FulLegal · İçtihat Detay

Almanya 26.09.2018 DA

EUR-Lex - 62016TJ0062 - DA

Avrupa Adalet Divanı

Karar Metni

RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

26. september 2018 ( *1 )

»EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-figurmærket PUMA – de ældre internationale figurmærker PUMA – relativ registreringshindring – artikel 8, stk. 5, i forordning (EF) nr. 207/2009 (nu artikel 8, stk. 5, i forordning (EU) 2017/1001)«

I sag T-62/16,

Puma SE, Herzogenaurach (Tyskland), ved advokat P. González-Bueno Catalán de Ocón,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved A. Folliard-Monguiral og D. Walicka, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

intervenient ved Retten, som har fået tilladelse til at indtræde i sagen i stedet for den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO,

Doosan Machine Tools Co. Ltd, Seongsan-gu (Sydkorea), ved advokaterne R. Böhm og S. Overhage,

angående et søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 4. december 2015 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1052/2015-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Puma og Doosan Infracore Co. Ltd,

har

RETTEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne J. Schwarcz og C. Iliopoulos (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig I. Dragan,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 15. februar 2016,

under henvisning til svarskriftet fra EUIPO, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 10. maj 2016,

under henvisning til intervenientens svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 17. maj 2016,

under henvisning til kendelsen af 19. september 2016, hvorved der blev givet tilladelse til, at Doosan Machine Tools indtrådte i sagen i stedet for Doosan Infracore,

under henvisning til ændringen af sammensætningen af Rettens afdelinger og sagens omfordeling til Fjerde Afdeling,

og efter retsmødet den 20. september 2017,

afsagt følgende

Dom

Sagens baggrund

Den 27. november 2012 indgav Doosan Infracore Co. Ltd, som intervenienten, Doosan Machine Tools Co. Ltd, er indtrådt i sagen i stedet for, en varemærkeansøgning til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1)).

Det varemærke, der blev ansøgt registreret, var følgende figurtegn:

De varer, som registreringsansøgningen vedrørte, henhører under klasse 7 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer til følgende beskrivelse: »drejebænke; CNC-drejebænke; bearbejdningscentre; drejecentre; maskiner til elektrisk afladning«.

Varemærkeansøgningen blev offentliggjort i EF-Varemærketidende nr. 12/2013 af 17. januar 2013.

Den 16. april 2013 rejste sagsøgeren, Puma SE, indsigelse i henhold til artikel 41 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 46 i forordning 2017/1001) mod registreringen af det ansøgte varemærke for alle de ovenfor i præmis 3 nævnte varer.

Indsigelsen var støttet på følgende ældre varemærker:

–

Det ældre internationale figurmærke, registreret den 22. juli 1991 under nr. 582886 og fornyet indtil den 22. juli 2021, med virkning i Tyskland, i Østrig, i Benelux, i Bulgarien, i Cypern, i Danmark, i Spanien, i Estland, i Frankrig, i Finland, i Grækenland, i Ungarn, i Italien, i Letland, i Litauen, i Polen, i Portugal, i Den Tjekkiske Republik, i Rumænien, i Det Forenede Kongerige, i Slovakiet og i Slovenien, og som er gengivet nedenfor:

–

Det ældre internationale figurmærke, registreret den 12. april 1978 under nr. 437626 og fornyet indtil den 12. april 2028, med virkning i Tyskland, i Østrig, i Benelux, i Frankrig, i Spanien, i Ungarn, i Italien, i Portugal, i Den Tjekkiske Republik, i Rumænien, i Slovakiet og i Slovenien, og som er gengivet nedenfor:

Det ældre internationale figurmærke nr. 582886 omfatter bl.a. de varer, der henhører under klasse 7, 18, 25 og 28 og svarer for hver enkelt af disse klasser til følgende beskrivelse:

–

klasse 7: »træforarbejdende maskiner, læderbearbejdningsmaskiner, maskiner til bearbejdning af plast; symaskiner, maskiner til papirfremstilling, maskiner til polering (ikke til husholdningsbrug), pressere (maskiner), maskiner til sænksmedning og udstansning, hvæsse- og slibemaskiner, papirskæremaskiner til industrielle formål, tekstilmaskiner, emballeringsmaskiner, maskiner til knusning; maskinværktøj; motorer (ikke til køretøjer til brug på land); koblinger og drivremme til overførsel (bortset fra sådanne til køretøjer til brug på land); mekaniske landbrugsinstrumenter og ‑apparater; landbrugsmaskiner«

–

klasse 18: »læder og/eller læderimitationer samt varer fremstillet af disse materialer (indeholdt i denne klasse); tasker og andre etuier, der ikke er tilpasset det produkt, de er bestemt til at indeholde, og små lædervarer, bl.a. punge, tegnebøger, nøgleetuier; håndtasker, dokumenttasker, poser og indkøbstasker, skoletasker og skuldertasker, tasker til campister, rygsække, sække, sportstasker, transport- og opbevaringstasker til permanent brug og rejsetasker fremstillet af læder, af syntetiske materialer og/eller af klæde- og tekstilstoffer; kuffertsæt (lædervarer); bandolerer (med remme); skind og huder; kufferter og rejsetasker; lommeetuier af læder eller lædererstatninger; paraplyer, parasoller og spadserestokke; piske og sadelmagervarer; cykeltasker«

–

klasse 25: »beklædningsgenstande, fodtøj, hovedbeklædning; dele og komponenter af sko, såler til fodtøj, kunstige såler og regulerende indlæg, hæle, overlæder til støvler, skridsikre indretninger til fodtøj, kramper og pigsko; forstærkende og stivende indlæg, færdigsyede tasker til beklædningsgenstande; korsetvarer; støvler, hjemmesko og smutters, tøfler; skofærdigvarer, selskabssko, atletiksko, fritidssko, kondisko, løbesko, gymnastiksko, badetøfler, fysiologiske sko (indeholdt i denne klasse), tennissko; benvarmere og gamacher, benvarmere og gamacher af læder, leggings, viklers, gamacher til sko; træningstøj, gymnastikshorts og gymnastiktrikoter, fodboldshorts og fodboldtrøjer, tennisskjorter og tennisshorts, badedragter og badetøj, stranddragter og strandtøj, badebukser og badebeklædning og badedragter, herunder todelte badedragter, træningsdragter og sportstøj (herunder strikkede beklædningsgenstande og dragter og beklædningsgenstande og dragter af trikotstof), også til fysisk træning, jogging og udholdenheds- og gymnastikkonkurrencer, gymnastikshorts og sportsbukser, strikkede skjorter, jerseytrøjer, T-shirts, sweatshirts, tennis- og skitøj og tennis- og skidragter; træningsdragter og fritidsdragter, vejrfast overtøj og tøj, sokker (trikotagevarer), fodboldsokker, handsker, herunder handsker af læder samt af imitationer af læder eller syntetisk læder, huer og kasketter, hårbånd, pandebånd og svedbånd, skærf til brug som beklædning, firkantet hovedtørklæde, tørklæder, halstørklæder, slips; livremme, anorakker og parkacoats, sømandsjakker og vandtæt beklædning, frakker, kitler, trøjer og jakker, nederdele, trusser (benklæder) og bukser, herunder jeans, sweaters og tøjsæt sammensat af flere stykker beklædning og undertøj; skihandsker til langrend eller vandring og til cykling«

