12.8.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 270/7
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 20. juni 2019 — ExxonMobil Production Deutschland GmbH mod Bundesrepublik Deutschland (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Verwaltungsgericht Berlin — Tyskland)
(Sag C-682/17) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - miljø - direktiv 2003/87/EF - ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner - anlæg til behandling af naturgas - genvinding af svovl - »Claus-processen« - produktion af elektricitet på en sekundær installation - varmeproduktion - udledning af indeholdt kuldioxid (CO2) - artikel 2, stk. 1 - anvendelsesområde - bilag I - aktivitet i form af »forbrænding af brændsel« - artikel 3, litra u) - begrebet »elektricitetsgenerator« - artikel 10a, stk. 3 og 4 - overgangsordning for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter - afgørelse 2011/278/EU - anvendelsesområde - artikel 3, litra c) - begrebet »varmebenchmarket delinstallation«)
(2019/C 270/08)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Verwaltungsgericht Berlin
Parter i hovedsagen
Sagsøger: ExxonMobil Production Deutschland GmbH
Sagsøgt: Bundesrepublik Deutschland
Konklusion
1)
Artikel 3, litra u), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/29/EF af 23. april 2009, skal fortolkes således, at et anlæg som det i hovedsagen omhandlede, som i forbindelsen med dets aktivitet i form af »forbrænding af brændsel i anlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på mere end 20 [megawatt (MW)]« som omhandlet i bilag I til dette direktiv producerer elektricitet, som i det væsentlige skal anvendes til anlæggets egne behov, skal anses for en »elektricitetsgenerator« som omhandlet i denne bestemmelse, når der dels på dette anlæg på én gang udøves en aktivitet ved fremstilling af et produkt, som ikke er omfattet af dette bilag, dels kontinuerligt mod betaling tilføres en selv ringe del af den producerede elektricitet til det offentlige elektricitetsnet, som nævnte anlæg af tekniske årsager permanent skal være tilknyttet.
2)
Artikel 3, litra c), i Kommissionens afgørelse 2011/278/EU af 27. april 2011 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i direktiv 2003/87 skal fortolkes således, at et anlæg som det i hovedsagen omhandlede, for så vidt som det skal anses for en »elektricitetsgenerator« som omhandlet i artikel 3, litra u), i direktiv 2003/87, ikke er berettiget til gratistildeling af emissionskvoter for den varme, der produceres i forbindelse med dets aktivitet i form af »forbrænding af brændsel i anlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på mere end 20 MW« som omhandlet i bilag I til dette direktiv, når denne varme anvendes til andre formål end produktion af elektricitet, idet et sådant anlæg ikke opfylder de betingelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 10a, stk. 4 og 8.
(1) EUT C 112 af 26.3.2018.
Full & Egal Universal Law Academy