22.8.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 305/40
Sag anlagt den 20. juni 2016 — Foshan Lihua Ceramic mod Kommissionen
(Sag T-310/16)
(2016/C 305/55)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Foshan Lihua Ceramic Co. Ltd (Foshan City, Kina) (ved advokaterne B. Spinoit og D. Philippe)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2016)2136 final af 15. april 2016, hvorved en anmodning om behandling som ny importør med hensyn til de endelige antidumpingforanstaltninger, der er pålagt import af keramiske fliser med oprindelse i Folkerepublikken Kina ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 917/2011, annulleres.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens sagsomkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat syv anbringender.
1.
Første anbringende om, at den stikprøveundtagelse, som Kommissionen har anvendt, tilsidesætter artikel 11, stk. 5 og artikel 11, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, samt artikel 9.5 i WTO-aftalen.
2.
Andet anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, idet Kommissionen for nylig anvendte bestemmelserne om nye eksportører i artikel 11, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 i en sag, der omhandlede en koreansk eksportør.
3.
Tredje anbringende om en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder.
4.
Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende ret til forsvar. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen henviser til og bygger sin afgørelse på (i) eksistensen af et selskab, der ikke kan og ikke har eksporteret i løbet af den oprindelige undersøgelsesperiode, og som ikke kan udgøre og ikke udgør en retlig forbindelse i selskabsform til andre eksportører, (ii) oplysninger, som sagsøgeren aldrig har haft adgang til og aldrig kunne kommentere, og (iii) påståede begivenheder under en høring, for hvilken ingen optegnelser eller referat foreligger.
5.
Femte anbringende om magtfordrejning, idet Kommissionen baserede sin afgørelse på en påstået diskrepans mellem på den ene side de reviderede produktionstal efter den oprindelige undersøgelsesperiode, som sagsøgeren fremlagde, og på den anden side kommercielt påvirkede webstedsdata.
6.
Sjette anbringende om et åbenbart urigtigt retligt skøn, idet Kommissionen baserede sin afgørelse på retlige begreber, som ikke findes hverken i lovgivning eller i praksis.
7.
Syvende anbringende om en begrundelse, der ikke er baseret på faktiske forhold, men på formodninger og om en tilsidesættelse af retten til at blive hørt. Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at punkt 17-22 i den anfægtede afgørelse indeholder åbenbare fejlskøn på grundlag af rent ugrundede formodninger. For det andet har sagsøgeren anført, at den omstændighed, at vigtige og væsentlige faktiske omstændigheder og argumenter, som sagsøgeren har fremført, er blevet fuldstændig ignoreret og tilsidesat, er en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til reelt at blive hørt.
Full & Egal Universal Law Academy