26.9.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 350/18
Appel iværksat den 1. august 2016 af HX til prøvelse af dom afsagt af Retten den 2. juni 2016 i sag T-723/14, HX mod Rådet
(Sag C-423/16 P)
(2016/C 350/23)
Processprog: bulgarsk
Parter
Appellant: HX (ved advokat S. Koev)
Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Det fastslås, at appellen er begrundet og i sin helhed kan antages til realitetsbehandling, og alle anbringender til støtte for appellen tages til følge.
—
Det fastslås, at de anfægtede retsakter delvis kan annulleres.
—
Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 2. juni 2016 i sag T-723/14, HX mod Rådet for Den Europæiske Union, ophæves for så vidt angår den del, hvorved Hashem Akkad ikke fik medhold.
—
Rådets afgørelse (FUSP) 2015/837 af 28. maj 2015 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien, hvorved Rådet forlængede gyldigheden af afgørelse 2013/255 frem til den 1. juni 2016, annulleres, for så vidt som den vedrører Hashem Akkad.
—
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale appellantens sagsomkostninger, herunder udlæg, honorarer osv. i forbindelse med dennes forsvar.
Anbringender og væsentligste argumenter
1.
Forkert retsanvendelse, som har medført en tilsidesættelse af EU-retten: Eftersom afgørelsen, som det afviste søgsmål var rettet mod, ikke blev meddelt appellanten personligt, selv om Rådet var bekendt med hans adresse, kan tilpasningen af påstandene vedrørende disse retsakter antages til realitetsbehandling og må anses for at være indgivet inden præklusionsfristens udløb.
2.
Forkert retsanvendelse, som af følgende grunde har medført en tilsidesættelse af procedurereglerne til skade for appellantens interesser:
—
Den omstændighed, at der ikke er indgivet en særskilt stævning, gør ikke indgreb i modpartens rettigheder og besværliggør ikke Rettens arbejde.
—
Retten tog ikke hensyn til processproget, idet den bulgarske affattelse af procesreglementet ikke indeholder en bindende forpligtelse til at indgive et særskilt procesdokument.
—
Der er sket tilsidesættelse af det i procesreglementets artikel 64 fastsatte kontradiktionsprincip, idet Retten ikke gav appellanten lejlighed til selv at gøre sig bekendt med Rådets afgørelse eller med andre sprogversioner af procesreglementet med henblik på at få mulighed for at forberede sin stævning i overensstemmelse med Rettens sprogkendskab og forventninger.
—
Retten har ikke opfyldt sine forpligtelser i henhold til procesreglementets artikel 86, stk. 4, hvorefter den er forpligtet til at give mulighed for, og i givet fald at fastsætte en yderligere frist for, fremlæggelse af en kopi af Rådets afgørelse (FUSP) 2015/837 af 28. maj 2015, som begrunder en tilpasning af påstandene.
—
Retten undlod i strid med procesreglementets artikel 87, stk. 2, fuldt ud at tage hensyn til sagens faktiske spørgsmål i sin foreløbige rapport.