–

klasse 28: »spil og legetøj, herunder miniaturesko og miniaturebolde (som legetøj), bolde; gymnastik- og sportsartikler (indeholdt i denne klasse); gymnastik- og sportsredskaber; udstyr til ski, tennis og fiskeri; ski, skibindinger, skistave; skikantninger, skæl; bolde og legetøjsbolde, inklusive sports- og legetøjsbolde; håndvægte, kugler til kuglestød, diskos, kastespyd; tennisketsjere og dele og komponenter hertil, bl.a. greb og skaft, strenge, tape og bånd til greb og skaft og blytape til tennisketsjere, ping-pong- eller bordtennisbat, badminton- og squashketsjere, kricketkøller, golfkøller, hockeystave; tennisbolde og badmintonbolde; rulleskøjter og skøjter, ping-pong- eller bordtennisbat; badminton- og squashketsjere, kricketkøller, golfkøller, hockeystave; tennisbolde og badmintonbolde, rulleskøjter og skøjter, bordtennisborde; køller til gymnastik, sportsringe, net til sportsbrug, målnet og boldnet; sportshandsker, bl.a. målmandshandsker; dukker, dukketøj, sko til dukker, huer og hatte til dukker, bælter til dukker, forklædekjoler til dukker; beskyttere til knæ, albue, ankel og ben og skinneben til sportsbrug; dommerstole til tennis; juletræspynt; tasker til sportsudstyr og ‑redskaber, der er tilpasset de genstande, som de skal indeholde, tasker til golfkøller, tasker og etuier til tennisketsjere, bordtennisbat, badminton- og squashketsjere, kricketkøller og hockeystave; kombinerede sko og rulleskøjter, også med forstærkede såler«.

Det ældre internationale figurmærke nr. 437626 omfatter de varer, der henhører under klasse 18, 25 og 28, og svarer for hver af disse klasser til følgende beskrivelse:

–

klasse 18: »lædervarer og læderimitationer, dvs. tasker, kufferter og rejsetasker, transporttasker, rejsetasker, navnlig til sportsredskaber og sportstøj«

–

klasse 25: »beklædningsgenstande, herunder støvler, sko, tøfler og hjemmesko, navnlig tøj og sko til sport, fritid og træning«

–

klasse 28: »spil og legetøj; træningsapparater, gymnastik- og sportsartikler, herunder sportsbolde«.

De registreringshindringer, der blev påberåbt til støtte for indsigelsen, var for så vidt angik det ældre internationale figurmærke nr. 582886 dem, der er omfattet af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001] og af den nævnte forordnings artikel 8, stk. 5 (nu artikel 8, stk. 5, i forordning 2017/1001), og for så vidt angår det ældre internationale figurmærke nr. 437626 den registreringshindring, der er anført i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009.

Den 31. marts 2015 forkastede indsigelsesafdelingen indsigelsen i sin helhed. For det første forkastede den indsigelsen, der var støttet på artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, med den begrundelse, at med undtagelse af de varer, der henhørte under klasse 7 og en del af de varer, der henhørte under klasse 18, 25 og 28, for hvilke brugen af det ældre internationale figurmærke nr. 582886 ikke var blevet godtgjort af sagsøgeren, var de andre varer, der var omfattet af det nævnte varemærke, ikke af lignende art som dem, der var omfattet af det ansøgte varemærke. For det andet forkastede indsigelsesafdelingen den indsigelse, der var støttet på artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, med den begrundelse, at en af betingelserne for anvendelse af den nævnte artikel ikke var opfyldt, da sagsøgeren ikke havde godtgjort det hævdede renommé for de ældre varemærker.

Den 28. maj 2015 indgav sagsøgeren en klage til EUIPO i henhold til artikel 58-64 i forordning nr. 207/2009 (nu artikel 66-71 i forordning 2017/1001) over indsigelsesafdelingens afgørelse.

Ved afgørelse af 4. december 2015 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Fjerde Appelkammer ved EUIPO klagen. For det første forkastede appelkammeret den indsigelse, der var støttet på artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, med den begrundelse, at de varer, der var omfattet af hvert af de omtvistede varemærker, ikke var af lignende art. For det andet forkastede appelkammeret den indsigelse, der var støttet på artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, med den begrundelse, at den relevante kundekreds til trods for den meget store lighed mellem de omtvistede varemærker ikke ville skabe en sammenhæng mellem disse, henset til de helt forskellige varer og kundekredse, som hvert af de nævnte varemærker omfattede, og til deres svage grad af særpræg. Endelig fandt appelkammeret, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde ikke havde godtgjort, at brugen af det ansøgte varemærke ville medføre en utilbørlig udnyttelse af de ældre varemærkers særpræg eller renommé eller ville skade disses særpræg eller renommé.

Parternes påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–

Den anfægtede afgørelse annulleres.

–

EUIPO og intervenienten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

EUIPO har nedlagt følgende påstande:

–

Frifindelse.

–

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Intervenienten har nedlagt følgende påstande:

–

Den anfægtede afgørelse tiltrædes, og frifindelse.

–

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Retlige bemærkninger

Det fremgår af ordlyden af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, at hvis indehaveren af et ældre varemærke efter stk. 2 rejser indsigelse, er det varemærke, der søges registreret, udelukket fra registrering, hvis det er identisk med eller ligner det ældre varemærke, og det søges registreret for varer eller tjenesteydelser af anden art end dem, for hvilke det ældre varemærke er registreret, når der, hvis det drejer sig om et ældre EF-varemærke, er tale om et i Den Europæiske Union velkendt varemærke, og der, hvis det drejer sig om et ældre nationalt varemærke, er tale om et i den pågældende medlemsstat velkendt varemærke, og brugen af det varemærke, der søges registreret, uden rimelig grund ville medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé, eller sådan brug ville skade dette særpræg eller renommé.

Selv om et varemærkes primære funktion ganske vist er oprindelsesangivelsen, har varemærket en økonomisk værdi i sig selv, der er uafhængig og adskilt i forhold til værdien af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret. Artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 sikrer således beskyttelsen af et renommeret varemærke i forhold til enhver ansøgning om et identisk eller lignende varemærke, der vil kunne skade dets image, selv om de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af det ansøgte varemærke, ikke svarer til dem, for hvilke det ældre varemærke er blevet registreret (dom af 22.3.2007, Sigla mod KHIM – Elleni Holding (VIPS), T-215/03, EU:T:2007:93, præmis 35, og af 8.12.2011, Aktieselskabet af 21. november 2001 mod KHIM – Parfums Givenchy (only givenchy), T-586/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:722, præmis 58).

Det fremgår af ordlyden af denne bestemmelse, at anvendelsen af den er underlagt tre betingelser, idet der for det første skal være identitet eller lighed mellem de omtvistede varemærker, for det andet skal det ældre varemærke, der er påberåbt til støtte for indsigelsen, have et renommé, og for det tredje skal der være en risiko for, at brugen af det ansøgte varemærke uden rimelig grund vil medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé eller vil skade dette særpræg eller renommé. Disse betingelser er kumulative, og fraværet af en af dem vil være tilstrækkeligt til, at bestemmelsen ikke finder anvendelse (jf. dom af 22.3.2007, VIPS, T-215/03, EU:T:2007:93, præmis 34 og den nævnte retspraksis).

