6.2.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 38/15
Sag anlagt den 29. november 2016 — Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland
(Sag C-620/16)
(2017/C 038/20)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved W. Mölls, L. Havas og J. Hottiaux, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat Rådets afgørelse 2014/699/EU (1) og artikel 4, stk. 3, TEU, idet den på det 25. møde i OTIF’s revisionsudvalg stemte imod den holdning, der var fastlagt i denne afgørelse, og offentligt tog afstand fra både denne holdning og den deri fastsatte udøvelse af stemmeretten fra Unionens side.
—
Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringender:
Den Mellemstatslige Organisation for Internationale Jernbanebefordringer (OTIF), som Den Europæiske Union ved siden af 26 medlemsstater også tilhører, forvalter konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF).
På det 25. møde i OTIF’s revisionsudvalg blev der stemt om visse ændringer af konventionen og dens tillæg. Med hensyn til enkelte af disse punkter havde Rådet i afgørelse 2014/699/EU fastlagt Unionens holdning.
På mødet stemte Tyskland på to punkter imod den i denne afgørelse fastlagte holdning, tog afstand fra denne holdning offentligt og i ét tilfælde også fra den deri fastsatte udøvelse af stemmeretten fra Unionens side.
Denne adfærd er uforenelig med den nævnte afgørelse 2014/699/EU og med artikel 4, stk. 3, TEU.
(1) Rådets afgørelse 2014/699/EU af 24.6.2014 om fastsættelse af den holdning, der skal indtages på vegne af Den Europæiske Union på det 25. møde i OTIF’s revisionsudvalg for så vidt angår visse ændringer i konventionen om internationale jernbanebefordringer (COTIF) og tillæggene dertil (EUT L 293, s. 26).