FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. MENGOZZI
fremsat den 27. juni 2018 ( 1 )
Sag C-257/17
C
og
A
mod
Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene))
»Præjudiciel forelæggelse – udelukkelse fra anvendelsesområdet for direktiv 2003/86 – EU-retlige bestemmelser, der ved national ret er blevet gjort anvendelige på direkte og ubetinget vis – Domstolens kompetence – ret til familiesammenføring – artikel 15, stk. 1 og 4 – afvisning af at indrømme en tredjelandsstatsborger selvstændig opholdstilladelse efter fem års ophold i medlemsstaten – national lovgivning, som fastsætter forpligtelsen til at bestå en integrationsprøve – proceduremæssig betingelse – dato for indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse som datoen for virkningen af en selvstændig opholdstilladelse«
I. Indledning
1.
Med denne anmodning om præjudiciel afgørelse fra Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) anmodes Domstolen dels om at udtale sig om sin egen kompetence til at fortolke Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring ( 2 ) i en kontekst, hvor den i hovedsagen omhandlede situation udtrykkeligt er udelukket fra denne retsakts anvendelsesområde. Den nationale lovgivning til gennemførelse af dette direktiv tilsigter ensidigt at udvide nævnte direktivs anvendelsesområde, således at en sådan situation er omfattet.
2.
Dels anmodes Domstolen om at besvare spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten er til hinder for, at en medlemsstat, når statsborgere fra tredjelande, der har opholdsret med henblik på familiesammenføring, ønsker en selvstændig opholdstilladelse, som er uafhængig af referencepersonen, kræver, at de først består en ny integrationsprøve, og dermed fra hvilken dato denne selvstændige opholdstilladelse i givet fald får virkning.
3.
Mens Domstolen allerede har haft lejlighed til at udtale sig om integrationsforanstaltningen i artikel 7 i direktiv 2003/86 og til at vurdere, om den integrationsprøve, der kræves i Nederlandene, er en tilladt »integrationsforanstaltning«, som medlemsstaten i henhold til denne bestemmelse kan pålægge en tredjelandsstatsborger, som ønsker familiesammenføring, har den derimod aldrig fået forelagt et spørgsmål om det i henhold til nævnte direktivs artikel 15, stk. 4, kan kræves, at ansøgeren om en selvstændig opholdstilladelse skal bestå en ny integrationsprøve for at opnå en opholdstilladelse, der er uafhængig af referencepersonens opholdstilladelse.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
4.
Det fremgår af anden betragtning til direktiv 2003/86, at »[f]oranstaltningerne vedrørende familiesammenføring bør vedtages i overensstemmelse med forpligtelsen til at beskytte familien og respektere familielivet, som er stadfæstet i en lang række folkeretlige instrumenter. I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i bl.a. artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«.
5.
Det anføres i fjerde betragtning til direktiv 2003/86, at »[f]amiliesammenføring er et nødvendigt middel til at muliggøre familielivet. Det bidrager til at skabe en sociokulturel stabilitet, der letter tredjelandsstatsborgernes integration i medlemsstaterne, hvilket desuden gør det muligt at styrke den økonomiske og sociale samhørighed, der er et af [Unionens] grundlæggende mål, som anført i traktaten«.
6.
Det fremgår af sjette betragtning til direktiv 2003/86, at »[f]or at sikre beskyttelsen af familien samt opretholdelsen eller skabelsen af familielivet bør de materielle betingelser for udøvelsen af retten til familiesammenføring fastsættes efter fælles kriterier.«
7.
Det anføres i 15. betragtning til direktiv 2003/86, at »[f]amiliemedlemmernes integration bør fremmes. Med henblik herpå bør de have en selvstændig status, som er uafhængig af referencepersonens status, især i tilfælde af ægteskabets eller parforholdets ophør, og de bør have adgang til undervisning, beskæftigelse og erhvervsuddannelse på lige fod med referencepersonen, på de relevante vilkår«.
8.
Artikel 1 i direktiv 2003/86 er affattet således:
»Formålet med dette direktiv er at fastsætte betingelserne for udøvelsen af retten til familiesammenføring for tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold på medlemsstaternes område.«
9.
Artikel 2, litra d), i direktiv 2003/86 bestemmer, at der i dette direktiv forstås ved:
»d)
»familiesammenføring«: indrejse og ophold i en medlemsstat for familiemedlemmer til en tredjelandsstatsborger, der har lovligt ophold i den pågældende medlemsstat, med henblik på at bevare familieenheden, hvad enten den familiemæssige tilknytning opstod før eller efter referencepersonens indrejse«.
10.
Det følger af artikel 3, stk. 3, i direktiv 2003/86, at »[d]ette direktiv [ikke] finder […] anvendelse på familiemedlemmer til unionsborgere«.
11.
I artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/86, præciseres det, at »[m]edlemsstaterne kan kræve, at tredjelandsstatsborgere efterkommer integrationsforanstaltninger i henhold til national ret«.
12.
Artikel 15, stk. 1, 3 og 4, i direktiv 2003/86 bestemmer følgende:
»1. Senest efter fem års ophold har ægtefællen eller den ugifte partner samt børn, der er blevet myndige, efter ansøgning, hvis det kræves, ret til at få selvstændig opholdstilladelse, uafhængig af referencepersonens opholdstilladelse, hvis familiemedlemmet ikke har fået opholdstilladelse med andre begrundelser end familiesammenføring.
[…]
3. Hvis ægtefællen dør, eller parterne skilles eller separeres, eller hvis førstegradsslægtninge i lige opstigende linje eller efterkommere i lige linje dør, kan der efter ansøgning, hvis det kræves, udstedes selvstændig opholdstilladelse til personer, der er indrejst med henblik på familiesammenføring. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser, der sikrer, at der meddeles selvstændig opholdstilladelse, hvis der opstår særligt vanskelige situationer.
4. Betingelserne i forbindelse med den selvstændige opholdstilladelses meddelelse og gyldighedsperiode fastsættes i henhold til national ret.«
B. Nederlandsk ret
13.
Ifølge den forelæggende ret gengiver den tidsbegrænsede opholdstilladelse, der er ledsaget af en restriktion kaldet »permanente humanitære årsager«, hovedsageligt indholdet af artikel 15 i direktiv 2003/86 om betingelserne for tildeling af en selvstændig opholdstilladelse.
14.
Det fremgår af artikel 26, stk. 1, i Vreemdelingenwet 2000 (lov om udlændinge, herefter »udlændingeloven«) af 23. november 2000, at »opholdstilladelsen, der ipso jure indebærer lovligt ophold, indrømmes fra den dato, hvor udlændingen har godtgjort, at denne opfylder alle kravene, og tidligst fra datoen for modtagelse af ansøgningen«.
15.
I artikel 3.51, stk. 1, initio og litra a), og artikel 3.51, stk. 5, i Vreemdelingenbesluit 2000 (den nederlandske udlændingebekendtgørelse af 2000, herefter »udlændingebekendtgørelsen«) bestemmes, at »[d]en tidsbegrænsede opholdstilladelse, der er omhandlet i udlændingelovens artikel 14, kan underlægges en restriktion om permanente humanitære årsager, der gælder for en udlænding, som:
a)
i fem år har boet i Nederlandene og er i besiddelse af en opholdstilladelse med den i nr. 1 omhandlede restriktion […]:
1.
ophold som familiemedlem til en person med ret til tidsubegrænset ophold
[…]
5. [Udlændingebekendtgørelsens] artikel 3.80a finder anvendelse på de i stk. 1, litra a), nr. 1, omhandlede udlændinge […]«.
16.
Følgende fremgår af udlændingebekendtgørelsens artikel 3.80a, stk. 1, 2 og 4:
»1. Der gives afslag på en ansøgning om ændring af en opholdstilladelse […] til en opholdstilladelse med en restriktion vedrørende permanente humanitære årsager, når ansøgningen er blevet indgivet af en udlænding i henhold til artikel 3.51, stk. 1, initio og litra a), nr. 1, der ikke har bestået den i artikel 7, stk. 2, litra a), i Wet inburgering (lov om integration, herefter »integrationsloven«) omhandlede prøve, eller som ikke har opnået et eksamensbevis, diplom eller andet i henhold til samme lovs artikel 5, stk. 1, litra c).
2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, såfremt udlændingen:
[…]
e.
er blevet fritaget fra forpligtelsen til at bestå integrationsprøven i henhold til integrationslovens artikel 6, stk. 1, litra a) eller b), […].
[…]
4. Ministeren kan desuden undlade at anvende stk. 1, såfremt han finder, at anvendelsen af denne bestemmelse vil være åbenbart urimelig.«
17.
