12.12.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 462/36
Sag anlagt den 10. oktober 2016 — Perifereia Stereas Elladas mod Kommissionen
(Sag T-731/16)
(2016/C 462/46)
Processprog: græsk
Parter
Sagsøger: Perifereia Stereas Elladas (Lamia, Grækenland) (ved advokat K. Bakas)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Annullation af afgørelse nr. 4310049 (Ref. Ares(2016) 4310049 — 10/08/2016) truffet af Europa-Kommissionens GD for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion og underskrevet af Direktøren for Sociale Anliggender, hvorved Kommissionen forkastede det finansieringsforslag af 3. december 2015, som blev indgivet af det konsortium, som sagsøger er hovedansvarlig for, med henblik på Europa-Kommissionens program for beskæftigelse og social innovation (EaSI) (Progress-aksen) 2014-2020 til gennemførelse af socialpolitiske innovationer med henblik på en reform af sociale tjenester med indkaldelses af forslag nr. VP/2 15/011e.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger og dennes advokatsalærer.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.
1.
Med første anbringende gøres gældende, at Europa-Kommissionen har foretaget en urigtig vurdering af indholdet af sagsøgerens forslag.
2.
Med andet anbringende gøres gældende, at proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat. Sagsøgeren gør gældende, at såfremt det lægges til grund, at der er givet afslag på grund af manglende overholdelse af formelle krav, skal den anfægtede retsakt annulleres for så vidt som den er i strid med EU-rettens proportionalitetsprincip og princippet om god forvaltningsskik.
3.
Med tredje anbringende gøres gældende, at der er sket en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet for så vidt som de ansøgere, som ikke havde fremsat noget forslag, fik forlænget ansøgningsfristen på grund af tekniske problemer, mens de ansøgere, som havde fremsat deres forslag, ikke blev indrømmet en tilsvarende frist til at foretage rettelser, komme med tilføjelser eller præciseringer.