8.8.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 287/24
Sag anlagt den 27. maj 2016 — Korea National Insurance mod Rådet og Kommissionen
(Sag T-264/16)
(2016/C 287/30)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Korea National Insurance Corp. (Pyongyang, Den Demokratiske Folkerepublik Korea) (ved barristers M. Lester og S. Midwinter og solicitors T. Brentnall og A. Stevenson)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Rådets afgørelse (FUSP) 2016/475 af 31. marts 2016 om ændring af afgørelse 2013/183/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/659 af 27. april 2016 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 329/2007 om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Folkerepublik Korea annulleres, for så vidt som disse foranstaltninger opfører sagsøgeren i bilag V til Rådets forordning (EF) 329/2007 og i bilag II til afgørelse 2013/183/FUSP.
—
Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.
1.
Første anbringende om, at sagsøgte har undladt at give en behørig eller tilstrækkelig begrundelse for opførelsen af sagsøgeren.
2.
Andet anbringende om, at sagsøgte har begået en åbenbar fejl ved at antage, at nogen af kriterierne for opførelse på listen i de anfægtede foranstaltninger var opfyldt i sagsøgerens tilfælde, og at der ikke er noget faktuelt grundlag for dens opførelse.
3.
Tredje anbringende om, at sagsøgte har tilsidesat databeskyttelsesprincipperne.
4.
Fjerde anbringende om, at sagsøgte ubegrundet og uforholdsmæssigt har tilsidesat sagsøgerens grundlæggende rettigheder, herunder dets ret til beskyttelse af ejendom, forretning og omdømme.