DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
1. marts 2018 ( *1 )
»Præjudiciel forelæggelse – afgifter med tilsvarende virkning som told – artikel 30 TEUF – interne afgifter – artikel 110 TEUF – afgift for eksporterede olieprodukter – afgiften overvæltes ikke på forbrugeren – afgiftsbyrden for den afgiftspligtige – tilbagebetaling af det beløb, der er blevet betalt af den afgiftspligtige«
I sag C-76/17,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Înalta Curte de Casaţie şi Justiţie (kassationsdomstol, Rumænien) ved afgørelse af 17. november 2016, indgået til Domstolen den 13. februar 2017, i sagen
SC Petrotel-Lukoil SA,
Maria Magdalena Georgescu
mod
Ministerul Economiei,
Ministerul Energiei,
Ministerul Finanțelor Publice,
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, T. von Danwitz, og dommerne C. Vajda, E. Juhász, K. Jürimäe og C. Lycourgos (refererende dommer),
generaladvokat: M. Szpunar,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
–
SC Petrotel-Lukoil SA ved avocats C. Vasile, M. Strîmbei og A. Barbu,
–
den rumænske regering ved R.H. Radu, L. Liţu og R. Mangu, som befuldmægtigede,
–
Europa-Kommissionen ved F. Clotuche-Duvieusart og L. Radu Bouyon, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 30 TEUF.
2
Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem SC Petrotel-Lukoil SA (herefter »Lukoil«) og Maria Magdalena Georgescu på den ene side og Ministerul Economiei (økonomiministeriet, Rumænien), Ministerul Energiei (energiministeriet, Rumænien) og Ministerul Finanţelor Publice (finansministeriet, Rumænien) på den anden side vedrørende økonomiministeriets afslag på tilbagebetaling af de af Lukoil betalte faste beløb inden for rammerne af Den særlige fond for olieprodukter, oprettet med henblik på inddrivelse af gælden hos det tidligere Compania Română de Petrol (rumænsk olieselskab, herefter »CRP«).
Retsforskrifter
3
Ved Ordonanţa de urgenţă a Guvernului nr. 249/2000 privind constituirea Fondului pentru produse utilizarea şi petroliere (hastende regeringsdekret nr. 249/2000 om oprettelse og brug af den særlige fond for olieprodukter), Monitorul Oficial al României, del I, nr. 647 af 12.12.2000), som ændret ved Legea nr. 142/2006 pentru aprobarea Ordonanţei Guvernului nr. 53/2005 privind reglementarea unor măsuri financiare în domeniul bugetar şi al contabilităţii publice (lov nr. 142/2006 om godkendelse af regeringsdekret nr. 53/2005 om finansielle foranstaltninger vedrørende budgetregnskaber og offentlige regnskaber) (herefter »dekret nr. 249/2000«), indførtes en særlig fond for olieprodukter med henblik på at opfylde alle de økonomiske forpligtelser for det tidligere CRP.
4
Artikel 1 i dekret nr. 249/2000 er affattet som følger:
»Den særlige fond for olieprodukter oprettes gennem medregning i prisen for olieprodukter, som distribueres inden- og udenlands, og navnlig benzin og diesel fra producenter eller forarbejdning, af et fast beløb i [rumænske lei (RON)] svarende til 0,01 amerikanske dollar (USD) pr. liter omregnet efter den valutakurs, som var gældende den sidste dag i måneden inden leveringen.«
5
Artikel 2 i dekret nr. 249/2000 har følgende ordlyd:
»Den særlige fond for olieprodukter, der er oprettet i henhold til artikel 1, administreres af Ministerul Industriei şi Comerţului [det rumænske handels- og industriministerium] og skal anvendes til at opfylde alle de økonomiske forpligtelser for det tidligere [CRP].«
6
Artikel 5 i dekret nr. 249/2000 bestemmer:
»Forpligtelsen til at beregne og betale de beløb, som følger af anvendelsen af artikel 1, påhviler de producenter og forarbejdende virksomheder, som er juridiske personer med hjemsted i Rumænien, uanset organisationsformen, arten af kapitalen og produkternes bestemmelsessted, idet dette svarer til anvendelseskategorien og det pågældende produkts forbrugergrupper.«
7
Artikel 7 i dekret nr. 249/2000 fastsætter:
»Det faste beløb i prisen for de i dette dekrets artikel 1 omhandlede olieprodukter udgør en fradragsberettiget udgift.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
8
Lukoil fremsatte over for økonomiministeriet krav om tilbagebetaling af det beløb, som selskabet havde betalt i henhold til dekret nr. 249/2000 for eksport af olieprodukter mellem den 1. januar 2007 og den 31. marts 2010.
9
Ved skrivelse af 24. maj 2010 nægtede økonomiministeriet at tilbagebetale det af Lukoil krævede beløb.
10
Lukoil anlagde herefter sag ved Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien). Selskabet gjorde i det væsentlige gældende, at det nævnte beløb blev ulovligt fra Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Unions den 1. januar 2007, for så vidt som betalingen heraf var i strid med artikel 30 TEUF, idet den udgjorde en afgift af fiskal karakter, der pålægges ensidigt af en medlemsstat og opkræves af varer, der krydser en grænse.
11
Den 12. oktober 2011 forkastede Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) Lukoils søgsmål. Denne ret fastslog bl.a., at beløbet på 0,01 USD pr. liter medregnet i olieprodukternes pris blev beregnet for produkter leveret i både Rumænien og uden for denne medlemsstat, således at den pågældende afgift, idet den ikke var skyldig på grund af en vares passage af en grænse, hverken udgjorde en told ved udførsel eller en afgift med tilsvarende virkning, men udgjorde en intern afgift. Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) tilføjede, at såfremt det antages, at den afgift, der blev indført ved dekret nr. 249/2000, udgør en told, der er forbudt i henhold til artikel 30 TEUF, er Lukoils påstand om, at denne afgift skal tilbagebetales selskabet, ugrundet, henset til forbuddet mod ugrundet berigelse, som Domstolen har anvendt i dom af 14. januar 1997, Comateb m.fl. (C-192/95 – C-218/95, EU:C:1997:12). Det omhandlede beløb var ifølge Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) i medfør af artikel 1 i dekret nr. 249/2000 nemlig medregnet i prisen på benzin og diesel leveret uden for Rumænien og således ikke afholdt af leverandøren af olieprodukterne, men af køberen.
12
Lukoil iværksatte appel til prøvelse af dommen af 12. oktober 2011 ved Înalta Curte de Casație și Justiție a României (kassationsdomstol, Rumænien). Den pågældende domstol ophævede den nævnte dom og hjemviste sagen til Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest). Ved dom af 25. januar 2016 frifandt nævnte domstol økonomiministeriet.
13
I nævnte dom fastslog Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) på baggrund af en sagkyndig udtalelse, at selv om selskabet beregnede og betalte den pågældende afgift til staten, havde Lukoil ikke medregnet det faste beløb på 0,01 USD pr. liter i salgspriserne for de olieprodukter, som blev solgt mellem den 1. januar 2007 og den 31. marts 2010, men betalt dette beløb med egne midler. På trods af denne konstatering fastslog den nævnte domstol imidlertid, at Lukoil ikke havde bevist, at betalingen af den nævnte afgift havde påført selskabet et tab. Lukoil indførte nemlig på eget initiativ en betalingsordning, som hverken kan tilskrives den sagsøgte myndighed eller har grundlag i dekret nr. 249/2000. Den nævnte domstol fastslog således, at Lukoil ikke havde ret til den krævede tilbagebetaling, eftersom den omtvistede afgift var blevet betalt ikke på baggrund af bestemmelser, som uigenkaldeligt var blevet erklæret ulovlige, fordi de er i strid med EU-retten, men en ordning, som Lukoil selv havde indført, og som ikke var fastsat i den nationale lovgivning.
14
Lukoil iværksatte appel til prøvelse af dommen af 25. januar 2016 ved Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol). Den nævnte domstol har anført, at den omtvistede afgift er en afgift med tilsvarende virkning som en told, da den vedrører pengespørgsmål, er blevet pålagt ensidigt af en kompetent myndighed i en medlemsstat og belaster varer som følge af grænseoverskridelsen. Den forelæggende ret har henvist til, at Lukoil anmodede om tilbagebetaling af den afgift, som selskabet havde betalt med egne midler mellem den 1. januar 2007 og den 31. marts 2010. Domstolen har i forhold til artikel 30 TEUF imidlertid aldrig udtalt sig om spørgsmålet om, hvorvidt en afgiftspligtig, som reelt har betalt en afgift med tilsvarende virkning som en told, kan anmode om tilbagebetaling af det beløb, der er blevet betalt, selv om betalingsordningen vedrørende denne afgift i den nationale lovgivning er blevet udformet således, at afgiften overvæltes på forbrugeren.
15
På denne baggrund har Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1)
Er bestemmelserne i artikel 30 TEUF til hinder for en fortolkning, der indebærer, at en afgiftspligtig, som reelt har betalt en afgift med tilsvarende virkning, kan anmode om tilbagebetaling af det beløb, der er blevet betalt på grundlag af denne afgift, selv om betalingsordningen vedrørende denne afgift i den nationale lovgivning er blevet udformet således, at afgiften overvæltes på den europæiske forbruger?
2)
Er tilbagebetalingen af det beløb, der er blevet opkrævet på grundlag af denne afgift med tilsvarende virkning, forenelig med EU-rettens bestemmelser, såfremt dette beløb reelt er blevet afholdt af den afgiftspligtige (men ikke overvæltet på forbrugeren)?«
Om de præjudicielle spørgsmål
16
Med de to spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten, særligt artikel 30 TEUF, skal fortolkes således, at en afgiftspligtig, som reelt har betalt en afgift med tilsvarende virkning i strid med den nævnte artikel, skal kunne opnå tilbagebetaling af det beløb, der er blevet betalt på grundlag af denne afgift, også i den situation, hvor betalingsordningen vedrørende afgiften i den nationale lovgivning er blevet udformet således, at denne afgift overvæltes på forbrugeren?
Indledende bemærkninger
17
Den omstændighed, at en national ret rent formelt har formuleret sin anmodning om præjudiciel afgørelse under henvisning til visse bestemmelser i EU-retten, er ikke til hinder for, at Domstolen oplyser denne ret om alle de fortolkningsmomenter, der kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den nationale ret, uanset om den henviser til dem i sine spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen ud fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, og navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (jf. bl.a. dom af 27.10.2009, ČEZ, C-115/08, EU:C:2009:660, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis, og af 29.9.2016, Essent Belgium, C-492/14, EU:C:2016:732, præmis 43).
18
I dette tilfælde har den forelæggende ret anført, at den afgift, der er fastsat i dekret nr. 249/2000, er en afgift med tilsvarende virkning som omhandlet i artikel 30 TEUF. Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at økonomiministeriet på baggrund af Lukoils anmodning om tilbagebetaling havde anført, at denne afgift hverken var en told eller en afgift med tilsvarende virkning, men udgjorde en intern afgift, idet den forelæggende ret i hovedsagen, Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest), i dom af 12. oktober 2011 havde bekræftet denne konklusion.
19
Den rumænske regering og Europa-Kommissionen har i deres skriftlige indlæg ligeledes anført, at den afgift, der er fastsat i dekret nr. 249/2000, udgør en intern afgift som omhandlet i artikel 110 TEUF.
20
På baggrund af disse anfægtelser skal den forelæggende ret, inden dens spørgsmål besvares, forsynes med alle de fortolkningselementer, der måtte være relevante for den retlige kvalificering af afgiften i forhold til EU-retten.
21
Enhver økonomisk byrde, der ensidigt pålægges varer, når de føres over grænsen, uanset hvor lav den måtte være, og hvorledes den betegnes og opkræves, udgør en afgift med tilsvarende virkning som told, når den ikke udgør egentlig told. Derimod hører de økonomiske byrder, som følger af en almindelig intern afgiftsordning, der systematisk og efter samme objektive kriterier anvendes på varekategorier uafhængigt af deres oprindelse og uafhængigt af deres bestemmelse, under artikel 110 TEUF om forbud mod diskriminerende interne afgifter (jf. i denne retning dom af 15.6.2006, Air Liquide Industries Belgium, C-393/04 og C-41/05, EU:C:2006:403, præmis 51, 55 og 56, og af 17.7.2008, Essent Netwerk Noord m.fl., C-206/06, EU:C:2008:413, præmis 40 og 41).
22
En afgift, som efter samme kriterier rammer indenlandske produkter, der afsættes på hjemmemarkedet, og produkter, der eksporteres, kan ikke desto mindre forbydes i henhold til EUF-traktaten, når afgiftsprovenuet er bestemt til at finansiere aktiviteter, der i særlig grad er til fordel for indenlandske varer, der afsættes på hjemmemarkedet.
23
I et sådant tilfælde kan dette nemlig føre til forskelsbehandling af produkter, der eksporteres, i det omfang den afgiftsbyrde, der påhviler de produkter, der afsættes på hjemmemarkedet, opvejes af de fordele, som afgiften skal finansiere, hvorimod afgiftsbyrden for produkter, der eksporteres, udgør en nettobyrde (jf. i denne retning dom af 23.4.2002, Nygård, C-234/99, EU:C:2002:244, præmis 22, og af 8.6.2006, Koornstra, C-517/04, EU:C:2006:375, præmis 18).
24
Såfremt de fordele, som opnås ved anvendelsen af provenuet af en afgift, der er en del af en generel, intern afgiftsordning og systematisk rammer indenlandske produkter, der afsættes på hjemmemarkedet, og produkter, der eksporteres, fuldt ud udligner den byrde, som det indenlandske produkt, der afsættes på hjemmemarkedet, bærer, når det bringes i omsætning, udgør afgiften en afgift med tilsvarende virkning som told, der er omfattet af forbuddet efter artikel 28 TEUF og 30 TEUF. Derimod er en sådan afgift en overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 110 TEUF, såfremt de fordele, som de indenlandske produkter, der afsættes på hjemmemarkedet, opnår ved anvendelsen af afgiftsprovenuet, kun delvis udligner den byrde, der påhviler dem. I dette tilfælde må den afgift, der pålægges de indenlandske produkter, der eksporteres, og som principielt er lovlig, være forbudt, for så vidt som den udligner denne byrde, og skal nedsættes forholdsmæssigt (jf. i denne retning dom af 8.6.2006, Koornstra, C-517/04, EU:C:2006:375, præmis 19 og 20 og den deri nævnte retspraksis).
25
For at kriteriet om udligning kan anvendes hensigtsmæssigt og korrekt, må det undersøges, om det fulde provenu af den pågældende afgift af de indenlandske produkter, der afsættes på hjemmemarkedet, opgjort i penge i en bestemt referenceperiode, svarer til de fordele, der udelukkende kommer disse varer til gode. Det påhviler således den forelæggende ret at sikre sig, at de indenlandske produkter, der afsættes på hjemmemarkedet, ikke faktisk – som de eneste eller i forholdsmæssigt større omfang end eksporterede indenlandske produkter – opnår en fordel som følge af provenuet fra den omtvistede afgift, som helt eller delvis kan udligne byrden ved denne afgift (jf. i denne retning dom af 8.6.2006, Koornstra, C-517/04, EU:C:2006:375, præmis 21 og 22 og den deri nævnte retspraksis).
26
I denne sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den særlige fond for olieprodukter blev oprettet ved dekret nr. 249/2000 med henblik på inddrivelse af gælden hos det tidligere CRP og skulle finansieres via bidrag fra alle producenter og forarbejdende virksomheder af olieprodukter (benzin og diesel) med hjemsted i Rumænien. Disse afgiftspligtige er i overensstemmelse med artikel 1 i dekret nr. 249/2000 forpligtede til i prisen for de produkter, som de leverer både på hjemmemarkedet og uden for Rumænien, at medregne et fast beløb på 0,01 USD pr. afsat olieprodukt. Ifølge artikel 5 i dekret nr. 249/2000 påhviler forpligtelsen til at beregne og betale de beløb, som følger heraf, de producenter og forarbejdende virksomheder, som er juridiske personer med hjemsted i Rumænien, uanset produkternes bestemmelsessted.
27
Selv om den i artikel 1 i dekret nr. 249/2000 fastsatte afgift således er en sådan økonomisk byrde, der ensidigt pålægges varer, fremstår den imidlertid ikke at være pålagt på grund af passagen af en grænse. Denne afgift finder nemlig anvendelse på samme måde, til samme sats og på samme trin, både på de olieprodukter, som leveres i Rumænien, og på dem, som leveres uden for denne medlemsstat. Grundlaget for pligten til at betale den afgift, der er fastsat i den nævnte artikel 1, synes derfor at være salget af olieprodukter, uanset om dette salg finder sted inden for Rumænien eller i en anden medlemsstat. Denne afgift finder således anvendelse uafhængigt af den omstændighed, at de omhandlede olieprodukter krydser den rumænske grænse.
28
Under disse omstændigheder kan den pågældende afgift udgøre en intern, ikke-diskriminerende afgift, som er forenelig med EU-retten.
29
Den forelæggende ret ville imidlertid stadig skulle undersøge, om anvendelsen af provenuet af denne afgift ikke begunstiger nationale olieprodukter, der afsættes på det indenlandske marked, idet dens afgørelse ikke indeholder nogen oplysninger herom. Den omstændighed, at den i artikel 1 i dekret nr. 249/2000 fastsatte afgift skal betale gælden hos det tidligere CRP, kan således ikke i sig selv endegyldigt udelukke den antagelse, at provenuet af denne afgift faktisk er bestemt til at betale aktiviteter, der udelukkende eller delvist er til fordel for disse produkter, til skade for indenlandske produkter, der eksporteres til andre medlemsstater end Rumænien.
30
Hvis disse undersøgelser viser, at provenuet af den i artikel 1 i dekret nr. 249/2000 fastsatte afgift ikke begunstiger nationale olieprodukter, der afsættes på det indenlandske marked, kan denne afgift udgøre en lovlig intern afgift. Viser det sig, at afgiften delvist begunstiger produkterne eller i en sådan grad fuldt ud udligner byrden, kan der enten i det første tilfælde være tale om en diskriminerende intern afgift i strid med artikel 110 TEUF, eller i det andet tilfælde om en afgift med tilsvarende virkning som en told i strid med artikel 30 TEUF. Det tilkommer således den forelæggende ret at foretage de nødvendige undersøgelser med henblik på at fastlægge karakteren af den i artikel 1 i dekret nr. 249/2000 fastsatte afgift og dens forenelighed med EU-retten.
31
Efter disse præciseringer skal spørgsmålet om retten til tilbagebetaling, således som det er blevet omformuleret i denne doms præmis 16, i det tilfælde, hvor der er tale om en afgift med tilsvarende virkning i strid med artikel 30 TEUF, besvares.
Retten til tilbagebetaling
32
Det fremgår af fast retspraksis, at retten til at få tilbagebetalt skat, som en medlemsstat har opkrævet i strid med EU-retten, består som en konsekvens af og i tilslutning til de rettigheder, som borgerne er tillagt ved de EU-retlige bestemmelser, således som disse er blevet fortolket af Domstolen. En medlemsstat er således som udgangspunkt forpligtet til at tilbagebetale skat, som er opkrævet i strid med EU-retten, ifølge de nationale procedureregler i overensstemmelse med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet (jf. i denne retning bl.a. dom af 9.11.1983, San Giorgio, 199/82, EU:C:1983:318, præmis 12, af 14.1.1997, Comateb m.fl., C-192/95 – C-218/95, EU:C:1997:12, præmis 20, og af 12.12.2013, Test Claimants in the Franked Investment Income Group Litigation, C-362/12, EU:C:2013:834, præmis 30).
33
Som en undtagelse til princippet om tilbagebetaling af afgifter, som er uforenelige med EU-retten, kan det afslås at tilbagebetale en afgift, der er opkrævet med urette, når dette ville medføre en ugrundet berigelse. Kravet om beskyttelse af de rettigheder, som Unionens retsorden sikrer på dette område, indebærer således ikke, at skatter, told og afgifter opkrævet i strid med EU-retten skal tilbagebetales, når det er godtgjort, at den afgiftspligtige faktisk har overvæltet dem på andre (dom af 9.11.1983, San Giorgio, 199/82, EU:C:1983:318, præmis 13, af 14.1.1997, Comateb m.fl., C-192/95 – C-218/95, EU:C:1997:12, præmis 21, og af 6.9.2011, Lady & Kid m.fl., C-398/09, EU:C:2011:540, præmis 18).
