17.9.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 328/12
Domstolens dom (Første Afdeling) af 25. juli 2018 — Messer France SAS, tidligere Praxair mod Premier ministre, Commission de régulation de l’énergie, Ministre de l’Économie et des Finances og Ministre de l’Environnement, de l’Énergie et de la Mer (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État — Frankrig)
(Sag C-103/17) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - harmonisering af afgiftslovgivningerne - direktiv 92/12/EØF - artikel 3, stk. 2 - direktiv 2003/96/EF - artikel 3 og 18 - beskatning af energiprodukter og elektricitet - punktafgifter - anden indirekte afgift - betingelser - national lovgivning, hvori der er fastsat et bidrag til den offentlige elforsyning - begrebet »særligt øjemed« - overholdelsen af en minimumssats for beskatning))
(2018/C 328/13)
Processprog: fransk
Den forelæggende ret
Conseil d’État
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Messer France SAS, tidligere Praxair
Sagsøgte: Premier ministre, Commission de régulation de l’énergie, Ministre de l’Économie et des Finances og Ministre de l’Environnement, de l’Énergie et de la Mer
Konklusion
1)
Artikel 18, stk. 10, andet afsnit, i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet skal fortolkes således, at overholdelse af de minimumstakster, der er fastsat i dette direktiv, frem til den 1. januar 2009 var den eneste forpligtelse blandt de EU-retlige bestemmelser om beskatning af elektricitet, der påhvilede Den Franske Republik.
2)
Artikel 3, stk. 2, i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed skal fortolkes således, at indførelsen af en anden indirekte beskatning af elektricitet ikke forudsætter, at der er indført en harmoniseret punktafgift, og at hvad angår en afgift som den i hovedsagen omhandlede, der ikke udgør en sådan punktafgift, skal dens forenelighed med direktiv 92/12 og 2003/96 vurderes på grundlag af de i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 opstillede krav om anden indirekte beskatning i særligt øjemed.
3)
Artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 skal fortolkes således, at en afgift som den i hovedsagen omhandlede kan kvalificeres som »anden indirekte beskatning« som følge af sit miljømæssige formål, der har til hensigt at finansiere meromkostningerne knyttet til forpligtelsen til at købe grøn energi, med undtagelse af målsætningerne for den territoriale og sociale samhørighed, såsom den geografiske takstudligning og nedsættelsen af elpriserne for fattige husstande, og rent administrative formål, herunder finansiering af udgifterne til den administrative drift af offentlige myndigheder eller institutioner såsom Médiateur national de l’énergie og Caisse des dépôts et consignations, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse af, at de regler for afgiftspålæggelse, der gælder for punktafgifter, er overholdt.
4)
EU-retten skal fortolkes således, at de afgiftspligtige kan kræve delvis tilbagebetaling af en afgift som den i hovedsagen omhandlede for den del af afgiftsprovenuet, som er blevet allokeret til ikke-særlige formål, forudsat at de afgiftspligtige ikke har overvæltet denne afgift på deres egne kunder, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.
(1) EUT C 161 af 22.5.2017.