26.9.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 350/23
Sag anlagt den 29. juli 2016 — SJM Coordination Center mod Kommissionen
(Sag T-420/16)
(2016/C 350/29)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: St. Jude Medical Coordination Center (SJM Coordination Center) (Zaventem, Belgien) (ved advokaterne F. Louis og J. Ylinen)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens afgørelse af 11. januar 2016 om den skattefritagelse for overskydende fortjeneste, statsstøtteordning SA.37667 (2015/C) (ex 2015/NN), som Kongeriget Belgien har indført, annulleres.
—
Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, for så vidt som den inkluderer sagsøgeren blandt den angivelige støtteordnings modtagere.
—
Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, for så vidt som den pålægger tilbagesøgning af ethvert angiveligt støttebeløb fra sagsøgeren.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat ti anbringender.
1.
Første anbringende om manglende kompetence.
Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen savner kompetence til at udstede den anfægtede afgørelse, og at den anfægtede afgørelse tilsidesætter princippet om kompetencetildeling, som begrænser Unionens kompetencer.
2.
Andet anbringende om en tilsidesættelse af retten til at blive hørt.
Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens selvmodsigende stillingtagen i dens åbningsafgørelse og den anfægtede afgørelse tilsidesatte sagsøgerens ret til at blive hørt.
3.
Tredje anbringende om en urigtig kvalificering som støtteordning.
Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse med urette konkluderer, at der foreligger en støtteordning, og at Kommissionens fremgangsmåde tilsidesatte institutionens pligt til at foretage en omfattende, omhyggelig og upartisk undersøgelse af de faktiske omstændigheder, der er genstand for undersøgelsen.
4.
Fjerde anbringende om utilstrækkelig begrundelse.
Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke fyldestgørende har anført de begrundelser, som den anfægtede afgørelse er baseret på.
5.
Femte anbringende om, at det med urette blev fastslået, at der forelå selektivitet som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.
Sagsøgeren har gjort gældende, at der i den anfægtede afgørelse begås adskillige fejl vedrørende alle tre led i godtgørelsen af selektivitet: (i) Artikel 185, stk. 2, litra b), i den belgiske indkomstskattelov (»Code des impôts sur les renvenus coordonné en 1992«, herefter »CIR«) og reglen om overskydende fortjeneste kan ikke udelukkes fra referencesystemet, (ii) den bindende forhåndsbesked, som sagsøgeren modtog, foreskriver ikke undtagelser fra hverken (a) armslængdeprincippet eller (b) den belgiske selskabsskatteordning, og (iii) den angivelige undtagelse ville have været begrundet ved hensynet til at undgå dobbeltbeskatning.
6.
Sjette anbringende om fraværet af en fordel.
Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke analyserer spørgsmålet, om der foreligger en fordel. Ifølge sagsøgeren har denne ikke modtaget en fordel, og enhver fortjeneste, sagsøgeren har haft, er i overensstemmelse med armslængdeprincippet som omhandlet i artikel 9 i OECD’s modeloverenskomst, som CIR’s artikel 185, stk. 2, indfører i belgisk ret.
7.
Syvende anbringende om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.
Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter ligebehandlingsprincippet ved (i) at hævde, at armslængdeprincippet bemyndiger skattemyndighederne til at forøge multinationale virksomheders beskatningsgrundlag og samtidig kræve en konkret risiko for dobbeltbeskatning for at tillade justeringer i nedadgående retning, og ved (ii) at begrænse analysen vedrørende fordele til den multinationale virksomheds belgiske enhed.
8.
Ottende anbringende om en tilsidesættelse af retssikkerheds- og legalitetsprincippet.
Den anfægtede afgørelse tilsidesætter retssikkerhedsprincippet ved (i) at afvige fra retspraksis og Kommissionens egen tidligere praksis og (ii) ved en manglende identificering af den angivelige fordel.
9.
Niende anbringende om, at tilbagesøgning vil medføre dobbeltbeskatning.
Sagsøgeren har gjort gældende, at det i den anfægtede afgørelse med urette antages, at der ikke er grund til nogen bekymring om øget dobbeltbeskatning i tilfælde af, at sagsøgeren pålægges at betale et beløb i tilbagesøgningsprocessen. Ifølge sagsøgeren må den anfægtede afgørelse derfor annulleres, for så vidt som den pålægger Belgien at tilbagesøge noget beløb fra sagsøgeren.
10.
Tiende anbringende om, at tilbagesøgning ikke kan være underlagt Kommissionens skønsbeføjelse.
Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse forekommer at give Kommissionen skønsbeføjelser til at forkaste tilpasninger af skatteyderens beskatningsgrundlag baseret på faktiske omstændigheder på det tidspunkt, den bindende forhåndsbesked blev modtaget.