20.3.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 86/5
Appel iværksat den 7. november 2016 af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 9. september 2016 i sag T-159/15, Puma SE mod Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret
(Sag C-564/16 P)
(2017/C 086/07)
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Hanf og D. Botis, som befuldmægtigede)
Den anden part i appelsagen: Puma SE
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Den appellerede dom ophæves i sin helhed.
—
Puma SE tilpligtes at betale EUIPO’s omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
For det første har Retten tilsidesat EUIPO’s proceduremæssige holdning og forpligtelser i inter partes sager ved EUIPO, hvorved Retten har tilsidesat artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 (1) og princippet om god forvaltningsskik, idet den fandt, at Puma »med rette påberåbte sig« tre af EUIPO’s tidligere afgørelser med henblik på at opfylde forpligtelsen til at bevise Puma-varemærkernes renommé (regel 19, stk. 2, litra c), i forordning nr. 2868/95 (2)). Derved accepterede Retten, at denne forpligtelse kunne opfyldes ved generelle og uspecificerede henvisninger til dokumenter, der var blevet indgivet i tidligere indsigelsessager med andre parter, hvori den anden part i den sag, der forelå, ikke havde været part.
Da EUIPO ikke kan forbigå, men skal overholde den anden parts ret til at blive hørt (artikel 75 i forordning nr. 207/2009) forpligter Rettens afgørelse nødvendigvis EUIPO til at påtage sig en aktiv rolle i inter partes sagerne. Dette undergraver disse sagers kontradiktoriske karakter, EUIPO’s pligt til neutralitet og god forvaltningsskik i disse sager.
For det andet har Retten, da den betegnede EUIPO’s tidligere afgørelser, der var blevet påberåbt af Puma, som EUIPO’s »praksis«, tilsidesat både inter partes sagernes kontradiktoriske karakter og begrebet »velkendt« som omhandlet i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009. Denne dobbelte tilsidesættelse har medført et dertil svarende dobbelt brud på princippet om god forvaltningsskik.
Dels er betingelsen for selve anvendelsen af den retspraksis, der blev fastlagt i Technopol-dommen, ikke opfyldt i nærværende inter partes sag, da denne retspraksis vedrørende EUIPO’s pligt til ex officio at undersøge sagens relevante faktiske omstændigheder, alene vedrører ex parte sager. Henset til, at der nødvendigvis ikke foreligger nogen specifik »praksis« hos EUIPO med hensyn til Puma-varemærkers velkendthed, kan der under alle omstændigheder ikke være nogen pligt til at begrunde, hvorfor konklusionerne i tidligere afgørelser om Puma-varemærker ikke har fundet anvendelse på situationen i den foreliggende sag.
Dels kunne Retten ikke — uden at tilsidesætte kontradiktionsprincippet, som i henhold til artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 gælder i inter partes sager — af princippet om god forvaltningsskik udlede, at appelkammeret havde en yderligere pligt til af egen drift at opfordre Puma til at fremlægge supplerende bevis for, at dennes varemærker var velkendte, som hævdet af denne.
For det tredje tilsidesatte Rettens konklusion om, at EUIPO var forpligtet til af egen drift at opfordre Puma til at fremlægge supplerende bevis, desuden artikel 76, stk. 2, i forordning nr. 207/2009 (finder anvendelse i medfør af regel 50, stk. 1, i forordning nr. 2868/95), der udelukkende finder anvendelse i forhold til de faktiske omstændigheder og beviser, som parterne har fremlagt på eget initiativ.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1).
(2) Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 af 13.12.1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker (EFT 1995, L 303, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy