18.2.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 65/9
Domstolens dom (Andet Afdeling) af 19. december 2018 — Stanley International Betting Ltd og Stanleybet Malta Ltd mod Ministero dell’Economia e delle Finanze og Agenzia delle Dogane e dei Monopoli (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien)
(Sag C-375/17) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - artikel 49 TEUF og 56 TEUF - etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser - hasardspil - koncession til afholdelsen af det automatiserede lottospil og andre talspil med faste odds i henhold til eneleverandørmodellen - restriktion - tvingende almene hensyn - proportionalitet))
(2019/C 65/10)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Consiglio di Stato
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Stanley International Betting Ltd og Stanleybet Malta Ltd
Sagsøgte: Ministero dell’Economia e delle Finanze og Agenzia delle Dogane e dei Monopoli
Procesdeltagere: Lottomatica SpA og Lottoitalia Srl
Konklusion
1)
Artikel 49 TEUF og 56 TEUF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der for så vidt angår koncessionen til afholdelsen af det automatiserede lottospil og andre talspil med faste odds fastsætter en model med en enkelt koncessionshaver i modsætning til de øvrige spil, tipning og væddemål, som er omfattet af en model med flere koncessionshavere, forudsat at den nationale domstol fastslår, at den nationale lovgivning på en sammenhængende og systematisk måde reelt opfylder de legitime formål, som den pågældende medlemsstat har påberåbt sig.
2)
Artikel 49 TEUF og 56 TEUF samt princippet om forbud mod forskelsbehandling, gennemsigtighedsprincippet og proportionalitetsprincippet skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning og de med henblik på gennemførelsen heraf vedtagne retsakter som omhandlet i hovedsagen, der for så vidt angår koncessionen til afholdelsen af det automatiserede lottospil og andre talspil med faste odds fastsætter en høj udbudssum, forudsat at denne sum er blevet formuleret klart, præcist og utvetydigt, og at den synes at være objektivt begrundet, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.
3)
Artikel 49 TEUF og 56 TEUF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, der er indeholdt i et til et udbud ledsagende aftaleudkast til en koncession, og som foreskriver fortabelse af koncessionen til afholdelsen af det automatiserede lottospil og andre talspil med faste odds:
—
i forbindelse med alle lovovertrædelser, for hvilke en retsforfølgelse er bestemt, og hvor den ordregivende myndighed som følge af lovovertrædelsens art, alvor, udøvelsesmåde og dens forbindelse til genstanden for den virksomhed, der er tildelt i koncession, vurderer, at koncessionshaveren herved ikke besidder den påkrævede pålidelighed, professionalisme og moralske egnethed
—
eller hvis koncessionshaveren tilsidesætter lovgivningen vedrørende bekæmpelse af uregelmæssigt, ulovligt og illegalt spil, og navnlig når koncessionshaveren selv eller gennem selskaber, som denne kontrollerer eller er forbundet med, uanset hvor de er hjemmehørende, markedsfører andre spil, som kan sammenlignes med det automatiserede lottospil, uden at have den foreskrevne godkendelse,
forudsat at disse bestemmelser er begrundede, viser sig at stå i forhold til det forfulgte mål og er i overensstemmelse med gennemsigtighedsprincippet, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve i lyset af de angivelser, som er indeholdt i nærværende dom.
(1) EUT C 330 af 2.10.2017.
Full & Egal Universal Law Academy