8.4.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 131/11
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 14. februar 2019 — Anica Milivojević mod Raiffeisenbank St. Stefan-Jagerberg-Wolfsberg eGen (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Općinski Sud u Rijeci — Kroatien)
(Sag C-630/17) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - artikel 56 TEUF og 63 TEUF - fri udveksling af tjenesteydelser - frie kapitalbevægelser - national lovgivning, hvorefter låneaftaler med international tilknytning, som er indgået med en uautoriseret kreditor, er ugyldige - forordning (EU) nr. 1215/2012 - artikel 17, stk. 1 - låneaftale, som er indgået af en fysisk person med henblik på turistindkvarteringsydelser - begrebet »forbruger« - artikel 24, stk. 1) - enekompetence i sager om rettigheder over fast ejendom - søgsmål om ugyldighed af en aftale og om ophævelse af registreringen af et pant i ejendomsregistret)
(2019/C 131/13)
Processprog: kroatisk
Den forelæggende ret
Općinski Sud u Rijeci
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Anica Milivojević
Sagsøgt: Raiffeisenbank St. Stefan-Jagerberg-Wolfsberg eGen
Konklusion
1)
Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der bl.a. har den virkning, at låneaftaler og retsdokumenter, som er baseret på sådanne låneaftaler, der er indgået på denne medlemsstats område mellem debitorer og kreditorer, der har hjemsted i en anden medlemsstat, og som ikke har tilladelse fra de kompetente myndigheder i den første medlemsstat til at udøve deres virksomhed på denne medlemsstats område, er ugyldige fra den dag, de blev indgået, selv om de blev indgået, inden den nævnte lovgivning trådte i kraft.
2)
Artikel 4, stk. 1, og artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter debitorer i tvister vedrørende låneaftaler med international tilknytning, som falder ind under forordningens anvendelsesområde, kan anlægge sag mod kreditorer, som ikke har tilladelse fra de kompetente myndigheder i denne medlemsstat til at udøve deres virksomhed på medlemsstatens område, enten ved retterne i den stat, hvor kreditorerne har hjemsted, eller ved retterne på det sted, hvor debitorerne har bopæl eller hjemsted, og hvorefter kompetencen til at afgøre sager, som disse kreditorer anlægger mod deres debitorer, alene er forbeholdt retterne i den stat, hvor debitorerne har bopæl eller hjemsted, uanset om de sidstnævnte er forbrugere eller erhvervsdrivende.
3)
Artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en debitor, der har indgået en låneaftale med henblik på at renovere en fast ejendom, som er debitors bopæl, bl.a. med det formål at levere turistindkvarteringsydelser her, ikke kan kvalificeres som »forbruger«i denne bestemmelses forstand, medmindre aftalens forbindelse med denne erhvervsmæssige virksomhed — henset til den sammenhæng som den transaktion, aftalen vedrører, i sin helhed indgår i — er så svag, at det er åbenlyst, at aftalen i det væsentlige tilsigter private formål, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
4)
Artikel 24, stk. 1), første afsnit, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en sag med påstand om, at en panterettighed skal slettes fra ejendomsregistret, er en sag »om rettigheder over fast ejendom«som omhandlet i denne bestemmelse, men at en sag med påstand om, at en låneaftale og et notarialdokument vedrørende stiftelse af pant til sikkerhed for den fordring, der udspringer af aftalen, skal erklæres ugyldige, ikke er omfattet af dette begreb.
(1) EUT C 22 af 22.1.2018.
Full & Egal Universal Law Academy