34
Under sådanne omstændigheder er det således ikke den erhvervsdrivende, der endeligt har måttet betale den afgift, som er opkrævet med urette, men køberen, på hvem afgiften er blevet overvæltet. Såfremt den erhvervsdrivende fik tilbagebetalt det afgiftsbeløb, som denne allerede har modtaget fra køberen, ville der for den erhvervsdrivende være tale om en dobbelt betaling, der ville kunne anses for en ugrundet berigelse, og konsekvenserne af, at afgiften er ulovlig, ville ikke derved være afhjulpet i forhold til køberen (jf. i denne retning dom af 14.1.1997, Comateb m.fl., C-192/95 – C-218/95, EU:C:1997:12, præmis 22, og af 6.9.2011, Lady & Kid m.fl., C-398/09, EU:C:2011:540, præmis 19).
35
Et sådant afslag på tilbagebetaling af en afgift, der er pålagt salg af varer, udgør imidlertid en begrænsning af en subjektiv ret, der følger af Unionens retsorden, som skal fortolkes restriktivt. Direkte overvæltning på køberen af den med urette erlagte afgift udgør derfor den eneste undtagelse fra retten til tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med EU-retten (dom af 6.9.2011, Lady & Kid m.fl., C-398/09, EU:C:2011:540, præmis 20).
36
I nærværende sag er det ubestridt, at Lukoil i modsætning til, hvad der er fastsat i artikel 1 i dekret nr. 249/2000, ikke har overvæltet den i denne artikel fastsatte afgift på forbrugeren af de olieprodukter, som selskabet har solgt. Den forelæggende ret ønsker oplyst, om Lukoil i en situation, hvor betalingsordningen vedrørende denne afgift i den nationale lovgivning er blevet udformet således, at afgiften overvæltes på forbrugeren, ikke desto mindre kan have ret til tilbagebetaling af det beløb, som selskabet har betalt.
37
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at for så vidt som Lukoil har betalt den i artikel 1 i OUG nr. 249/2000 fastsatte afgift, indebærer dette beløb ikke nogen ugrundet berigelse af dette selskab. Under disse omstændigheder har Lukoil ret til tilbagebetaling af den afgift, som selskabet har betalt, hvis denne kan kvalificeres som en afgift med tilsvarende virkning som en told. En eventuel tilsidesættelse af den forpligtelse, der følger af den nationale lovgivning, til at overvælte den i hovedsagen omhandlede afgift på det pågældende produkts endelige pris, har ingen betydning i denne henseende. Retten til tilbagebetaling af denne afgift, som er baseret på EU-retten, kan nemlig ikke nægtes med henvisning til national ret.
38
Det skal endvidere præciseres, at Lukoil også har ret til en, om end delvis, tilbagebetaling af den afgift, som selskabet har betalt i henhold til artikel 1 i dekret nr. 249/2000, såfremt den forelæggende ret på baggrund af Domstolens praksis og de betragtninger, der er indeholdt i nærværende doms præmis 21-25, konstaterer, at den i denne artikel fastsatte afgift er en diskriminerende intern afgift i strid med artikel 110 TEUF. I dette tilfælde vedrører denne ret til tilbagebetaling forskellen mellem afgiftsbyrden for de produkter, der afsættes på EU-markedet, og afgiftsbyrden for de produkter, der afsættes på hjemmemarkedet, idet sidstnævnte byrde tager behørigt hensyn til de fordele, der udelukkende kom disse produkter til gode.
39
Henset til ovenstående bemærkninger skal de forelagte spørgsmål besvares således, at EU-retten, særligt artikel 30 TEUF, skal fortolkes således, at en afgiftspligtig, som reelt har betalt en afgift med tilsvarende virkning i strid med den nævnte artikel, skal kunne opnå tilbagebetaling af det beløb, der er blevet betalt på grundlag af denne afgift, også i den situation, hvor betalingsordningen vedrørende afgiften i den nationale lovgivning er blevet udformet således, at denne afgift overvæltes på forbrugeren.
Sagsomkostninger
40
Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
EU-retten, særligt artikel 30 TEUF, skal fortolkes således, at en afgiftspligtig, som reelt har betalt en afgift med tilsvarende virkning i strid med den nævnte artikel, skal kunne opnå tilbagebetaling af det beløb, der er blevet betalt på grundlag af denne afgift, også i den situation, hvor betalingsordningen vedrørende afgiften i den nationale lovgivning er blevet udformet således, at denne afgift overvæltes på forbrugeren.
Underskrifter
( *1 ) – Processprog: rumænsk.