Hvad for det første angår den skade, som brugen uden rimelig grund af det ansøgte varemærke ville kunne påføre det ældre varemærkes særpræg, kan denne skade opstå, når det ældre varemærke ikke længere kan skabe en umiddelbar forbindelse til de varer, som det er registreret og anvendes for. Denne risiko omfatter således det ældres varemærkes »udvanding« eller »gradvise svinden bort« igennem en opløsning af varemærkets identitet og bekendthed i offentlighedens bevidsthed (jf. dom af 22.3.2007, VIPS, T-215/03, EU:T:2007:93, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

Hvad for det andet angår den skade, som brugen uden rimelig grund af det ansøgte varemærke ville kunne påføre det ældre varemærkes renommé, bemærkes, at en sådan skade opstår, når de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af det ansøgte varemærke, kan have en sådan indflydelse på kundekredsen, at det ældre varemærkes tiltrækningskraft herved bliver formindsket. Risikoen for denne skade vil navnlig kunne opstå, når disse varer og tjenesteydelser har et kendetegn eller en egenskab, der vil kunne have en negativ indflydelse på et ældre renommeret varemærkes image som følge af, at det pågældende varemærke er identisk med eller ligner det ansøgte varemærke (jf. dom af 22.3.2007, VIPS, T-215/03, EU:T:2007:93, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

For det tredje omfatter udtrykket, at brugen af det varemærke, der søges registreret, uden rimelig grund ville medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé, tilfælde, hvor der foreligger en klar udnyttelse af og snylteri på et velkendt varemærke eller et forsøg på at drage fordel af dets renommé. Der er med andre ord tale om en risiko for, at det renommerede varemærkes image eller de kendetegn, dette varemærke er udtryk for, bliver overført på de varer, der er omfattet af det ansøgte varemærke, således at markedsføringen af disse varer ville blive lettet ved denne forbindelse med det ældre renommerede varemærke (jf. dom af 22.3.2007, VIPS, T-215/03, EU:T:2007:93, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

Ifølge retspraksis medfører artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 i øvrigt, at de tre krænkelser, der er omfattet deraf, når de indtræder, er en konsekvens af, at der er en vis grad af lighed mellem det ældre og det yngre varemærke, på grundlag af hvilken den berørte kundekreds forbinder disse varemærker med hinanden, dvs. skaber en sammenhæng mellem disse, selv om den ikke forveksler dem (jf. i denne retning dom af 14.12.2012, Bimbo mod KHIM – Grupo Bimbo (GRUPO BIMBO), T-357/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:696, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis). Eksistensen af en sådan sammenhæng i den relevante kundekreds’ bevidsthed mellem det ansøgte varemærke og det ældre varemærke er følgelig en implicit, væsentlig betingelse for anvendelsen af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 (jf. i denne retning dom af 10.5.2007, Antartica mod KHIM – Nasdaq Stock Market (nasdaq), T-47/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:131, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.12.2014, Coca-Cola mod KHIM – Mitico (Master), T-480/12, EU:T:2014:1062, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

Hvis der ikke foreligger en sådan sammenhæng i kundekredsens bevidsthed, giver brugen af det yngre varemærke ikke anledning til utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé eller til skade på dette særpræg eller renommé (jf. i denne retning kendelse af 30.4.2009, Japan Tobacco mod KHIM, C-136/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:282, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

Endelig fremgår det af retspraksis, at eksistensen af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker i den relevante kundekreds’ bevidsthed skal afgøres efter en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante faktorer i det foreliggende tilfælde, blandt hvilke fremgår graden af lighed mellem de omtvistede varemærker, arten af de varer eller tjenesteydelser, som er berørt af de nævnte varemærker, herunder graden af disse varers eller tjenesteydelsers nærhed eller manglende lighed, samt den berørte kundekreds, intensiteten af det ældre varemærkes renommé, graden af det ældre varemærkes særpræg, iboende eller opnået ved brug og risikoen for forveksling i kundekredsens bevidsthed (jf. i denne retning dom af 27.11.2008, Intel Corporation, C-252/07, EU:C:2008:655 præmis 41 og 42, kendelse af 30.4.2009, Japan Tobacco mod KHIM, C-136/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:282, præmis 26, og dom af 6.7.2012, Jackson International mod KHIM – Royal Shakespeare (ROYAL SHAKESPEARE), T-60/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:348, præmis 21).

Det er i lyset af disse indledende betragtninger, at de argumenter, som sagsøgeren har anført til støtte for sit eneste anbringende om en tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, skal undersøges.

I den anfægtede afgørelses punkt 32 anførte appelkammeret, at det var meget lidt sandsynligt, at den relevante kundekreds ville skabe en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker, på grund af den helt forskellige art af de varer, der var omfattet af hvert af dem, det forhold, at det ikke var muligt at forbinde de omhandlede varer med hinanden, og det forhold, at de kundekredse, som varerne var rettet mod, var helt forskellige. Ifølge appelkammeret udelukkede de ovennævnte elementer alle de andre faktorer, der kunne bidrage til at skabe en sammenhæng, såsom den store lighed mellem de omtvistede varemærker eller den hævdede høje grad af renommé, som de ældre varemærker havde. I den anfægtede afgørelses punkt 35 fandt appelkammeret desuden, at det forhold, at den professionelle kundekreds ligeledes kunne omfatte personer, der interesserede sig for beklædningsgenstande og sport, ikke ændrede noget ved denne konstatering, da de professionelle, henset til forskellene mellem de omhandlede varer, ikke ville skabe en sammenhæng med deres egen sportsudøvelse og den måde, de tilbringer deres fritid på, hvis de blev konfronteret med det ansøgte varemærke ved brugen af de varer, der henhører under klasse 7, som er omfattet af det nævnte varemærke. I den anfægtede afgørelses punkt 36 fandt appelkammeret i øvrigt i det væsentlige, at de ældre varemærkers iboende svage grad af særpræg også ville begrunde dets konklusion om, at der ikke var en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker. Endelig konkluderede appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 37, at eftersom den relevante kundekreds ikke ville skabe en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker, kunne brugen af det ansøgte varemærke ikke medføre en utilbørlig udnyttelse af de ældre varemærkers renommé eller særpræg eller skade disses særpræg eller renommé.

Sagsøgeren har gjort gældende, at appelkammeret har begået fejl i dets analyse, der blev foretaget på grundlag af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, både for så vidt angår konstateringen om, at den relevante kundekreds ikke ville skabe en sammenhæng til de ældre varemærker, og for så vidt angår de betragtninger, hvorefter det ansøgte varemærke ikke ville medføre en utilbørlig udnyttelse af de ældre varemærkers renommé eller særpræg. Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at appelkammerets bedømmelse, hvorefter den relevante kundekreds ikke ville skabe nogen sammenhæng mellem de omtvistede varemærker, er fejlagtig, for så vidt som den hviler på det forhold, at de varer og kundekredse, der hver for sig er berørt af de nævnte varemærker, er forskellige. Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at det ikke har nogen betydning, at de omhandlede varer ikke ligner hinanden, eftersom de omtvistede varemærker ligner hinanden meget og de ældre varemærker har et usædvanligt højt renommé. Ifølge sagsøgeren har appelkammeret ikke tillagt de andre faktorer, der skal tages i betragtning, den nødvendige betydning med henblik på at godtgøre eksistensen af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker, nemlig den meget høje grad af lighed mellem de nævnte varemærker, renomméets intensitet og de ældre varemærkers grad af særpræg. Henset til de ovennævnte faktorer og overlapningen mellem de kundekredse, der er berørte af hvert af de omtvistede varemærker, er sagsøgeren af den opfattelse, at det ansøgte varemærke øjeblikkeligt i alle forbrugernes, herunder de professionelles, bevidsthed, vil lede tankerne hen på de ældre varemærker.

EUIPO og intervenienten har bestridt de af sagsøgeren fremførte argumenter.