Følgende fremgår af integrationslovens artikel 6, stk. 1, litra a) eller b):
»1. Ministeren fritager personer, der er omfattet af forpligtelsen til integration, når:
a.
det er blevet fastslået, at personen på grund af et psykisk eller fysisk handicap eller en mental funktionsnedsættelse varigt er ude af stand til at bestå integrationsprøven
b.
ministeren på grundlag af de bestræbelser, som personen, der er omfattet af forpligtelsen til integration, har udfoldet, har overbevist sig om, at denne ikke med rimelighed kan opfylde forpligtelsen til integration […]«.
III. Tvisterne i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne ved Domstolen
A. De faktiske omstændigheder i hovedsagen
18.
Den første sagsøger i hovedsagen, C (herefter »sagsøger C« eller »C«), er tredjelandsstatsborger (Kina). Hun har fra den 5. november 2008 haft en opholdstilladelse på grundlag af ægteskab, som udløb den 5. november 2014. Den 2. februar 2015 bevilligede rechtbank Den Haag (retten i Haag, Nederlandene) C og dennes ægtefælle, der er nederlandsk statsborger, skilsmisse.
19.
C indgav en ansøgning om ændring af sin opholdstilladelse på grundlag af ægteskab til en selvstændig opholdstilladelse til Staatssecretaris van Veiligheid en Justitie (statssekretær for sikkerheds- og justitsspørgsmål, herefter »statssekretæren«) på grundlag af udlændingebekendtgørelsens artikel 3.51, stk. 1, initio og litra a). Ved en første afgørelse af 2. februar 2015 gav statssekretæren afslag på ansøgningen om en selvstændig opholdstilladelse. Statssekretæren trak ligeledes opholdstilladelsen på grundlag af ægteskab tilbage med tilbagevirkende kraft fra den 10. februar 2014, idet C fra denne dato ikke længere var registreret på samme adresse som sin ægtefælle i Basisregistratie Personen (herefter »BRP-registret«) ( 3 ). Ifølge statssekretæren savnede opholdstilladelsen på grundlag af ægteskab retligt grundlag. Ved en ny afgørelse af 24. juli 2015 meddelte statssekretæren C en selvstændig opholdstilladelse, for så vidt som hun havde fremlagt bevis for, at hun var fritaget fra kravet om, at hun skulle bestå integrationsprøven, på grundlag af udlændingebekendtgørelsens artikel 3.80a. Statssekretæren meddelte med tilbagevirkende kraft C en selvstændig opholdstilladelse fra den dato, på hvilken hun opfyldte integrationsforpligtelsen, dvs. den 16. februar 2015. C’s lovlige ophold var således afbrudt i en mellemliggende periode fra den 10. februar 2014 (den dato, hvor hun ifølge BRP-registret ophørte med at bo sammen med sin ægtefælle) og frem til den 16. februar 2015 (den dato, hvor den selvstændige opholdstilladelse blev meddelt). C’s interesse i hovedsagen skyldes dermed afbrydelsen af hendes lovlige ophold.
20.
Sagsøger C anlagde sag til prøvelse af afgørelsen om tilbagetrækning af hendes opholdstilladelse på grundlag af ægteskab med tilbagevirkende kraft fra den 10. februar 2014 ved rechtbank Den Haag zittingsplaats Rotterdam (retten i første instans i Haag, tingstedet Rotterdam, Nederlandene, herefter »retten i første instans«), som ved dom af 5. januar 2016 frifandt statssekretæren.
21.
Den anden sagsøger i hovedsagen, A (herefter »sagsøger A« eller »A«), er ligeledes tredjelandsstatsborger (Congo). Han havde fra den 20. december 1997 og frem til den 15. oktober 2016 en opholdstilladelse på grundlag af ægteskab. Opløsningen af A’s og dennes nederlandske ægtefælles ægteskab blev registreret i BRP-registret den 28. juli 2015.
22.
Sagsøger A indgav en ansøgning om ændring af hans opholdstilladelse på grundlag af ægteskab til en selvstændig opholdstilladelse i henhold til udlændingebekendtgørelsens artikel 3.51, stk. 1, initio og litra a). Ved beslutninger af henholdsvis 26. februar og 21. september 2015 stadfæstede statssekretæren beslutningen om at give afslag på ansøgningen om en selvstændig opholdstilladelse med den begrundelse, at A ikke havde fremlagt bevis for, at han havde bestået den nye integrationsprøve, eller at han var blevet fritaget eller havde fået dispensation herfra i henhold til udlændingebekendtgørelsens artikel 3.80. Den 8. februar 2016 meddelte statssekretæren skriftligt A, at myndigheden agtede at trække opholdstilladelsen på grundlag af ægteskab tilbage med tilbagevirkende kraft fra den 3. september 2014 med den begrundelse, at A og dennes ægtefælle fra denne dato ikke længere var registreret i BRP-registret som boende på den samme adresse. Ifølge statssekretæren savnede opholdstilladelsen på grundlag af ægteskab dermed retligt grundlag.
23.
Sagsøger A anlagde sag ved retten i første instans, som ved dom af 25. maj 2016 frifandt statssekretæren.
B. Sagerne for den forelæggende ret og de præjudicielle spørgsmål
24.
Sagsøgerne C og A har begge iværksat appel til prøvelse af dommene afsagt af retten i første instans ved Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager). For det første har sagsøgerne C og A fremført, at muligheden for at gøre meddelelse af en selvstændig opholdstilladelse betinget af et krav fastsat i national ret, såsom opfyldelse af kravet i udlændingebekendtgørelsens artikel 3.80a, stk. 1, om, at en ny integrationsprøve skal være bestået, før der kan meddeles en selvstændig opholdstilladelse, ikke fremgår af artikel 15, stk. 4, i direktiv 2003/86, som alene omhandler proceduremæssige og ikke materielle betingelser. For det andet har C og A foreholdt retten i første instans, at den fejlagtigt anvendte dom af 9. juli 2015, K og A (C-153/14, herefter »K og A-dommen«, EU:C:2015:453), til støtte for, at kravet om en ny integrationsprøve skulle være i overensstemmelse med direktiv 2003/86. Ifølge sagsøgerne C og A vedrører K og A-dommen en tredjelandsstatsborgers integrationsforpligtelse i forbindelse med retten til familiesammenføring ved tilladelse til indrejse i Nederlandene. K og A-dommen er forskellig fra hovedsagen. For så vidt angår C burde hun have fået meddelt en selvstændig opholdstilladelse, uden at hun skulle opfylde kravet om, at en ny integrationsprøve skulle være bestået, den 10. februar 2014, som var den dato, fra hvilken hun allerede havde opholdt sig lovligt i Nederlandene i fem år. Sagsøger A har gjort gældende, at artikel 15, stk. 1, i direktiv 2003/86 netop tilsigter at begrænse den periode, i hvilken familiemedlemmer er afhængige af referencepersonen, til fem år. For det tredje har sagsøger C gjort gældende, at opholdstilladelsen på grundlag af ægteskab skulle have været trukket tilbage på den dato, hvor skilsmissen blev bevilliget, nemlig den 2. februar 2015, og ikke, som retten i første instans mente, den 10. februar 2014, som er den dato, fra hvilken C og hendes ægtefælle ikke længere var registreret i BRP-registret som boende på samme adresse. Desuden har C gjort gældende, at tilbagetrækningen med tilbagevirkende kraft af opholdstilladelsen på grundlag af ægteskab havde bevirket, at hun ikke havde haft lovligt ophold i en midlertidig periode.
25.
For det første har den forelæggende ret bemærket, at Domstolens kompetence ikke er klar, idet artikel 3, stk. 3, i direktiv 2003/86 udelukker »familiemedlemmer til unionsborgere«. C og A’s respektive ægtefæller er imidlertid nederlandske statsborgere. Det er i Unionens interesse, at bestemmelserne i EU-retten fortolkes ensartet ( 4 ). Det fremgår imidlertid af dom af 18. oktober 2012, Nolan (C-583/10, herefter »Nolan-dommen«, EU:C:2012:638), at Unionen ikke har interesse i en ensartet fortolkning af en rent intern situation, der udtrykkeligt er udelukket fra denne retsakts anvendelsesområde. Eftersom nævnte dom ikke længere nævnes, navnlig i Store Afdelings dom af 15. november 2016, Ullens de Schooten (C-268/15, EU:C:2016:874), er det ifølge den forelæggende ret uklart, om Nolan-dommen fortsat finder anvendelse, og kan føre til, at Domstolen erklærer sig inkompetent til at besvare den foreliggende præjudicielle forelæggelse.
26.
For det andet har den forelæggende ret anført, at den ikke er klar over, hvad »[b]etingelserne i forbindelse med den selvstændige opholdstilladelses meddelelse« i artikel 15, stk. 4, i direktiv 2003/86, der er defineret med henvisning til national ret, henviser til. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om disse betingelser henviser til integrationsbetingelser og dermed materielle betingelser. Den har ligeledes præciseret, at Domstolen har udtalt sig delvist om dette spørgsmål i to domme, nemlig dom af 4. juni 2015, P og S (C-579/13, herefter »P og S-dommen«, EU:C:2015:369), og K og A-dommen, uden at disse domme dog indeholder en fuldstændig besvarelse, der kan anvendes på tvisterne i hovedsagen.
