EUR-Lex -  62017CC0183 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

H. SAUGMANDSGAARD ØE

fremsat den 27. september 2018 ( 1 )

Forenede sager C-183/17 P og C-184/17 P

International Management Group

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – udviklingssamarbejde – gennemførelse af Unionens budget ved indirekte forvaltning – overdragelse af budgetgennemførelsesopgaven til en enhed – den udpegede enhed erstattet af en anden enhed – annullationssøgsmål – formaliteten – anfægtelige retsakter – tvivl om den oprindeligt udpegede enheds status som international organisation – udøvelse af retten til forsvar inden vedtagelse af retsakter, der indeholder et klagepunkt – fortrolighed af OLAF-undersøgelser«

I. Indledning

1.

De forenede sager C-183/17 P og C-184/17 P er appelsager iværksat af International Management Group (Den Internationale Styringsgruppe, herefter »IMG« eller »gruppen«) til prøvelse af henholdsvis dom af 2. februar 2017, International Management Group mod Kommissionen (sag T-29/15) ( 2 ), og dom af 2. februar 2017, IMG mod Kommissionen (sag T-381/15) ( 3 ).

2.

Disse to sager vedrører samme faktiske omstændigheder, nemlig ændringen af et handlingsprogram til fordel for Myanmar/Burma, hvorved gennemførelsen af dette indirekte forvaltede projekt blev frataget IMG, idet der var opstået tvivl om gruppens status som international organisation efter en undersøgelse, som Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (herefter »OLAF«) havde foretaget.

3.

Retten frifandt ved dom i sag T-29/15 Europa-Kommissionen i den af IMG anlagte sag angående en påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2014) 9787 final af 16. december 2014 ( 4 ). Retten frifandt ved dom i sag T-381/15 Kommissionen i den anden sag, der dels angik annullation af en skrivelse af 8. maj 2015, hvorved Kommissionen bl.a. besluttede at nægte IMG mulighed for at indgå nye aftaler i henhold til den indirekte forvaltningsmetode, der kan anvendes af internationale organisationer ( 5 ), dels erstatning for det tab, som IMG angiveligt havde lidt som følge af de trufne foranstaltninger.

4.

De foreliggende sager angår desuden kontraappeller, som Kommissionen har iværksat bl.a. med påstand om ophævelse af de førnævnte domme, for så vidt som Retten efter Kommissionens opfattelse med urette fastslog, at de sager, som IMG havde anlagt i første instans, kunne antages til realitetsbehandling.

5.

I overensstemmelse med Domstolens anmodning vil jeg i dette forslag til afgørelse alene behandle de nye retlige hovedspørgsmål, som de foreliggende sager rejser, nemlig de spørgsmål, der er opstået specielt som følge af kontraappellerne, de foreliggende sagers andet anbringende samt det fjerde anbringende i sag C-183/17 P og det tredje anbringende i sag C-184/17 P.

6.

I denne forbindelse er det – inden der tages stilling til sagens realitet – nødvendigt at undersøge, om de retsakter, som begæres annulleret, er anfægtelige retsakter. Med henblik på vurderingen af de appellerede dommes rigtighed vil jeg derefter behandle de eventuelle implikationer for den foreliggende sag af begrebet »international organisation« i de EU-retlige finansforordninger, der er relevante her ( 6 ). Der opstår endelig spørgsmål om rækkevidden af en persons ret til at varetage sit forsvar, inden der træffes en foranstaltning vedrørende den pågældende, og nærmere bestemt hvorledes denne ret kan forenes med opretholdelsen af fortrolighed af OLAF-undersøgelser.

7.

Det bemærkes indledningsvis, at jeg af de nedenfor anførte grunde finder, at Domstolen ikke alene bør forkaste Kommissionens formalitetsindsigelser, men ligeledes de to grupper af anbringender, som IMG har gjort gældende, og som jeg vil gennemgå i dette forslag til afgørelse.

II. Baggrunden for tvisterne

8.

Der er redegjort udførligt for baggrunden for tvisterne i de appellerede domme i de to foreliggende sager, hvortil der henvises ( 7 ). De hovedpunkter, som er nødvendige for forståelsen af nærværende forslag til afgørelse, kan sammenfattes som følger.

9.

Kommissionen vedtog den 7. november 2013 gennemførelsesafgørelse C(2013) 7682 vedrørende det årlige handlingsprogram for 2013 for Myanmar/Burma, der finansieres over Den Europæiske Unions almindelige budget ( 8 ). Det fremgår bl.a. af bilag 2 til denne afgørelse ( 9 ), at opgaver i forbindelse med budgetgennemførelsen vedrørende det nævnte projekt blev overdraget IMG, der ifølge den nævnte afgørelse var en international organisation ( 10 ).

10.

OLAF meddelte den 17. februar 2014, at der var blevet indledt en undersøgelse af IMG’s retlige status.

11.

Den 26. februar 2014 traf Kommissionen forebyggende foranstaltninger på grundlag af bestemmelser om OLAF-undersøgelser ( 11 ) og begrundede disse foranstaltninger med, at der herskede tvivl om IMG’s status som international organisation, efter at en række EU-medlemsstater havde fremsat indsigelser. Ved skrivelse af 25. april 2014 underrettede Kommissionen IMG om vedtagelsen af de nævnte foranstaltninger og om begrundelserne for disse.

12.

Den 15. december 2014 modtog Kommissionen den rapport, som OLAF havde udarbejdet, efter at undersøgelsen var afsluttet ( 12 ), hvoraf det fremgik, at kontoret nærmere bestemt fandt, at IMG ikke var en »international organisation« i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i forordning nr. 1605/2002.

13.

Den 16. december 2014 traf Kommissionen en afgørelse om at udpege en anden enhed end IMG med henblik på at lade udviklingsprogrammet for handel som omhandlet i den oprindelige, således ændrede, gennemførelsesafgørelse gennemføre ved indirekte forvaltning ( 13 ). Denne afgørelse er genstand for den appel, som sag C-183/17 P angår.

14.

Kommissionens Juridiske Tjeneste udarbejdede den 16. januar 2015 et notat, der indeholdt en juridisk vurdering af OLAF’s endelige rapport.

15.

Ved skrivelse af 8. maj 2015 underrettede Kommissionen IMG om de konsekvenser, den agtede at drage af de forskellige anbefalinger i OLAF’s endelige rapport, navnlig den omstændighed, at dens tjenester ikke kunne indgå nye kontrakter med IMG i henhold til den særlige procedure i forordning nr. 966/2012 vedrørende internationale organisationer, indtil der var absolut sikkerhed med hensyn til den pågældendes retlige status. Denne skrivelse er genstand for den appel, som sag C-184/17 P angår.

III. Retsforhandlingerne for Retten og de appellerede domme

A.   Retsforhandlingerne og dommen i sag T-29/15

16.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. januar 2015 anlagde IMG sag, registreret som sag T-29/15, med påstand om annullation af afgørelsen af 16. december 2014 i henhold til artikel 263 TEUF.

17.

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 24. marts 2015 fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse. Ved kendelse af 30. juni 2015 henskød Retten indsigelsen til afgørelse i forbindelse med sagens realitet og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.

18.

Den 13. januar 2016 fremsatte IMG begæring til Retten om, at det pålægges Kommissionen at fremlægge OLAF’s endelige rapport samt dens juridiske tjenestes udtalelse vedrørende den nævnte rapport ( 14 ).

19.

Retten afsagde dom i sag T-29/15 den 2. februar 2017. Den fastslog indledningsvis, at ingen af de to afvisningspåstande, som Kommissionen havde nedlagt, kunne tages til følge med henvisning til, at afgørelsen af 16. december 2014 affødte bindende retsvirkninger for IMG og ikke udgjorde en rent bekræftende retsakt af de forebyggende foranstaltninger af 26. februar 2014, hvorfor denne afgørelse udgjorde en anfægtelig retsakt, og at den af IMG anlagte sag følgelig kunne antages til realitetsbehandling ( 15 ).

20.

For så vidt angik sagens realitet fandt Retten endvidere, at ingen af de syv anbringender, som IMG havde gjort gældende ( 16 ), kunne tages til følge, og frifandt følgelig Kommissionen ( 17 ). Retten imødekom endvidere ikke IMG’s editionsbegæring og pålagde sagsøgeren at betale sagsomkostningerne ( 18 ).

B.   Retsforhandlingerne og dommen i sag T-381/15

21.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. juli 2015 anlagde IMG sag, registreret som sag T-381/15, med påstand om annullation af skrivelsen af 8. maj 2015 i henhold til artikel 263 TEUF, samt med påstand om erstatning for det tab, som angiveligt skyldtes vedtagelsen af de omhandlede foranstaltninger i den nævnte skrivelse, i henhold til artikel 268 TEUF.

22.

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 25. september 2015 fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse. Ved kendelse af 29. januar 2016 henskød Retten indsigelsen til afgørelse i forbindelse med sagens realitet og udsatte afgørelsen af sagsomkostningerne.

23.

Under retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del fremsatte Kommissionen begæring om, at to dokumenter, som IMG havde fremlagt, nemlig OLAF’s endelige rapport samt den af Kommissionens Juridiske Tjeneste udarbejdede vurdering af den nævnte rapport, udtages af sagens akter ( 19 ).

24.

Retten afsagde dom i sag T-381/15 den 2. februar 2017. Den behandlede først de to afvisningspåstande, som Kommissionen havde nedlagt, og fandt, at annullationssøgsmålet kunne antages til realitetsbehandling, eftersom det vedrørte den foranstaltning, som var omhandlet i den anfægtede skrivelse, ifølge hvilken Kommissionen havde besluttet, at IMG ikke længere kunne forestå gennemførelsen af indirekte forvaltede projekter som »international organisation«, så længe der herskede tvivl om gruppens retlige status, og i øvrigt at sagen dels afvistes, dels at sagsøgeren ikke længere havde søgsmålsinteresse ( 20 ).

25.

For så vidt angik sagens realitet fandt Retten, at ingen af de otte anbringender, som IMG havde fremført ( 21 ), kunne tages til følge, og frifandt følgelig Kommissionen for påstanden om annullation ( 22 ). Retten afviste endvidere det af IMG nedlagte krav om erstatning og pålagde dernæst sagsøgeren at betale sagsomkostningerne ( 23 ).

26.

Retten imødekom Kommissionens begæring om, at den af Kommissionens Juridiske Tjeneste udarbejdede udtalelse skulle udtages af sagens akter, men afviste begæringen om udtagelse af OLAF’s endelige rapport ( 24 ).

IV. Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande

27.

Ved appelskrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 11. april 2017 har IMG iværksat to appelsager, som er registreret som henholdsvis sag C-183/17 P og sag C-184/17 P, hvorunder appellanten har nedlagt følgende påstande:

–

Dommen i sag T-29/15 ophæves, og Domstolen træffer endelig afgørelse i sagen, idet afgørelsen af 16. december 2014 annulleres, og Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

–

Dommen i sag T-381/15 ophæves, og Domstolen træffer endelig afgørelse i sagen, idet skrivelsen af 8. maj 2015 dels annulleres, og idet Kommissionen dels tilpligtes at betale erstatning for det tab, som angiveligt blev lidt som følge af vedtagelsen i foranstaltningerne i denne skrivelse, ligesom Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne ved begge instanser.

28.

I svarskrift og duplik i sag C-183/17 P og sag C-184/17 P har Kommissionen nedlagt påstand om afvisning af de to appelsager samt om, at IMG tilpligtes til at betale sagsomkostningerne.

29.

Kommissionen har i øvrigt iværksat kontraappel i de to sager, i hvilken forbindelse den for det første har nedlagt påstand om ophævelse af de domme, der blev afsagt henholdsvis i sag T-29/15 og i sag T-381/15, idet de formalitetsindsigelser, der var blevet gjort gældende for førsteinstansen, ikke blev taget til følge, og for det andet om, at Domstolen træffer endelig afgørelse vedrørende denne del af tvisten, idet de af IMG anlagte annullationssøgsmål afvises, og for det tredje om, at IMG tilpligtes at betale sagsomkostningerne. I sag C-184/17 P har Kommissionen endvidere nedlagt påstand om, at OLAF’s endelige rapport udtages af sagens akter, og at samtlige henvisninger til denne rapport samt til dens indhold slettes ( 25 ).

30.

Domstolen besluttede den 20. marts 2018 at forene sag C-183/17 P og sag C-184/17 P med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.

31.

I retsmødet, der blev afholdt den 13. juni 2018, afgav IMG og Kommissionen mundtlige indlæg.

V. Bedømmelse

32.

Til støtte for de iværksatte appeller, hvorunder der er nedlagt påstand om ophævelse af henholdsvis dommen i sag T-29/15 og i sag T-381/15, har IMG fremført fire anbringender i sag C-183/17 P ( 26 ) og fem anbringender i sag C-184/17 P ( 27 ), der til dels overlapper hinanden. I sag C-183/17 P har IMG endvidere kritiseret Rettens beslutning om ikke at tage editionsbegæringen vedrørende OLAF’s endelige rapport til følge. I sag C-184/17 P har IMG anfægtet Rettens afgørelse om, at erstatningspåstanden ikke tages til følge, samt dens afgørelse om afvisning og om ikke at optage Kommissionens Juridiske Tjenestes udtalelse vedrørende den nævnte rapport i sagens akter.

33.

Kommissionen har med kontraappellerne i de to sager anfægtet Rettens afgørelse om, at de retsakter, som var genstand for de af IMG anlagte annullationssøgsmål, var anfægtelige retsakter. For så vidt angår sag C-184/17 P har Kommissionen endvidere yderligere kritiseret, at Retten ikke udtog OLAF’s endelige rapport af sagens akter.

34.

Hertil bemærkes, at de to parters påstande for så vidt angår den nævnte rapport nu synes at være blevet uden genstand, idet det fremgår af Kommissionens mundtlige indlæg, at den nogle dage før retsmødet for Domstolen frivilligt fremsendte den omhandlede rapport med bilag til IMG, hvilket IMG bekræftede i retsmødet.

35.

Det bemærkes i øvrigt, at emnet for dette afgrænsede forslag til afgørelse, der behandler de nedenfor nævnte retlige hovedspørgsmål, alene er de formalitetsindsigelser, der blev gjort gældende under kontraappellerne, visse led af det andet appelanbringende i de to sager samt det fjerde anbringende i sag C-183/17 P og det tredje anbringende i sag C-184/17 P ( 28 ).

A.   Spørgsmålet om, hvorvidt de af IMG anlagte søgsmål angik anfægtelige retsakter (kontraappellerne i de forenede sager C-183/17 P og C-184/17 P)

36.

De kontraappeller, som Kommissionen har iværksat, rejser processuelle spørgsmål – navnlig spørgsmålet om, hvorvidt de sager, som IMG havde anlagt for Retten, kunne antages til realitetsbehandling – som jeg vil behandle inden min gennemgang af realiteten i de af IMG iværksatte appelsager.

37.

Ifølge ordlyden af kontraappellerne i sag C-183/17 P og sag C-184/17 P ( 29 ) har Kommissionen nedlagt påstand om, at de appellerede domme ophæves med den begrundelse, at Retten begik en retlig fejl, da den fandt, at henholdsvis afgørelsen af 16. december 2014 og skrivelsen af 8. maj 2015 udgjorde anfægtelige retsakter som omhandlet i artikel 263 TEUF, således at de af IMG anlagte annullationssøgsmål vedrørende disse retsakter kunne antages til realitetsbehandling.

38.

IMG har i sit svarskrift gjort gældende, at Rettens afgørelse om ikke at tage afvisningspåstandene til følge er begrundet. Jeg deler sidstnævnte opfattelse af følgende grunde.

1. De omhandlede retsakters bindende retsvirkninger

39.

Til støtte for sine påstande har Kommissionen for det første anfægtet Rettens afgørelse om, at afgørelsen af 16. december 2014 og skrivelsen af 8. maj 2015 havde bindende retsvirkninger, som berørte IMG’s interesser, hvilket denne institution ikke fandt var tilfældet.

40.

Jeg vil minde om, at det følger af Domstolens og Rettens faste retspraksis, at enhver retsakt udstedt af EU-institutionerne, som har bindende retsvirkninger, der kan påvirke berørte tredjemænds interesser ved at ændre deres retsstilling væsentligt, kan være genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF. Med henblik på afgørelsen af, om en retsakt skaber sådanne retsvirkninger, skal der navnlig lægges vægt på dens genstand, indhold og faktiske omstændigheder, samt den faktiske og retlige baggrund for retsakten, hvorved bemærkes, at den form, hvori retsakten er blevet vedtaget, i princippet er uden betydning i denne henseende ( 30 ).

41.

I sag C-183/17 P, der angår afgørelsen af 16. december 2014, har Kommissionen nærmere bestemt gjort gældende, at en enhed som IMG, som af denne institution har fået overdraget en budgetgennemførelsesopgave, ikke kan anfægte en retsakt som den nævnte afgørelse, hvorved den pågældende opgave for fremtiden overdrages til en anden enhed, i den foreliggende sag GIZ ( 31 ).

42.

Ifølge Kommissionen begik Retten en retlig fejl, da den fastslog, at retsvirkningen af den ændring, der blev foretaget ved afgørelsen af 16. december 2014, fratog IMG muligheden for at indgå en delegationsaftale, hvilket den havde kunnet i henhold til den oprindelige gennemførelsesafgørelse. Kommissionen har for det første gjort gældende, at det følger af ordlyden af artikel 84 i forordning nr. 966/2012 ( 32 ), at en finansieringsafgørelse, der er blevet truffet på dette grundlag, såsom afgørelsen af 16. december 2014, ifølge sin karakter er en rent intern retsakt, som går forud for påtagelsen af enhver såvel budgetmæssig som retlig forpligtelse for en udgift ( 33 ), og som ikke afføder retsvirkninger i forhold til tredjemand. Kommissionen har for det andet gjort gældende, at den omstændighed i sig selv, at IMG’s navn fremgår af den oprindelige gennemførelsesafgørelse, ikke berettiger gruppen til at indgå en delegationsaftale ( 34 ), således at en ændring af denne retsakt, hvorved GIZ indsættes som den udpegede enhed med henblik på indgåelsen af en sådan aftale, kun kan have faktiske, men ikke retlige, virkninger for så vidt angår IMG’s situation. Kommissionen har for det tredje gjort gældende, at Retten fejlagtigt anvendte en retspraksis angående offentlige aftaler analogt på den foreliggende sag, uanset at ordningen om indirekte forvaltning i henhold til EU’s finansforordninger er helt speciel.

43.

Jeg mener imidlertid, at de forskellige klagepunkter, som Kommissionen har fremført, dels er ugrundede, dels bør afvises. Retten fastslog således – efter min opfattelse med rette – dels at afgørelsen af 16. december 2014 ikke kunne anses for en intern retsakt ( 35 ), idet formålet med denne afgørelse netop var at fratage IMG muligheden for at indgå en delegationsaftale med Kommissionen i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 966/2012 ( 36 ), og efter min opfattelse kan den retspraksis, som Kommissionen har henvist til, ikke føre til et andet resultat ( 37 ). Selv om det på den anden side ikke bestrides, at IMG ganske vist aldrig havde kunnet påregne, at denne mulighed realiseredes, står det imidlertid fast, at retsvirkningen af den anfægtede afgørelse var, at gruppen klart og endegyldigt unddrages en sådan mulighed, idet følgen af, at GIZ blev indsat i stedet for IMG, var, at IMG mistede sin status som den enhed, der i givet fald har bemyndigelse til at gennemføre budgettet for det pågældende projekt ( 38 ). For så vidt angår sidstnævnte argument, hvorefter en speciel retspraksis angående offentlige aftaler angiveligt med urette er blevet anvendt analogt på denne sag, bemærkes endelig, at det efter min opfattelse er tilstrækkeligt at anføre, at det er åbenbart, at Kommissionen ikke har underbygget argumentet ( 39 ) i tilstrækkelig grad til, at Domstolen kan tage det i betragtning ( 40 ).

44.

I sag C-184/17 P, der vedrører skrivelsen af 8. maj 2015, har Kommissionen i det væsentlige nærmere bestemt gjort gældende, at en bemyndiget enhed som IMG ikke har kompetence til at anfægte en retsakt som den nævnte skrivelse, hvorved Kommissionen underretter denne om, at den ikke vil blive overdraget yderligere budgetgennemførelsesopgaver af institutionen, før der hersker absolut vished om dens retlige status ( 41 ).

45.

Ifølge Kommissionen har den anfægtede skrivelse alene affødt rent faktiske, og ikke retlige, virkninger, der ligeledes kun er potentielle, og ikke reelle, i forhold til IMG. Kommissionen har anført, at den i den nævnte skrivelse blot tilkendegav, at den ikke længere agtede at indgå aftaler med IMG i henhold til metoden om indirekte forvaltning, der ifølge forordning nr. 966/2012 ( 42 ) finder anvendelse på internationale organisationer, så længe der herskede tvivl om IMG’s retlige status. Kommissionen har tilføjet, at sidstnævnte ikke havde krav på at kunne indgå aftaler, der var undergivet Kommissionens kontrol, og endnu mindre havde krav på at kunne indgå aftaler i henhold til de særlige regler, der er omtvistede her, og som er forbeholdt visse organisationer.

46.

I lyset af den ovenfor anførte vurdering af afgørelsen af 16. december 2014 finder jeg imidlertid, at skrivelsen af 8. maj 2015 har haft bindende, og ikke blot faktiske eller potentielle, retsvirkninger for IMG’s situation, idet Kommissionen heri gav udtryk for, at den aktuelt ikke agtede at indgå nye delegationsaftaler med den pågældende ( 43 ), hvilket er en retsakt, der har karakter af en afgørelse, og hvorved IMG omgående og umiddelbart afskæres fra muligheden for som international organisation at få overdraget budgetgennemførelsesopgaver indtil videre.

47.

Det er følgelig min opfattelse, at Retten ikke begik en retlig fejl i de to appellerede domme, da den fastslog, at henholdsvis afgørelsen af 16. december 2014 og skrivelsen af 8. maj 2015 affødte bindende retsvirkninger, der kunne berøre IMG’s interesser væsentligt, og følgelig at de to retsakter, som de af IMG iværksatte søgsmål angår, derfor kunne anfægtes med hjemmel i artikel 263 TEUF.

2. De omhandlede retsakters ikke-bekræftende karakter

48.

For det andet har Kommissionen endvidere kritiseret, at Retten afviste den anden formalitetsindsigelse, som Kommissionen havde fremsat, og som udelukkende vedrører sag C-183/17 P. Kommissionen har i denne forbindelse kritiseret, at Retten fandt, at den anfægtede afgørelse af 16. december 2014 ikke var en rent bekræftende retsakt i forhold til skrivelsen af 25. april 2014, hvorved den nævnte institution underrettede IMG om vedtagelsen af de forebyggende foranstaltninger den 26. februar 2014. IMG finder, at det var korrekt, at Retten forkastede denne afvisningspåstand. Dette er ligeledes min opfattelse.

49.

For det første fastslog Retten ifølge Kommissionen med urette, at der forelå en »ny omstændighed« som følge af, at afgørelsen af 16. december 2014»definitivt« udelukkede IMG’s mulighed for at indgå en eventuel delegationsaftale, mens skrivelsen af 25. april 2014 havde udelukket dette »midlertidigt« eller »foreløbigt« ( 44 ).

50.

Det bemærkes i denne forbindelse, at det dels fremgår af fast retspraksis, at et annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, der blot bekræfter en anden afgørelse, der er blevet endelig, ikke kan antages til realitetsbehandling ( 45 ), dels at dette er tilfældet, når den anfægtede retsakt ikke indeholder nye faktiske eller retlige omstændigheder i forhold til den tidligere afgørelse ( 46 ). I dette tilfælde er formålet med den omhandlede retsakt således ikke at skabe selvstændige, bindende retsvirkninger i forhold til dem, der fulgte af den afgørelse, som den bekræfter ( 47 ).

51.

Som anført af Kommissionen kan det i den foreliggende sag umiddelbart betragtet indvendes mod den appellerede dom, at den anfægtede afgørelse var blevet truffet på grundlag af samme faktiske omstændigheder som de forebyggende foranstaltninger, der tidligere var blevet truffet, nemlig som følge af den tvivl, der herskede om IMG’s status som international organisation, således at den omhandlede afgørelse ikke indeholdt nogen nye omstændigheder ( 48 ). Efter min opfattelse kan det imidlertid ikke nægtes, at der i tidsrummet mellem de omhandlede retsakter forekom en række hændelser, der udgør nye oplysninger, herunder særligt den omstændighed, at Kommissionen den 15. december 2014 modtog OLAF’s endelige undersøgelsesrapport ( 49 ).

52.

Jeg mener navnlig, at det var med føje, at Retten fastslog, at der var en klar forskel mellem de forebyggende foranstaltninger og afgørelsen af 16. december 2014, efter min opfattelse såvel i henseende til deres retlige karakter som deres virkninger. Som Retten bemærkede, er virkningen af de førstnævnte en rent midlertidig suspension ( 50 ) af IMG’s mulighed for eventuelt at indgå en delegationsaftale med Kommissionen, mens den anfægtede afgørelse varigt udelukker denne mulighed, idet GIZ indsættes i stedet for IMG ( 51 ). Den anfægtede afgørelse bekræfter således ikke blot indholdet af en tidligere retsakt, men indeholder nye omstændigheder i den ovennævnte retspraksis’ forstand, idet såvel dens genstand som dens juridiske rækkevidde er forskellige fra genstanden for og rækkevidden af de forebyggende foranstaltninger ( 52 ), som blev meddelt den berørte ved skrivelsen af 25. april 2014.

