DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)
27. februar 2019 ( *1 )
»Appel – Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) – Udviklingssektionen – nedsættelse af finansielt tilskud – forordning (EF) nr. 1260/1999 – operationelt program – finansielle korrektioner – artikel 39 – retsgrundlag – overgangsbestemmelser«
I sag C-670/17 P,
angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 28. november 2017,
Den Hellenske Republik ved G. Kanellopoulos, A. Vasilopoulou og I. Pachi, som befuldmægtigede,
appellant,
den anden part i appelsagen:
Europa-Kommissionen ved D. Triantafyllou og J. Aquilina, som befuldmægtigede,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, J.-C. Bonichot, og dommerne C. Toader, A. Rosas, L. Bay Larsen og M. Safjan,
generaladvokat: M. Bobek,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 8. november 2018,
afsagt følgende
Dom
1
Med denne appel har Den Hellenske Republik nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 19. september 2017, Grækenland mod Kommissionen (T-327/15, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede dom«, EU:T:2017:631), hvorved Retten frifandt Europa-Kommissionen i det søgsmål, som Den Hellenske Republik havde anlagt med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2015) 1936 final af 25. marts 2015 om pålæggelse af en finansiel korrektion for tilskuddet fra EUGFL – Udviklingssektionen, for det operative program CCI 2000GR061RO021 (Grækenland – Målsætning 1 – Genopbygning af landdistrikterne) (herefter »den omtvistede afgørelse«).
Retsforskrifter
Forordning (EF) nr. 1260/1999
2
Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene (EFT 1999, L 161, s. 1) bestemmer i artikel 39 med overskriften »Finansielle korrektioner«:
»1. Medlemsstaterne er i første række ansvarlige for at forfølge uregelmæssigheder, herunder træffe foranstaltninger vedrørende enhver væsentlig ændring, der påvirker arten af, gennemførelsesbetingelserne for eller kontrollen med en intervention, samt for at foretage de nødvendige finansielle korrektioner.
Medlemsstaten foretager de finansielle korrektioner, der er nødvendige i forbindelse med den enkelte eller systematiske uregelmæssighed. Medlemsstatens korrektioner består i hel eller delvis annullering af Fællesskabets medfinansiering. Medlemsstaten kan omfordele de således frigjorte fællesskabsmidler inden for den pågældende intervention efter regler, der skal fastlægges i henhold til artikel 53, stk. 2.
2. Hvis Kommissionen efter afslutningen af de nødvendige undersøgelser har grund til at formode:
a)
at en medlemsstat ikke har efterkommet de forpligtelser, der påhviler den i henhold til stk. 1
eller
b)
at en operation eller en del deraf ikke berettiger til støtten fra fondene eller en del deraf
eller
c)
at forvaltnings- eller kontrolsystemerne er behæftet med betydelige mangler, som vil kunne føre til uregelmæssigheder af systemkarakter
suspenderer den de pågældende mellemliggende betalinger, ligesom den fremsætter en begrundet anmodning til medlemsstaten om inden for en bestemt frist at fremsætte sine bemærkninger og om fornødent foretage eventuelle korrektioner.
Hvis medlemsstaten har indvendinger mod Kommissionens bemærkninger, opfordrer Kommissionen medlemsstaten til at deltage i en høring, ved hvilken lejlighed begge parter samarbejder om at nå til enighed om bemærkningerne og de konklusioner, der skal drages af dem.
3. Efter udløbet af denne frist kan Kommissionen, hvis der ikke er tilvejebragt enighed, og hvis medlemsstaten endnu ikke har foretaget korrektioner, og under hensyn til eventuelle bemærkninger fra medlemsstaten inden tre måneder beslutte:
a)
at nedsætte det acontobeløb, der er nævnt i artikel 32, stk. 2
eller
b)
at foretage de finansielle korrektioner, der er nødvendige. Dette indebærer hel eller delvis annullering af fondenes deltagelse i den pågældende intervention.
Kommissionen fastsætter korrektionsbeløbet under hensyntagen til uregelmæssighedens eller ændringens art og til omfanget og de potentielle virkninger af forvaltnings- eller kontrolsystemets eventuelle mangler. Disse afgørelser skal træffes under overholdelse af proportionalitetsprincippet.
Hvis der ikke er truffet afgørelse om at gøre hverken a) eller b) ved udgangen af den foreskrevne periode, ophører suspensionen af de mellemliggende betalinger øjeblikkeligt.
4. Ethvert beløb, der giver anledning til inddrivelse som uretmæssigt udbetalt, skal tilbagebetales til Kommissionen. Sådanne beløb tillægges morarenter.
5. Denne artikel berører ikke anvendelsen af artikel 32.«
Forordning (EF) nr. 1290/2005
3
Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EUT 2005, L 209, s. 1) bestemmer i artikel 40 med overskriften »Udgifter under [Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL)], Udviklingssektionen«:
»1. De beløb, som der er disponeret over til finansiering af foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne gennem EUGFL, Udviklingssektionen, i henhold til en afgørelse vedtaget af Kommissionen mellem den 1. januar 2000 og den 31. december 2006, og for hvilke de dokumenter, der er nødvendige for afslutningen af foranstaltningerne, ikke er fremsendt til Kommissionen ved udløbet af fristen for fremsendelse af den endelige rapport, frigøres automatisk af Kommissionen senest den 31. december 2010, hvilket medfører, at medlemsstaterne skal tilbagebetale de uberettiget modtagne beløb. De dokumenter, der er nødvendige for afslutningen af foranstaltningerne, er udgiftsanmeldelsen vedrørende betaling af saldoen, den endelige gennemførelsesrapport og den erklæring, der er krævet i henhold til artikel 38, stk. 1, litra f), i [forordning nr. 1260/1999].
2. I beregningen af det automatisk frigjorte beløb, der er omhandlet i stk. 1, indgår ikke beløb vedrørende foranstaltninger eller programmer, der er genstand for en retslig procedure eller en administrativ prøvelse, som i henhold til den nationale lovgivning har opsættende virkning.«
Forordning (EF) nr. 1083/2006
4
Artikel 1 med overskriften »Emne« i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999 (EUT 2006, L 210, s. 25), bestemmer i stk. 1:
»Denne forordning fastsætter generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Den Europæiske Socialfond (ESF) ([herefter] »strukturfondene«) og Samhørighedsfonden, jf. dog de specifikke bestemmelser i [Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1080/2006 af 5. juli 2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1783/1999 (EUT 2006, L 210, s. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006 af 5. juli 2006 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1784/1999 (EUT 2006, L 210, s. 12) og i Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006 af 11. juli 2006 om oprettelse af Samhørighedsfonden og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1164/94 (EUT 2006, L 210, s. 79)].«
5
Artikel 105 i forordning nr. 1083/2006 med overskriften »Overgangsbestemmelser« har følgende ordlyd:
»1. Denne forordning er ikke til hinder for videreførelse eller ændring, herunder hel eller delvis ophævelse, af en intervention, der medfinansieres af strukturfondene, eller af et projekt, der medfinansieres af Samhørighedsfonden, og som Kommissionen har godkendt på grundlag af [Rådets forordning (EØF) nr. 2052/88 af 24. juni 1988 om strukturfondenes opgaver og effektivitet samt om samordningen af deres interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT 1988, L 185, s. 9), af Rådets forordning (EØF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2052/88 for så vidt angår samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes såvel som med interventionerne fra Den Europæiske Investeringsbank og de øvrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT 1988, L 374, s. 1), af Rådets forordning (EF) nr. 1164/94 af 16. maj 1994 om oprettelse af Samhørighedsfonden (EFT 1994, L 130, s. 1) og af forordning nr. 1260/1999] eller enhver anden lovgivning, der gælder for denne intervention den 31. december 2006, og som derfor finder anvendelse på interventionen eller projekterne indtil deres afslutning.
2. Når Kommissionen træffer beslutning om operationelle programmer, tager den hensyn til alle interventioner, der medfinansieres af strukturfondene, eller til alle projekter, der medfinansieres af Samhørighedsfonden, og som er godkendt af Rådet eller Kommissionen inden denne forordnings ikrafttræden, og som har finansielle virkninger i de operationelle programmers gyldighedsperiode.
3. Uanset artikel 31, stk. 2, artikel 32, stk. 4, og artikel 37, stk. 1, i [forordning nr. 1260/1999] vil delbeløb, hvorover der er disponeret med henblik på interventioner, der medfinansieres af EFRU eller ESF, og som er godkendt af Kommissionen mellem den 1. januar 2000 og den 31. december 2006, og for hvilke den attesterede oversigt over faktisk afholdte udgifter, den endelige rapport om gennemførelsen og den erklæring, der henvises til i artikel 38, stk. 1, litra f), i nævnte forordning ikke er tilsendt Kommissionen senest 15 måneder efter sidste dato for støtteberettigelse som fastsat i afgørelsen om ydelse af et bidrag fra fondene, automatisk blive frigjort af Kommissionen senest seks måneder efter fristen, hvilket vil give anledning til tilbagebetaling af uretmæssigt udbetalte beløb.
Beløb i tilknytning til operationer eller programmer, der er suspenderet som følge af et søgsmål eller en rekurs med opsættende virkning, lades ude af betragtning ved beregningen af det beløb, som skal frigøres automatisk.«
6
Artikel 107 i forordning nr. 1083/2006 med overskriften »Ophævelse« fastsætter:
»Med forbehold af bestemmelserne i artikel 105, stk. 1, i nærværende forordning, ophæves [forordning nr. 1260/1999] fra den 1. januar 2007.
Henvisninger til [forordning nr. 1260/1999] betragtes som henvisninger til nærværende forordning.«
Forordning (EU) nr. 1303/2013
7
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af forordning nr. 1083/2006 (EUT 2013, L 347, s. 320) bestemmer i artikel 152 med overskriften »Overgangsbestemmelser«:
»1. Denne forordning berører hverken fortsættelse eller ændring, herunder hel eller delvis annullering, af støtte, som Kommissionen har godkendt på grundlag af [forordning nr. 1083/2006] eller anden lovgivning, der gælder for denne støtte pr. 31. december 2013, og som derfor fortsat gælder for denne støtte eller de pågældende operationer indtil deres afslutning. I dette stykke dækker støtte operationelle programmer og store projekter.
2. Ansøgninger om støtte, der er indgivet eller godkendt i henhold til [forordning nr. 1083/2006], er fortsat gyldige.
3. Hvis en medlemsstat gør brug af den i artikel 123, stk. 3, nævnte mulighed, kan den anmode Kommissionen om, at forvaltningsmyndigheden skal varetage attesteringsmyndighedens funktioner, uanset artikel 59, stk. 1, litra b), i [forordning nr. 1083/2006], for så vidt angår de tilhørende operationelle programmer, der gennemføres på grundlag af [forordning nr. 1083/2006]. Anmodningen ledsages af en vurdering foretaget af revisionsmyndigheden. Anmodningen ledsages af en vurdering foretaget af revisionsmyndigheden. Hvis Kommissionen på grundlag af de oplysninger, som revisionsmyndigheden har forelagt den, og dens egne analyser, er overbevist om, at forvaltnings- og kontrolsystemerne vedrørende disse operationelle programmer fungerer effektivt, og at deres funktion ikke vil blive negativt berørt af, at forvaltningsmyndigheden udfører attesteringsmyndighedens funktioner, meddeler den medlemsstaterne sit samtykke senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen.«
Tvistens baggrund og den omtvistede afgørelse
8
Tvistens baggrund, der er fremstillet i den appellerede doms præmis 1-15, kan med henblik på nærværende sag sammenfattes som følger.