27.
For det tredje og vedrørende afbrydelsen af C’s lovlige ophold ønsker den forelæggende ret oplyst, fra hvilken dato den selvstændige opholdstilladelse får virkning. Når ansøgningen om meddelelse af en selvstændig opholdstilladelse indgives efter lovligt ophold i fem år med henblik på familiesammenføring, er den forelæggende ret af den opfattelse, at det ikke fremgår klart af formuleringen af artikel 15 i direktiv 2003/86, fra hvilken dato den selvstændige opholdstilladelse skal meddeles.
28.
Henset til det ovenstående har Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1)
Har Domstolen, henset til artikel 3, stk. 3, i […] direktiv 2003/86[…] og Nolan-dommen […], kompetence til at besvare præjudicielle spørgsmål fra en nederlandsk ret vedrørende fortolkningen af bestemmelser i dette direktiv i en sag angående opholdsret til familiemedlemmer til referencepersoner, der er nederlandske statsborgere, såfremt dette direktiv i nederlandsk ret er erklæret for direkte og ubetinget anvendelig på disse familiemedlemmer?
2)
Skal artikel 15, stk. 1 og 4, i […] direktiv 2003/86[…] fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter en ansøgning om en selvstændig opholdstilladelse fra en udlænding, der i medfør af en familiesammenføring har opholdt sig lovligt i mere end fem år på en medlemsstats område, kan afslås på det grundlag, at integrationsbetingelserne efter national ret ikke er opfyldt?
3)
Skal artikel 15, stk. 1 og 4, i […] direktiv 2003/86[…] fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagerne omhandlede, hvorefter en selvstændig opholdstilladelse ikke kan meddeles tidligere end fra ansøgningens dato?«
29.
Sagsøgerne C og A, den nederlandske og den østrigske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.
30.
I det fælles retsmøde med den konnekse sag C-380/17, K og B, afholdt for Domstolen den 19. marts 2018, har sagsøgerne C og A, sagsøgerne K og B, den nederlandske regering og Kommissionen afgivet mundtlige indlæg.
IV. Bedømmelse
A. Domstolens kompetence
31.
Sagsøgerne C og A har haft en opholdstilladelse på grundlag af ægteskab med henblik på familiesammenføring med den begrundelse, at de boede hos deres ægtefæller, som var nederlandske statsborgere, der ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed.
32.
Den entydige ordlyd af artikel 3, stk. 3, i direktiv 2003/86 præciserer, at direktivet »[ikke] finder […] anvendelse på familiemedlemmer til unionsborgere« ( 5 ). Sagsøgernes ægtefæller, som er nederlandske statsborgere, der ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed, er således ikke omfattet ratione materiae af direktiv 2003/86.
33.
Den nederlandske lovgiver har imidlertid ensidigt besluttet at udvide anvendelsesområdet for bestemmelserne i direktiv 2003/86 til at omfatte nederlandske referencepersoner, der ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed ( 6 ), men som ønsker at udnytte deres ret til familiesammenføring ( 7 ). De i hovedsagen omhandlede situationer er rent interne situationer, hvilket parterne i den foreliggende sag ikke har bestridt. Der er med andre ord tale om en udvidelse af anvendelsesområdet ratione materiae for den nederlandske ordning, udlændingebekendtgørelsen, til fordel for nederlandske statsborgere, der ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed. Under disse omstændigheder skal det undersøges, om Domstolens fortolkning af de i de præjudicielle spørgsmål omhandlede bestemmelser er begrundet, og dermed, om Domstolens kompetence er blevet fastslået, sådan som den forelæggende ret, den nederlandske regering og sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, men som Kommissionen og den østrigske regering har bestridt.
34.
I overensstemmelse med artikel 267 TEUF har Domstolen kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af traktaterne og af retsakter udstedt af Unionens institutioner. Det følger heraf, at det udelukkende tilkommer den nationale ret på grundlag af omstændighederne i hver enkelt sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen ( 8 ). Når de af de nationale retter forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i EU-retten, er Domstolen således i princippet forpligtet til at træffe afgørelse herom ( 9 ).
35.
Det skal i denne henseende fremhæves, at Domstolen gentagne gange har erklæret sig kompetent til at træffe afgørelse om anmodninger om præjudiciel afgørelse om EU-retlige bestemmelser i situationer, i hvilke de faktiske omstændigheder i hovedsagen ligger uden for EU-rettens anvendelsesområde. Det er netop i Unionens interesse at sikre ensartethed i fortolkningen af en bestemmelse i en EU-retsakt og af en national retsakt, hvorved retsakten gennemføres og gøres anvendelig uden for dens anvendelsesområde.
36.
Domstolen har i denne sammenhæng præciseret, at det er begrundet, at den fortolker EU-retlige bestemmelser i situationer, der ikke er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde, når disse bestemmelser ved national ret er blevet gjort anvendelige på direkte og ubetinget vis på sådanne situationer med henblik på at sikre, at disse situationer og situationer, der er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde, behandles ens ( 10 ). Domstolen skal derfor efterprøve, om der foreligger tilstrækkeligt præcise oplysninger til, at det kan godtgøres, at der i national ret på direkte og ubetinget vis henvises til EU-retten. Det er således hovedsageligt på grundlag af de oplysninger, som den nationale ret har angivet i forelæggelsesafgørelsen, at Domstolen kan afgøre, om den har kompetence til at besvare de spørgsmål, som er blevet forelagt for den ( 11 ).
37.
I henhold til Nolan-dommen kan det ganske vist ikke hævdes eller antages, at Unionen på et område, som EU-lovgiver har undtaget fra den vedtagne retsakts anvendelsesområde, har en interesse i, at der anlægges en ensartet fortolkning af bestemmelserne i denne retsakt ( 12 ). Det følger således af denne logik, at »[h]vis EU-lovgiver på en entydig måde angiver, at den vedtagne retsakt ikke finder anvendelse på et bestemt område, giver lovgiver nemlig afkald […] på at foretage en ensartet fortolkning og anvendelse af retsreglerne på det område, der er omfattet af undtagelsen« ( 13 ).
38.
Dom af 19. oktober 2017, Solar Electric Martinique (C-303/16, herefter »dommen i sagen Solar Electric Martinique, EU:C:2017:773), der ligeledes vedrørte et tilfælde af udtrykkelig udelukkelse fra et EU-direktivs anvendelsesområde ( 14 ), har dog efter min opfattelse ændret nogle af begrundelserne i Nolan-dommen. Domstolen præciserede således i præmis 29 i dommen i sagen Solar Electric Martinique, at »[d]et er ganske vist tænkeligt, at der foreligger en interesse for Unionen i, at [begreberne i direktivet] underlægges en ensartet fortolkning for at undgå senere fortolkningsuoverensstemmelser« ( 15 ). Mens Nolan-dommen lod formode, at en sådan interesse forsvandt, hvis EU-lovgiver udtrykkeligt havde udelukket et område, bekræftede dommen i sagen Solar Electric Martinique således ikke en sådan fortolkning. Stadig vedrørende en situation med en udtrykkelig udelukkelse fra et direktivs anvendelsesområde synes dom af 27. juni 2018, SGI og Valériane (C-459/17 og C-460/17) definitivt at gå væk fra den fremgangsmåde, der tidligere var fastlagt i Nolan-dommen, idet det af denne dom fremgår, at [d]et er […] afgjort i Unionens interesse ( 16 ), at bestemmelser eller begreber, der er hentet fra EU-retten, fortolkes ensartet, uanset de vilkår, hvorunder de skal anvendes, således at senere fortolkningsuoverensstemmelser undgås, når der i national ret på direkte og ubetinget vis henvises til den bestemmelse i direktivet, som Domstolen anmodes om at fortolke ( 17 ).
39.
Dette er også tilfældet her.
40.
De af den forelæggende ret fremlagte oplysninger er netop tilstrækkeligt nøjagtige og godtgør, at den nationale ret i overensstemmelse med EU-retten indeholder en direkte og ubetinget henvisning til denne. Den forelæggende ret har således præciseret, at de nederlandske love og forskrifter fastsætter en fælles retlig ordning for familiesammenføring af tredjelandsstatsborgere og for familiesammenføring af nederlandske statsborgere, der ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed, og at der ikke sondres mellem de to ordninger. Det fremgår af begrundelsen for udlændingebekendtgørelsen, at den i denne bekendtgørelses artikel 3.51 fastsatte frist ( 18 ), inden for hvilken statssekretæren kan meddele en selvstændig opholdstilladelse ( 19 ), er blevet strammet og forlænget fra tre til fem års ophold og ligeledes finder anvendelse på familiesammenføringer af nederlandske statsborgere, der ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed. Betingelsen om en ny integrationsprøve i udlændingebekendtgørelsens artikel 3.80a, stk. 1, finder ligesom forlængelsen af fristen anvendelse uden forskel på familiesammenføringer af tredjelandsstatsborgere og på familiesammenføringer af nederlandske statsborgere, der ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed.
