14.3.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 98/58
Sag anlagt den 2. februar 2016 — Sigma Orionis mod REA
(Sag T-47/16)
(2016/C 098/74)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Sigma Orionis SA (Valbonne, Frankrig) (ved advokaterne S. Orlandi og T. Martin)
Sagsøgt: Forvaltningsorganet for Forskning (REA)
Sagsøgerens påstande
—
Det fastslås, at REA har tilsidesat sine kontraktmæssige forpligtelser, der følger af støtteaftale H2020, ved at suspendere alle de betalinger, som sagsøgeren har til gode, på grundlag af en ulovligt udarbejdet undersøgelsesrapport fra OLAF.
—
Subsidiært anordnes udpegelse af en sagkyndig med henblik på at fastsætte de beløb, som sagsøgeren ubestrideligt har til gode i medfør af den omtvistede støtteaftale.
Som følge heraf tilpligtes sagsøgte
—
at betale de i henhold til støtteaftale H2020 skyldige beløb, dvs. 425 406,25 EUR, som i henhold til artikel 21, stk. 11, nr. 1, tillægges morarenter, der beregnes fra datoen for de skyldige beløbs forfaldsdato, med den af Den Europæiske Centralbank (ECB) fastsatte sats for de vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med 3,5 %
—
at betale sagsøgeren en erstatning for det yderligere tab, som denne har lidt, der aktuelt vurderes til 1 500 000 EUR, med forbehold for forhøjelse eller nedsættelse under sagens behandling.
—
Forvaltningsorganet for Forskning tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.
1.
Første anbringende om, at Forvaltningsorganet for Forskning (REA) ikke kan lægge vægt på en undersøgelsesrapport, der er udarbejdet på grundlag af ulovligt indhentede beviser, med henblik på at suspendere de betalinger, som sagsøgeren har til gode, i det hele. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at såvel suspensionen af betalingerne som opsigelsen af støtteaftalerne er ulovlige, for så vidt som REA har støttet sig på ulovligt indhentede beviser.
2.
Andet anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for så vidt som de forskellige tekniske revisionsrapporter uden forskel havde konkluderet, at sagsøgeren havde anvendt midlerne i overensstemmelse med principperne om sparsommelighed, effektivitet og forsvarlig økonomisk forvaltning. Det følger heraf, at REA ikke kunne påberåbe sig, at det gyldigt havde fastslået, at sagsøgeren havde begået ulovligheder inden for rammerne af anden støtte, som kunne begrunde, at de omtvistede støtteaftaler blev opsagt, eller at alle betalingerne i de omtvistede støtteaftaler blev suspenderet. Endvidere er deltagelsen i støtteaftalerne sagsøgerens eneste finansieringskilde, og fraværet af nye europæiske projekter vil uundgåeligt medføre sagsøgerens fallit.
Full & Egal Universal Law Academy