6.6.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 200/29
Sag anlagt den 15. april 2016 — Groningen Seaports m.fl. mod Kommissionen
(Sag T-160/16)
(2016/C 200/42)
Processprog: nederlandsk
Parter
Sagsøgere: Groningen Seaports NV (Delfzijl, Nederlandene), Havenbedrijf Amsterdam NV (Amsterdam, Nederlandene), Havenbedrijf Rotterdam NV (Rotterdam, Nederlandene), Havenschap Moerdijk (Moerdijk, Nederlandene), NV Port of Den Helder (Den Helder, Nederlandene) og Zeeland Seaports NV (Terneuzen, Nederlandene) (ved advokaterne E. Pijnacker Hordijk og I. Kieft)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Den anfægtede afgørelse annulleres.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgerne har anfægtet Kommissionens afgørelse af 21. januar 2016 om statsstøtte SA.25338 (2014/C) (ex E 3/2008 og ex CP 115/2004), som Nederlandene har gennemført — Fritagelse af offentlige virksomheder for selskabsskat.
Sagsøgerne har til støtte for søgsmålet fremsat et anbringende.
Eneste anbringende om en tilsidesættelse af målsætningerne med statsstøttereglerne, en tilsidesættelse af de generelle principper i EU-retten, herunder navnlig ligebehandlingsprincippet, kravet om omhyggelig forberedelse af afgørelser og forbuddet mod vilkårlighed og en tilsidesættelse begrundelsespligten.
—
De nederlandske offentlige havne konkurrerer ikke med nederlandske private virksomheder, men med franske, belgiske og tyske havne i området mellem Hamburg og Le Havre.
—
Disse europæiske konkurrenter modtager til skade for de nederlandske offentlige havne forskellige former for statsstøtte. Kommissionen havde på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse kendskab hertil. Ligesom de nederlandske offentlige havne er alle konkurrerende havne i området mellem Hamburg og Le Havre fritaget for selskabsskat. De tyske havne modtager endvidere omfattende driftsstøtte i form af kompensation for tab. Kommissionen havde også kendskab hertil på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.
—
Den anfægtede afgørelse ophæver ensidigt den skattefritagelse, som gælder for de nederlandske offentlige havne, mens de tilsvarende fritagelser for de belgiske og franske havne foreløbigt forbliver i kraft, og der er end ikke blevet foretaget noget første formelt skridt i retning af en ophævelse af støtten til de tyske havne.
—
Eftersom Kommissionen med den anfægtede afgørelse kun skrider ind over for skattefritagelsen for de nederlandske offentlige havne, forværrer den de allerede gældende ulige konkurrencevilkår for den europæiske havnesektor væsentligt og stiller de nederlandske offentlige havne i en markant dårligere position i forhold til deres direkte konkurrenter, som også er fritaget for selskabsskat og endvidere modtager andre former for statsstøtte. Kommissionen har ikke givet en begrundelse for, hvorfor den kun griber ind over for skattefritagelsen for de nederlandske offentlige havne.
Full & Egal Universal Law Academy