53.

For det andet har Kommissionen gjort gældende, at den nævnte skrivelse og afgørelsen af 16. december 2014 blev vedtaget efter afslutningen af særskilte administrative procedurer, og at de støttes på forskellige retsgrundlag; som Retten har anført ( 53 ), er en sådan konstatering uden relevans, eftersom den anden af disse retsakter blot er den direkte og automatiske følge af den første.

54.

Jeg er ikke enig i denne betragtning, eftersom jeg finder – i overensstemmelse med de bedømmelseskriterier, der gentagne gange er blevet lagt til grund af såvel Domstolen som af Retten ( 54 ) – at den anfægtede afgørelse indgår i et regelsæt, der ikke er ækvivalent, og har selvstændige retsvirkninger i forhold til de tidligere trufne foranstaltninger, der følgelig ikke kan anses for blot at være blevet bekræftet af denne.

55.

Det er efter min opfattelse med rette, at det fremhæves i den appellerede dom i sag C-183/17 P, at Kommissionen havde truffet de omhandlede forebyggende foranstaltninger i forbindelse med OLAF’s undersøgelse af IMG’s status som international organisation og med hjemmel i bestemmelserne i forordning nr. 883/2013 om gennemførelse af en sådan undersøgelse ( 55 ), mens den anfægtede afgørelse blev vedtaget i forbindelse med det årlige handlingsprogram for 2013 for Myanmar/Burma, der skulle finansieres over Unionens almindelige budget og på grundlag af bestemmelserne i forordning nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende det nævnte budget. Retten bemærkede dernæst korrekt, at den anfægtede afgørelse udgjorde en ny omstændighed ( 56 ), eftersom IMG kun gennem et annullationssøgsmål til prøvelse af denne afgørelse havde mulighed for at anfægte lovligheden af disse foranstaltninger, ikke i relation til OLAF’s undersøgelse i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 883/2013, men i relation til en eventuel tildeling af midler inden for det nævnte handlingsprogram i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 966/2012 ( 57 ).

56.

I modsætning til det af Kommissionen anførte finder jeg således, at afgørelsen af 16. december 2014 på ingen måde er den umiddelbare og nødvendige forlængelse af de forebyggende foranstaltninger, der blev bragt til IMG’s kendskab ved skrivelsen af 25. april 2014 ( 58 ).

57.

Henset til samtlige disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at de appellerede domme i sag C-183/17 P og sag C-184/17 P ikke er behæftet med en retlig fejl, i det omfang Retten forkastede de formalitetsindsigelser, som Kommissionen havde fremsat i første instans. Eftersom de to retsakter, der var blevet indbragt for denne retsinstans ( 59 ), var anfægtelige, kan de annullationssøgsmål, som blev iværksat af IMG til prøvelse af dem, antages til realitetsbehandling, således som Retten efter min opfattelse korrekt fastslog. Jeg mener følgelig ikke, at de kontraappeller, som Kommissionen har iværksat under de foreliggende sager, kan tages til følge.

B.   Afgørelsernes rigtighed i relation til IMG’s status under hensyn til EU’s finansforordninger (andet appelanbringende i sag C-183/17 P og sag C-184/17 P)

58.

Med det andet appelanbringende, som IMG har fremført henholdsvis i sag C-183/17 P og i sag C-184/17 P angående tilsidesættelse af EU’s finansforordninger, tilsidesættelse af begrundelsespligten samt urigtig gengivelse af sagens akter, gøres det nærmere bestemt gældende, at Retten med urette fastslog, at Kommissionens afgørelse af 16. december 2014 og dens skrivelse af 8. maj 2015 var behørigt begrundede som følge af den tvivl, der herskede om sagsøgerens status som international organisation.

59.

Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at det andet anbringende i de to nævnte sager ikke kan antages til realitetsbehandling, eller at det i hvert fald er åbenbart ugrundet. Jeg er derimod af den opfattelse, at disse anbringender kan admitteres, men at de savner grundlag, henset til de nedenfor anførte betragtninger, der for det første omhandler de af IMG’s argumenter, som jeg anser for de væsentligste ( 60 ), og dernæst de argumenter, som efter min opfattelse er sekundære.

1. Det principale led i andet appelanbringende i sag C-183/17 P og sag C-184/17 P

60.

Ifølge formuleringen af det andet anbringende i de to sager kritiserer IMG navnlig, at Retten ikke foretog en passende undersøgelse af de uregelmæssigheder, som gruppen bebrejdede Kommissionen i de to sager, der blev indbragt for denne retsinstans. IMG har indledningsvis gjort gældende, at begrundelsen for de appellerede domme var forkert, idet gruppen ikke havde haft adgang til de statslige erklæringer, som OLAF indhentede, inden de to anfægtede retsakter blev vedtaget ( 61 ). IMG har dernæst gjort gældende, at begrundelsen for de nævnte domme var mangelfuld, idet Retten ikke redegjorde for, hvorfor det under hensyn til de relevante bestemmelser i EU-finansforordningerne var tilstrækkeligt ( 62 ), at fem stater rejste tvivl om IMG’s status som »international organisation« som begrundelse for, at de to anfægtede retsakter afviste, at gruppen havde denne status ( 63 ).

61.

Kommissionen har i sit svarskrift anført, at disse klagepunkter ikke kan antages til realitetsbehandling under appelsagen, med den begrundelse, at de dels ikke rejser retlige, men faktiske spørgsmål, dels at de angår argumenter, som ikke blev gjort gældende for førsteinstansen, og som følgelig er nye. Kommissionen har endvidere anført, at for det tilfælde, at disse klagepunkter findes at kunne admitteres, er de under alle omstændigheder åbenbart grundløse, idet de sager, der blev indbragt for Retten, ikke angik spørgsmålet om, hvorvidt IMG var en international organisation eller ej i henhold til EU’s finansforordninger ( 64 ), men, henset til den tvivl, der herskede om den berørtes retlige status, havde til formål at få fastslået, om de anfægtede retsakter lå inden for grænserne for den skønsmargin, som Kommissionen rådede over ved gennemførelsen af EU’s budget eller ej.

62.

For min del mener jeg for det første, at de klagepunkter, der fremgår af det pågældende led af de to anbringender, kan antages til realitetsbehandling, idet den argumentation, der blev fremført i denne forbindelse, som anført af IMG i replikken, hverken angår faktiske eller nye omstændigheder. Den nævnte argumentation støttes således dels på, at der angiveligt er sket tilsidesættelse af en retsregel, idet IMG med henvisning til EU’s finansforordninger rejser tvivl om, hvorvidt begrundelsen i de appellerede domme for ikke at give sagsøgeren medhold i de af gruppen anlagte sager er retmæssigt. For det andet er der i det væsentlige tale om en gentagelse af et af de argumenter, som IMG fremførte for førsteinstansen, nemlig argumentet om, at Kommissionen ikke havde overholdt forordningen, da den vedtog de anfægtede retsakter ( 65 ).

63.

For så vidt angår sagens realitet deler jeg for det andet Kommissionens opfattelse af, at det af IMG forfægtede argument er forkert, idet hverken Kommissionen eller senere Retten tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt IMG havde status som »international organisation« eller ej, og denne manglende retlige kvalificering efter min opfattelse er en afgørende omstændighed. Den nævnte retsinstans undersøgte således, om Kommissionen, henset til den tvivl, der bestod, fuldstændig lovligt, dvs. uden hverken at begå en åbenbar skønsfejl eller en retlig fejl, kunne beslutte ikke længere at overdrage budgetgennemførelsesopgaver til IMG som international organisation, så længe tvivlen om gruppens status ikke var blevet afkræftet ( 66 ). I de passager af de appellerede domme, som sagsøgeren har kritiseret, var Rettens fokus for vurderingen spørgsmålene om, hvorvidt Kommissionen havde overskredet grænserne for sin skønsmargen og tilsidesat betingelserne i de relevante bestemmelser i EU’s finansforordninger ( 67 ) eller ej, idet den tog hensyn til, at der herskede tvivl om IMG’s status som international organisation, og idet den på grundlag heraf drog de konsekvenser, der fulgte af de anfægtede retsakter. Retten besvarede de nævnte spørgsmål benægtende og begrundede efter min opfattelse sin holdning tilstrækkeligt.

64.

Henset til den således definerede genstand for retsforhandlingerne i første instans anser jeg det ikke for nødvendigt, endsige relevant, at undersøge IMG’s klagepunkter om, at Retten ikke tog hensyn til, at organisationen opfyldte de to nødvendige betingelser for at være en »international organisation« i de nævnte forordningers forstand ( 68 ), uanset de omhandlede erklæringer fra visse stater, der angiveligt var, eller tidligere havde været, medlemmer af denne enhed, idet kun fem ud af seksten stater ( 69 ) havde rejst indsigelse ( 70 ). Jeg er således af den opfattelse, at sådanne omstændigheder alligevel ikke kan godtgøre, at Kommissionen begik en retlig fejl, da den rejste tvivl om IMG’s status som international organisation og drog de ovenfor nævnte konsekvenser heraf. Jeg finder endvidere ikke, at Retten misbrugte sin kontrolbeføjelse, da den konkluderede, at det, henset til beviserne i sagen ( 71 ), var retmæssigt og lovmedholdeligt, at Kommissionen som en form for sikkerhedsforanstaltning besluttede ikke at overdrage IMG gennemførelsesopgaver vedrørende EU’s budget, så længe spørgsmålet om gruppens retlige status ikke var afklaret.

65.

Hvad for det tredje angår IMG’s indledende argumentation om, at Kommissionens tvivl støttes på oplysninger fra OLAF’s undersøgelse, uanset at gruppen ikke havde været i stand til at anfægte disse rettidigt ( 72 ), bemærkes blot, at disse argumenter ikke vedrører tilsidesættelse af EU’s finansforordninger, der er det centrale punkt i dette led af det andet anbringende, men angår retten til forsvar, der vil blive behandlet i forbindelse med de øvrige anbringender, der er blevet gjort gældende i de foreliggende sager ( 73 ), idet denne problemstilling udgør hovedemnet for disse.

66.

Henset til samtlige disse betragtninger er det min opfattelse, at de klagepunkter, som IMG har gjort gældende for så vidt angår det ovenfor anførte led af det andet appelanbringende i sag C-183/17 P og i sag C-184/17 P, savner grundlag.

2. De øvrige led af andet appelanbringende i sag C-183/17 P og sag C-184/17 P

67.

IMG har for det første i indledningen til det andet appelanbringende i sag C-183/17 P og sag C-184/17 P nærmere bestemt gjort gældende, at Rettens argumentation i de appellerede domme støttedes på en urigtig forudsætning som begrundelse, idet den nævnte retsinstans herved begik en retlig fejl og gengav dele af sagsakterne forkert ( 74 ). IMG har gjort gældende, at den nævnte retsinstans tillagde de anfægtede retsakter, nemlig afgørelsen af 16. december 2014 og skrivelsen af 8. maj 2015, en forkert begrundelse i de nævnte sager.

68.

Jeg bemærker, at der herved, som IMG selv har anført, og som Kommissionen har indvendt, er tale om et argument, som gentager klagepunkter, som allerede var blevet gjort gældende i forbindelse med det første appelanbringende i de to sager, og som ikke er genstand for dette forslag til afgørelse. Jeg vil blot henvise til, at det er mit indtryk, at Retten i de passager, som IMG citerer ( 75 ), ikke som hævdet af sagsøgeren havde til hensigt at redegøre for begrundelsen for selve de anfægtede retsakter, men for den kontekst, som disse retsakter indgik i, navnlig for at tilkendegive, at Kommissionen inden vedtagelsen af de nævnte retsakter havde gjort IMG bekendt med, at den nærede tvivl om gruppens retlige status ( 76 ). Den af IMG hævdede uregelmæssighed i de appellerede dommes præmisser er åbenbart ugrundet, idet den efter min opfattelse skyldes en fejllæsning af disse domme.

69.

Ifølge ordlyden af det andet appelanbringende i sag C-184/17 P har IMG for det andet påberåbt sig, at visse dele af sagsakterne er gengivet forkert ( 77 ), idet det kritiseres, at Retten fandt, at gruppen ikke havde fremlagt oplysninger, der kunne tjene til imødegåelse af Kommissionens tvivl, uanset at gruppen havde fremlagt en række dokumenter for Kommissionen og senere for Retten, der godtgjorde, at tvivlen ikke var begrundet. Sagsøgeren har gjort gældende, at det fremgår af otte dokumenter, som den har henvist til, »at de fem omhandlede stater [ ( 78 )] havde undertegnet IMG’s stiftelsesakt, at Norge havde undertegnet IMG’s vedtægter, at Norge, Belgien og Portugal havde deltaget i møder i IMG’s ledelsesorgan. Det er endvidere to gange blevet godtgjort af formanden for mødet den 25. november 1994, at disse fem medlemsstater havde undertegnet IMG’s stiftelsesakt, og ingen af disse stater har i øvrigt underrettet IMG om, at de vil trække sig ud af IMG« ( 79 ). Kommissionen har afvist dette klagepunkt, idet den ikke alene bestrider sagsøgerens betragtninger, men ligeledes dennes vurdering af de nævnte dokumenter ( 80 ).

