amministrazione Autonoma Monopoli di Stato
Præjudicielle spørgsmål
1)
Kan artikel 267, stk. 3, TEUF fortolkes således, at en national ret, der pådømmer en sag i sidste instans, ikke har en ubetinget pligt til at anmode om en præjudiciel afgørelse vedrørende et spørgsmål om fortolkning af EU-retten, såfremt Corte costituzionale (forfatningsdomstolen) under samme sag har vurderet de nationale bestemmelsers overensstemmelse med forfatningen i det væsentlige ved at benytte de samme lovgivningsmæssige parametre, som Domstolen anmodes om at fortolke, selv om de formelt er forskellige, idet de er omfattet af forfatningens bestemmelser, og ikke af de europæiske traktater?
2)
Subsidiært, såfremt det foregående spørgsmål om fortolkning af artikel 267, stk. 3, TEUF besvares med, at den præjudicielle forelæggelse er obligatorisk: Er bestemmelserne og principperne i artikel 26 TEUF — det indre marked — artikel 49 TEUF — etableringsretten — artikel 56 TEUF — den frie udveksling af tjenesteydelser — artikel 63 TEUF — de frie kapitalbevægelser — og artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — friheden til at oprette og drive egen virksomhed — samt det almindelige princip om den berettigede forventning (der »er et af Unionens grundprincipper«, som fastslået af Domstolen i dom af 14.3.2013, C-545/11), til hinder for vedtagelse og anvendelse af nationale bestemmelser (artikel 1, stk. 78, litra b), nr. 4, 8, 9, 17, 23 og 25 i lov nr. 220/2010), hvorefter selv personer, som allerede var indehavere af en koncession på området for elektronisk administration af lovlige spil, skal opfylde yderligere krav og forpligtelser, der er indført ved et tillæg til den eksisterende koncessionsaftale (og uden at der er indrømmet en frist for progressiv tilpasning)?