5.9.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 326/15
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad Sofia-grad (Bulgarien) den 21. juni 2016 — Balgarska energiyna borsa AD (BEB) mod Komisia za energiyno i vodno regulirane (KEVR)
(Sag C-347/16)
(2016/C 326/26)
Processprog: bulgarsk
Den forelæggende ret
Administrativen sad Sofia-grad
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Balgarska energiyna borsa AD (BEB)
Sagsøgt: Komisia za energiyno i vodno regulirane (KEVR)
Præjudicielle spørgsmål
1)
Tillader artikel 9, stk. 1, litra b), nr. i) og ii), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF (1) af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF, at den samme person er eneste aktionær i den uafhængige transmissionssystemoperatør og i det selskab, hvis hovedaktiviteter er produktion og transmission af elektricitet?
2)
Tillader artikel 9, stk. 1, litra b), nr. i) og ii), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF, at den samme person direkte eller indirekte udøver kontrol over den uafhængige transmissionssystemoperatør og over en virksomhed, der varetager produktion af eller forsyning med elektricitet?
3)
Tillader artikel 9, stk. 1, litra c) og d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF, at den samme person udpeger medlemmerne af tilsynsorganet i den uafhængige transmissionssystemoperatør (der på sin side vælger dennes direktion) og medlemmerne af bestyrelsen i den virksomhed, der varetager produktion af eller forsyning med elektricitet?
4)
Tillader Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 (2) af 13. juli 2009 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1228/2003 (3), [Kommissionens] forordning (EU) 2015/1222 (4) [af 24. juli 2015] om fastsættelse af retningslinjer for kapacitetstildeling og håndtering af kapacitetsbegrænsninger [og] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011 (5) af 25. oktober 2011 om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne begrænsninger af det antal personer, der tildeles en licens til elektricitetstransmission på et bestemt område?
5)
Såfremt det ovenstående spørgsmål besvares bekræftende og [idet det lægges til grund, at der] i henhold til artikel 43, stk. 1, nr. 1), [i den bulgarske energilov, Zakon na energetikata] kun er udstedt en eneste licens for Republikken Bulgariens område: Skal det lægges til grund, at der foreligger en interessekonflikt som omhandlet i [12. betragtning til] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF?
6)
Skal det lægges til grund, at den nationale bestemmelse i [energilovens] artikel 43, stk. 1, nr. 1), begrænser konkurrencen som omhandlet i artikel 101 og 102 TEUF, idet den fastsætter, at der på statens område kun udstedes en eneste licens til elektricitetstransmission?
(1) EFT 2009, L 211, s. 55.
(2) EFT 2009, L 211, s. 15.
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1228/2003 af 26.6.2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling (EUT 2003, L 176, s. 1).
(4) EUT 2015, L 197, s. 24.
(5) EUT 2011, L 326, s. 1.