70.

Det fremgår af fast retspraksis om appelsager, at Rettens vurdering af beviskraften af sagsakterne ikke kan anfægtes for Domstolen, bortset fra hvis der er sket tilsidesættelse af reglerne om bevisbyrde og bevisførelse, og akterne er blevet gengivet forkert. En appellant kan endvidere ikke – under foregivende af at ville påberåbe sig, at beviser, der er blevet fremlagt for Retten, er blevet gengivet forkert – reelt søge at opnå en fornyet vurdering af disse, og navnlig af den betydning, de skal tillægges, idet dette falder uden for Domstolens kompetence ( 81 ).

71.

I den foreliggende sag er det mit indtryk, at Retten i præmis 102 og 106 i dommen i sag T-381/15, som særligt er genstand for kritik, under hensyn til de beviser, som IMG havde fremlagt, nærmere bestemt antog, at gruppen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at de pågældende stater i realiteten fortsat anså sig for medlemmer, uanset de erklæringer, som de havde afgivet til OLAF. Jeg finder ikke, at den bedømmelse, som Retten foretog af de nævnte beviser med henblik på vurderingen af deres bevisværdi, er udtryk for en forkert gengivelse af deres indhold, og navnlig ikke, at IMG har godtgjort, at Rettens forståelse af dem udgør en materiel fejl.

72.

IMG har for det tredje, ligeledes i sag C-184/17 P, gjort gældende, at Retten har tilsidesat sin begrundelsespligt med henvisning til, at den appellerede dom dels indeholdt modstridende begrundelser vedrørende den manglende betydning af Kommissionens holdning forud for OLAF’s undersøgelse, og dels anfægtelige begrundelser vedrørende den tvivl, der var blevet rejst om IMG’s »financial backing« (finansielle garanti) efter fremsættelsen af indsigelser fra visse stater ( 82 ).

73.

Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at Retten ikke er forpligtet til at begrunde hvert enkelt valg af beviselementer frem for andre til støtte for sin afgørelse. Begrundelsen for dens dom skal imidlertid klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne afgørelse, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret ( 83 ).

74.

For så vidt angår det første af de ovennævnte klagepunkter, som vedrører præmis 105 i dommen i sag T-381/15, idet den tages ud af sin kontekst, bemærkes under hensyn til de forudgående præmisser i det anfægtede uddrag ( 84 ), at der ikke synes at herske tvivl om, at Retten her har villet forkaste IMG’s argument om, at Kommissionen tidligere havde anset gruppen for en international organisation med henvisning til, at dette havde været Kommissionens holdning, inden der opstod tvivl som følge af OLAF’s undersøgelse, hvorved denne institution blev foranlediget til at ændre holdning, og hvilket udgør et centralt punkt i Rettens konklusioner. Den omstændighed, at denne retsinstans, som det fremgår af den berørte parts kritik, angiveligt ikke havde taget hensyn til de omstændigheder, som IMG havde oplyst om under OLAF’s undersøgelse, kan efter min opfattelse hverken anses for selvmodsigende eller rejse tvivl om, hvorvidt begrundelsen i den pågældende præmis er tilstrækkelig ( 85 ). Det nævnte klagepunkt skal derfor forkastes.

75.

For så vidt angår det andet af de ovennævnte klagepunkter, der angår samme doms præmis 102 og 108, bemærkes, at IMG nærmere bestemt kritiserer, at Retten fandt, at erklæringerne fra de stater, der bestred at være medlemmer af denne enhed, var til hinder for, at gruppen kunne anses for en international organisation, fordi den som følge deraf ville miste deres finansielle støtte, mens IMG har anført, at denne omstændighed ikke var en nødvendig forudsætning for anerkendelse af en sådan status ifølge finansforordningerne af 2012 ( 86 ). Det er imidlertid min opfattelse, at det fremgår af gennemgangen af de to anfægtede præmisser, at Retten intetsteds har givet en sådan begrundelse ( 87 ), og at dens argumentation i denne henseende i sig selv er klar og kan begrunde den konklusion, som den skal støtte, således at dette klagepunkt åbenbart savner grundlag.

76.

Efter min opfattelse følger det af det ovenfor anførte, at disse præmisser i den appellerede dom ikke indebærer en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

77.

Sammenfattende er det min opfattelse, at IMG’s andet anbringende i sag C-183/17 P og sag C-184/17 P bør forkastes som ugrundede.

C.   Rækkevidden af den af IMG påberåbte ret til forsvar (fjerde appelanbringende i sag C-183/17 P og tredje appelanbringende i sag C-184/17 P)

78.

Jeg er af den opfattelse, at argumenterne om en eventuel tilsidesættelse af retten til forsvar, som IMG har gjort gældende med henholdsvis fjerde appelanbringende i sag C-183/17 P og tredje appelanbringende i sag C-184/17 P, bør være genstand for en yderligere, men særskilt, vurdering, idet der er visse lighedspunkter, men også visse forskelle, i formuleringen af de nævnte anbringender.

1. Fjerde appelanbringende i sag C-183/17 P

79.

Med fjerde appelanbringende i sag C-183/17 P har IMG kritiseret, at Retten i den appellerede dom ( 88 ) tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik og retten til kontradiktion ( 89 ). Jeg finder i lighed med Kommissionen, der tilbageviste denne argumentation i sit svarskrift ( 90 ), at det nævnte anbringende er ugrundet, endog åbenbart ugrundet, og det af følgende grunde.

80.

Med henvisning til en dom afsagt af Retten angående enhvers ret til kontradiktion inden der træffes en afgørelse, der er bebyrdende for den pågældende ( 91 ), har IMG for det første gjort gældende, at gruppen ikke i den foreliggende sag var blevet meddelt de præcise grunde til, at Kommissionen nærede tvivl om dens status som international organisation, og at den ikke havde haft lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger hertil, inden den nævnte institution vedtog den anfægtede afgørelse, nemlig afgørelsen af 16. december 2014.

81.

Jeg erindrer om, at retten til kontradiktion følger af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), der sikrer retten til god forvaltning. I henhold til artikel 41, stk. 2, litra a), omfatter denne ret navnlig retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt. Ifølge fast retspraksis indebærer dette, at adressaten for en bebyrdende afgørelse skal have mulighed for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt med hensyn til de elementer, som forvaltningen agter at lægge til grund for den kommende afgørelse, således at den pågældendes mundtlige eller skriftlige bemærkninger eventuelt kan have indflydelse på indholdet af denne afgørelse eller sågar rejse tvivl om dens vedtagelse ( 92 ).

82.

Jeg finder for så vidt angår den foreliggende sag, at Retten efter en indgående vurdering af de faktiske omstændigheder og uden at begå retlige fejl fastslog, at Kommissionen havde underrettet IMG tilstrækkeligt om grundlaget for den tvivl, som den nærede om gruppens retlige status, og at den havde givet IMG behørig mulighed for at fremføre sine argumenter på et forberedende stadium under den skriftveksling, der fandt sted inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, samt at IMG’s ret til kontradiktion følgelig var blevet iagttaget ( 93 ).

83.

IMG har for det andet kritiseret, at Retten ikke etablerede en passende balance mellem at sikre fortroligheden af OLAF’s undersøgelser og den berørtes grundlæggende ret til kontradiktion. Ifølge IMG fandt denne retsinstans med urette, at hensynet til at beskytte den nævnte fortrolighed kunne begrunde, at Kommissionen ikke stillede OLAF’s endelige rapport, som den nævnte institution fik adgang til umiddelbart inden vedtagelsen af afgørelsen af 16. december 2014 ( 94 ), til rådighed for IMG. IMG har nærmere bestemt henvist til præmis 142 i dommen i sag T-29/15, hvori det anføres, at Kommissionen havde henvist til »nye omstændigheder«.

84.

Det bemærkes i denne henseende, at i tilslutning til den ovennævnte ret til kontradiktion ( 95 ) sikrer chartrets artikel 41, stk. 2, litra b), retten for enhver til aktindsigt i de akter, der vedrører ham eller hende, imidlertid under iagttagelse af legitime fortrolighedshensyn samt tavshedspligt. Det følger af artikel 10, stk. 1-3, i forordning nr. 883/2013 om undersøgelser, der foretages af OLAF, at alle oplysninger, der fremsendes eller indhentes i forbindelse med sådanne undersøgelser nyder beskyttelse, og at EU’s institutioner er forpligtede til at sikre fortroligheden af disse oplysninger. Mens det i samme forordnings artikel 11, stk. 3-5, yderligere er bestemt, at OLAF’s undersøgelsesrapport skal fremsendes til de kompetente nationale myndigheder eller til de berørte institutioner, indeholder dette instrument ingen bestemmelser om fremsendelse til den person, som undersøgelsen angår ( 96 ). Som Retten gentagne gange har udtalt i sager angående en tilsvarende problemstilling som den, der undersøges her – efter min opfattelse med rette – fremgår det af den lovgivning, der finder anvendelse på OLAF, at det alene er i tilfælde af, at de myndigheder, som modtager OLAF’s rapport, har til hensigt at vedtage retsakter på grundlag af rapporten, der er bebyrdende for den berørte person, at disse – i henhold til de proceduremæssige regler, som finder anvendelse på dem – skal give denne person aktindsigt i OLAF’s rapport med henblik på at give den pågældende mulighed for at udøve sin ret til forsvar ( 97 ).

85.

I den foreliggende sag, sag C-183/17 P, mener jeg, at for så vidt som Kommissionen umiddelbart agtede at støtte sin afgørelse af 16. december 2014 – der er bebyrdende for IMG ( 98 ) – på OLAF’s endelige rapport ( 99 ), burde den således have givet den berørte aktindsigt i rapporten og have givet denne lejlighed til at fremføre argumenter til sit forsvar ( 100 ), navnlig såfremt det nævnte dokument indeholdt nye oplysninger, som Kommissionen måtte formodes at ville lægge til grund mod den pågældende.

86.

Det bemærkes imidlertid for det første, at det fremgår af en gennemlæsning af den appellerede dom, at Retten flere gange har henvist til den balance, der skal tilstræbes mellem Kommissionens eventuelle meddelelse af »nye oplysninger« i sagsakterne og nødvendigheden af at sikre fortroligheden af OLAF’s undersøgelse, ikke for så vidt angik OLAF’s endelige rapport, som IMG anførte i appelskriftet, men for så vidt angik skrivelsen af 25. april 2014 ( 101 ). Jeg har noteret mig, at Kommissionen fremsendte denne skrivelse til IMG på et tidspunkt, hvor OLAF’s undersøgelse fortsat pågik, og hvor det var særligt påkrævet at beskytte fortroligheden af den. Det fremgår hernæst af Rettens konstateringer, at det dels fremgår af skrivelsen af 25. april 2014, at de »nye oplysninger«, der fremkom efter denne undersøgelse, alene bestyrkede den tvivl om IMG’s status, som Kommissionen allerede have tilkendegivet ( 102 ), dels at IMG i øvrigt ikke for denne retsinstans bestred, at Kommissionen i henhold til artikel 10 i forordning nr. 883/2013 var forpligtet til at sikre dens fortrolighed, og følgelig til ikke at videregive nærmere detaljer om disse nye oplysninger ( 103 ).

87.

Retten fandt endvidere under alle omstændigheder – efter min opfattelse med rette – at uanset den angiveligt begrænsede karakter af de oplysninger, som Kommissionen havde meddelt IMG, er forholdet ikke desto mindre det, at gruppen fuldt ud var bekendt med begrundelsen for vedtagelsen af afgørelsen af 16. december 2014, navnlig som følge af skrivelsen af 25. april 2014 ( 104 ), og dette så tilstrækkeligt detaljeret, at den berørte havde været i stand til at fremføre sit forsvar forud for denne afgørelse, såfremt den havde ønsket det ( 105 ). Som andre generaladvokater tidligere har fremhævet ( 106 ), er aktindsigt i oplysninger, som en EU-institution er i besiddelse af, ikke et mål i sig selv, men har til formål at give den pågældende mulighed for at forsvare sig, således at en retsakt ikke skal annulleres, såfremt det fastslås, at en formodet uregelmæssighed har været uden betydning for udøvelse af retten til forsvar. Jeg vil tilføje, at den vurdering af de faktiske omstændigheder, som Retten foretog i denne henseende, ikke kan drages i tvivl under den foreliggende sag, idet det hverken er blevet fastslået, eller endsige er blevet gjort gældende, at der på dette stadium var tale om en urigtig gengivelse ( 107 ).

