9.1.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 6/44
Sag anlagt den 28. oktober 2016 — Société générale mod ECB
(Sag T-757/16)
(2017/C 006/55)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Société générale (Paris, Frankrig) (ved advokaterne A. Gosset-Grainville, C. Renner og P. Kupka)
Sagsøgt: Den Europæiske Centralbank
Sagsøgerens påstande
—
Den Europæiske Centralbanks afgørelse nr. ECB/SSM/2016-02RNE8IBXP4ROTD8PU41/72 af 24. august 2016 annulleres.
—
Den Europæiske Centralbank tilpligtes under alle omstændigheder at betale samtlige sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.
1.
Det første anbringende vedrører en kompetencemangel ved afgørelsen fra Den Europæiske Centralbank (ECB) af 24. august 2016, hvorved sagsøgerens anmodning om at blive omfattet af den udeholdelse af eksponeringer mod Caisse des Dépôts et Consignations — hvorfra de centraliserede midler, som er indsamlet i henhold til en lovpligtig opsparing, stammer — fra beregningen af gearingsgrad (herefter »den anfægtede afgørelse«) blev afvist, for så vidt som ECB ikke havde kompetence til at nægte at tildele den ansøgte udeholdelse efter at have konstateret, at de betingelser, der er fastsat i de gældende EU-bestemmelser, alle var opfyldt.
2.
Det andet anbringende vedrører en række retlige fejl, som er begået af sagsøgte. Det er sagsøgerens opfattelse, at selv hvis det antages, at ECB havde kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse, ville nævnte afgørelse ikke være gyldig, da den er behæftet med en række retlige fejl i forhold til både Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013, L 176, s. 1, herefter »forordning nr. 575/2013«) og EU-lovgivers hensigt på grund af en fejlfortolkning, som ECB har foretaget af den omhandlede lovgivning, og har således truffet en afgørelse, som:
—
er i strid med formålet og målsætningerne med bestemmelserne om gearingsgraden, idet den ikke alene tilsidesætter formålet med lovgivningen om gearingsgraden som sådan, men ligeledes lovgivers klare hensigt med vedtagelsen af artikel 429, stk. 14, i forordning nr. 575/2013
—
ændrer den grundlæggende bestemmelse ved at tage hensyn til to nye betingelser, som ikke er omfattet af den omhandlede bestemmelse
—
fratager artikel 429, stk. 14, i forordning nr. 575/2013 dens effektive virkning.
3.
Det tredje anbringende vedrører en række åbenbart urigtige skøn, som den anfægtede afgørelse er behæftet med, navnlig med hensyn til lovpligtige centraliserede opsparede midler, følgevirkningerne af registrering af midlerne i bankens balance, og virkningerne af justeringsmekanismen for centraliserede beløb.
4.
Det fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af en række almindelige EU-retlige principper, dvs. proportionalitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om god forvaltningsskik, idet ECB har tilsidesat sin pligt til at udvise omhu.
5.
Det femte anbringende vedrører manglende begrundelse af den anfægtede afgørelse, for så vidt som ECB er underlagt en skærpet begrundelsespligt, og nævnte afgørelse er utilstrækkeligt og uklart begrundet.