41.
Den forelæggende ret har endvidere tilføjet, at hvis Domstolen ikke har kompetence til i den foreliggende sag at fortolke artikel 15 i direktiv 2003/86, ville den forelæggende ret være tvunget til selv at fortolke denne bestemmelse med henblik på en afgørelse af sagens realitet. I praksis vil en national rets fortolkning af en EU-retlig bestemmelse kunne påvirke indholdet af denne ret og føre i en noget anden retning end den fortolkning, som Domstolen ville have anlagt. Desuden ville det kunne afholde de nationale retter i den pågældende medlemsstat fra i fremtiden at forelægge et sådant spørgsmål for Domstolen. Under alle omstændigheder er de begreber, som den forelæggende ret ønsker fortolket, fuldt ud omfattet af EU-retten, og de vil kunne finde anvendelse i situationer, der er omfattet af nævnte direktivs anvendelsesområde.
42.
Jeg er således af den opfattelse, at Unionen har interesse i en ensartet fortolkning, dels for at undgå forskellige anvendelser af EU-retten, dels på grund af nødvendigheden af ikke at behandle situationer, som en medlemsstat har valgt at bringe på linje med de løsninger, der findes i EU-retten, anderledes.
43.
Under disse omstændigheder foreslår jeg, at Domstolen fastslår, at den har kompetence til at besvare de stillede spørgsmål.
B. Fortolkningen af artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86 og foreneligheden af betingelsen om en ny integrationsprøve
44.
Det skal fremhæves, at sagsøgerne C og A har en opholdstilladelse på grundlag af ægteskab med henblik på familiesammenføring. De har indgivet ansøgninger om selvstændige opholdstilladelser i henhold til udlændingebekendtgørelsens artikel 3.51, stk. 1, initio og litra a). Der er blevet givet afslag på ansøgningerne med den begrundelse, at sagsøgerne C og A ikke havde bestået den i integrationslovens artikel 7, stk. 2, litra a), omhandlede integrationsprøve, eller ikke havde godtgjort, at de havde bestået denne prøve, eller at de var blevet fritaget ( 20 ). Under disse omstændigheder fik sagsøgerne C og A afslag på den selvstændige opholdstilladelse, fordi de ikke opfyldte betingelserne.
45.
Det andet præjudicielle spørgsmål vedrører således foreneligheden med artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86 af afslaget på en ansøgning om en selvstændig opholdstilladelse til et familiemedlem, der har opholdt sig på medlemsstatens område i mere end fem år med henblik på familiesammenføring, på grund af manglende opfyldelse af integrationsbetingelserne i national ret. Domstolen anmodes nærmere bestemt om at udtale sig om betydningen af begreberne »betingelserne i forbindelse med den selvstændige opholdstilladelses meddelelse« i artikel 15, stk. 4, i direktiv 2003/86 og om at afgøre, hvorvidt disse betingelser omfatter forpligtelsen til at bestå en ny integrationsprøve.
46.
Inden jeg går over til fortolkningen af artikel 15, stk. 4, i direktiv 2003/86, skal det anføres, at integrationsprocessen i Nederlandene angiveligt forløber i to faser.
47.
Første fase er omfattet af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/86, der præciserer, at medlemsstaterne »kan kræve, at tredjelandsstatsborgere efterkommer integrationsforanstaltninger[…]«. Domstolen har fastslået ( 21 ), at medlemsstaterne kan kræve, at tredjelandsstatsborgere består en integrationsprøve. Denne prøve omfatter en evaluering af det grundlæggende kendskab til den pågældende medlemsstats sprog og samfundsforhold og indebærer betaling af forskellige gebyrer. Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet om retningslinjer for anvendelsen af Rådets direktiv 2003/86/EF om ret til (herefter »Kommissionens retningslinjer«) ( 22 ) definerer integrationsforanstaltningerne i nævnte direktivs artikel 7, stk. 2, således, at de består i at efterprøve »tredjelandsstatsborgernes vilje til at integrere sig«, og disse foranstaltninger kan tage form af en prøve vedrørende de grundlæggende kompetencer, der anses for at være nødvendige. Den integrationsforanstaltning, som medlemsstaterne kan fastsætte, »kan ikke medføre en pligt til at præstere«, hvilket ville svare til, at der indføres en foranstaltning, der begrænser muligheden for familiesammenføring. Den skal tværtimod »bidrage til at sikre, at familiesammenføringen lykkes«. Et grundlæggende kendskab til værtssamfundets sprog, historie og institutioner er en nødvendig forudsætning for integration, som Kommissionen fremmer ( 23 ). På denne baggrund kan prøven gennemføres på værtsmedlemsstatens ambassader eller konsulater, inden personen indrejser i EU.
48.
Der findes i nederlandsk ret en anden integrationsfase, der er baseret på bestemmelserne i artikel 15, stk. 4, i direktiv 2003/86. Denne nye integrationsfase kræver, at der bestås en ny prøve, når familiemedlemmet ønsker at opnå en selvstændig status og ikke længere være afhængig af referencepersonens opholdstilladelse. Ifølge den nederlandske regering konsoliderer meddelelsen af en selvstændig opholdstilladelse tredjelandsstatsborgerens retsstilling, når denne har opholdt sig lovligt på en medlemsstats område i fem år, og det kan derfor kræves af en person, der ansøger om en selvstændig opholdstilladelse, at denne i mellemtiden har forbedret sin integration.
49.
Når dette er sagt, kommer jeg til den fortolkning, som den forelæggende ret har ønsket af begrebet »betingelser« i artikel 15, stk. 4, i direktiv 2003/86, der ifølge den nederlandske regering vil kunne omfatte den nye integrationsprøve.
50.
Det er vigtigt at anføre, at det hverken fremgår af artikel 15 i direktiv 2003/86 eller af Kommissionens retningslinjer, om og i hvilket omfang det er muligt at indføre en integrationspligt i forbindelse med meddelelse af en selvstændig opholdstilladelse.
51.
Det skal imidlertid anføres, at der i artikel 15, stk. 4, i direktiv 2003/86 anvendes udtrykket »[b]etingelserne i forbindelse med […] meddelelse« og ikke »integrationsbetingelser« ( 24 ), som det er tilfældet i artikel 5, stk. 2, i Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding ( 25 ) eller »integrationsforanstaltninger« ( 26 ) som i artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/86.
52.
»Integrationsforanstaltningerne« og »integrationsbetingelserne« skal anses for at være meget forskellige og må absolut ikke betragtes som synonyme udtryk, eftersom integrationsforanstaltningerne skal betragtes som mindre byrdefulde end integrationsbetingelserne ( 27 ). En systematisk læsning af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/86 taler også herfor. I denne artikel er opstillet en række betingelser, som tredjelandsstatsborgeren skal godtgøre, at denne har opfyldt. Integrationsforanstaltningerne er derimod omhandlet i stk. 2, og hvis EU-lovgiver havde ønsket, at en tredjelandsstatsborger pålægges en integrationsforanstaltning og udvælges på grundlag af denne, ville det have fremgået af stk. 1, f.eks. i et fjerde litra. Det er ikke tilfældet. Integrationsforanstaltningerne i artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/86 skal ikke ligge til grund for en udvælgelse, idet deres hovedformål tværtimod er at lette integrationen i medlemsstaterne ( 28 ).
53.
Denne forskel i terminologi forklarer allerede, hvorfor jeg ligesom den forelæggende ret er af den opfattelse, at hverken K og A-dommen, der vedrørte betegnelsen af en integrationsprøve som værende en del af »integrationsforanstaltningerne« i henhold til artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/86, eller P og S-dommen, der vedrørte fortolkningen af begrebet »integrationsbetingelser« i artikel 5, stk. 2, i direktiv 2003/109, giver noget svar på, hvordan udtrykket »betingelser i forbindelse med […] opholdstilladelses meddelelse« i artikel 15, stk. 4, i direktiv 2003/86 skal fortolkes, og navnlig ikke noget svar på, om dette udtryk kan omfatte en betingelse om, at en ny integrationsprøve, som den i tvisterne i hovedsagen omhandlede, skal være bestået.
54.
Ud over de ovenfor nævnte forskelle i terminologi skal der ved fortolkningen af artikel 15 i direktiv 2003/86, særligt stk. 4, ligeledes tages hensyn til nævnte direktivs formål, opbygning og tilblivelseshistorie.
55.
Hvad angår den teleologiske fortolkning af direktiv 2003/86 er det vigtigt at fremhæve, at Domstolen dels har fastslået, at tilladelse til familiesammenføring i direktiv 2003/86’s systematik er hovedreglen, og at de bestemmelser, som giver mulighed for at opstille begrænsninger herfor, skal fortolkes strengt, dels har præciseret, at det råderum for medlemsstaterne, som anerkendes gennem sådanne bestemmelser, ikke må anvendes på en måde, der vil være i strid med direktivets formål, som er at fremme familiesammenføring, og til hinder for dets effektive virkning ( 29 ).