88.

Jeg er følgelig af den opfattelse, at den appellerede dom, og særligt præmis 142, som IMG navnlig har kritiseret i denne henseende, indeholder en begrundelse, der ikke er behæftet med retlige fejl, idet den henviser til den balance, der kræves mellem fortroligheden af OLAF’s undersøgelse og den berørtes mulighed for at udøve sin ret til forsvar.

89.

IMG har for det tredje specielt kritiseret Rettens begrundelse i præmis 143 i dommen i sag T-29/15 ud fra tre synsvinkler. IMG har for det første henvist til, at der er sket tilsidesættelse af god forvaltningsskik for så vidt angår den såkaldte umiddelbare forbindelse mellem de foranstaltninger, som Kommissionen tidligere havde truffet, og den anfægtede afgørelse. IMG har for det andet gentaget sit argument om, at Kommissionen ikke respekterede gruppens ret til kontradiktion for så vidt angik den påståede tvivl, inden den traf sin afgørelse. IMG har for det tredje gjort gældende, at gruppen ikke skulle godtgøre over for Retten, at udfaldet af proceduren ville have været et andet, men alene at det kunne være blevet et andet, såfremt den havde haft mulighed for at fremføre sine synspunkter.

90.

For så vidt angår det første klagepunkt er jeg ikke enig i IMG’s vurdering af, at Retten med urette fastslog, at afgørelsen af 16. december 2014 var den »direkte følge« af retsakter, der lå forud for denne ( 108 ), uanset at der ifølge sagsøgeren var et tidsinterval på flere måneder mellem disse retsakter og den nævnte afgørelse, at Kommissionen i mellemtiden havde modtaget OLAF’s endelige rapport, og at den ikke burde have fastlagt sin holdning allerede på det tidligere stadium, hvor den traf de forebyggende foranstaltninger. Efter min opfattelse fastslog Retten således blot, og med rette, i den appellerede doms præmis 143, at den anfægtede afgørelse var en direkte følge af den tvivl, der herskede om IMG’s retlige status, hvilken gruppen allerede var blevet underrettet om ( 109 ), og at den berørte gruppe således var blevet oplyst om, at den ikke ville kunne få overdraget gennemførelsen af budgettet for det projekt, som den oprindelige gennemførelsesafgørelse angik, medmindre den fremkom med oplysninger, der fjernede denne tvivl.

91.

For så vidt angår det andet klagepunkt angående IMG’s ret til at varetage sit forsvar er det tilstrækkeligt at bemærke, at dette klagepunkt af de ovenfor anførte grunde ( 110 ) savner grundlag.

92.

For så vidt angår det tredje klagepunkt, hvorefter Retten angiveligt krævede, at IMG skulle godtgøre den faktiske betydning af den hævdede tilsidesættelse af retten til kontradiktion for så vidt angik udfaldet af den omhandlede procedure, mens det ifølge retspraksis ( 111 ) alene kræves, at der føres bevis for en mulig betydning, finder jeg ikke, at den nævnte retsinstans begik en retlig fejl. Ifølge den faste retspraksis, som Retten har henvist til, tilkommer det i tilfælde af en eventuel processuel uregelmæssighed retsinstanserne, på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder i sagen, at efterprøve, om sagen kunne have fået et andet udfald, og om sagsøgeren bedre havde været i stand til at varetage sit forsvar, såfremt denne uregelmæssighed ikke var forekommet ( 112 ). Retten kunne følgelig i den appellerede dom med føje fastslå ( 113 ), at det under den bedømmelse af de faktiske omstændigheder, som alene den har kompetence til at foretage – henset til såvel IMG’s argumentation som oplysningerne i retssagens akter – ikke var blevet godtgjort, at udfaldet af proceduren ville være blevet et andet, såfremt Kommissionen specifikt havde underrettet den om, at den agtede at vedtage afgørelsen af 16. december 2014.

93.

Henset til samtlige disse betragtninger mener jeg, at det fjerde appelanbringende i sag C-183/17 P skal forkastes som ugrundet.

2. Tredje appelanbringende i sag C-184/17 P

94.

IMG’s tredje appelanbringende i sag C-184/17 P ( 114 ) overlapper til dels det ovenfor nævnte fjerde appelanbringende i sag C-183/17 P, idet det angår en angivelig tilsidesættelse af retten til forsvar, der støttes på tilsvarende argumenter som dem, der blev fremført til støtte for sidstnævnte, samt tillige en tilsidesættelse af begrundelsespligten og en forkert gengivelse af beviser, der ikke er blevet gjort gældende i sag C-183/17 P ( 115 ). Jeg mener, ligesom Kommissionen ( 116 ), at det tredje anbringende ligeledes er ugrundet, og det af de følgende grunde.

95.

IMG kritiserer nærmere bestemt for det første, at Retten ikke drog konsekvenserne af sin egen konstatering af, at Kommissionen ikke burde have vedtaget den afgørelse, der fulgte af skrivelsen af 8. maj 2015, inden gruppen havde haft mulighed for at gøre sig bekendt med OLAF’s endelige rapport.

96.

I betragtning af den førnævnte retspraksis om adgang til aktindsigt i fortrolige dokumenter fra OLAF ( 117 ) kunne Retten efter min opfattelse fastslå – uden at dens begrundelse derved var selvmodsigende og dens vurdering af de faktiske omstændigheder urigtig ( 118 ) – at Kommissionen ganske vist forinden burde have underrettet IMG om OLAF’s endelige rapport ( 119 ), men at den konstaterede uregelmæssighed, henset til omstændighederne i den foreliggende sag, ikke desto mindre ikke havde afgørende betydning for den berørtes ret til forsvar, idet denne flere gange, og inden den anfægtede skrivelse, havde haft lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger vedrørende den tvivl, der herskede om dens retlige status ( 120 ).

97.

IMG har for det andet anført, at gruppen skulle have haft lejlighed til at fremføre sine argumenter såvel vedrørende de omstændigheder, som Kommissionen støttede sin afgørelse på, som vedrørende forslaget til selve afgørelsen ( 121 ).

98.

I modsætning til, hvad IMG eftertrykkeligt har gjort gældende i den foreliggende sag, sag C-184/17 P, fremgår det efter min opfattelse af den relevante retspraksis, at retten til kontradiktion inden vedtagelsen af en bebyrdende afgørelse indebærer, at den berørte skal have adgang til at fremføre sin opfattelse vedrørende de omstændigheder, som administrationen agter at støtte sin kommende afgørelse på, men ikke ligeledes vedrørende den påtænkte afgørelse, således at forslaget forinden burde have været forelagt denne ( 122 ).

99.

IMG har for det tredje gjort gældende, at det ikke påhviler sagsøgeren, men Kommissionen, at bevise, at udfaldet kunne være blevet et andet, såfremt den anfægtede afgørelse ikke havde været behæftet med den pågældende uregelmæssighed ( 123 ).

100.

Det fremgår imidlertid efter min opfattelse af den retspraksis, som er nævnt i den appellerede dom og anført ovenfor ( 124 ), at når retsinstansen formoder, at den står over for en processuel uregelmæssighed, påhviler det denne at efterprøve, om den pågældende sag kunne have fået et andet udfald, såfremt denne uregelmæssighed ikke havde foreligget, når henses til den foreliggende sags særlige omstændigheder samt under hensyn til samtlige foreliggende beviser, navnlig de beviser, som er blevet fremlagt af den part, der påberåber sig den nævnte uregelmæssighed ( 125 ). Det er imidlertid mit indtryk, at den passage i den appellerede dom, som IMG særligt kritiserer i denne henseende, indeholder en indgående vurdering af de argumenter, som denne havde fremført for Retten, samt af de oplysninger, som er indeholdt i retssagens akter ( 126 ), på grundlag af hvilke den nævnte retsinstans, uden at begå retlige fejl eller gengive bevismidlerne urigtigt, kunne udlede, at det ikke var blevet godtgjort, at Kommissionen – såfremt den omhandlede uregelmæssighed ikke havde foreligget ( 127 ) – ville have truffet en anden afgørelse end den, der fremgik af den anfægtede skrivelse ( 128 ).

101.

Jeg konkluderer derfor, at det tredje appelanbringende IMG i sag C-184/17 P bør forkastes som ugrundet.

VI. Forslag til afgørelse

102.

På baggrund af de ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:

»–

Europa-Kommissionens kontraappeller i de forenede sager C-183/17 P og C-184/17 P forkastes.

—

Andet og fjerde anbringende i sag C-183/17 P og andet og tredje anbringende i sag C-184/17 P forkastes, uden at afgørelsen af, om IMG’s øvrige appelanbringender kan tages til følge, eller om sagsomkostningerne, foregribes.«

( 1 ) – Originalsprog: fransk.

( 2 ) – Ikke trykt i Sml., EU:T:2017:56 (herefter »dommen i sag T-29/15« eller »den appellerede dom«).

( 3 ) – Ikke trykt i Sml., EU:T:2017:57 (herefter »dommen i sag T-381/15« eller »den appellerede dom« og i forbindelse med dom i sag T-29/15 de »appellerede domme«).

( 4 ) – Afgørelse om ændring af Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2013) 7682 final vedrørende det årlige handlingsprogram for 2013 for Myanmar/Burma, der skal finansieres over Den Europæiske Unions almindelige budget (herefter »afgørelsen af 16. december 2014« eller »den anfægtede afgørelse«).

( 5 ) – Herefter »skrivelsen af 8. maj 2015« eller »den anfægtede skrivelse«.

( 6 ) – Det bemærkes, at de foreliggende sager angår Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25.6.2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 248, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1081/2010 af 24.11.2010 (EUT 2010, L 311, s. 9) (herefter »forordning nr. 1605/2002«), Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23.12.2002 om gennemførelsesbestemmelser til [forordning nr. 1605/2002] (EFT 2002, L 357, s. 1), som ændret ved Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 478/2007 af 23.4.2007 (EUT 2007, L 111, s. 13) (herefter »forordning nr. 2342/2002«; denne forordning tillige med forordning nr. 1605/2002 betegnes »finansforordningerne af 2002«), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25.10.2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af [forordning nr. 1605/2002] (EUT 2012, L 298, s. 1) samt Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29.10.2012 om gennemførelsesbestemmelser til [forordning nr. 966/2012] (EUT 2012, L 362, s. 1) (forordning nr. 966/2012 tillige med forordning 1268/2012 betegnes herefter »finansforordningerne af 2012«).

( 7 ) – Jf. præmis 1-15 i dommen i sag T-29/15 og præmis 1-17 i dommen i sag T-381/15.

( 8 ) – Herefter »den oprindelige gennemførelsesafgørelse«.

( 9 ) – Bilaget beskriver den anden foranstaltning, der indgår i det årlige handlingsprogram, der blev godkendt ved den nævnte afgørelse, idet det bemærkedes, at denne foranstaltning bestod af et udviklingsprogram for handel, der finansieredes fuldt ud af Unionen, og som skulle gennemføres ved fælles forvaltning sammen med en international organisation.

( 10 ) – Jf. bilagets punkt 8.3.1 og fodnote 2 deri.

( 11 ) – Foranstaltninger truffet i henhold til artikel 7, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11.9.2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT 2013, L 248, s. 1).

( 12 ) – Herefter »OLAF’s endelige rapport«, der er gengivet i sammendrag i præmis 7 i dommen i sag T-381/15.

( 13 ) – Ifølge ordlyden af den eneste artikel i afgørelsen af 16. december 2014 erstatter bilaget til afgørelsen bilag 2 til den oprindelige gennemførelsesafgørelse (jf. særligt punkt 4.3.1 i det nye bilag, der angiver den enhed, der træder i stedet for IMG, nemlig Deutsche Gesellschaft für Internationale Zusammenarbeit (GIZ) GmbH, herefter »GIZ«).

( 14 ) – Retsforhandlingerne for Retten er nærmere beskrevet i præmis 16-25 i dommen i sag T-29/15.

( 15 ) – Jf. præmis 28-78 i dommen i sag T-29/15.

( 16 ) – Anbringenderne er anført i præmis 26 i dommen i sag T-29/15.

( 17 ) – Jf. præmis 79-169 i dommen i sag T-29/15.

( 18 ) – Jf. præmis 170-175 i dommen i sag T-29/15.

( 19 ) – Retsforhandlingerne for Retten er nærmere beskrevet i præmis 18-25 i dommen i sag T-381/15.

( 20 ) – Jf. præmis 29-75 i dommen i sag T-381/15.

( 21 ) – Anbringenderne er nævnt i præmis 76 i dommen i sag T-381/15.

( 22 ) – Jf. præmis 76-160 i dommen i sag T-381/15.

( 23 ) – Jf. præmis 161-173 og 185 i dommen i sag T-381/15.

