30.1.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 30/23
Appel iværksat den 18. november 2016 af Generics (UK) Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 8. september 2016 i sag T-469/13, Generics (UK) mod Kommissionen
(Sag C-588/16 P)
(2017/C 030/28)
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Generics (UK) Ltd (ved advocaat I. Vandenborre og Rechtsanwalt T. Goetz)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dommen ophæves, eller der træffes anden rimelig bestemmelse.
Anbringender og væsentligste argumenter
1.
Første anbringende. Retten har ikke påvist, at de mindelige aftaler udgør overtrædelser »på grund af formålet« som omhandlet i Cartes Bancaires-dommen. Navnlig har Retten ikke redegjort for, hvorledes de mindelige aftaler i sig selv afslører en tilstrækkelig grad af skade for konkurrencen til, at det er ufornødent at vurdere deres faktiske og potentielle virkninger. I stedet har Retten udtrykt tvivl og usikkerhed i forhold til kritiske punkter i analysen af de mindelige aftaler.
2.
Andet anbringende. Det bevismateriale, der ligger til grund for Rettens konklusioner, opfylder ikke det krav om nøjagtigt, pålideligt, konsekvent og omfattende bevismateriale, som Domstolen har identificeret som nødvendigt for at løfte bevisbyrden i forhold til en overtrædelse »på grund af formålet«.
3.
Tredje anbringende. Retten vender bevisbyrden, når den som betingelse for Generics (UK)’s forfægtelse af de mindelige aftalers lovlighed pålægger dette selskab et krav om at godtgøre, at en tvist bestemt ville være blevet en følge i tilfælde af en lancering med risiko, og at Generics (UK) bestemt ville have tabt tvisten.
4.
Fjerde anbringende. Retten undlod at foretage en fuld efterprøvelse af Kommissionens afvisning af anvendeligheden af artikel 101, stk. 3, TEUF.
5.
Femte anbringende. Retten begik en retlig fejl, idet den anvendte sin beføjelse til domstolskontrol ultra vires, da den fastslog en ny overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, som ikke var angivet i afgørelsen, og ved at sætte sine egne konklusioner i stedet for Kommissionens.
6.
Sjette anbringende. Retten identificerede ikke klare, præcise og konsekvente beviser til støtte for en afgørelse om, at Generics (UK) begik den påståede overtrædelse forsætligt eller uagtsomt, som krævet i henhold til artikel 23, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (1) af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82.
(1) EFT 2003, L 1, s. 1.