EUIPO har gjort gældende, at appelkammeret med henblik på vurderingen af, om der er en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker, faktisk har taget hensyn til andre faktorer, såsom de ældre varemærkers svage grad af iboende særpræg og det renommé, som sagsøgeren har gjort gældende, dvs. et stort renommé.

EUIPO og intervenienten har desuden gjort gældende, at appelkammerets vurdering vedrørende fraværet af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker er fuldt ud begrundet, henset til de helt forskellige kundekredse og varer, der er omfattet af hvert af de nævnte varemærker.

Om den relevante kundekreds

Med henblik på anvendelsen af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 skal det fremhæves, at definitionen af den relevante kundekreds på samme måde som ved anvendelsen af samme artikels stk. 1 udgør en nødvendig forudsætning. Det er navnlig under hensyntagen til denne kundekreds, at det skal bedømmes, om der foreligger en lighed mellem de omtvistede varemærker, om de ældre varemærker eventuelt har et renommé, om der er en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker, og endelig, om der er sket en skade på de ældre varemærkers renommé eller særpræg, eller om de nævnte varemærkers renommé eller særpræg er blevet utilbørligt udnyttet.

Ifølge retspraksis er den kundekreds, der skal tages i betragtning med henblik på at vurdere, om der foreligger en krænkelse som omhandlet i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, forskellig afhængigt af den form for krænkelse, der er påberåbt af indehaveren af det ældre varemærke. Når der er tale om utilbørlig udnyttelse af det ældre varemærkes særpræg eller renommé, er den relevante kundekreds, i forhold til hvilken vurderingen skal foretages, således den almindeligt oplyste, rimeligt opmærksomme og velunderrettede gennemsnitsforbruger af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det yngre varemærke søges registreret (jf. i denne retning dom af 12.3.2009, Antartica mod KHIM, C-320/07 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:146, præmis 46-48). Er der derimod tale om skade på det ældre varemærkes særpræg eller renommé, er den kundekreds, i forhold til hvilken vurderingen skal foretages, en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger af de varer eller tjenesteydelser, som dette varemærke er registreret for (jf. i denne retning og analogt dom af 27.11.2008, Intel Corporation,C-252/07, EU:C:2008:655, præmis 35).

I den anfægtede afgørelses punkt 32 fandt appelkammeret, at de kundekredse, som de varer, der var omfattet af de omtvistede varemærker, var rettet mod, var helt forskellige. I den anfægtede afgørelses punkt 33 fandt appelkammeret nemlig, at den kundekreds, som de varer, der henhører under klasse 7, der var omfattet af det ansøgte varemærke, var rettet mod, var sammensat af »højt specialiserede fagfolk med teknisk baggrund, [der udøvede deres] aktivitet i en sektor, der absolut intet [havde] at gøre med fremstilling af beklædningsgenstande og sportsartikler, for hvilke [de ældre varemærker] [blev anset for at] have et renommé«. I den anfægtede afgørelses punkt 34 bemærkede appelkammeret desuden, at den kundekreds, til hvilken de varer, der var omfattet af de ældre varemærker var rettet, var den brede offentlighed, der var sammensat af gennemsnitsforbrugere, der havde behov for varer, der var omfattet af de nævnte varemærker »til påklædning og til sport eller fritid«. I den anfægtede afgørelses punkt 32 fandt appelkammeret i øvrigt, at det var meget lidt sandsynligt, at den relevante kundekreds ville skabe en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker. I denne henseende anførte appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 35, at »[d]et forhold, at de omtvistede varemærker henhør[te] under så forskellige markeder, forhindrede forbrugeren i at tænke [på de ældre varemærker] for beklædningsgenstande og sportsartikler, når vedkommende bl[ev] konfronteret med det [ansøgte] varemærke med hensyn til de anfægtede maskiner[; d]et forhold, at den med de anfægtede varer tilsigtede professionelle kundekreds også [kunne] omfatte personer, der interesserer sig for beklædningsgenstande og sport, [ændrede] ikke noget på denne konstatering[;] de omtvistede varer [ville nemlig ligge] så fjernt derfra […], at disse professionelle ikke ville skabe en sammenhæng til deres egne sportsaktiviteter og deres egen fritid, hvis de blev konfronteret med det [ansøgte] varemærke ved brugen af de anfægtede varer, der er indeholdt i klasse 7, inden for rammerne af deres professionelle aktivitet«.

Sagsøgeren er for det første af den opfattelse, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 31 og 32 ikke har defineret »den relevante kundekreds«, med hensyn til hvilken der skulle foretages en bedømmelse af eksistensen af dels en skade på de ældre varemærkers renommé eller særpræg, dels en utilbørlig udnyttelse af de nævnte varemærkers særpræg eller renommé.

EUIPO har bestridt sagsøgerens klagepunkt. Kontoret er nemlig af den opfattelse, at appelkammeret har taget hensyn til »både den brede offentlighed, der består af gennemsnitsforbrugere, som har brug for varer, for hvilke det er blevet antaget, at de[…] ældre varemærke[r] har et renommé, og den med [det ansøgte varemærke] tilsigtede specialiserede kundekreds«. Intervenienten har ikke anført noget i denne henseende.

Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af den anfægtede afgørelses punkt 32-35 (jf. præmis 33 ovenfor), at appelkammeret klart har defineret de relevante kundekredse, som de varer, som hvert af de omtvistede varemærker omfatter, er rettet mod, idet appelkammeret har fremhævet deres helt forskellige egenskaber.

Det fremgår endvidere af den anfægtede afgørelses punkt 35, at appelkammeret har undersøgt eksistensen af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker, både med hensyn til den kundekreds, som de varer, der er omfattet af det ansøgte varemærke, er rettet mod, og med hensyn til den kundekreds, til hvilken de varer, der er omfattet af de ældre varemærker, er rettet.

Endelig skal det bemærkes, at eksistensen af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker i den relevante kundekreds’ bevidsthed er en implicit, væsentlig betingelse for anvendelsen af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 (jf. i denne retning dom af 10.5.2007, nasdaq, T-47/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:131, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.12.2014, Master, T-480/12, EU:T:2014:1062, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis). For så vidt som appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 37 konkluderede, at den forudgående betingelse for eksistensen af, at en af de krænkelser, der er omhandlet i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, ikke var opfyldt, nemlig eksistensen af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker, var det således ikke længere forpligtet til at undersøge, om det i det foreliggende tilfælde var godtgjort, at der var draget utilbørlig fordel af de ældre varemærkers særpræg eller renommé, eller om der var sket en skade på de nævnte varemærkers renommé eller særpræg. Det var i øvrigt kun for fuldstændighedens skyld, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 37 og 40 anførte, at sagsøgeren ikke havde fremlagt umiddelbare beviser og sammenhængende argumenter, der godtgjorde, at det ansøgte varemærke udnyttede de ældre varemærkers renommé eller særpræg utilbørligt, eller skadede dette renommé eller særpræg.

Det fremgår i øvrigt ikke af den anfægtede afgørelse, at appelkammeret har undladt at tage hensyn til den passende relevante kundekreds inden for rammerne af undersøgelsen af en af krænkelserne i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009.

Sagsøgerens klagepunkt må således forkastes.

For det andet har sagsøgeren foreholdt appelkammeret, at det konkluderede, at de kundekredse, som de varer, der var omfattet af hvert af de omtvistede varemærker, var rettet mod, var forskellige, selv om de ifølge sagsøgeren overlapper hinanden. Sagsøgeren er nemlig af den opfattelse, at enhver form for kundekreds, selv om den er professionel, består af forbrugere, der er berørt i forhold til de varer, der er omfattet af de ældre varemærker.