( 24 ) – Jf. præmis 174-184 i dommen i sag T-381/15.

( 25 ) – Sidstnævnte påstand forekommer mig imidlertid at være blevet uden genstand i betragtning af de oplysninger, som parterne fremførte i retsmødet (jf. punkt 34 i dette forslag til afgørelse).

( 26 ) – IMG sammenfatter anbringenderne således: »(1) tilsidesættelse af begrundelsespligten – tilsidesættelse af Rettens begrundelsespligt – urigtig gengivelse af sagsakterne; (2) tilsidesættelse af forordning [nr. 1605/2002] og af forordning [nr. 966/2012] – tilsidesættelse af forordning [nr. 2342/2002] og af forordning [nr. 1268/2012] – tilsidesættelse af Rettens begrundelsespligt – urigtig gengivelse af sagsakterne; (3) tilsidesættelse af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning – tilsidesættelse af begrundelsespligten – tilsidesættelse af Rettens begrundelsespligt – tilsidesættelse af forordning [nr. 966/2012] (artikel 61, stk. 1, og artikel 60, stk. 2); (4) tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik – tilsidesættelse af retten til kontradiktion«.

( 27 ) – IMG sammenfatter anbringenderne således: »(1) tilsidesættelse af Rettens procesreglement, af de praktiske gennemførelsesbestemmelser til Rettens procesreglement og af retten til forsvar – Kommissionens tilsidesættelse af begrundelsespligten – førsteinstansens tilsidesættelse af begrundelsespligten – forkert gengivelse af sagsakterne; (2) tilsidesættelse af forordning [nr. 966/2012] og af forordning [nr. 1268/2012] – anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn – førsteinstansens tilsidesættelse af begrundelsespligten – urigtig gengivelse af sagsakterne; (3) tilsidesættelse af retten til forsvar – førsteinstansens tilsidesættelse af begrundelsespligten – forkert gengivelse af sagsakterne; (4) tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – førsteinstansens tilsidesættelse af begrundelsespligten – forkert gengivelse af sagsakterne; (5) tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet – førsteinstansens tilsidesættelse af begrundelsespligten – tilsidesættelse af artikel 61 i forordning [nr. 966/2012]«.

( 28 ) – Jf. ligeledes punkt 5 og 6 i dette forslag til afgørelse.

( 29 ) – Det bemærkes, at det ikke bestrides, at kontraappellerne opfylder kravene i artikel 178 i Domstolens procesreglement, navnlig bestemmelsens stk. 2.

( 30 ) – Jf. bl.a. dom af 19.1.2017, Kommissionen mod Total og Elf Aquitaine (C-351/15 P, EU:C:2017:27, præmis 35 og 36), kendelse af 11.10.2017, Guardian Glass España, Central Vidriera mod Kommissionen (T-170/16, EU:T:2017:722, præmis 85 f.), og dom af 8.5.2018, Esso Raffinage mod ECHA (T-283/15, EU:T:2018:263, præmis 49-51).

( 31 ) – Kommissionen har udtrykkeligt henvist til præmis 46, 50-52, 57 og 59-63 i dommen i sag T-29/15.

( 32 ) – Stk. 1, 2 og 3 i den nævnte artikel 84, der bærer overskriften »Finansieringsafgørelse«, har følgende ordlyd:
»1. Enhver udgift omfatter indgåelse af en forpligtelse […].
2. [Der skal] forud for indgåelsen af en udgiftsforpligtelse foreligge en finansieringsafgørelse vedtaget af institutionen […].
3. Den i stk. 2 omhandlede finansieringsafgørelse indeholder det tilsigtede mål, de forventede resultater, gennemførelsesmetoden og dens samlede beløb. Den indeholder endvidere en beskrivelse af de aktioner, der skal finansieres, og en angivelse af de dertil svarende finansieringsbeløb og en vejledende tidsplan for gennemførelsen.
I tilfælde af indirekte forvaltning skal [den] ligeledes anføre den enhed […], som er bemyndiget i henhold til artikel 58, stk. 1, litra c), de kriterier, der blev anvendt til at vælge enheden […], og de opgaver, som [den] har fået overdraget.«

( 33 ) – Ifølge Kommissionen kan den retlige forpligtelse for en udgift følge af »kontrakter, aftaler, bemyndigelser osv.«, og der tilkommer i denne forbindelse den anvisningsberettigede en skønsmargin.

( 34 ) – Kommissionen har anført, at det fremgår af artikel 3 i den oprindelige gennemførelsesafgørelse, der ikke blev ændret ved den anfægtede afgørelse, at opgaven med budgetgennemførelse under fælles forvaltning »kan«, men ikke »skal«, overdrages den enhed, der er nævnt i bilagene.

( 35 ) – Ifølge fast retspraksis en retsakt, der kun har virkninger inden for den pågældende administration og ikke skaber rettigheder eller forpligtelser for tredjemænd (jf. bl.a. dom af 6.4.2000, Spanien mod Kommissionen, C-443/97, EU:C:2000:190, præmis 28, og af 22.4.2015, Planet mod Kommissionen, T-320/09, EU:T:2015:223, præmis 63).

( 36 ) – Som anført i præmis 50 i dommen i sag T-29/15, »er den omstændighed, at det ikke er sikkert, at den anvisningsberettigede vil indgå en delegationsaftale med [GIZ], uden betydning for konstateringen af, at den nævnte aftale under alle omstændigheder kun kan indgås med [GIZ], og ikke med [IMG]«, der ikke længere er beføjet som følge af den anfægtede afgørelse.

( 37 ) – I denne forbindelse har Kommissionen primært henvist til dom af 25.2.1988, Les Verts mod Parlamentet (190/84, EU:C:1988:94, præmis 7 og 8), uanset at denne dom tidsmæssigt ligger forud for forordning nr. 966/2012 og ikke angår en afgørelse af samme type som den, der anfægtes her.

( 38 ) – Det bemærkes, at den oprindelige gennemførelsesafgørelse udpegede IMG som den enhed, der fik overdraget budgetgennemførelsesopgaver »under forudsætning af, at den hertil hørende [delegations-]aftale indgås« (jf. præmis 4 i dommen i sag T-29/15). Appellanten har med rette anført, at retsvirkningen af den nævnte afgørelse – uanset at den ikke berettigede denne til at indgå en sådan aftale – ikke desto mindre var, at såfremt Kommissionen senere ville indgå en sådan aftale, kunne den kun indgås med IMG, hvilket blev udelukket ved afgørelsen af 16. december 2014.

( 39 ) – Det bemærkes blot, at i visse af den appellerede doms præmisser, som Kommissionen udtrykkeligt har henvist til i første del af sin kontraappel i sag C-183/17 P (nemlig præmis 46, 50-52, 57 og 59-63 i dommen i sag T-29/15), har Retten kun henvist til en enkelt retsafgørelse (kendelse om foreløbige forholdsregler af 8.1.2014, Stichting Sona og Nao mod Kommissionen, T-505/13 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1), som Kommissionen i øvrigt selv henviste til for Retten, og som forekommer mig at være uden relevans for den foreliggende sag af de grunde, som denne retsinstans korrekt henviste til (jf. præmis 61-63 i den nævnte dom). For så vidt angår passager af de domme, der er nævnt i præmis 56 (hvortil der ikke er henvist) i dommen i sag T-29/15, bemærkes, at de er udtryk for en fast, almengyldig retspraksis (som nævnt i punkt 40 i dette forslag til afgørelse), der klart er mere omfattende end området offentlige aftaler.

( 40 ) – Det er gentagne gange blevet fastslået, at et appelskrift præcist skal angive de elementer i den appellerede dom, der anfægtes, samt de retlige argumenter, der særlig støtter denne påstand, for at den kan gøres til genstand for en retslig prøvelse, der gør det muligt for Domstolen at varetage den opgave, som den er pålagt, og udøve sin legalitetskontrol, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (bl.a. dom af 1.2.2018, Panalpina World Transport (Holding) m.fl. mod Kommissionen, C-271/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:59, præmis 17).

( 41 ) – Kommissionen har udtrykkeligt henvist til præmis 44-48 i dommen i sag T-381/15.

( 42 ) – Nærmere bestemt forordningens artikel 58, stk. 1, litra c), nr. ii), hvorefter »Kommissionen gennemfører budgettet på følgende måder […] indirekte (»indirekte forvaltning«) ved at overdrage budgetgennemførelsesopgaver til […] internationale organisationer og deres organer«.

( 43 ) – Jf. præmis 10-16 og 44 i dommen i sag T-381/15 for så vidt angår det nøjagtige indhold af den anfægtede skrivelse, og særligt de to sidste præmisser for så vidt angår den omstændighed, som anfægtes med Kommissionens kontraappel i den foreliggende sag, C-184/17 P.

( 44 ) – Kommissionen har i denne forbindelse udtrykkeligt henvist til præmis 70-73 i dommen i sag T-29/15.

( 45 ) – En sag, der anlægges til prøvelse af en bekræftende afgørelse, kan kun afvises, hvis den bekræftede afgørelse er blevet endelig, idet der ikke er anlagt sag til prøvelse inden søgsmålsfristens udløb (jf. bl.a. dom af 31.5.2017, DEI mod Kommissionen, C-228/16 P, EU:C:2017:409, præmis 35).

( 46 ) – Jf. bl.a. den praksis fra Retten, der er nævnt i præmis 69 i dommen i sag T-29/15, dom af 15.7.2015, Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen (T-393/10, EU:T:2015:515, præmis 107), og af 13.10.2015, Intrasoft International mod Kommissionen (T-403/12, EU:T:2015:774, præmis 48-52), og, for så vidt angår Domstolens praksis, dom af 19.1.2017, Kommissionen mod Total og Elf Aquitaine (C-351/15 P, EU:C:2017:27, præmis 37-49), samt af 31.5.2017, DEI mod Kommissionen (C-228/16 P, EU:C:2017:409, præmis 33 og 34).

( 47 ) – Jf. bl.a. dom af 19.1.2017, Kommissionen mod Total og Elf Aquitaine (C-351/15 P, EU:C:2017:27, præmis 37-49), og af 8.5.2018, Esso Raffinage mod ECHA (T-283/15, EU:T:2018:263, præmis 50, 81, 82 og 83).

( 48 ) – Kommissionen har med henvisning til dom af 7.2.2001, Inpesca mod Kommissionen (T-186/98, EU:T:2001:42, præmis 49), tillige anført, at den anfægtede afgørelse ikke var resultatet af en »fornyet vurdering«. Det er imidlertid mit indtryk, at Retten i den nævnte praksis henviser til et eventuelt afslag på en fornyet vurdering, som en forvaltning har modsat sig, hvilket ikke svarer til omstændighederne i den foreliggende sag, C-183/17 P. Når Retten i præmis 69 i dommen i sag T-29/15, med henvisning til dom af 22.5.2012, Sviluppo Globale mod Kommissionen (T-6/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:245, præmis 22), nævner en »fornyet vurdering«, finder jeg tilsvarende, at det nævnte afsnit skal sammenholdes med sidstnævnte doms præmis 21, 24, 31 og 37, hvor der var spørgsmål om en sådan fornyet vurdering. Jf. i denne retning dom af 26.10.2017, Global Steel Wire m.fl. mod Kommissionen (C-454/16 P – C-456/16 P og C-458/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:818, præmis 30-35), og af 2.6.2016, Moreda-Riviere Trefilerías m.fl. mod Kommissionen (T-426/10 – T-429/10 og T-438/12 – T-441/12, EU:T:2016:335, præmis 545-549).

( 49 ) – Jf. de omstændigheder, der er nævnt i præmis 7-13 i dommen i sag T-29/15.

( 50 ) – Jf. analogt for så vidt angår den midlertidige og reversible karakter af forebyggende foranstaltninger dom af 5.10.2017, Mabrouk mod Rådet (T-175/15, EU:T:2017:694, præmis 147).

( 51 ) – IMG har efter min opfattelse med rette anført, at afgørelsen af 16. december 2014 ikke er generel og midlertidig, hvorimod den specifikt og endeligt udelukker sagsøgeren fra en af de to aktioner, der er omfattet af handlingsprogrammet til fordel for Myanmar/Burma for 2013.

( 52 ) – Jf. i denne retning dom af 3.4.2014, Kommissionen mod Nederlandene og ING Groep (C-224/12 P, EU:C:2014:213, præmis 69-72), hvori det særligt fremhæves, at »[e]n indledende undersøgelse […], som stillede krav om vedtagelse af hasteforanstaltninger, […] således ikke [kan] opfylde de samme kriterier som de undersøgelser, der skal ligge til grund for en endelig beslutning«.

( 53 ) – Kommissionen har i denne forbindelse henvist til præmis 74-76 i dommen i sag T-29/15.

