25.7.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 270/57
Sag anlagt den 27. maj 2016 — Mubarak m.fl. mod Rådet
(Sag T-275/16)
(2016/C 270/64)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Gamal Mohamed Hosni Elsayed Mubarak (Kairo, Egypten), Alaa Mohamed Hosni Elsayed Mubarak (Kairo), Heidy Mahmoud Magdy Hussein Rasekh (Kairo), Khadiga Mahmoud El Gammal (Kairo) (ved barristers B. Kennelly og J. Pobjoy og solicitors G. Martin og M. Rushton)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgernes påstande
—
Rådets afgørelse (FUSP) 2016/411 af 18. marts 2016 om ændring af afgørelse 2011/172/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (EUT 2016 L 74, s. 40) annulleres, for så vidt som den finder anvendelse på sagsøgerne.
—
Det fastslås, at artikel 1, stk. 1, i Rådets afgørelse 2011/172/FUSP af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (EUT 2011 L 76, s. 63) og artikel 2, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 270/2011 af 21. marts 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Egypten (EUT 2011 L 76, s. 4) ikke kan finde anvendelse på grund af ulovlighed, for så vidt som de finder anvendelse på sagsøgerne, og afgørelse (FUSP) 2016/411 annulleres som følge heraf, for så vidt som den finder anvendelse på sagsøgerne.
—
Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført seks anbringender.
1.
Første anbringende om, at Rådet ikke har angivet et korrekt retsgrundlag for artikel 1, stk. 1, i afgørelse 2011/172/FUSP (»afgørelsen«) og artikel 2, stk. 1, i forordning (EU) nr. 270/2011 (»forordningen«). Det er ikke godtgjort, at Rådet efterprøvede retsgrundlaget for afgørelsens artikel 1, stk. 1, da det vedtog afgørelse (FUSP) 2016/411 (»den anfægtede afgørelse«) til trods for, at Rådet i henhold til afgørelsens artikel 5 udtrykkeligt er forpligtet hertil. Den omstændighed, at artikel 1, stk. 1, muligvis havde et gyldigt retsgrundlag, da den blev vedtaget første gang den 21. marts 2011, medfører ikke, at bestemmelsens retsgrundlag varer til 2016 eller senere.
2.
Andet anbringende om, at Rådet har tilsidesat sagsøgernes rettigheder i henhold til artikel 6, sammenholdt med artikel 2 og 3 TEU samt artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, ved at antage, at de retslige procedurer i Egypten var i overensstemmelse med grundlæggende menneskerettigheder.
3.
Tredje anbringende om, at Rådet begik åbenbare skønsfejl ved at finde, at det kriterium for at opføre sagsøgerne på listen, som er fastsat i afgørelsens artikel 1, stk. 1, og i forordningens artikel 2, stk. 1, var opfyldt.
4.
Fjerde anbringende om, at Rådet ikke har anført en tilstrækkelig begrundelse for at genopføre sagsøgerne på listen.
5.
Femte anbringende om, at Rådet har tilsidesat sagsøgernes ret til forsvar og retten til god forvaltning og effektiv domstolsprøvelse. Navnlig har Rådet undladt at foretage en omhyggelig og upartisk undersøgelse af, hvorvidt de påståede grunde til genopførelse var begrundede i lyset af de bemærkninger, som sagsøgerne havde fremsat forud for genopførelsen.
6.
Sjette anbringende om, at Rådet uforholdsmæssigt og uden begrundelse har krænket sagsøgernes grundlæggende rettigheder, herunder deres ret til beskyttelse af deres ejendom og omdømme. Den anfægtede afgørelse har store konsekvenser for sagsøgerne både hvad angår deres ejendom og deres omdømme over hele verden. Rådet har ikke påvist, at indefrysningen af sagsøgernes aktiver og økonomiske ressourcer er forbundet med eller begrundet i noget legitimt mål eller endog er forholdsmæssig i forhold til et sådant mål.