31.10.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 402/54
Sag anlagt den 9. september 2016 — ClientEarth mod Kommissionen
(Sag T-644/16)
(2016/C 402/64)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: ClientEarth (London, Det Forenede Kongerige) (ved advokat O. Brouwer og solicitor N. Frey)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Europa-Kommissionens afgørelse om afslag på sagsøgerens begæring om aktindsigt i dokumenter i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (1), som meddelt sagsøgeren den 1. juli 2016 i en skrivelse med referencen C(2016) 4286 final, annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger i henhold til artikel 87 i Rettens procesreglement, herunder enhver intervenients omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.
1.
Første anbringende vedrørende retlige fejl og åbenbart urigtige skøn, der resulterede i en forkert anvendelse af undtagelsen om internationale forbindelser [artikel 4, stk. 1, litra a), tredje led, i forordning nr. 1049/2001] og manglende begrundelse:
—
Kommissionen har ikke godtgjort, at undtagelsen om internationale forbindelser finder anvendelse. Den har navnlig ikke godtgjort, hvordan udlevering af dokumenter af rent juridisk karakter, der indeholder EU-retlige overvejelser, i sig selv kan afsløre strategiske formål, som Den Europæiske Union forfølger under forhandlinger, eller svækker Kommissionens forhandlingsposition. Kommissionen er bundet af retsstatsprincippet og kan ikke forhandle internationale aftaler, der tilsidesætter EU-retten. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1049/2001 (og andre undtagelser) ikke kan gøres gældende »in perpetuum«, dvs. så længe Kommissionen på et hvilket som helst sted fører forhandlinger vedrørende andre internationale aftaler. Kommissionen har derudover undladt at begrunde, hvordan udlevering af de begærede dokumenter specifikt og reelt er til skade for offentlighedens interesser med hensyn til internationale forbindelser.
2.
Andet anbringende vedrørende retlige fejl og et åbenbart urigtigt skøn, der resulterede i en forkert anvendelse af undtagelsen om beskyttelse af juridisk rådgivning (artikel 4, stk. 2, andet led, i forordning nr. 1049/2001) og manglende begrundelse:
—
Kommissionen har ikke påvist, at der er en rimeligt forudsigelig og ikke rent hypotetisk risiko for, at udbredelse af de dokumenter, der er begæret aktindsigt i, ville undergrave dens interesse i at modtage åben, objektiv og fuldstændig juridisk rådgivning.
3.
Tredje anbringende vedrørende retlige fejl og et åbenbart urigtige skøn, der resulterede i den forkerte anvendelse af undtagelsen om beskyttelse af beslutningsprocessen (artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 1049/2001) og manglende begrundelse:
—
Kommissionen har ikke forklaret, hvordan aktindsigt i de begærede dokumenter specifikt og reelt kunne være til skade for beslutningsprocessen.
4.
Fjerde anbringende vedrørende en retlig fejl og et åbenbart urigtigt skøn, der resulterede i den forkerte anvendelse af kriteriet om den mere tungtvejende offentlige interesse og manglende begrundelse:
—
Der foreligger en tungtvejende offentlig interesse, fordi udbredelse ville gøre det muligt at få en debat om domstolsadgang, navnlig adgang til nationale domstole (og disses rolle), og behovet for at bevare EU-rettens ensrettede anvendelse og autonomi. Disse emner er af direkte interesse for EU-borgere og NGO’er som sagsøgeren.
5.
Femte anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001 (delvis aktindsigt), og anmodning om bevisoptagelse.
—
Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke, eller under alle omstændigheder ikke i tilstrækkeligt omfang, undersøgte og gav delvis aktindsigt i de begærede dokumenter.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).