( 54 ) – Jf. for så vidt angår hensyntagen til den særlige retlige kontekst og den anfægtede retsakts selvstændige retsvirkninger i forbindelse med undersøgelsen af, om et annullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling, foruden den retspraksis, der er nævnt i fodnote 47 i dette forslag til afgørelse, bl.a. dom af 13.2.2014, Ungarn mod Kommissionen (C-31/13 P, EU:C:2014:70, præmis 57 f.), og af 8.12.2011, Deutsche Post mod Kommissionen (T-421/07, EU:T:2011:720, præmis 49 ff.).

( 55 ) – Jf. ligeledes fodnote 11 i dette forslag til afgørelse.

( 56 ) – Som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i forbindelse med punkt 50 f. i dette forslag til afgørelse.

( 57 ) – Jf. særligt præmis 76 i dommen i sag T-29/15.

( 58 ) – For fuldstændighedens skyld bemærkes, at det forekommer selvmodsigende, når Kommissionen hævder, at den anfægtede afgørelse var den automatiske følge af skrivelsen af 25. april 2014, mens det udtrykkeligt fremgår af denne, at den nævnte institution i henhold til den oprindelige gennemførelsesafgørelse rådede over en skønsmargin ved indgåelsen af en aftale med IMG (jf. indholdet af den nævnte skrivelse, der er gengivet i præmis 8 og 85 i dommen i sag T-29/15).

( 59 ) – Nemlig afgørelsen af 16. december 2014 og skrivelsen af 8. maj 2015.

( 60 ) – Det bemærkes, at fokus for Kommissionens forsvar, såvel i svarskriftet som i duplikken og det mundtlige indlæg, er det pågældende led.

( 61 ) – IMG har i denne forbindelse særligt henvist til præmis 105 i dommen i sag T-29/15 og til præmis 102, 105 og 106 i dommen i sag T-381/15.

( 62 ) – Jf. de retsakter, der er nævnt i fodnote 6 i dette forslag til afgørelse, hvorved bemærkes, at det andet appelanbringende i sag C-183/17 P angår såvel finansforordningerne af 2002 som finansforordningerne af 2012, mens det andet anbringende i sag C-184/17 P kun angår sidstnævnte. Jf. præmis 27 i dommen i sag T-29/15 for så vidt angår de bestemmelser, som fandt anvendelse på daværende tidspunkt.

( 63 ) – I denne henseende har IMG navnlig kritiseret præmis 104-106, 109 og 110 i dommen i sag T-29/15 (der er indeholdt i den del, der vedrører sagsøgerens første og andet anbringende i denne sag) samt præmis 102, 103 og 108 i dommen i sag T-381/15 (der er indeholdt i den del, der vedrører sagsøgerens tredje anbringende i denne sag). I retsmødet gjorde IMG bl.a. gældende, at Retten havde begået en fejl, for så vidt som den omstændighed, at en stat ikke anerkender en international organisation, eller erklærer ikke længere at være medlem af en sådan, ikke kunne rejse tvivl om IMG’s status som juridisk person.

( 64 ) – Kommissionen gjorde i retsmødet gældende, at IMG’s påstand om, at det fastslås, at den rettelig er en international organisation, ikke kan være genstand for de foreliggende sager, idet institutionen ikke har taget endelig stilling til dette, men har rejst tvivl herom, og at EU’s retsinstanser heller ikke er i stand til at bekræfte denne status.

( 65 ) – Jf. navnlig præmis 26, 79 og 95 i dommen i sag T-29/15 og præmis 76 i dommen i sag T-381/15.

( 66 ) – Jf. specielt præmis 103-110 i dommen i sag T-29/15 og præmis 98 (især) til 108 i dommen i sag T-381/15, hvoraf det fremgår, at Retten dels lagde til grund, at Kommissionen ikke i de anfægtede retsakter havde konkluderet, at IMG ikke var en international organisation, men havde besluttet ikke længere at overdrage denne budgetgennemførelsen i henhold til indirekte forvaltning, så længe tvivlen om gruppens status ikke var blevet fjernet, og dels fastslog, at den trufne beslutning, henset til sagens omstændigheder, hverken var åbenbart urimelig eller i strid med EU’s finansforordninger.

( 67 ) – Specielt henset artikel 53d, stk. 1, i forordning nr. 1605/2002 og artikel 60, stk. 2, i forordning nr. 966/2012 (præmis 95-110 i dommen i sag T-29/15) og artikel 60, stk. 2, i forordning nr. 966/2012 samt artikel 43, stk. 1, i forordning nr. 1268/2012 (præmis 96-108 i dommen i sag T-381/15).

( 68 ) – Nemlig en international offentligretlig organisation, der er oprettet ved en mellemstatslig aftale ifølge artikel 43, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1268/2012, hvori begrebet »internationale organisationer« i artikel 58, stk. 1, litra c), nr. ii), i forordning nr. 966/2012 er defineret.

( 69 ) – Ifølge appelskrifterne i sag C-183/17 P og sag C-184/17 P har IMG oplyst, at organisationen blev oprettet og grundlagt »i 1994 i henhold til en mellemstatslig aftale, der blev undertegnet af 16 stater (Østrig, Belgien, Canada, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Nederlandene, Norge, Portugal, Den Russiske Føderation, Spanien, Sverige og Det Forenede Kongerige) og Det Europæiske Fællesskabs Kontor for Humanitær Bistand (herefter »ECHO«)«.

( 70 ) – Da stater, der må antages at være stiftende eller aktuelle medlemmer af IMG, dels har bestridt, at organisationen har denne status, dels har fremsat tvivl med hensyn til delegationsbeføjelserne for de personer, der repræsenterede dem ved dens grundlæggelse (jf. navnlig præmis 8, 85 og 105 i dommen i sag T-29/15 og præmis 4, 85 og 98 i dommen i sag T-381/15). Kommissionen gjorde i retsmødet for Domstolen gældende, at det fremgår af OLAF’s endelige rapport, at det i realiteten er samtlige de adspurgte stater, og ikke kun fem, der nærer skepsis.

( 71 ) – Nærmere bestemt henset til skrivelsen af 25.4.2014, hvori Kommissionen dels bemærkede, at »en række lande (Spanien, Portugal, Norge, Italien og Belgien), som af IMG [er blevet] udpeget som medlemslande eller stiftende medlemmer, ikke anser sig for at være hverken medlemmer eller stiftende medlemmer« af denne, dels at »FN’s generalsekretariat har erklæret, at IMG ikke var et særagentur«, og endelig at »der hersker tvivl om den beføjelse, som tilkom de personer, der repræsenterede deres lande på det tidspunkt, hvor IMG blev oprettet«. Efter min opfattelse er indholdet af gruppens svar til Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad i stand til at opveje disse principielle indsigelser.

( 72 ) – IMG har endvidere anført, at Kommissionen ikke selv havde adgang til OLAF’s endelige rapport før den 15.12.2014, men har efter min opfattelse ikke udledt klare klagepunkter heraf for så vidt angår de appellerede domme.

( 73 ) – Nemlig fjerde appelanbringende i sag C-183/17 P og tredje appelanbringende i sag C-184/17 P, der behandles i punkt 78 ff. i dette forslag til afgørelse.

( 74 ) – IMG har i denne forbindelse udtrykkeligt kritiseret præmis 103, 105, 106, 109 og 110 i dommen i sag T-29/15 samt præmis 98 et 99 i dommen i sag T-381/15.

( 75 ) – Nemlig et uddrag af præmis 89 i dommen i sag T-29/15 og et uddrag af præmis 98 i dommen i sag T-381/15.

( 76 ) – Det fremgår således af ordlyden af de passager, som IMG har citeret, at Retten udtrykkeligt henviste til de forudgående præmisser i de appellerede domme (nemlig præmis 85-88 i dommen i sag T-29/15 og præmis 85 i dommen i sag T-381/15), hvor den nævnte ret gengiver indholdet af skrivelser, som sagsøgeren havde modtaget inden de anfægtede retsakter blev vedtaget, navnlig skrivelsen af 25. april 2014, hvori Kommissionen anførte begrundelserne for sin tvivl.

( 77 ) – Sagsøgeren har særligt henvist til præmis 102 og 106 i dommen i sag T-381/15.

( 78 ) – Nemlig, ifølge ordlyden af præmis 85 og 98 i dommen i sag T-381/15, »Spanien, Portugal, Norge, Italien og Belgien«.

( 79 ) – IMG har ligeledes gjort gældende, at gruppen »ganske vist ikke har fremlagt en erklæring fra de fem nævnte stater, men det fremgår ikke, at dette er den eneste form for bevis«. I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, som IMG selv umiddelbart efter indrømmer, at Retten blot nævnte en sådan erklæring som et eksempel.

( 80 ) – Kommissionen har i den passage i svarskriftet, der vedrører første appelanbringende i sag C-184/17 P, men som den henviser til for så vidt angår det, der nu er det andet anbringende, anført, at IMG »ser bort fra […] den omstændighed, at Retten foretog en vurdering af samtlige omstændigheder« og »foretog en særskilt vurdering af hvert enkelt dokument, hvorved gruppen fordrejer dommens betragtninger«. For så vidt angår det andet anbringende har Kommissionen gjort gældende, at »de dokumenter, der er nævnt i [appelskriftets] punkt 51, hverken er bevis for status som international organisation eller afkræfter denne tvivl«.

( 81 ) – Jf. bl.a. dom af 9.6.2011, Comitato Venezia vuole vivere m.fl. mod Kommissionen (C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368, præmis 152, 153 og 159), kendelse af 30.6.2016, Slovenská pošta mod Kommissionen (C-293/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:511, præmis 29 og 39), samt dom af 26.1.2017, Kommissionen mod Keramag Keramische Werke m.fl. (C-613/13 P, EU:C:2017:49, præmis 26, 27, 37, 38 og 39), og af 16.11.2017, Ludwig-Bölkow-Systemtechnik mod Kommissionen (C-250/16 P, EU:C:2017:871, præmis 38 og 39).

( 82 ) – IMG kritiserer i denne forbindelse henholdsvis præmis 105 og præmis 102 og 108 i dommen i sag T-381/15.

( 83 ) – Jf. bl.a. dom af 25.10.2017, Slovakiet mod Kommissionen (C-593/15 P og C-594/15 P, EU:C:2017:800, præmis 73 og 74), af 7.3.2018, SNCF Mobilités mod Kommissionen (C-127/16 P, EU:C:2018:165, præmis 34), og af 7.6.2018, Equipolymers m.fl. mod Rådet (C-363/17 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:402, præmis 44-46).

( 84 ) – Dommens præmis 103 og 104 har følgende ordlyd: » [D]et må på denne baggrund fastslås, at Kommissionen hverken har begået en retlig fejl eller en åbenbar skønsfejl, da den fastslog, at der hersker tvivl om sagsøgerens status som international organisation, når henses til de erklæringer, som er blevet fremsat af de nævnte stater«, henholdsvis »[d]e argumenter, som sagsøgeren har fremført i denne henseende, kan ikke rejse tvivl om denne konklusion«.

( 85 ) – Kommissionen har ligeledes gjort gældende, at dommen i sag T-381/15 ikke mangler begrundelse for så vidt angår institutionens ændrede holdning til IMG.

( 86 ) – Kommissionen har i sit svarskrift anført, at den finansielle støtte fra de pågældende stater med rette kunne anfægtes, henset til den tvivl, der herskede om IMG’s retlige status.

( 87 ) – De hedder navnlig i henholdsvis præmis 102 og præmis 108, at »[IMG] hverken har fremlagt beviser for Kommissionen eller for Retten, såsom erklæringer fra de pågældende stater, der bekræfter, at de nævnte stater fortsat betragter sig som medlemmer af gruppen, til trods for de erklæringer, som OLAF havde modtaget. Den omstændighed, at der er en formodning for, at medlemsstaterne af en international organisation vil yde den finansiel støtte, er uden betydning i denne henseende«, og »for så vidt som [IMG] har gjort gældende, at den opfylder de to forudsætninger for at være en international organisation […], og at Kommissionen har lagt en forkert fortolkning til grund for begrebet international organisation […], må det konstateres, at disse argumenter alligevel ikke svækker konstateringen af, at Kommissionen kunne nære berettiget tvivl om [IMG’s] status som international organisation, når henses til, at de stater, der angiveligt var medlemmer eller stiftere af denne, bestred denne omstændighed« (jf. ligeledes fodnote 71 i dette forslag til afgørelse).

( 88 ) – Med sit fjerde anbringende har IMG udtrykkeligt kritiseret præmis 134-143 i dommen i sag T-29/15.

( 89 ) – For fuldstændighedens skyld bemærkes, at det fremgår af ordlyden af appelskriftet, at IMG udtrykkeligt knytter en forbindelse mellem dette anbringende og visse argumenter, som gruppen fremførte i forbindelse med det første anbringende i samme sag, hvilket imidlertid ikke som sådan er genstand for dette forslag til afgørelse.