9
Ved skrivelse af 31. marts 2011 forelagde de græske myndigheder i overensstemmelse med artikel 38, stk. 1, litra f), i forordning nr. 1260/1999 Kommissionen en erklæring om afslutning af det operationelle program CCI 2000GR061PO021 (Grækenland – Målsætning 1 – Genopbygning af landdistrikterne) (herefter »det omhandlede operationelle program«) for perioden 2000-2006. Denne erklæring, der havde til formål at gøre det muligt for Den Hellenske Republik at modtage finansiering fra Den Europæiske Union, var bl.a. vedlagt den endelige rapport om gennemførelsen, der er omhandlet i denne forordnings artikel 37, vedrørende det omhandlede operationelle program.
10
Ved skrivelse af 2. august 2011 opfordrede Kommissionen de græske myndigheder til inden for en frist på ti dage at fremsende supplerende oplysninger vedrørende erklæringen om afslutning af det omhandlede operationelle program og oplyste de nævnte myndigheder om, at den efter en gennemgang af indholdet af den nævnte erklæring kunne indlede proceduren i artikel 39 i forordning nr. 1260/1999. De græske myndigheder fremsendte de anmodede oplysninger ved skrivelse af 5. august 2011.
11
Ved skrivelse af 24. maj 2012 oplyste Kommissionen de græske myndigheder om, at den endelige rapport om gennemførelsen vedrørende det operationelle program var blevet accepteret.
12
Den 3. januar 2013 opfordrede Kommissionen de græske myndigheder til inden for en frist på to måneder at tilkendegive, om de accepterede anvendelsen af en finansiel korrektion på i alt 94465089,65 EUR, hvilket svarede til differencen mellem de udbetalinger, der var foretaget i henhold til EUGFL, og det bidrag, der skulle indbetales til denne fond i forbindelse med det omhandlede operationelle program. Kommissionen tilføjede, at den, såfremt der ikke blev meddelt en accept inden for denne frist, ville fortsætte sin undersøgelse af, hvorvidt de udgifter, som de græske myndigheder havde afholdt, var støtteberettigede, og at den kunne pålægge finansielle korrektioner, hvis beløb, beregnet på grundlag af samtlige de oplysninger, som de græske myndigheder havde meddelt, kunne være større, uden at tage hensyn til de korrektioner, som de græske myndigheder allerede havde vedtaget, dvs. 211582686,65 EUR.
13
Ved skrivelse af 5. marts 2013 informerede de græske myndigheder Kommissionen om, at de var uenige i de beløb, der er nævnt i den foregående præmis, idet de allerede havde vedtaget kontrolforanstaltninger og passende korrigerende foranstaltninger, således at enhver yderligere finansiel korrektion ville føre til pålæggelse af en dobbelt korrektion. De græske myndigheder præciserede ligeledes, at den samlede størrelse af de finansielle korrektioner, som de havde anvendt på hele det omhandlede operationelle program, beløb sig til 143206588,48 EUR, hvilket svarede til en EU-finansiering på 108308798,38 EUR.
14
Ved skrivelse af 8. marts 2013 fastholdt de græske myndigheder, at de havde vedtaget passende korrigerende foranstaltninger på alle de områder, hvor der var blevet konstateret uregelmæssigheder.
15
Den 17. juli 2013 opfordrede Kommissionen – efter en fornyet bedømmelse af størrelsen af det bidrag, der skulle indbetales til EUGFL vedrørende det omhandlede operationelle program – de græske myndigheder til inden for en frist på to måneder at tilkendegive, om de accepterede anvendelsen af en finansiel korrektion på i alt 30472624,09 EUR, hvilket svarede til differencen mellem de udbetalinger, der var foretaget i henhold til EUGFL, og størrelsen af det nævnte bidrag. Kommissionen anførte endvidere, at den, såfremt de græske myndigheder ikke meddelte deres accept inden for denne frist, ville fortsætte sin undersøgelse af, hvorvidt de udgifter, som de nævnte myndigheder havde afholdt, var støtteberettigede, og at den kunne pålægge finansielle korrektioner, hvis beløb, beregnet på grundlag af samtlige de oplysninger, som de nævnte myndigheder havde meddelt, kunne være større, uden at tage hensyn til de korrektioner, som disse myndigheder allerede havde vedtaget, dvs. 116487848,75 EUR.