EUIPO og intervenienten har derimod gjort gældende, at de relevante kundekredse ikke overlapper hinanden.

I denne henseende bemærkes, at den berørte kundekreds i forhold til et givet varemærke, består af en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger af de varer eller tjenesteydelser, som dette varemærke er registreret for eller efter omstændighederne ansøgt for (jf. i denne retning dom af 27.11.2008, Intel Corporation, C-252/07, EU:C:2008:655, præmis 34).

I den anfægtede afgørelses punkt 33 fandt appelkammeret korrekt, at de varer, der var omfattet af det ansøgte varemærke efter deres art var rettet mod en professionel kundekreds, dvs. en særlig kategori af forbrugere, der konfronteres med disse varer inden for rammerne af deres erhvervsmæssige virksomhed. I den anfægtede afgørelses punkt 34 fandt appelkammeret desuden uden at begå en fejl, at de varer, som de ældre varemærker omfattede, var rettet mod den brede offentlighed. Det var således med rette, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 32 i det væsentlige konkluderede, at de respektive kundekredse for de varer, der var omfattet af hvert af de omtvistede varemærker, var forskellige (jf. analogt dom af 19.5.2015, Swatch mod KHIM – Panavision Europe (SWATCHBALL), T-71/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:293, præmis 31, og af 29.10.2015, Éditions Quo Vadis mod KHIM – Gómez Hernández (QUO VADIS), T-517/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:816, præmis 32).

Det skal ligeledes bemærkes, at appelkammeret i den anfægtede afgørelses punkt 35 præciserede, at det forhold, at den professionelle kundekreds, som de varer, der var omfattet af det ansøgte varemærke, var rettet mod, også kunne omfatte personer, der interesserede sig for beklædningsgenstande og sport, ikke ændrede noget ved den konstatering, at en sådan kundekreds ikke ville skabe en sammenhæng mellem sin sportsudøvelse og fritid og det ansøgte varemærke ved brugen af de varer, der er omfattet af dette varemærke, i sin erhvervsudøvelse.

Ved at gøre dette og i modsætning til det, som sagsøgeren har gjort gældende, fremgår det ikke af den anfægtede afgørelse, at appelkammeret i sin analyse ikke har taget hensyn til antagelsen om en eventuel overlapning af de berørte kundekredse. Det bemærkes i øvrigt, at selv om det under visse omstændigheder ikke kan udelukkes, at de kundekredse, som de varer, der er omfattet af de omtvistede varemærker, er rettet mod, kan overlappe hinanden (jf. i denne retning dom af 29.3.2012, You-Q mod KHIM – Apple Corps (BEATLE), T-369/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:177, præmis 53), og at en specialiseret kundekreds kunne kende det ældre varemærke, som omfatter varer eller tjenesteydelser, der er rettet mod den brede offentlighed, kan dette ikke være tilstrækkeligt til at godtgøre, at denne specialiserede kundekreds vil skabe en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker (jf. i denne retning dom af 19.5.2015, SWATCHBALL, T-71/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:293, præmis 32).

Sagsøgerens klagepunkt må således forkastes.

For det tredje må det af sagsøgeren i retsmødet hævdede, hvorefter for det første »den relevante kundekreds i tilfælde […][af] »udvanding« [vil være] sammensat af gennemsnitsforbrugere af de varer og tjenesteydelser, for hvilke ansøgningen er blevet indgivet«, og for det andet »den relevante kundekreds i tilfælde […][af] »snylteri« [vil være] sammensat af gennemsnitsforbrugere af de varer og tjenesteydelser, for hvilke det ældre varemærke [har] et renommé«, forkastes.

Det ovennævnte hævdede underkender nemlig den retspraksis, der er anført i præmis 32 ovenfor, hvorefter for det første den relevante kundekreds, med hensyn til hvilken bedømmelsen af eksistensen af den hævdede utilbørlige udnyttelse af de ældre varemærkers særpræg eller renommé skal foretages, er sammensat af gennemsnitsforbrugere af varer, der er omfattet af det ansøgte varemærke, og for det andet den relevante kundekreds, med hensyn til hvilken der skal foretages en bedømmelse af eksistensen af en skade på det ældre varemærkes renommé eller særpræg, er sammensat af gennemsnitsforbrugere af de varer, for hvilke dette varemærke er registreret.

I lyset af det ovenstående skal alle sagsøgerens klagepunkter forkastes, og definitionen af de relevante kundekredse mod hvilke de varer, der er omfattet af hvert af de omtvistede varemærker, der er nævnt i præmis 33 ovenfor, er rettet, skal tiltrædes, idet den ikke er behæftet med en fejl.

Spørgsmålet, om de omtvistede varemærker ligner hinanden

I den anfægtede afgørelses punkt 26 og 42 konkluderede appelkammeret i det væsentlige, at de omtvistede varemærker i høj grad lignede hinanden.

Sagsøgeren har ikke anfægtet denne bedømmelse.

Mens intervenienten har anerkendt, at der er en vis lighed mellem de omtvistede varemærker, er denne af den opfattelse, at deres respektive skrifttyper er klart forskellige.

I denne henseende er det tilstrækkeligt at konstatere, at appelkammeret med rette fandt, at de omtvistede varemærker alle var sammensat af ordbestanddelen »puma«, skrevet med en lignende skrifttype, og at de således i høj grad lignende hinanden (den anfægtede afgørelses punkt 26, 42 og 43).

Det var desuden med rette, at appelkammeret i det væsentlige fandt, at der ikke blev stillet spørgsmålstegn ved ligheden mellem de omtvistede varemærker ved tilstedeværelsen i det ældre internationale figurmærke nr. 582886 af den figurbestanddel, der forestiller et kattedyr, som kan forestille en puma, der springer fra højre mod venstre oven over den sidste del af ordet »puma« (jf. den anfægtede afgørelses punkt 26).

Appelkammerets vurdering vedrørende det forhold, at de omtvistede varemærker i høj grad ligner hinanden, skal følgelig tiltrædes.

De ældre varemærkers renommé

Et varemærkes renommé skal bedømmes i forhold til den opfattelse, som den relevante kundekreds, der består af en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger af de varer eller tjenesteydelser, som dette varemærke er registreret for, har af mærket (jf. dom af 27.11.2008, Intel Corporation, C-252/07, EU:C:2008:655, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

Det bemærkes indledningsvis, at artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 ikke definerer begrebet renommé. Det fremgår imidlertid af fast retspraksis vedrørende fortolkningen af artikel 5, stk. 2, i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 1989, L 40, s. 1), hvis normative indhold i det væsentlige er identisk med indholdet af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, at det for at opfylde betingelsen om renommé er nødvendigt, at et ældre varemærke er kendt af en betydelig del af den berørte kundekreds for de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af dette varemærke (jf. i denne retning dom af 6.2.2007, Aktieselskabet af 21. november 2001 mod KHIM – TDK Kabushiki Kaisha (TDK), T-477/04, EU:T:2007:35, præmis 48, og af 28.10.2016, Unicorn mod EUIPO – Mercilink Equipment Leasing (UNICORN-čerpací stanice), T-123/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:642, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at indsigelsesafdelingen forkastede indsigelsen, for så vidt som den var støttet på artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, idet den fandt, at de beviser, som sagsøgeren havde fremlagt, ikke godtgjorde, at de ældre varemærker havde opnået et renommé.

