27.6.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 232/27
Sag anlagt den 2. maj 2016 – Soudal mod Kommissionen
(Sag T-201/16)
(2016/C 232/36)
Processprog: nederlandsk
Parter
Sagsøger: Soudal NV (Turnhout, Belgien) (ved advokaterne H. Viaene, B. Hoorelbeke, D. Gillet og F. Verhaegen)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Annullationssøgsmålet antages til realitetsbehandling.
—
Kommissionens afgørelse af 11. januar 2016 om den af Belgien gennemførte støtteordning vedrørende skattefritagelse for overskydende fortjeneste SA.37667 (2015/C) (ex 2015/NN), som meddelt sagsøgeren af den belgiske stat den 23. februar 2016, annulleres.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.
1.
Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 1, litra d), i forordning nr. 2015/1589 (1), af artikel 107, stk. 1, TEUF og af artikel 296 TEUF, for så vidt som Kommissionen med urette har kvalificeret den anfægtede foranstaltning som en støtteforanstaltning.
—
Kommissionen har tilsidesat artikel 1, litra d), i forordning nr. 2015/1589 og artikel 107, stk. 1, TEUF, eftersom den med urette har kvalificeret den anfægtede foranstaltning som en støtteforanstaltning. Den anfægtede støtte kan ikke udelukkende tildeles på grundlag af artikel 185, stk. 2, litra b), i Wetboek van de inkomstenbelastingen van 1992 (den belgiske indkomstskattelov fra 1992), men kræver yderligere gennemførselsforanstaltninger med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse.
—
Kommissionen har tilsidesat artikel 296 TEUF, idet Kommissionens begrundelse indeholder en selvmodsigelse. Selvmodsigelsen beror på, at Kommissionen ikke har forklaret, hvorfor den ved undersøgelsen af selektivitetskriteriet fandt, at de foregående afgørelser ikke direkte følger af artikel 185, stk. 2, litra b), i Wetboek van de inkomstenbelastingen van 1992, hvorved Kommissionen ved undersøgelsen af, om der foreligger en støtteforanstaltning, lagde til grund, at denne bestemmelse ikke kræver yderligere gennemførelsesforanstaltninger.
2.
Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og af begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF, idet Kommissionen ikke foretog en korrekt vurdering med hensyn til, hvorvidt der foreligger en fordel, og ikke anvendte princippet om den private investor.
—
Kommissionen har ikke undersøgt, om den anfægtede støtteforanstaltning reelt resulterer i en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF for de begunstigede virksomheder, og dette uanset den omstændighed, at denne betingelse er en nødvendig betingelse for, at der er tale om statsstøtte, som Kommissionen skal undersøge, før den træffer afgørelse om, at der foreligger statsstøtte, idet Kommissionen ellers tilsidesætter sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296 TEUF.
—
Den belgiske stat handlede i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse over for sagsøgeren udelukkende som en markedsøkonomisk investor. Herved investerede den belgiske stat en sum penge i sagsøgeren i form af indrømmelse af en skattefritagelse, med hensyn til hvilken den på grundlag af de betingelser, som sagsøgeren blev pålagt, kunne forvente, at den fra et økonomisk perspektiv ville opnå et betydeligt afkast. Henset til, at princippet om den private investor ikke udgør nogen undtagelse, som Kommissionen alene skal anvende efter anmodning herom fra den pågældende medlemsstat, har Kommissionen tilsidesat artikel 107, stk. 1, TEUF, og begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF, idet den ikke undersøgte, om princippet om den private investor fandt anvendelse.
3.
Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og af begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF, idet Kommissionen ikke har foretaget nogen korrekt vurdering af den anfægtede foranstaltnings selektive karakter.
—
Artikel 185, stk. 2, litra b), i Wetboek van de inkomstenbelastingen van 1992 og den deraf følgende ordning med fritagelse for overskydende fortjeneste gælder for alle virksomheder, der befinder sig i en sammenlignelig retlig situation, og som udfører de økonomiske transaktioner, der er genstand for den anfægtede foranstaltning. Den anfægtede foranstaltning er dermed ikke begrænset til bestemte virksomheder, der kan afgrænses ud fra bestemte karakteristika, og er derfor ikke selektiv som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.
—
Kommissionen anlagde et åbenbart fejlagtigt skøn, da den fastslog, at fritagelsen for overskydende fortjeneste ikke var en del af referencesystemet. Fritagelsen for overskydende fortjeneste baseret på synergier og stordriftsfordele under anvendelse af arm’s length-princippet er en integrerende del af de foranstaltninger, der fastsætter den samlede skattepligtige indkomst, og kan derfor ikke anses for en fravigelse af det referencesystem, der resulterer i selektivitet.
—
Kommissionen har ikke godtgjort, at Belgische Rulingcommissie anvendte arm’s length-princippet ukorrekt i forbindelse med anvendelsen af artikel 185, stk. 2, litra b), i Wetboek van de inkomstenbelastingen van 1992. Kommissionens begrundelse er usammenhængende, idet den ganske vist tager hensyn til vigtige faktorer, som imidlertid er selvmodsigende eller usammenhængende.
4.
Fjerde anbringende om, at tilbagesøgningspligten indebærer en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.
(1) Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EØS-relevant tekst) (EUT 2015, L 248, s. 9).