20.6.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 222/32
Sag anlagt den 29. april 2016 – Banca Tercas mod Kommissionen
(Sag T-196/16)
(2016/C 222/40)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Tercas-Cassa di risparmio della provincia di Teramo SpA (Banca Tercas SpA) (Teramo, Italien) (ved advokaterne A. Santa Maria, M. Crisostomo, E. Gambaro og F. Mazzocchi)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Europa-Kommissionens afgørelse C(2015) 9526 final af 23. december 2015, der blev meddelt sagsøgeren den 22. februar 2016, vedrørende statsstøtte SA39451 (2015/C) (ex 2015/NN), som Italien har ydet til Banca Tercas (Cassa di risparmio della Provincia di Teramo S.p.A.) annulleres.
—
Subsidiært annulleres artikel 2, 3 og 4 i den ovennævnte afgørelse af de grunde, der er anført under det syvende anbringende
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Den afgørelse, der er genstand for nærværende sag, er den samme, som er anfægtet i sag T-98/16, Italien mod Kommissionen.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat syv anbringender.
1.
Med det første anbringende har Banca Tercas (»sagsøgeren« eller »Tercas«) gjort gældende, at der foreligger tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse fra Kommissionens side af artikel 107, stk. 1, TEUF og af artikel 296 TEUF som følge af manglende og/eller utilstrækkelig begrundelse for så vidt angår, om de nødvendige krav om »statsmidler« og »tilregnelse til staten« var opfyldt, for så vidt som Kommissionen har kombineret analysen af kriteriet statsmidler med analysen af kriteriet tilregnelse og ikke har foretaget en selvstændig undersøgelse af, om kravet om statsmidler, et af kriterierne for, om der foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, er opfyldt.
2.
Med andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse og en fejlagtig anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, idet Kommissionen fejlagtigt fastslog, at Fondo di Garanzia di Tutela dei depositi (»fonden« eller »FITD«) anvendte statsmidler. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen anlagt et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som FITD’s midler på baggrund af de kriterier, der er fastsat i Domstolens praksis, ikke kan anses for at være under offentlig kontrol eller for at være til rådighed for den italienske stat. Den italienske lovgiver har overladt det fuldt ud til garantiordningernes skøn at definere genstanden, rækkevidden og de konkrete vilkår for alternative foranstaltninger vedrørende tilbagebetaling til indskyderne. De alternative foranstaltninger, der er henvist til i artikel 29 i fondens vedtægter, kan aktiveres af fonden, såfremt der kan forventes lavere udgifter end dem, der følger af en foranstaltning i tilfælde af en enheds likvidation. De ville hovedsageligt tjene de associerede bankers private interesser og kan ikke tilregnes et offentligt mandat.
3.
Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som Kommissionen fastslog, at foranstaltningerne til fordel for Tercas kunne tilregnes den italienske stat. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at FITD frivilligt afgav et tilsagn om en sådan foranstaltning, og det argument, som Kommissionen har fremført, som beskriver Banca d’Italia som et organ, der administrerer (angiveligt) offentlige midler, er fejlagtigt og opfatter ikke den reelle betydning af de funktioner, som centralbanken tildeles i henhold til den italienske retsorden. Banca d’Italias aktiviteter er rettet mod at efterprøve overholdelse af princippet om sund og forsigtig ledelse på grundlag af den blotte undersøgelse af retmæssigheden og lovligheden, uden at frie individuelle valg fra private, der er genstand for bankens tilsyn, berøres deraf. Endvidere er de specifikke beviser for indgriben fra de offentlige myndigheders side, der er fremhævet af Kommissionen vedrørende foranstaltningen til fordel for Tercas, åbenbart uegnet til at støtte Kommissionens konklusion.
4.
Med det fjerde anbringende har sagsøgeren påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF hvad angår en fejlagtig anvendelse af kriteriet om den markedsøkonomiske private erhvervsdrivende. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen ikke har efterprøvet, om FITD’s intervention opfyldte kriteriet om økonomisk rationalitet i lyset af de faktorer, som FITD omhyggeligt tog hensyn til i dens prognostiske vurdering af de mulige interventionsscenarier. Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at Kommissionen ikke efterprøvede, om en privat erhvervsdrivende, der har en størrelse, der er sammenlignelig med FITD’s, under lignende omstændigheder ville have foretaget økonomiske transaktioner i et omfang, der svarer til dem, der er anfægtet af Kommissionen. Endelig er udelukkelsen af udgifterne til tilbagebetaling til indskyderne ved anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip som et udtryk for de forpligtelser, som staten påtager sig som en offentlig myndighed, ikke begrundet i det foreliggende tilfælde og er i strid med den seneste praksis fra EU’s retsinstanser.
5.
Med det femte anbringende har sagsøgeren anført grundene til, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at finde, at de omhandlede foranstaltninger var uforenelige med det indre marked. Navnlig begik Kommissionen en fejl ved at finde, at nedskrivningen af den efterstillede gæld, som ratione temporis udelukkende var foreskrevet i dens egen bankmeddelelse, er et væsentligt krav for at kunne anse foranstaltningerne for forenelige med det indre marked. Navnlig tog Kommissionen ikke hensyn til den omstændighed, at det var retligt umuligt at implementere en byrdefordeling for de personer, der skulle betale den efterstillede gæld. Endvidere undlod Kommissionen at tage hensyn til, at interventionsudgifterne allerede var blevet betydeligt nedsat ved væsentlige byrdefordelingsforanstaltninger. Foranstaltningernes forenelig med det indre marked følger også af planen for genoprettelsen af Tercas’ rentabilitet og af tilstedeværelsen af foranstaltninger, der er egnet til at begrænse den påståede konkurrencefordrejning, som indtrådte efter FITD’s intervention. Sagsøgeren har følgelig også gjort gældende, at der foreligger en åbenbar manglende oplysning af sagen.
6.
Med det sjette anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl og foretog en fejlagtig retlig kvalifikation ved at anse garantien på 30 mio. EUR for opfyldt og ved at anse en sådan foranstaltning for svarende til et bidrag til fonden, som var anvendt til fordel for Tercas, og som således udgjorde statsstøtte.
7.
Afslutningsvis har Tercas med det syvende anbringende subsidiært påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 16, stk. 1, i forordning (EU) nr. 2015/1589, idet Kommissionen pålagde den italienske stat en tilbagesøgning til trods for, at dette er i strid med de generelle EU-retlige principper om retssikkerhed, beskyttelse af den berettigede forventning samt proportionalitetsprincippet.