Appelkammeret afholdt sig for sit vedkommende fra at bedømme disse beviser og støttede sig på den antagelse, at det renommé, som sagsøgeren havde påberåbt sig, fandtes. Det fandt nemlig i det væsentlige, at den indsigelse, der var støttet på artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, under alle omstændigheder skulle forkastes med den begrundelse, at der ikke var sammenhæng mellem de omtvistede varemærker i den relevante kundekreds’ bevidsthed.

Sagsøgeren har foreholdt appelkammeret, at det har »undgået enhver klar og utvetydig konklusion« vedrørende de ældre varemærkers renommé. Sagsøgeren er navnlig i det væsentlige af den opfattelse, at appelkammeret ikke har taget hensyn til det af sagsøgeren anførte vedrørende de ældre varemærkers usædvanligt høje grad af renommé.

I retsmødet gentog sagsøgeren, at appelkammeret efter sagsøgerens opfattelse ikke på korrekt vis havde taget hensyn til de ældre varemærkers grad af renommé, idet sagsøgeren anførte, at det var umuligt at se en sportsbegivenhed uden at blive konfronteret med de nævnte varemærker, som bl.a. var sponsor for de største europæiske fodboldhold og var forbundet med de mest kendte sportsfolk.

EUIPO har bestridt sagsøgerens argument. Kontoret har nemlig gjort gældende, at appelkammeret har taget hensyn til det påberåbte renommé. Som svar på et spørgsmål stillet af Retten i retsmødet har EUIPO desuden for det første gjort gældende, at appelkammeret endeligt havde konkluderet, at de ældre varemærker havde et renommé, og for det andet henvist til det, der i denne henseende er blevet anført i punkt 33 og 34 i kontorets svarskrift, som er blevet udarbejdet inden for rammerne af nærværende sag.

Det skal først bemærkes, at det i punkt 34 i EUIPO’s svarskrift inden for rammerne af analysen med henblik på artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, er anført, at »appelkammeret antog, at det påberåbte renommé fandtes, og foretog således den nævnte analyse, idet den gik ud fra princippet om, at de ældre varemærker havde et betydeligt renommé, eller sagt med andre ord, et stort renommé.«

Intervenienten har i det væsentlige gjort gældende, at appelkammeret ikke nåede til en konklusion vedrørende de ældre varemærkes renommé. Intervenienten har desuden anført i retsmødet, at denne ikke var sikker på, at appelkammeret havde taget endelig stilling i denne henseende.

Det fremgår af fast retspraksis, at det eller de ældre varemærke(r)s renommé og navnlig renomméets intensitet, idet dette udgør en af de kumulative betingelser for anvendelse af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, indgår i de faktorer, der skal tages i betragtning i forbindelse med vurderingen både af, om der er skabt en sammenhæng i kundekredsens bevidsthed mellem de ældre varemærker og det varemærke, der søges registreret, og af risikoen for, at en af de tre krænkelser i samme bestemmelse realiseres (jf. i denne retning og analogt dom af 27.11.2008, Intel Corporation, C-252/07, EU:C:2008:655, præmis 42, og af 18.7.2013, Specsavers International Healthcare m.fl., C-252/12, EU:C:2013:497, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

Bedømmelsen af, om det eller de ældre varemærke(r) har et renommé, udgør således et nødvendigt skridt i undersøgelsen af, om artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 kan finde anvendelse. Følgelig skal der nødvendigvis ved anvendelsen af den nævnte artikel foreligge en endelig konklusion vedrørende eksistensen eller ej af et sådant renommé, hvilket i princippet udelukker, at en analyse for så vidt angår den eventuelle anvendelse af denne artikel kan foretages på grundlag af en vag hypotese, dvs. en hypotese, der ikke er støttet af en anerkendelse af, at der foreligger et renommé af en særlig intensitet (dom af 2.10.2015, The Tea Board mod KHIM – Delta Lingerie (Darjeeling collection de lingerie), T-625/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:742, præmis 82).

I det foreliggende tilfælde støttede appelkammeret sig ikke på en sådan vag hypotese. Det følger nemlig af ordlyden af den anfægtede afgørelses punkt 27 og 32, at appelkammeret med henblik på sin analyse gik ud fra antagelsen om, at de ældre varemærker havde en høj grad af renommé.

For det første skal det konstateres, at appelkammeret ved at vælge at tage udgangspunkt i en sådan antagelse ikke konkret undersøgte, om sagsøgeren på tilstrækkelig måde havde godtgjort de ældre varemærkers renommé og et sådant renommés grad af intensitet. Det anerkendte i øvrigt udtrykkeligt fraværet af en sådan undersøgelse, idet det i den anfægtede afgørelses punkt 27 anførte, at det afholdt sig fra at bedømme beviserne på dette punkt, og at det begrænsede sig til at gå ud fra hypotesen om, at det påberåbte renommé fandtes. I denne sammenhæng kan EUIPO ikke kritisere sagsøgeren for ikke for appelkammeret at have godtgjort eksistensen af et renommé, der gik ud over den berørte kundekreds for de ældre varemærker.

For det andet skal det i modsætning til det, som EUIPO har gjort gældende, bemærkes, at selv om appelkammeret anførte, at det havde valgt at støtte sin analyse på hypotesen om eksistensen af det af sagsøgeren påberåbte renommé, har det ikke på behørig måde taget hensyn til intensiteten af et sådant renommé. Det følger nemlig af sagsakterne, at sagsøgeren ved EUIPO’s instanser bl.a. i punkt 2 ff. i sine bemærkninger af 7. marts 2014, der blev fremlagt til støtte for dennes indsigelse, havde påberåbt sig eksistensen af et prestigefuldt varemærke, der havde et betydeligt renommé. I modsætning til det, som appelkammeret havde anført, havde sagsøgeren ikke blot henvist til en høj grad af renommé. Sagsøgeren havde gjort gældende, at de ældre varemærkers renommé gik ud over den kundekreds, som de varer, der var omfattet af de nævnte varemærker, var rettet mod, og følgelig i det væsentlige, at det kunne udstrækkes til den professionelle kundekreds, der var omfattet af det ansøgte varemærke (jf. bl.a. punkt 2.3. i sagsøgerens bemærkninger til støtte for dennes indsigelse af 7.3.2014).

Appelkammerets udgangspunkt for bedømmelsen af eksistensen af en eventuel krænkelse, der var omfattet af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009, var således fejlagtig.

Om de ældre varemærkers særpræg

I den anfægtede afgørelses punkt 36 konstaterede appelkammeret i det væsentlige, at de ældre varemærker havde et svagt iboende særpræg.

Sagsøgeren har derimod gjort gældende, at de ældre varemærker har et meget højt særpræg, opnået både som følge af brug og iboende.

Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at et varemærkes særpræg skal bedømmes i forhold til den opfattelse, som den relevante kundekreds, der består af en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger af de varer eller tjenesteydelser, som dette varemærke er registreret for, har af mærket (jf. dom af 27.11.2008, Intel Corporation, C-252/07, EU:C:2008:655, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

Hvad for det første angår de ældre varemærkers iboende særpræg bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at niveauet for et varemærkes særpræg skal bedømmes alene i forhold til de varer, for hvilke dette varemærke er blevet registreret (jf. i denne retning dom af 22.6.1999, Lloyd Schuhfabrik Meyer, C-342/97, EU:C:1999:323, præmis 22; jf. ligeledes analogt dom af 12.2.2004, Koninklijke KPN Nederland, C-363/99, EU:C:2004:86, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). Det fremgår desuden af retspraksis, at det med henblik på bedømmelsen af et varemærkes særpræg for så vidt angår de varer, som det omfatter, er uden betydning, at dette varemærke kan opfattes som værende beskrivende for andre varer (jf. i denne retning dom af 12.2.2004, Koninklijke KPN Nederland, C-363/99, EU:C:2004:86, præmis 77).