( 90 ) – Det bemærkes, at fjerde anbringende ikke nævnes i IMG’s replik, og følgelig heller ikke i Kommissionens duplik i sag C-183/17 P, og at det var genstand for kortfattede indlæg i retsmødet.

( 91 ) – IMG har henvist til dom af 5.10.2016, ECDC mod CJ (T-395/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:598), til støtte for sit anbringende om, at den burde have haft lejlighed til at fremføre sine betragtninger dels angående de omstændigheder, som Kommissionen agtede at basere sin afgørelse på, og dels angående selve det forslag til afgørelse, som den nævnte institution agtede at træffe, hvilket ikke var tilfældet.

( 92 ) – Jf. bl.a. dom af 11.12.2014, Boudjlida (C-249/13, EU:C:2014:2431, præmis 31 og 36-38), af 20.12.2017, Prequ’ Italia (C-276/16, EU:C:2017:1010, præmis 45 og 46), af 5.10.2016, ECDC mod CJ (T-395/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:598, præmis 54, 55, 57, 60, 62 og 73), af 15.12.2016, Spanien mod Kommissionen (T-466/14, EU:T:2016:742, præmis 40 og 41), og af 8.2.2018, Institute for Direct Democracy in Europe mod Parlamentet (T-118/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:76, præmis 36 og 37).

( 93 ) – Jf. navnlig præmis 135-138, 141 og 142 i dommen i sag T-29/15, foruden dommens præmis 85-89 vedrørende første appelanbringende, der indeholder en mere detaljeret redegørelse for indholdet af disse skrivelser.

( 94 ) – Jeg minder om, at Kommissionen modtog den nævnte rapport den 15.12.2014, dvs. dagen inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

( 95 ) – Jf. punkt 81 i dette forslag til afgørelse.

( 96 ) – Det fremgår imidlertid af 24. betragtning, at forordning nr. 883/2013 garanterer rettighederne for en person, der er genstand for en undersøgelse, ved at give denne lejlighed til under undersøgelsen at fremkomme med bemærkninger til de forhold, der vedrører den pågældende. I henhold til forordningens artikel 9, stk. 2, sjette afsnit, har den berørte således ret til at få udleveret et referat af samtalen med OLAF med henblik på at godkende det eller fremsætte bemærkninger hertil.

( 97 ) – Jf. i denne retning for så vidt angår videregivelse af dokumenter fra OLAF i forbindelse med en EU-institutions administrative virksomhed bl.a. dom af 26.5.2016, International Management Group mod Kommissionen (T-110/15, EU:T:2016:322, præmis 22, 24 og 32-37), af 18.5.2017, Panzeri mod Parlamentet (T-166/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:347, præmis 98), og af 19.6.2018, Le Pen mod Parlamentet (T-86/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:357, præmis 81-84).

( 98 ) – Jf. for så vidt angår den omstændighed, at den omhandlede afgørelse var bebyrdende for IMG, betragtningerne om dens karakter af en anfægtelig retsakt i punkt 41 ff. i dette forslag til afgørelse.

( 99 ) – Jeg mener ikke, at det er godtgjort, at det var tilfældet i den foreliggende sag.

( 100 ) – Jf. analogt den retspraksis fra Retten, der er nævnt i fodnote 97 i dette forslag til afgørelse.

( 101 ) – Jf. nærmere bestemt præmis 142 i dommen i sag T-29/15 (vedrørende andet led af tredje anbringende i sagen for Retten, som behandles i fjerde anbringende i den foreliggende sag, sag C-183/17 P, som jeg behandler her), samt tillige samme doms præmis 85 og 92 (vedrørende sjette anbringende i sagen for Retten).

( 102 ) – Jf. gengivelsen af de faktiske omstændigheder i præmis 6-8 i dommen i sag T-29/15.

( 103 ) – Jf. præmis 92 in fine og 138 in fine i dommen i sag T-29/15.

( 104 ) – Jf. præmis 85-89 i dommen i sag T-29/15 (jf. ligeledes fodnote 71 i dette forslag til afgørelse).

( 105 ) – Jf. analogt endvidere dom af 18.5.2017, Panzeri mod Parlamentet (T-166/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:347, præmis 99 og 100), og af 19.6.2018, Le Pen mod Parlamentet (T-86/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:357, præmis 85 og 86).

( 106 ) – Jf. generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse C.A.S. mod Kommissionen (C-204/07 P, EU:C:2008:175, punkt 100 ff.) og de deri nævnte tidligere forslag til afgørelse.

( 107 ) – Det fremgår af fast retspraksis, at bedømmelsen af de faktiske omstændigheder ganske vist ikke udgør et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret i forbindelse med en appel, medmindre der er tale om en urigtig gengivelse af disse faktiske omstændigheder, idet det præciseres, at den urigtige gengivelse af omstændighederne skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder. Jf. bl.a. dom af 16.11.2017, Ludwig-Bölkow-Systemtechnik mod Kommissionen (C-250/16 P, EU:C:2017:871, præmis 39), og af 28.6.2018, Andres (konkursboet efter Heitkamp BauHolding) mod Kommissionen (C-203/16 P, EU:C:2018:505, præmis 77).

( 108 ) – Ifølge IMG nemlig de forebyggende foranstaltninger af 26.2.2014 og skrivelsen af 25.4.2014, hvorved Kommissionen oplyste den berørte om vedtagelsen af de nævnte foranstaltninger.

( 109 ) – Det bemærkes, således som det fremgår af præmis 8 og 135 i dommen i sag T-29/15, at der inden skrivelsen af 25.4.2014 havde fundet en skriftveksling sted mellem Kommissionen og IMG angående dens status som international organisation, nemlig i tiden fra den 16.12.2013 til den 4.4.2014.

( 110 ) – Jf. punkt 80 ff. i dette forslag til afgørelse.

( 111 ) – IMG har henvist til den retspraksis fra Retten, der er nævnt i præmis 139 i dommen i sag T-29/15, hvori der henvises til dom af 8.10.2015, Secolux mod Kommissionen (T-90/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:772, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

( 112 ) – Jf. bl.a. dom af 16.6.2016, SKW Stahl-Metallurgie og SKW Stahl-Metallurgie Holding mod Kommissionen (C-154/14 P, EU:C:2016:445, præmis 69-75), af 20.12.2017, Prequ’ Italia (C-276/16, EU:C:2017:1010, præmis 62), af 14.6.2018, Makhlouf mod Rådet (C-458/17 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:441, præmis 42-46), af 13.12.2013, Ungarn mod Kommissionen (T-240/10, EU:T:2013:645, præmis 84 og 85), og af 19.6.2018, Le Pen mod Parlamentet (T-86/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:357, præmis 87-91).

( 113 ) – Der har følgende ordlyd: »Selv om det antages, at Kommissionen skulle have oplyst [IMG] om vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, er forholdet imidlertid det, at [IMG] ikke har fremført nogen argumenter, der giver grundlag for at antage – og andet fremgår ikke af sagens akter for Retten – at udfaldet af proceduren ville være blevet et andet, hvis Kommissionen havde underrettet den om, at den agtede at vedtage den anfægtede afgørelse« (præmis 143 in fine i dommen i sag T-29/15; jf. ligeledes samme doms præmis 139 in fine). Slutningens ordlyd er ganske vist lidt tvetydig, idet den førnævnte retspraksis sædvanligvis benytter udtrykket »aurait pu être« [kunne have været]. Det fremgår imidlertid af den begrundelse, der findes i tilslutning til denne uheldige formulering, at Retten anvendte det relevante kriterium og følgelig ikke begik en retlig fejl.

( 114 ) – IMG’s tredje anbringende er en udtrykkeligt kritik af præmis 117-122 i dommen i sag T-381/15.

( 115 ) – IMG har gjort disse klagepunkter gældende såvel i appelskriftet som i sin replik.

( 116 ) – Det understreges imidlertid, at jeg ikke kan tilslutte mig de argumenter, som Kommissionen navnlig fremførte i svarskriftet imod dette anbringende, hvorefter der ikke havde været tale om tilsidesættelse af retten til forsvar, idet skrivelsen af 8. maj 2015 ikke var en bebyrdende retsakt i forhold til IMG (jf. i denne henseende punkt 43 ff. i dette forslag til afgørelse).

( 117 ) – Jf. for så vidt angår afgørelsen af 16. december 2014, der anfægtes i sag C-183/17 P, analogt punkt 83 ff. i dette forslag til afgørelse og den deri nævnte retspraksis.

( 118 ) – Ifølge den retspraksis, der henvises til i fodnote 107 i dette forslag til afgørelse.

( 119 ) – Den omstændighed, at IMG, som anført af Kommissionen i svarskriftet, uautoriseret fik adgang til denne rapport som følge af en læk (jf. præmis 174 og 177 i dommen i sag T-381/15), kan efter min opfattelse ikke afhjælpe denne processuelle uregelmæssighed, idet den berørte ifølge Kommissionens oplysninger i retsmødet som bekendt først fik adgang til rapporten, efter at den anfægtede skrivelse forelå, nemlig den 12.12.2015.

( 120 ) – Jf. gennemgangen i præmis 117ff. i dommen i sag T-381/15. Hvad nærmere angår appelanbringenderne, hvorefter IMG »ikke kunne få kendskab til de forbehold, som medlemsstaterne havde fremført«, og Retten havde gengivet oplysninger i sagsakterne urigtigt (i præmis 122), da den fandt, at der ikke havde været noget til hinder for, at den berørte »rettede en direkte forespørgsel til [disse stater] og anmodede dem om at udarbejde en erklæring til gruppen, hvoraf fremgik, at de var medlemmer af den«, bemærkes, at det imidlertid fremgår af de oplysninger, der er tilført sagens akter, og som Retten har gennemgået, at Kommissionen havde givet sagsøgeren en række oplysninger vedrørende dette, navnlig i skrivelsen af 25.4.2014 (jf. præmis 85), således at der efter min opfattelse ikke som hævdet var tale om urigtig gengivelse.

( 121 ) – IMG støtter sig i denne forbindelse på samme retspraksis, som den henviste til sag C-183/17 P (jf. fodnote 91 i dette forslag til afgørelse).

( 122 ) – Jf. bl.a. den retspraksis, der er nævnt i fodnote 92 i dette forslag til afgørelse. Efter min opfattelse kan Rettens dom af 5.10.2016, ECDC mod CJ (T-395/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:598), som IMG har henvist til (efter min opfattelse navnlig præmis 55 ff.), ikke føre til en anden betragtning end den, der følger af den nævnte, fremherskende retspraksis.

( 123 ) – IMG har i denne forbindelse henvist til Rettens dom af 5.10.2016, ECDC mod CJ (T-395/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:598, præmis 72), samt til EU-Personalerettens dom af 8.10.2015, ZZ mod FRA, F-106/13 og F-25/14 (EU:F:2015:118, præmis 65 og 93).

( 124 ) – Jf. foruden dom af 8.10.2015, Secolux mod Kommissionen (T-90/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:772, præmis 34), hvortil der henvises i præmis 114 i dommen i sag T-381/15, den retspraksis, der er nævnt i fodnote 112 i dette forslag til afgørelse.

( 125 ) – Jf. for så vidt angår sidstnævnte omstændighed bl.a. dom af 4.2.2016, C & J Clark International og Puma (C-659/13 og C-34/14, EU:C:2016:74, præmis 140), af 16.6.2016, SKW Stahl-Metallurgie og SKW Stahl-Metallurgie Holding mod Kommissionen (C-154/14 P, EU:C:2016:445, præmis 69), og af 19.6.2018, Le Pen mod Parlamentet (T-86/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:357, præmis 88 f.).

( 126 ) – Jf. analogt generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse C.A.S. mod Kommissionen (C-204/07 P, EU:C:2008:175, punkt 107-109) for så vidt angår omfanget og rigtigheden af Rettens vurdering i relation til betydningen af en processuel uregelmæssighed.

( 127 ) – Nemlig hvis IMG havde fået kendskab til OLAF’s endelige rapport inden den anfægtede skrivelse.

( 128 ) – Jf. præmis 119-123 i dommen i sag T-381/15, hvor Retten bl.a. henviste til, at IMG beklagede, at gruppen ikke havde været i stand til at fjerne tvivlen om sin finansielle soliditet, til trods for at Kommissionen ikke støttede skrivelsen af 8. maj 2015 på denne begrundelse, at IMG ganske vist ikke forinden havde modtaget OLAF’s endelige rapport, men at Kommissionen lagde afstand til denne i den anfægtede skrivelse, idet den fandt, at der herskede tvivl, ikke sikkerhed, med hensyn til den berørtes retlige status, og at IMG, uanset genstanden for de spørgsmål, som OLAF og Kommissionen havde stillet medlemsstaterne, havde haft mulighed for at varetage sit forsvar behørigt ved at rette direkte forespørgsel til de stater, hvis erklæringer havde givet anledning til tvivlen om gruppens status som international organisation.

Full & Egal Universal Law Academy