56.
I direktiv 2003/86’s systematik svarer referencepersonens familiemedlemmers selvstændige status til en egen status, der bringer afhængigheden af referencepersonen til ophør. I en vanskelig situation, eller såfremt referencepersonens opholdstilladelse trækkes tilbage eller udløber, straffes et familiemedlem, der har en selvstændig opholdstilladelse, ikke.
57.
Fortolkes udtrykket »betingelser i forbindelse med […] opholdstilladelses meddelelse« i artikel 15, stk. 4, i direktiv 2003/86 som en mulighed, der gives medlemsstaterne for at indføre en ny integrationsprøve, vil det skade formålet med og den effektive virkning af denne retsakt, idet retten til familiesammenføring kompliceres uforholdsmæssigt.
58.
I den foreliggende sag bør man holde sig for øje, at de betingelser, der finder anvendelse i henhold til de nederlandske bestemmelser, er særligt strenge. Som jeg allerede har fremhævet, skal tredjelandsstatsborgeren opfylde integrationsbetingelser, der går videre end de betingelser, der stilles i forbindelse med den første indrejse i Nederlandene med henblik på retten til familiesammenføring. Integrationslovens artikel 7, stk. 2, litra a), fastsætter de betingelser, som tredjelandsstatsborgeren skal opfylde. Denne skal for det første i løbet af en periode på tre år erhverve mundtlige og skriftlige færdigheder i nederlandsk svarende til mindst niveau A2 efter Den Fælles Europæiske Referenceramme for Sprog. Disse færdigheder består i mundtlig udtryksfærdighed, mundtlig forståelse, skriftlig udtryksfærdighed og skriftlig forståelse ( 30 ). En tredjelandsstatsborger skal for det andet erhverve viden om det nederlandske samfund i løbet af disse tre år. Denne viden består dels i kendskab til det nederlandske samfund, dels i kendskab til, hvordan det nederlandske arbejdsmarked fungerer ( 31 ).
59.
Jeg er således af den opfattelse, at formålet med direktiv 2003/86 ikke kan begrunde antagelsen om, at udtrykket »betingelser i forbindelse med […] opholdstilladelses meddelelse« kan omfatte en materiel betingelse, som f.eks., at en ny integrationsprøve skal være bestået. Efter min opfattelse skal dette udtryk snarere fortolkes således, at det kun består i, at medlemsstaterne har mulighed for at kræve, at der indgives en ansøgning om en selvstændig opholdstilladelse, og for at fastsætte, hvilke oplysninger der skal fremsendes til støtte for denne ansøgning. Der er med andre ord tale om formelle eller administrative betingelser og ikke materielle betingelser.
60.
Opbygningen af direktiv 2003/86, navnlig den plads, som artikel 15 indtager i nævnte direktivs struktur, bekræfter hypotesen om, at betingelsen i artikel 15, stk. 4, ikke er en materiel betingelse. I henhold til ordlyden af sjette betragtning, som understreger, at det er nødvendigt, at »de materielle betingelser for udøvelsen af retten til familiesammenføring fastsættes efter fælles kriterier«, fastsættes der i artikel 6, 7, 8 og 12 i direktiv 2003/86 en række kriterier eller regler vedrørende behandling af ansøgningen, indgivelse af denne og betingelserne i tilknytning til meddelelse af opholdstilladelsen. Med undtagelse af artikel 15, stk. 1, i direktiv 2003/86, der ratione personae bestemmer, hvilke familiemedlemmer der er omfattet, og som kan få meddelt en selvstændig opholdstilladelse ( 32 ), fastsætter nævnte artikel 15 derimod ingen fælles kriterier eller fælles materielle bestemmelser. Artikel 6-8 findes i kapitel IV »Betingelser for udøvelse af retten til familiesammenføring« i direktiv 2003/86, mens artikel 15 synes at være isoleret og indsat i nævnte direktivs kapitel VI »Familiemedlemmernes indrejse og ophold«. Desuden henviser artikel 15 ikke til bestemmelserne i kapitel IV i modsætning til nævnte direktivs artikel 12, stk. 1 (om familiesammenføring af flygtninge), som henviser hertil. Det ser således ud til, at EU-lovgiver ikke har ønsket at gøre meddelelsen af den selvstændige opholdstilladelse betinget af, at materielle eller væsentlige betingelser er opfyldt, men udelukkende af, at proceduremæssige betingelser, som medlemsstaterne fastsætter, er opfyldt. EU-lovgiver har betragtet den selvstændige opholdstilladelse som en konsekvens af referencepersonens familiemedlemmers fortsatte ophold på medlemsstatens område.
61.
Jeg kan desuden ligeledes tilslutte mig den fortolkning, som den forelæggende ret har anlagt, hvorefter tilblivelseshistorien for artikel 15 i direktiv 2003/86 viser, at de betingelser, der finder anvendelse på meddelelse af opholdstilladelsen, er proceduremæssige betingelser, af følgende årsager.
62.
For det første fremgår det af 15. betragtning til direktiv 2003/86, af begrundelsen for forslaget til direktiv 2003/86 ( 33 ) og af et arbejdsdokument fra Ministerrådet ( 34 ) af 9. august 2002, at den selvstændige opholdstilladelse, der indføres med artikel 15 i direktiv 2003/86, bevirker, at familiemedlemmernes opholdstilladelse ikke længere er afhængig af referencepersonen, f.eks. hvis denne forlader den medlemsstat, hvori denne er bosiddende sammen med familiemedlemmet, hvis denne dør, eller i tilfælde af, at ægteskabet eller parforholdet mellem referencepersonen og familiemedlemmet ophører. Den selvstændige opholdstilladelse har til formål at konsolidere referencepersonens familiemedlems retsstilling og give denne større retssikkerhed.
63.
For det andet fremgår det af tilblivelseshistorien for artikel 15 i direktiv 2003/86 som helhed, at den selvstændige opholdstilladelse oprindeligt var en ret ( 35 ), men under drøftelserne af dette forslag, blev det fremført, at den ikke burde meddeles automatisk efter fem års ophold, men på anmodning. Denne bemærkning førte til udarbejdelsen af et ændret forslag, hvorved der fremover i artikel 15, stk. 1 og 3, i direktiv 2003/86 blev åbnet mulighed for at gøre meddelelsen af den selvstændige opholdstilladelse betinget af, at der indgives en ansøgning herom. Tilføjelsen af stk. 4 til artikel 15 hænger sammen med tilføjelsen af ordene »efter ansøgning, hvis det kræves« i artikel 15, stk. 1, første afsnit, og i artikel 15, stk. 3, i direktiv 2003/86 ( 36 ). Det blev derfor nødvendigt at indsætte en bestemmelse i nævnte stk. 4 om retningslinjerne for indgivelse af denne ansøgning og den efterfølgende meddelelse af opholdstilladelsen. Følgelig har medlemsstaterne beføjelse til at gennemføre denne bestemmelse på to måder: Dels kan medlemsstaterne, når der ikke findes nogen specifik procedure, bestemme, at den selvstændige opholdstilladelse opnås automatisk efter fem års ophold, dels kan de bestemme, at den selvstændige opholdstilladelse meddeles efter ansøgning og er ledsaget af proceduremæssige retningslinjer.
64.
For det tredje viser tilblivelseshistorien for begrebet »betingelser«, at artikel 15, stk. 4, i direktiv 2003/86 tidligere var nævnt i forslaget til direktiv, inden stk. 2 blev tilføjet i artikel 7 ( 37 ). Som jeg allerede har fremhævet ( 38 ), henviser dette stk. udtrykkeligt til »integrationsforanstaltninger«. Tilføjelsen af stk. 2 til artikel 7 i forslaget efter tilføjelsen af artikel 15, stk. 4, har dog ikke ført til en efterfølgende ændring af artikel 15, stk. 4, med henblik på enten at indsætte en henvisning eller harmonisere de begreber, der anvendes i artikel 15, stk. 4, og artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/86. Dette begreb skal således forstås selvstændigt i forhold til begrebet »integrationsforanstaltninger«, der anvendes i artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/86.
65.
Jeg kan således heraf konkludere, at bestemmelserne i artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der bestemmer, at der kan gives afslag på en ansøgning om en selvstændig opholdstilladelse fra en tredjelandsstatsborger, der har haft lovligt ophold på en medlemsstats område i mere end fem år med henblik på familiesammenføring, på grund af manglende opfyldelse af de integrationsbetingelser, der er opstillet i national ret, for så vidt som der er tale om materielle betingelser, der ikke er omhandlet i artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86.
66.
Under alle omstændigheder, og såfremt Domstolen skulle anse de i artikel 15, stk. 4, i direktiv 2003/86 opstillede »betingelser« for at henvise til materielle betingelser, bemærkes det, at Domstolen har fastslået, at integrationsforanstaltninger, der i henhold til artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/86 er indført af en medlemsstat, kun er forenelige med dette direktiv, hvis anvendelsesbetingelserne for en sådan forpligtelse ikke gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udnytte retten til familiesammenføring ( 39 ).
67.
I denne henseende skal de midler, der bringes i anvendelse ved den nationale lovgivning til gennemførelse af artikel 7, stk. 2, første afsnit, i direktiv 2003/86 i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, der hører til de almindelige EU-retlige grundsætninger, være egnede til at opnå de formål, der tilsigtes med denne lovgivning, og de må ikke gå videre end nødvendigt for at nå disse formål ( 40 ).
68.
Det samme gælder efter min opfattelse i endnu højere grad, når der er tale om betingelser, der finder anvendelse på meddelelse af en selvstændig opholdstilladelse i henhold til artikel 15, stk. 4, i direktiv 2003/86.
69.
I den foreliggende sag er forpligtelsen til at bestå integrationsprøven i den nederlandske lovgivning dog efter min opfattelse uforholdsmæssig af to årsager.
70.
Indledningsvis skal det fremhæves, at personer, der har ret til familiesammenføring, skal opfylde integrationsforanstaltninger, inden de får ophold, hvilket giver dem mulighed for at erhverve et grundlæggende kendskab til især værtsmedlemsstatens sprog, som utvivlsomt er nyttigt for at skabe forbindelser til værtsmedlemsstaten ( 41 ). Hvis de pålægges en forpligtelse til at bestå en ny eksamen, kan det imidlertid så tvivl om »integrationsindsatsens effektivitet« og nytteværdien af den første integrationsprøve i henhold til artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/86. Det anføres i 15. betragtning til nævnte direktiv, at »[f]amiliemedlemmernes integration bør fremmes«. Med henblik herpå skal familiemedlemmerne omkring referencepersonen integreres, således at de personer, der måtte ønske det, kan opnå en selvstændig status, der er uafhængig af referencepersonens status, således at de ikke længere er afhængige af referencepersonens opholdstilladelse. Disse personer skal integreres takket være det grundlæggende kendskab til nederlandsk, som de erhvervede i forbindelse med den første prøve, uden at de nederlandske myndigheder har pligt til at foretage en ny udvælgelse baseret på tredjelandsstatsborgernes større sproglige færdigheder og større kendskab til den nederlandske kultur. Ifølge sagsøgerne C og A er det endvidere kun få personer, der består nævnte eksamen ( 42 ). Eftersom denne nye integrationsprøve vil kunne medføre manglende retssikkerhed for tredjelandsstatsborgerne, hvis de dumper, virker den afskrækkede på dem.
71.
Dernæst gør prøvens tilgængelighed og dermed opfyldelse af forpligtelsen til at bestå denne prøve det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at opnå ret til en selvstændig opholdstilladelse.
72.
Dels kan betalingen i forbindelse med integrationsprøven udgøre en hindring. Ifølge sagsøgerne C og A skal udgifterne til uddannelse (sprog- og integrationskurser) samt forberedelsen til og aflæggelsen af prøven, der beløber sig til mellem 4000 og 10000 EUR, afholdes af deltageren i prøven og betales ikke af staten. Den nederlandske regering har ganske vist oplyst, at der findes en låneordning, som tilrettelægges på grundlag af låntagerens mulighed for at betale lånet tilbage. Ifølge sagsøgerne C og A er dette imidlertid ikke tilfældet for de tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af bestemmelserne i artikel 15 i direktiv 2003/86. Desuden skal det fremføres, at lånebeløbet skal tilbagebetales, og at det under alle omstændigheder er et stort beløb, selv for europæiske borgere. Desuden har sagsøgerne C og A oplyst, at disse udgifter omfatter et tilmeldingsgebyr (350 EUR) ( 43 ), der skal betales igen for at få lov til at gå op til en ny prøve, hvis man er dumpet til de foregående prøver ( 44 ). Eftersom dette krav på grund af dets meget bindende karakter afskrækker tredjelandsstatsborgere fra at indgive en ansøgning om en selvstændig opholdstilladelse, udgør det en betingelse, der kan udgøre en hindring for den pågældende sammenføring i stedet for at lette den. Det udgør således en hindring, der kan fratage artikel 15 i direktiv 2003/86 dens effektive virkning.
73.
Dels udgør adgangen til selve prøven i praksis en hindring, der komplicerer realiseringen af målet om integration. Der skal desuden tages hensyn til de særlige individuelle omstændigheder for de omhandlede familiemedlemmer til referencepersonen, såsom alder, uddannelsesniveau, økonomisk situation eller helbredstilstand, med henblik på at undtage disse personer fra forpligtelsen til at bestå en prøve som den i hovedsagen omhandlede, når det viser sig, at disse personer ikke er i stand til at aflægge en sådan prøve eller til at bestå denne. Hvis det forholdt sig anderledes, kunne en sådan forpligtelse under sådanne omstændigheder udgøre en hindring, som er vanskelig at overvinde for at sikre en effektiv udøvelse af den ved direktiv 2003/86 anerkendte ret til at opnå en selvstændig opholdstilladelse ( 45 ).
74.
I det nederlandske system forekommer det imidlertid, at der kun tages hensyn til de individuelle omstændigheder for tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til referencepersonen, i henhold til artikel 17 i direktiv 2003/86, når ansøgeren om en selvstændig opholdstilladelse uden held har forsøgt at bestå prøverne. Integrationslovens artikel 6, stk. 1, litra b), bestemmer således, at den integrationspligtige skal fremlægge bevis for, at denne er dumpet, til trods for at han har deltaget i uddannelseskurserne og flere gange har forsøgt at bestå integrationsprøven, inden denne kan fritages ( 46 ). Statssekretæren indrømmer denne fritagelse til tredjelandsstatsborgere, der skal godtgøre, at de har gjort en indsats. Dette system burde inden aflæggelsen af prøven tage hensyn til de individuelle omstændigheder, der gør sig gældende for ansøgerne om en selvstændig opholdstilladelse som f.eks. deres kognitive evner, deres sårbarhed ( 47 ), deres alder, deres uddannelsesniveau, deres helbredstilstand. Systemet ville dermed efter min opfattelse være mere proportionalt.
75.
Det påhviler de kompetente nationale myndigheder (herunder de nationale retter) ved gennemførelsen af direktiv 2003/86 og behandlingen af ansøgninger om familiesammenføring, at foretage en afbalanceret og rimelig bedømmelse af alle de involverede interesser, og herved navnlig at tillægge de berørte børns interesser vægt ( 48 ).
76.
Det andet præjudicielle spørgsmål skal derfor efter min opfattelse besvares således: Artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der bestemmer, at der kan gives afslag på en ansøgning om en selvstændig opholdstilladelse fra en tredjelandsstatsborger, der i forbindelse med familiesammenføring har haft lovligt ophold på en medlemsstats område i mere end fem år, på grund af manglende opfyldelse af de i national ret fastsatte integrationsbetingelser, for så vidt som disse betingelser er materielle betingelser, der ikke er omfattet af artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86.
C. Den dato, fra hvilken ansøgningen om en selvstændig opholdstilladelse får virkning i henhold til artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86
77.
Sagsøgeren C har siden den 5. november 2008 haft en opholdstilladelse på grundlag af ægteskab. Fra og med den 10. februar 2014 boede C ifølge de nederlandske myndigheder ikke længere sammen med sin ægtefælle, og statssekretæren ophævede derfor med tilbagevirkende kraft opholdstilladelsen på grundlag af ægteskab, eftersom denne tilladelse ikke længere havde noget retligt grundlag. C’s lovlige ophold blev således afbrudt ( 49 ). Statssekretæren meddelte hende en selvstændig opholdstilladelse på den dato, hvor C opfyldte integrationspligten, dvs. den 16. februar 2015. C har gjort gældende, at hun allerede opfyldte betingelserne for at få meddelt en selvstændig opholdstilladelse på den dato, hvor hun havde haft lovligt ophold i Nederlandene i mere end fem år med henblik på familiesammenføring.
78.
Når ansøgningen om en selvstændig opholdstilladelse indgives efter lovligt ophold i fem år med henblik på familiesammenføring, ønsker den forelæggende ret oplyst, om en national lovgivning ( 50 ) om den selvstændige opholdstilladelse, der bestemmer, at den selvstændige opholdstilladelse skal meddeles fra den dato, på hvilken tredjelandsstatsborgeren godtgør, at den pågældende opfylder alle integrationsbetingelserne, herunder betingelsen om, at vedkommende skal have bestået integrationsprøven, og/eller tidligst at regne fra datoen for modtagelse af den pågældende ansøgning, er forenelig med artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86.
79.
Ifølge den forelæggende ret fremgår den dato, fra hvilken nævnte opholdstilladelse skal meddeles, ikke entydigt af ordlyden af artikel 15 i direktiv 2003/86. Den forelæggende ret har foreslået to fortolkninger af artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86. Dels kunne artikel 15, stk. 4, fortolkes således, at medlemsstaterne fastlægger de procedurekrav, der finder anvendelse på meddelelsen og varigheden af den selvstændige opholdstilladelse i national ret. Medlemsstaterne fastsætter således den dato, på hvilken nævnte opholdstilladelse træder i kraft. Dels er den forelæggende ret af den opfattelse, at retten til en selvstændig opholdstilladelse i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2003/86 kunne opstå senest efter fem års lovligt ophold og opnås automatisk på den dato, hvor ansøgningen indgives. Selv når en tredjelandsstatsborger ansøger om en selvstændig opholdstilladelse efter mere end fem års ophold, forhindrer dette således ikke, at retten til en selvstændig opholdstilladelse kan være opstået på et tidligere tidspunkt.
80.
Jeg er af den opfattelse, at såfremt retten til en selvstændig opholdstilladelse i national lovgivning er betinget af, at der indgives en ansøgning herom, skal virkningerne af den selvstændige opholdstilladelse starte senest på datoen for indgivelse af den pågældende ansøgning. Nævnte opholdstilladelse bør være deklaratorisk.
81.
Det skal i denne henseende bemærkes, at det fremgår af artikel 15, stk. 1, i direktiv 2003/86, at »[s]enest efter fem års ophold har [familiemedlemmer], efter ansøgning, hvis det kræves, ret til at få selvstændig opholdstilladelse, uafhængig af referencepersonens opholdstilladelse, hvis familiemedlemmet ikke har fået opholdstilladelse med andre begrundelser end familiesammenføring« ( 51 ). Med udtrykket »efter ansøgning, hvis det kræves« åbner ordlyden af artikel 15, stk. 1, i direktiv 2003/86 mulighed for, at der skal ansøges om en selvstændig opholdstilladelse. Forpligtelsen til at indgive en sådan ansøgning svarer til en af »[b]etingelserne i forbindelse med den selvstændige opholdstilladelses meddelelse«, som medlemsstaterne i henhold til artikel 15, stk. 4, i direktiv 2003/86 kan fastsætte. Nævnte direktivs artikel 15, stk. 1 og 4, tillader en forskellig anvendelse i medlemsstaterne. I de medlemsstater, hvor retten til en selvstændig opholdstilladelse er betinget af, at der indgives en ansøgning, bliver den selvstændige opholdstilladelse en realitet, når ansøgningen indgives til de kompetente nationale myndigheder, og den får virkning fra dette tidspunkt. Den selvstændige opholdstilladelse får således virkning fra datoen for indgivelse af nævnte ansøgning, hvilket er i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i direktiv 2003/86, der bestemmer, at retten til en selvstændig opholdstilladelse opstår »[s]enest efter fem års ophold«.
82.
Desuden bør datoen for indgivelse af ansøgningen efter min opfattelse betragtes som den dato, på hvilken en selvstændig opholdstilladelse får virkning, idet den gør det muligt at sikre, at alle ansøgere, som i kronologisk henseende befinder sig i samme situation, behandles ens, idet det sikres, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes, hovedsageligt afhænger af omstændigheder, som kan tilregnes ansøgeren og ikke myndighederne, såsom ansøgningens sagsbehandlingstid ( 52 ). En sådan løsning er i overensstemmelse med ordlyden af artikel 15, stk. 1, i direktiv 2003/86.
83.
Den fortolkning af artikel 15, stk. 1, i direktiv 2003/86, som jeg har foreslået ovenfor, gør det desuden muligt bedre at garantere retssikkerheden for ansøgere om en selvstændig opholdstilladelse. I særligt vanskelige situationer som dem, der er anført i nævnte direktivs artikel 15, stk. 3, risikerer en tredjelandsstatsborger, der indgiver en ansøgning om en selvstændig opholdstilladelse direkte efter ægteskabets ophør eller afbrydelse af familiebåndene, ikke, at dennes lovlige ophold afbrydes. For tredjelandsstatsborgere, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 15, stk. 3, i direktiv 2003/86, gør den omstændighed, at datoen for indgivelse af ansøgningen fastsættes som den dato, fra hvilken den selvstændige opholdstilladelse får virkning, det muligt at foregribe en eventuel afbrydelse af deres lovlige ophold, hvorved deres retssikkerhed garanteres bedre. Såfremt en formel betingelse f.eks. kravet om, at der skal fremlægges id-dokumentation eller et administrativt dokument, først opfyldes på et senere tidspunkt, indrømmes retten til en selvstændig opholdstilladelse med tilbagevirkende kraft fra den dato, på hvilken ansøgningen blev indgivet.
84.
Henset til det ovenstående foreslår jeg, at det konkluderes, at artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86 ikke er til hinder for, at der kan meddeles en selvstændig opholdstilladelse på datoen for indgivelse af nævnte ansøgning og om nødvendigt med tilbagevirkende kraft fra denne dato.
V. Forslag til afgørelse
85.
Henset til det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Raad van State (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Nederlandene), således:
»1)
Domstolen har kompetence til at besvare de præjudicielle spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, og som vedrører fortolkningen af bestemmelserne i Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring i tvister om opholdsret til et familiemedlem til referencepersoner med nederlandsk statsborgerskab, for så vidt som nævnte direktivs bestemmelser i nederlandsk ret er erklæret for direkte og ubetinget anvendelige på disse familiemedlemmer.
2)
Artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der bestemmer, at der kan gives afslag på en ansøgning om en selvstændig opholdstilladelse fra en tredjelandsstatsborger, der med henblik på familiesammenføring har haft lovligt ophold på en medlemsstats område i mere end fem år, på grund af manglende opfyldelse af de i national ret fastsatte integrationsbetingelser, for så vidt som der er tale om materielle betingelser, der ikke er omhandlet i artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86.
3)
Artikel 15, stk. 1 og 4, i direktiv 2003/86 er ikke til hinder for, at der kan meddeles en selvstændig opholdstilladelse på datoen for indgivelse af ansøgningen om nævnte opholdstilladelse og om nødvendigt med tilbagevirkende kraft fra denne dato.«
( 1 ) – Originalsprog: fransk.
( 2 ) – EUT 2003, L 251, s. 12.
( 3 ) – Der er tale om et nederlandsk register, der indeholder oplysninger om hjemmehørende og ikke-hjemmehørende, der har forbindelse til de nederlandske myndigheder.
( 4 ) – Den forelæggende ret har her henvist til dom af 18.10.2012, Nolan (præmis 46), af 7.11.2013, Roméo (C-313/12, EU:C:2013:718, præmis 22), og af 16.6.2016, Rodríguez Sánchez (C-351/14, EU:C:2016:447, præmis 61 og 62).
( 5 ) – Oprindeligt tildelte artikel 1 og artikel 3, stk. 1, litra c), i forslagene til Rådets direktiv om familiesammenføring af 1.12.1999 (KOM(1999) 638 endelig udg.) og af 10.10.2000 (KOM(2000) 624 endelig udg.) unionsborgere, der ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed, en ret til familiesammenføring med medlemmer af deres familie. Rådet krævede imidlertid, at anvendelsesområdet for nævnte forslag til direktiv blev begrænset. Kommissionen ændrede derfor i sit tredje forslag til direktiv om familiesammenføring af 2.5.2002 [KOM(2002) 225 endelig udg.], således at unionsborgere, der ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed, udelukkes. Situationen for unionsborgere, der ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed, skulle behandles på et senere tidspunkt i et specifikt forslag, når omarbejdningen af den frie bevægelighed var blevet vedtaget.
( 6 ) – Det er på ingen måde et spørgsmål om, hvorvidt ordningen i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77) finder anvendelse.
( 7 ) – I henhold til Rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 8.10.2008 om anvendelsen af […] direktiv 2003/86[…] (KOM(2008) 610 endelig udg., s. 4). Hvis en medlemsstat anvender regler for borgere, der ikke har udøvet deres ret til fri bevægelighed, der er mindre gunstige end direktivets regler, kan tredjelandsstatsborgeres retsstilling blive forringet efter erhvervelse af statsborgerskab i en medlemsstat, som har mindre gunstige regler for sine statsborgere i denne henseende. Dette er tilfældet i fire lande: Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Cypern, Republikken Letland og Kongeriget Nederlandene.
( 8 ) – Jf. i denne retning dom af 18.10.1990, Dzodzi (C-297/88 og C-197/89, EU:C:1990:360, præmis 33), af 7.7.2011, Agafiţei m.fl. (C-310/10, EU:C:2011:467, præmis 24 og 25), og af 21.12.2011, Cicala (C-482/10, EU:C:2011:868, præmis 15).
