17.10.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 383/26
Sag anlagt den 2. september 2016 — Troszczynski mod Parlamentet
(Sag T-626/16)
(2016/C 383/35)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Mylène Troszczynski (Noyon, Frankrig) (ved advokat M. Ceccaldi)
Sagsøgt: Europa-Parlamentet
Sagsøgerens påstande
—
Afgørelse truffet den 23. juni 2016 af Europa-Parlamentets generalsekretær i henhold til artikel 33, 43, 62, 67 og 68 i Europa-Parlamentets præsidiums afgørelse 2009/C 159/01 af 19. maj og 9. juli 2008»om gennemførelsesbestemmelser til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer«, med senere ændringer, hvorved der blev konstateret et krav over for sagsøgeren på et beløb af 56 554,00 EUR for uberettiget udbetalte beløb til assistance, og givet en begrundelse for inddrivelsen heraf i henhold til gennemførelsesbestemmelsernes artikel 68 i og finansforordningens artikel 78, 79 og 80, annulleres.
—
Debetnota nr. 2016-888, som er udateret, hvorved sagsøgeren oplyses om, at der er konstateret et krav over for hende, jf. generalsekretærens afgørelse af 23. juni 2016, tilbagekrævning af uberettiget udbetalte beløb til assistance, anvendelse af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 68 og finansforordningens artikel 78, 79 og 80, annulleres.
—
Europa-Parlamentet tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger.
—
Europa-Parlamentet tilpligtes at betale Mylène Troszczynski et beløb på 50 000,00 EUR som kompensation for de omkostninger, der kan kræves erstattet.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.
1.
Første anbringende om de fejl, som den formelle lovlighed af de anfægtede retsakter er behæftet med. Dette anbringende er opdelt i tre led.
—
Første led: De anfægtede retsakter er omfattet af Europa-Parlamentets præsidiums og ikke generalsekretærens materielle kompetence, idet der er tale om finansielle afgørelser, der berører de politiske partier og således medlemmerne.
—
Andet led: Europa-Parlamentets præsidium er ikke kompetent til at træffe afgørelse om sin egen kompetence og kan således ikke ændre arten og omfanget deraf. Generalsekretæren har ikke nogen behørig bemyndigelse fra præsidenten for Parlamentets præsidium, der giver denne en beføjelse til at vedtage, underskrive og meddele de anfægtede retsakter med henblik på regulering af finansielle spørgsmål angående medlemmerne.
—
Tredje led: Kravet om begrundelse er ikke blevet opfyldt af ophavsmanden til de anfægtede retsakter. Den anførte begrundelse dækker således ikke den faktiske situation, der er lagt til grund i de nævnte retsakter, og indeholder en uløselig modstrid imellem det forhold, der er foreholdt sagsøgerens assistent om faktisk at udøve to funktioner på samme tid, og det forhold, at denne kun udøvede én funktion og ikke havde nogen anden; generalsekretæren behandlede kun den anden mulighed.
2.
Andet anbringende om de fejl, der påvirker den materielle lovlighed af de anfægtede retsakter. Dette anbringende er opdelt i ni led.
—
Første led: De kritiserede faktiske omstændigheder, der er anført til støtte for de anfægtede retsakter, foreligger ikke.
—
Andet led: De anfægtede retsakter er blevet vedtaget i strid med almindelige retsregler og -principper, der finder anvendelse på bevisførelsen og bevisbyrden.
—
Tredje led: Generalsekretærens afgørelse om tilbagekrævning af det uberettiget udbetalte beløb tilsidesætter proportionalitetsprincippet. Det beløb, der gøres krav på, er i øvrigt hverken begrundet detaljeret eller for så vidt angår beregningsmetoden.
—
Fjerde led: De anfægtede retsakter udgør en tilsidesættelse af de politiske rettigheder for lokale assistenter for medlemmer af Europa-Parlamentet.
—
Femte led: De anfægtede retsakter er behæftet med magtfordrejning, for så vidt som generalsekretæren har tiltaget sig tvangsbeføjelser af finansiel karakter, som ikke tilkommer denne, for at begrænse klagemulighederne for et medlem, med hensyn til hvilket det er almindeligt kendt og ubestrideligt, at generalsekretæren hverken deler idealer eller politisk program.
—
Sjette led: De anfægtede retsakter er udtryk for forskelsbehandling og giver anledning til en formodning om en hensigt om at skade sagsøgerens politiske aktiviteter, således at der foreligger fumus persecutionis.
—
Syvende led: De anfægtede retsakter tilsidesætter sagsøgerens uafhængighed som medlem af Europa-Parlamentet.
—
Ottende led: De anfægtede retsakter tilsidesætter princippet om una via electa og rejser spørgsmål om OLAF’s partiskhed, der i forbindelse med gennemførelsen af sine undersøgelser alene når frem til et udfald, der er bebyrdende for så vidt angår alle de franske medlemmer af Europa-Parlamentet, der er valgt på Front Nationals lister.
—
Niende led: De anfægtede retsakter udgør en tilsidesættelse af det almindelige retsprincip om, at »borgerlige sager skal afvente udfaldet af straffesager«, for så vidt som procedurerne for tilbagekrævning af de uberettiget udbetalte beløb burde have været suspenderet i afventning af udfaldet af andre — bl.a. franske — sager, og en tilsidesættelse af reglen non bis in idem.
Full & Egal Universal Law Academy