16
Ved skrivelse af 19. september 2013 anfægtede de græske myndigheder på ny disse beløb. De græske myndigheder fremsendte endvidere den 13. og den 14. januar 2014 de yderligere oplysninger til Kommissionen, som denne havde anmodet dem om den 13. september 2013.
17
Den 27. maj 2014 blev der afholdt en mundtlig høring i Kommissionens lokaler, og de græske myndigheder fremsendte supplerende oplysninger den 20. juni 2014.
18
Ved skrivelse af 11. juli 2014 fremsendte Kommissionen referatet af den mundtlige høring den 27. maj 2014 til de græske myndigheder og anmodede dem om at fremsende nye supplerende oplysninger inden for en frist på to måneder. Den 5. september 2014 forlængede Kommissionen denne frist. Den 26. september 2014 fremsendte de græske myndigheder de anmodede oplysninger.
19
Ved skrivelse af 13. februar 2015 meddelte Kommissionen de græske myndigheder sin endelige opfattelse hvad angår de finansielle konsekvenser, der skulle drages af undersøgelsen af de dokumenter, som de græske myndigheder havde fremlagt, dvs. at et beløb på 72105592,41 EUR skulle udelukkes fra EU-finansiering ved EUGFL.
20
Ved den omtvistede afgørelse udelukkede Kommissionen visse udgifter, som Den Hellenske Republik havde afholdt for EUGFL, Udviklingssektionen, for perioden 2000-2006, med et beløb på 72105592,41 EUR.
Sagen for Retten og den appellerede dom
21
Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 2. juni 2015 anlagde Den Hellenske Republik sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse, i hvilken forbindelse den fremsatte fire anbringender, hvoraf det første anbringende vedrørte den omstændighed, at den omtvistede afgørelse savnede et retsgrundlag, det andet, at Kommissionen ikke havde tidsmæssig kompetence til at vedtage den nævnte afgørelse, og tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, af retten til at blive hørt og af retten til forsvar, det tredje en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og det fjerde en tilsidesættelse af princippet ne bis in idem og af proportionalitetsprincippet.
22
Retten forkastede ved den appellerede dom disse anbringender og frifandt dermed Kommissionen i det hele i det af Den Hellenske Republik anlagte søgsmål.
23
Hvad specifikt angår det første led af det første anbringende om, at den omtvistede afgørelse savner retsgrundlag, idet artikel 39 i forordning nr. 1260/1999 blev ophævet inden vedtagelsen af denne afgørelse, bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 23-34 følgende:
»23 Forordning nr. 1083/2006 ophævede ifølge artikel 107, stk. 1, heri forordning nr. 1260/1999 fra den 1. januar 2007. I henhold til artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006 finder denne forordning anvendelse på [EFRU], [ESF] og Samhørighedsfonden. Som det fremgår af sjette betragtning til forordning nr. 1083/2006, bør instrumenterne for støtte til landdistriktudvikling, dvs. [Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)], der har erstattet EUGFL, Udviklingssektionen, og til fiskerisektoren, dvs. den europæiske fiskerifond (EFF), imidlertid integreres i instrumenterne under den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik og samordnes med samhørighedspolitikkens instrumenter. I denne henseende har forordning nr. 1290/2005, som det fremgår af første betragtning hertil og artikel 1 heri, oprettet to europæiske landbrugsfonde, dels Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL), som skal finansiere markedsforanstaltninger og andre foranstaltninger, dels ELFUL, som skal finansiere programmer vedrørende udvikling af landdistrikterne.
24 Artikel 105, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006 med overskriften »Overgangsbestemmelser« bestemmer imidlertid, at »[d]enne forordning [ikke] er […] til hinder for videreførelse eller ændring, herunder hel eller delvis ophævelse, af en intervention, der medfinansieres af strukturfondene, eller af et projekt, der medfinansieres af Samhørighedsfonden, og som Kommissionen har godkendt på grundlag af [bl.a. forordning nr. 1260/1999] eller enhver anden lovgivning, der gælder for denne intervention den 31. december 2006, og som derfor finder anvendelse på interventionen eller projekterne indtil deres afslutning«.
