29.3.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 111/41
Appel iværksat den 17. februar 2016 af Carlo De Nicola til prøvelse af Personalerettens dom af 18. december 2015 i sag F-104/13, De Nicola mod EIB
(Sag T-70/16 P)
(2016/C 111/50)
Processprog: italiensk
Parter
Appellant: Carlo De Nicola (Strassen, Luxembourg) (ved advokat G. Ferabecoli)
Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Investeringsbank
Appellantens påstande
—
Appellen tages til følge og den appellerede dom ophæves delvist, idet punkt 2 i den dispositive del samt præmis 13-17, 57-60 og 62-68 i selve dommen annulleres.
—
Følgelig fastslås, at EIB begik chikane over for Carlo De Nicola, og EIB tilpligtes at erstatte det af Carlo De Nicola lidte tab, eller subsidiært hjemvises sagen til en anden afdeling i Personaleretten, sammensat af et nyt dommerkollegium, med henblik på at denne træffer ny afgørelse vedrørene de annullerede præmisser. Dette forudsætter en gennemførelse af den anmodede lægeundersøgelse.
—
Den Europæiske Investeringsbank tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Denne appel er iværksat til prøvelse af Personalerettens (enedommer) dom af 18. december 2015, De Nicola mod Den Europæiske Investeringsbank (F-104/13).
Til støtte for appellen har appellanten fremsat tre anbringender.
1.
Første anbringende vedrørende den kontraktmæssige karakter af forholdet mellem appellanten og EIB
—
Appellanten har i denne forbindelse gjort gældende, at han har nedlagt påstand om erstatning af tab i henhold til EIB’s kontraktmæssige ansvar og ikke i henhold til Den Europæiske Unions ansvar uden for kontraktforhold.
2.
Andet anbringende vedrørende en påstand om, at det fastslås, at der foreligger chikane
—
Appellanten har i denne forbindelse navnlig gjort gældende, at Personaleretten ikke kunne undslå sig sin forpligtelse til at undersøge en anklage om chikane og at den derfor fuldstændigt ulovligt fastslog, at påstanden om, at chikanen havde fundet sted, ikke kunne antages til realitetsbehandling. En fastlæggelse og en retlig kvalifikation af de faktiske omstændigheder er bl.a. en væsentlig »forudsætning« med henblik på efterfølgende at fastsætte erstatningen for det påståede tab.
3.
Tredje anbringende vedrørende påstanden om, at EIB tilpligtes at betale erstatning for det tab, der fulgte af chikanen
—
Appellanten har i denne forbindelse gjort gældende, at betingelserne i denne sag er opfyldt med henblik på, at Retten kan undersøge oplysningerne og anerkende en ret til erstatning for det lidte tab.
Full & Egal Universal Law Academy