Det følger heraf, at ingen henvisning til et varemærkes beskrivende karakter med hensyn til andre varer eller tjenesteydelser end dem, der er omfattet af dette varemærke, kan begrunde en svækkelse af dets særpræg.

I det foreliggende tilfælde skal det konstateres, at appelkammeret ikke har godtgjort, at de varer, der er omfattet af de ældre varemærker, hvis brug er blevet godtgjort af sagsøgeren, kunne gøre egenskaber om styrke eller kraft gældende, og følgelig, at ordet »puma« hentydede til de nævnte varers egenskaber. I den anfægtede afgørelses punkt 36 begrænsede appelkammeret sig nemlig til at anføre, at ordbestanddelen »puma« betegnede et stort kattedyr, der er kendt for sin styrke og for sin kraft, og således udgjorde en hentydning til alle former for varer, der gør gældende at have disse egenskaber (jf. den anfægtede afgørelses punkt 36).

I henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 75 ovenfor, skal det således lægges til grund, at appelkammerets bedømmelse vedrørende de ældre varemærkers svage grad af særpræg er behæftet med en fejl.

For fuldstændighedens skyld forkastes sagsøgerens argument, hvorefter de ældre varemærkers meget høje særpræg følger af den unikke skrifttype for ordbestanddelen »puma«, der er sammensat af tre store bogstaver og et lille bogstav.

De ældre varemærkers figurbestanddele, såsom skrifttypen og det lille bogstav »m«, kan dårligt nok opfattes, og de kan derfor ikke i sig selv tilføre disse varemærker et højt særpræg (jf. i denne retning og analogt dom af 15.3.2006, Athinaiki Oikogeniaki Artopoiia mod KHIM – Ferrero (FERRÓ), T-35/04, EU:T:2006:82, præmis 56, og af 27.10.2016, Caffè Nero Group mod EUIPO (CAFFÈ NERO), T-37/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:634, præmis 42).

For det andet påberåbte sagsøgeren sig for indsigelsesafdelingen og appelkammeret det særpræg, som de ældre varemærker havde opnået ved deres brug.

I denne henseende bemærkes, at den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen bedømmelse vedrørende det hævdede særpræg, som de ældre varemærker havde opnået som følge af deres brug.

Appelkamrene er imidlertid ikke forpligtede til i begrundelsen af de afgørelser, som de skal træffe, at udtale sig om alle de argumenter, som de berørte påberåber sig for dem. Det er tilstrækkeligt, at de redegør for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende for afgørelsen (jf. i denne retning dom af 3.3.2016, Ugly mod KHIM – Group Lottuss (COYOTE UGLY), T-778/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:122, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

For så vidt som appelkammeret konkluderede, at de ældre varemærker havde et iboende fornødent særpræg, selv om det var svagt, kan det ikke foreholdes det, at det ikke har taget stilling til det eventuelle særpræg, som de nævnte varemærker havde opnået ved brug. Med henblik på bedømmelsen af eksistensen af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker kræver retspraksis nemlig ikke, at der tages hensyn til et ældre varemærkes grad af iboende fornødent særpræg og graden af særpræg, der er opnået ved brug, men alene en af disse to (jf. i denne retning dom af 27.11.2008, Intel Corporation, C-252/07, EU:C:2008:655 præmis 42, kendelse af 30.4.2009, Japan Tobacco mod KHIM, C-136/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:282, præmis 26, og dom af 6.7.2012, ROYAL SHAKESPEARE, T-60/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:348, præmis 21).

Det følger af de betragtninger, der er anført i præmis 68-71, 77 og 78 ovenfor, at appelkammeret for det første ikke har taget korrekt hensyn til graden af renommé, som sagsøgeren har påberåbt sig, og for det andet ikke har bedømt de ældre varemærkers grad af iboende fornødent særpræg korrekt inden for rammerne af dets undersøgelse af eksistensen af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker i den relevante kundekreds’ bevidsthed.

Det skal imidlertid bemærkes, at intensiteten af renomméet og graden af særpræg, iboende eller opnået ved brug, for ældre varemærker kan have en betydelig indvirkning på bedømmelsen af eksistensen af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker.

Ifølge retspraksis kan visse varemærker nemlig have opnået et så stort renommé, at det rækker videre end den berørte kundekreds for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke disse varemærker er registreret. I et sådant tilfælde kan den kundekreds, der er berørt i forhold til de varer eller tjenesteydelser, som det yngre varemærke er registreret for, forbinde de omtvistede varemærker med hinanden, selv om den er en helt anden kundekreds end den, som er berørt i forhold til de varer eller tjenesteydelser, som det ældre varemærke er registreret for (jf. i denne retning dom af 27.11.2008, Intel Corporation, C-252/07, EU:C:2008:655, præmis 51 og 52).

Når den berørte kundekreds i forhold til de varer, der er omfattet af det ældre varemærke, og den berørte kundekreds i forhold til de varer, der er omfattet af det ansøgte varemærke, er forskellige, kan det derfor være nødvendigt at tage intensiteten af det ældre varemærkes renommé i betragtning for at afgøre, om dette renommé rækker videre end den kundekreds, som er berørt af dette varemærke (jf. i denne retning dom af 27.11.2008, Intel Corporation, C-252/07, EU:C:2008:655, præmis 51-53).

Selv om der ikke er en direkte sammenhæng mellem de varer, der er omfattet af de omtvistede varemærker, som er forskellige, således som appelkammeret konstaterede i den anfægtede afgørelses punkt 32, kunne det i den foreliggende sag derfor fortsat have været muligt at konstatere, at der var en forbindelse med de ældre varemærker, hvis appelkammeret på korrekt måde havde taget hensyn til sagsøgerens argument om, i hvilken grad renomméet var kendt. Selv hvis de kundekredse, mod hvilke de varer, der er omfattet af hvert af de omtvistede varemærker, er rettet, ikke overlapper hinanden, fordi de pågældende varer er forskellige, kan det således ikke udelukkes, at det kunne godtgøres, at de omtvistede varemærker kunne bringes i forbindelse med hinanden, også henset til den store lighed mellem disse (jf. i denne retning og analogt dom af 27.11.2008, Intel Corporation, C-252/07, EU:C:2008:655, præmis 51-53).

Det fremgår i øvrigt af retspraksis, at i jo højere grad det ældre varemærke har særpræg, uanset om det er iboende eller opnået ved brug af dette varemærke, desto større er sandsynligheden for, at den relevante kundekreds, når den konfronteres med et identisk eller lignende yngre varemærke, vil lede tankerne hen på det nævnte ældre varemærke (jf. i denne retning dom af 27.11.2008, Intel Corporation, C-252/07, EU:C:2008:655, præmis 54).

Henset til det ovenstående var appelkammerets konklusion vedrørende fraværet af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker i den relevante kundekreds’ bevidsthed, som ikke følger af en korrekt bedømmelse af alle de relevante faktorer i det foreliggende tilfælde, behæftet med en fejl.

Den ovennævnte konstatering kan ikke afkræftes af de argumenter, som EUIPO har fremført.

