16.8.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 296/34
Sag anlagt den 28. juni 2016 — Esko-Graphics mod Kommissionen
(Sag T-335/16)
(2016/C 296/44)
Processprog: nederlandsk
Parter
Sagsøger: Esko-Graphics BVBA (Gent, Belgien) (ved advokaterne H. Viaene, B. Hoorelbeke, D. Gillet og F. Verhaegen)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Annullationssøgsmålet antages til realitetsbehandling.
—
Europa-Kommissionens afgørelse af 11. januar 2016 om den af Belgien gennemførte statsstøtteordning vedrørende skattefritagelse for overskydende fortjeneste SA.37667 (2015/C) (ex 2015/NN), som offentliggjort på Europa-Kommissionens hjemmeside den 4. maj 2016, annulleres.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.
1.
Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 1, litra d), i forordning nr. 2015/1589 (1), af artikel 107, stk. 1, TEUF og af artikel 296 TEUF, for så vidt som Kommissionen med urette har kvalificeret den anfægtede foranstaltning som en støtteforanstaltning.
—
Kommissionen har tilsidesat artikel 1, litra d), i forordning nr. 2015/1589 og artikel 107, stk. 1, TEUF, eftersom den med urette har kvalificeret den anfægtede foranstaltning som en støtteforanstaltning. Den anfægtede støtte kan ikke udelukkende tildeles på grundlag af artikel 185, stk. 2, litra b), i Wetboek van de inkomstenbelastingen van 1992 (den belgiske indkomstskattelov fra 1992, herefter »WIB 92«), men kræver yderligere gennemførselsforanstaltninger med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse.
—
Kommissionen har tilsidesat artikel 296 TEUF, idet Kommissionens begrundelse indeholder en selvmodsigelse. Selvmodsigelsen beror på, at Kommissionen ikke har forklaret, hvorfor den ved undersøgelsen af selektivitetskriteriet fandt, at de foregående afgørelser ikke direkte følger af artikel 185, stk. 2, litra b), i WIB 92, mens Kommissionen ved undersøgelsen af, om der foreligger en støtteforanstaltning, lagde til grund, at denne bestemmelse ikke kræver yderligere gennemførelsesforanstaltninger.
2.
Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og af begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF, idet Kommissionen ikke foretog en korrekt vurdering med hensyn til, hvorvidt der foreligger en fordel.
—
Kommissionen har ikke undersøgt, om den anfægtede støtteforanstaltning reelt resulterer i en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF for de begunstigede virksomheder. Denne omstændighed er imidlertid en nødvendig betingelse for, at der er tale om statsstøtte, således at Kommissionen skal undersøge, om den foreligger, før den træffer afgørelse om, at der foreligger statsstøtte, idet Kommissionen ellers tilsidesætter sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296 TEUF.
3.
Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og af begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF, idet Kommissionen ikke har foretaget nogen korrekt vurdering af den anfægtede foranstaltnings selektive karakter.
—
Artikel 185, stk. 2, litra b), i WIB 92 og den deraf følgende ordning med fritagelse for overskydende fortjeneste gælder for alle virksomheder, der befinder sig i en sammenlignelig retlig situation, og som udfører de økonomiske transaktioner, der er genstand for den anfægtede foranstaltning. Den anfægtede foranstaltning er dermed ikke begrænset til bestemte virksomheder, der kan afgrænses ud fra bestemte karakteristika, og er derfor ikke selektiv som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.
—
Subsidiært anføres, at Kommissionen anlagde et åbenbart fejlagtigt skøn, da den fastslog, at fritagelsen for overskydende fortjeneste ikke var en del af referencesystemet. Fritagelsen for overskydende fortjeneste baseret på synergier og stordriftsfordele under anvendelse af »arm’s length«-princippet er en integrerende del af de foranstaltninger, der fastsætter den samlede skattepligtige indkomst, og kan derfor ikke anses for en fravigelse af det referencesystem, der resulterer i selektivitet.
—
Mere subsidiært gøres gældende, at Kommissionen ikke godtgjorde, at Belgische Rulingcommissie anvendte arm’s length-princippet ukorrekt i forbindelse med anvendelsen af artikel 185, stk. 2, litra b), i WIB 92. Kommissionens begrundelse er usammenhængende. Den tager ganske vist hensyn til vigtige synspunkter, som imidlertid er selvmodsigende eller usammenhængende.
4.
Fjerde anbringende om, at tilbagesøgningspligten indebærer en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.
—
På grundlag af fast beslutningspraksis fra Kommissionen, der ikke rejser tvivl med hensyn til anvendelsen af det internationalt anerkendte »arm’s length«-princip, er det i strid med retssikkerhedsprincippet at anvende et påbud om tilbagesøgning af den angivelige støtte i den foreliggende sag. På grundlag af den hidtidige beslutningspraksis og retspraksis kunne det i hvert fald ikke forudses, at artikel 185, stk. 2, litra b), i WIB 92 ville være i strid med artikel 107 TEUF.
(1) Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9).
Full & Egal Universal Law Academy