( 9 ) – Jf. i denne retning dom af 18.10.1990, Dzodzi (C-297/88 og C-197/89, EU:C:1990:360, præmis 35), af 16.3.2006, Poseidon Chartering (C-3/04, EU:C:2006:176, præmis 15), af 28.10.2010, Volvo Car Germany (C-203/09, EU:C:2010:647, præmis 24), af 7.7.2011, Agafiţei m.fl. (C-310/10, EU:C:2011:467, præmis 26), og af 21.12.2011, Cicala (C-482/10, EU:C:2011:868, præmis 16).
( 10 ) – Jf. i denne retning dom af 28.3.1995, Kleinwort Benson (C-346/93, EU:C:1995:85, præmis 16), af 21.12.2011, Cicala (C-482/10, EU:C:2011:868, præmis 17 og 19), af 18.10.2012, Nolan (præmis 45 og 47), og af 19.10.2017, Solar Electric Martinique (C-303/16, EU:C:2017:773, præmis 25 og 27).
( 11 ) – Jf. i denne retning kendelse af 12.5.2016, Sahyouni (C-281/15, EU:C:2016:343, præmis 27 og 29), og mit forslag til afgørelse Solar Electric Martinique (C-303/16, EU:C:2017:507, punkt 33).
( 12 ) – Jf. i denne retning Nolan-dommen, præmis 53, 54 og 56.
( 13 ) – Jf. i denne retning Nolan-dommen, præmis 55.
( 14 ) – Der var tale om en udelukkelse ratione loci fra anvendelsesområdet for Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, men denne forskel i forhold til udelukkelsen ratione materiae i Nolan-dommen er uden betydning; jf. mit forslag til afgørelse Solar Electric Martinique (C-303/16, EU:C:2017:507, punkt 49).
( 15 ) – Min fremhævelse.
( 16 ) – Min fremhævelse.
( 17 ) – Jf. i denne retning dom af 27.6.2018, SGI og Valériane (C-459/17 og C-460/17, præmis 27 og 28). Denne dom vedrørte ligesom dommen i sagen Solar Electric Martinique en udelukkelse ratione loci fra momsdirektivets anvendelsesområde.
( 18 ) – Denne artikel gennemfører artikel 15 i direktiv 2003/86.
( 19 ) – Den forelæggende ret har nævnt udlændingebekendtgørelsens artikel 3.51, stk. 1, initio og litra a).
( 20 ) – Følgende fremgår af integrationslovens artikel 6, stk. 1, litra a) eller litra b): »Ministeren fritager den integrationspligtige, hvis personen på grund af et psykisk eller fysisk handicap eller en mental funktionsnedsættelse varigt er ude af stand til at bestå integrationsprøven, eller [når ministeren] som følge af de beviselige bestræbelser, som den integrationspligtige har udfoldet, overbevises om, at denne ikke med rimelighed kan opfylde integrationspligten.«
( 21 ) – Jf. i denne retning P og S-dommen (præmis 38) og K og A-dommen (præmis 52-55).
( 22 ) – COM (2014) 210 final af 3.4.2014, s. 15 og 16.
( 23 ) – Jf. i denne retning Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - En fælles dagsorden for integration - En ramme for integration af tredjelandsstatsborgere i Den Europæiske Union (KOM(2005) 389 endelig udg. af 1.9.2005, grundprincip nr. 4).
( 24 ) – Domstolen udviklede dette begreb i P og S-dommen, præmis 34-38.
( 25 ) – EUT 2004, L 16, s. 44.
( 26 ) – Domstolen udviklede dette begreb i K og A-dommen, præmis 52-55.
( 27 ) – Denne sondring er navnlig klar i direktiv 2003/109. Jf. i denne retning mit forslag til afgørelse Dogan (C-138/13, EU:C:2014:287, punkt 52).
( 28 ) – Jf. i denne retning mit forslag til afgørelse Dogan (C-138/13, EU:C:2014:287, punkt 52) og K og A-dommen (præmis 52 og 57), der bekræfter, at integrationsforanstaltninger kun er lovlige, hvis de fremmer integrationen af familiemedlemmer. De må ikke have til formål at udvælge de personer, der vil kunne udøve deres ret til familiesammenføring, men skal lette integrationen af disse i medlemsstaterne.
( 29 ) – Jf. i denne retning dom af 4.3.2010, Chakroun (C-578/08, EU:C:2010:117, præmis 43), og af 6.12.2012, O m.fl. (C-356/11 og C-357/11, EU:C:2012:776, præmis 74), samt K og A-dommen (præmis 50).
( 30 ) – Ifølge den forelæggende ret fremgår dette af artikel 2.9 i anordningen om integration, der bestemmer, at »[d]en integrationspligtige erhverver færdigheder [mundtlig og skriftlig udtryksfærdighed og forståelse] i nederlandsk svarende til niveau A2 efter Den Fælles Europæiske Referenceramme for Sprog«.
( 31 ) – Ifølge den forelæggende ret fremgår det af artikel 2.10, stk. 1, i anordningen om integration, at »[d]en integrationspligtige erhverver kendskab til det nederlandske samfund på et niveau svarende til de mål, der er fastsat i ministeriel anordning vedrørende følgende elementer: a. kendskab til det nederlandske samfund, b. kendskab til, hvordan det nederlandske arbejdsmarked fungerer«.
( 32 ) – Det fremgår af artikel 15, stk. 1, i direktiv 2003/86, at »efter fem års ophold har ægtefællen eller den ugifte partner samt børn, der er blevet myndige, […], ret til at få selvstændig opholdstilladelse, […], hvis familiemedlemmet ikke har fået opholdstilladelse med andre begrundelser end familiesammenføring«.
( 33 ) – Begrundelsen for forslag til direktiv 2003/86 fremsat af Europa-Kommissionen (KOM(1999) 638 endelig udg., s. 22 og 23).
( 34 ) – Jf. Ministerrådets dokument (herefter »Rådets dokument«) nr. 10857/02.
( 35 ) – Jf. i denne retning ændret forslag til Rådets direktiv om ret til familiesammenføring (KOM(2002) 225 endelig udg.).
( 36 ) – Jf. i denne retning Rådets dokument nr. 10857 af 9.8.2002, nr. 11787/02 af 30.9.2002 og nr. 13053/02 af 23.10.2002.
( 37 ) – Jf. Rådets dokument nr. 14272/02 af 26.11.2002. I artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/86, præciseres det, at »[m]edlemsstaterne kan kræve, at tredjelandsstatsborgere efterkommer integrationsforanstaltninger i henhold til national ret« […]«.
( 38 ) – Jf. punkt 51 og 52 i dette forslag til afgørelse.
( 39 ) – Jf. analogt P og S-dommen (præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).
( 40 ) – Jf. analogt dom af 26.4.2012, Kommissionen mod Nederlandene (C-508/10, EU:C:2012:243, præmis 75), og i denne retning K og A-dommen (præmis 51).
( 41 ) – P og S-dommen (præmis 47 og 48) og K og A-dommen (præmis 54 og 55).
( 42 ) – Kun 49% af familiemedlemmerne til en referenceperson, der var integrationspligtige i starten af 2013, bestod tre år senere den nye integrationsprøve.
( 43 ) – Ifølge rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om anvendelsen af Rådets direktiv 2003/86/EF om ret til familiesammenføring (KOM(2008) 610 endelig udg. af 8.10.2008, s. 10 og 11) er gebyrerne i Nederlandene fastsat til henholdsvis 1368 EUR og 830 EUR til visum med henblik på familiesammenføring, mens gebyret i forbindelse med integrationsprøven er 350 EUR.
( 44 ) – Det er muligt at aflægge prøven op til fire gange.
( 45 ) – Jf. analogt P og S-dommen (præmis 49) og K og A-dommen (præmis 58-60).
( 46 ) – C har fået dispensation, fordi hun havde aflagt prøven fire gange og havde fremlagt dokumentation fra uddannelsesinstitutionen for, at hun havde fulgt de krævede 648 timers kursus.
( 47 ) – Kommissionens retningslinjer, s. 16: »Der skal også lægges vægt på det forhold, at i mange dele af verden har kvinder og piger i mindre grad adgang til uddannelse og derfor i mindre grad end mændene kan læse og skrive.«
( 48 ) – Jf. i denne retning dom af 6.12.2012, O m.fl. (C-356/11 og C-357/11, EU:C:2012:776, præmis 81).
( 49 ) – Afbrydelsen af det lovlige ophold kan medføre konsekvenser for muligheden for at ansøge om en opholdstilladelse som fastboende udlænding og for retten til nederlandsk statsborgerskab, der kræver en periode med lovligt ophold på medlemsstatens område.
( 50 ) – I dette tilfælde udlændingelovens artikel 26, stk. 1.
( 51 ) – Min fremhævelse.
( 52 ) – Jf. analogt dom af 17.7.2014, Noorzia (C-338/13, EU:C:2014:2092, præmis 17), og af 12.4.2018, A og S (C-550/16, EU:C:2018:248, præmis 60).