For det første har EUIPO i lighed med appelkammeret (jf. den anfægtede afgørelses punkt 35) gjort gældende, at de omhandlede varer ligger så fjernt fra hinanden, at de professionelle, der er omfattet af det ansøgte varemærke, ikke ville skabe en forbindelse til deres egen sportsudøvelse og fritid, hvis de inden for rammerne af deres erhvervsudøvelse blev konfronteret med det ansøgte varemærke ved brugen af de varer, der er omfattet af det ansøgte varemærke.

Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at når de i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 omhandlede krænkelser indtræder, er de en konsekvens af, at der er en vis grad af lighed mellem de ældre og de yngre varemærker, hvorfor den berørte kundekreds forbinder disse to varemærker med hinanden, dvs. skaber en sammenhæng mellem disse, selv om den ikke forveksler dem (jf. dom af 14.12.2012, GRUPO BIMBO, T-357/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:696, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

Den sammenhæng, som den berørte kundekreds i forhold til det ansøgte varemærke kunne skabe mellem på den ene side det nævnte varemærke og på den anden side sin egen sportsudøvelse og fritid, er således ikke relevant for bedømmelsen af, om det ansøgte varemærke leder tankerne hen på det ældre varemærke i den relevante kundekreds’ bevidsthed (jf. i denne retning dom af 27.11.2008, Intel Corporation, C-252/07, EU:C:2008:655, præmis 60).

EUIPO’s argument skal derfor forkastes.

For det andet har EUIPO gjort gældende, at Domstolen i kendelse af 17. september 2015, Arnoldo Mondadori Editore mod KHIM (C-548/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:624), udtalte, at en sammenhæng mellem to varemærker var udelukket, når det ikke var muligt at forbinde de varer og tjenesteydelser, der indgår i meget forskellige økonomiske sektorer, med hinanden. Ifølge EUIPO lagde Retten det samme ræsonnement til grund i dom af 19. maj 2015, SWATCHBALL (T-71/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:293), og af 29. oktober 2015, Éditions Quo Vadis mod KHIM – Gómez Hernández (QUO VADIS) (T-517/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:816).

For det første skal det bemærkes, at artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 udtrykkeligt fastsætter det tilfælde, hvor der er rejst indsigelse mod en ansøgning om registrering af et EU-varemærke for varer og tjenesteydelser af anden art end dem, der er omfattet af et ældre varemærke.

Domstolen har således anført, at artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 udtrykkeligt omhandler de tilfælde, hvor varerne eller tjenesteydelserne er af anden art (jf. i denne retning dom af 7.5.2009, Waterford Wedgwood mod Assembled Investments (Proprietary), C-398/07 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:288, præmis 34).

100

Den forskellige karakter af de varer, der er omfattet af de omtvistede varemærker, er således ikke en faktor, der er tilstrækkelig til at udelukke eksistensen af en sammenhæng mellem de nævnte varemærker, idet det bemærkes, at der skal foretages en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante faktorer i det foreliggende tilfælde (jf. præmis 24 ovenfor).

101

For det andet er de faktiske omstændigheder i det foreliggende tilfælde forskellige fra dem, der lå til grund for den kendelse og de domme, som EUIPO har påberåbt sig. I den sag, der gav anledning til kendelse af 17. september 2015, Arnoldo Mondadori Editore mod KHIM (C-548/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:624), var det ældre varemærkes renommé nemlig ikke højt, mens de ældre varemærker i det foreliggende tilfælde i det mindste blev antaget at have et stort renommé. I den sag, der gav anledning til dom af 29. oktober 2015, »QUO VADIS« (T-517/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:816), var det ældre varemærkes renommé normalt. I dom af 19. maj 2015, SWATCHBALL (T-71/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:293), udelukkede Retten desuden eksistensen af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker, på trods af et renommé af særlig intensitet, med den begrundelse, at det var højst usandsynligt, at den relevante kundekreds ville finde de varer, der var omfattet af hvert af disse varemærker, i de samme butikker, og at den ville tænke på den ene, når den blev stillet over for andre (dom af 19.5.2015, SWATCHBALL, T-71/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:293, præmis 32). Denne begrundelse, der i virkeligheden tilsigter at udelukke eksistensen af en utilbørlig udnyttelse af et ældre varemærkes renommé eller særpræg, kan dog ikke have indflydelse på undersøgelsen af eksistensen af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker i den relevante kundekreds’ bevidsthed.

102

EUIPO’s argument skal derfor forkastes.

103

Endelig skal det bemærkes, at eksistensen af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker i den relevante kundekreds’ bevidsthed er en væsentlig betingelse for anvendelsen af artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 (jf. dom af 10.5.2007, nasdaq, T-47/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:131, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.12.2014, Master, T-480/12, EU:T:2014:1062, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

104

Henset til de fejl, som appelkammeret har begået inden for rammerne af bedømmelsen af eksistensen af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker, der blev anført i præmis 85 ovenfor, skal den anfægtede afgørelse annulleres, uden at det er nødvendigt at undersøge de andre klagepunkter, som sagsøgeren har fremført.

105

Det tilkommer appelkammeret på ny at undersøge de argumenter, som sagsøgeren i sin klage over indsigelsesafdelingens afgørelse har draget af eksistensen af en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker. Til dette formål skal appelkammeret i første omgang formulere en endelig konklusion vedrørende dels eksistensen af de ældre varemærkers renommé, og i givet fald vedrørende disses intensitet, dels de ældre varemærkers særpræg.

106

Hvis appelkammeret når til den endelige konklusion, at der i det foreliggende tilfælde er en sammenhæng mellem de omtvistede varemærker, tilkommer det dette at undersøge, om sagsøgeren på tilstrækkelig måde har godtgjort eksistensen af en af de krænkelser, der er omhandlet i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009. Til dette formål skal det tage hensyn til graden af de ældre varemærkers renommé og til de ældre varemærkers særpræg. Jo større det ældre varemærkes særpræg og renommé er, desto lettere vil en krænkelse af det ældre varemærke som omhandlet i artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 207/2009 kunne antages at foreligge (jf. dom af 29.3.2012, BEATLE, T-369/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:177, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis). Appelkammeret skal endvidere holde in mente, at det – når der er tale om en indsigelse, der er støttet på et varemærke, som i særlig høj grad har et renommé – er muligt, at sandsynligheden for, at der foreligger en fremtidig, ikke-hypotetisk risiko for, at det ansøgte varemærke vil skade eller utilbørligt udnytte, er så åbenbar, at det er ufornødent for indsigeren at påberåbe sig et andet faktisk bevis til dette formål eller at føre beviset for eksistensen af et sådant bevis (jf. dom af 22.3.2007, VIPS, T-215/03, EU:T:2007:93, præmis 48, og af 27.10.2016, Spa Monopole mod EUIPO – YTL Hotels & Properties (SPA VILLAGE), T-625/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:631, præmis 63).

107

I lyset af det ovenstående må der gives medhold i søgsmålet, og den anfægtede afgørelse skal følgelig annulleres.

Sagsomkostninger

108

Ifølge artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da EUIPO har tabt sagen, bør det pålægges dette at bære sine egne omkostninger og at betale sagsøgerens omkostninger i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom.

109

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 3, kan Retten træffe afgørelse om, at en intervenient skal bære sine egne omkostninger. I den foreliggende sag bærer intervenienten, der er indtrådt til støtte for EUIPO, sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

Den afgørelse, der blev truffet den 4. december 2015 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1052/2015-4), annulleres.

EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Puma SE afholdte omkostninger.

Doosan Machine Tools Co. Ltd bærer sine egne omkostninger.

Kanninen

Schwarcz

Iliopoulos

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 26. september 2018.

Underskrifter

Indhold