25 Desuden fastsætter artikel 105, stk. 2, i forordning nr. 1083/2006, at »[n]år Kommissionen træffer beslutning om operationelle programmer, tager den hensyn til alle interventioner, der medfinansieres af strukturfondene, eller til alle projekter, der medfinansieres af Samhørighedsfonden, og som er godkendt af Rådet eller Kommissionen inden denne forordnings ikrafttræden, og som har finansielle virkninger i de operationelle programmers gyldighedsperiode«.
26 Det fremgår heraf, at artikel 105, stk. 2, i forordning nr. 1083/2006 har til formål at fastsætte overgangsordningen for de strukturfonde, der blev godkendt på grundlag af EU-lovgivning, der var i kraft indtil den 31. december 2006, og som fortsatte efter denne dato, og hvis afslutning fandt sted på en senere dato (dom af 21.9.2016, Kommissionen mod Spanien, C-140/15 P, EU:C:2016:708, præmis 94).
27 Forordning nr. 1260/1999 blev med andre ord ophævet af forordning nr. 1083/2006, men i medfør af sidstnævnte forordnings artikel 105, stk. 1, og artikel 107, stk. 1, fandt forordning nr. 1260/1999 fortsat anvendelse på tidligere operationelle programmer (dom af 22.9.2011, Spanien mod Kommissionen, T-67/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:518, præmis 6).
28 Den overgangsordning, der er fastsat i artikel 105, stk. 2, i forordning nr. 1083/2006, omhandler materielle regler, der finder anvendelse på tidligere operationelle programmer, som det i øvrigt fremgår af anvendelsen af udtrykkene »intervention« og »projekt« i nævnte artikel og af indholdet i artikel 105, stk. 2 og 3. Derimod omhandler den nævnte overgangsordning ikke regler af proceduremæssig karakter i overensstemmelse med princippet om, at procedureregler finder umiddelbar anvendelse (dom af 21.9.2016, Kommissionen mod Spanien, C-140/15 P, EU:C:2016:708, præmis 92 og 95).
[…]
34 Dette indebærer, at forordning nr. 1083/2006, i medfør af artikel 105, stk. 1, har opretholdt gyldigheden af de materielle bestemmelser i artikel 39 i forordning nr. 1260/1999, dvs. de bestemmelser, der definerer den respektive rolle for medlemsstaten og Kommissionen, og som indeholder deres gensidige rettigheder og forpligtelser i forbindelse med den procedure, der finder anvendelse i tilfælde af uregelmæssigheder, som konstateres i forbindelse med den finansielle kontrol af ELFUL’s interventioner.«
Parternes påstande for Domstolen
24
Den Hellenske Republik har nedlagt følgende påstande:
–
Den appellerede dom ophæves.
–
Den omtvistede afgørelse annulleres i overensstemmelse med den i første instans nedlagte påstand.
–
Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med sagens behandling i første og anden instans.
25
Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
–
Appellen forkastes.
–
Appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Appellen
26
Den Hellenske Republik har til støtte for appellen påberåbt sig fem anbringender, hvoraf det første anbringende vedrører en urigtig fortolkning og en urigtig anvendelse af overgangsbestemmelserne i forordning nr. 1083/2006 og nr. 1303/2013, sammenholdt med bestemmelserne i forordning nr.1290/2005, en retlig fejl og en utilstrækkelig og urigtig begrundelse af den appellerede dom, det andet en urigtig fortolkning og en urigtig anvendelse af artikel 39 i forordning nr. 1260/1999 samt en selvmodsigende og utilstrækkelig begrundelse af den appellerede dom, det tredje en urigtig fortolkning og en mangelfuld anvendelse af artikel 144 og 145 i forordning nr. 1303/2013 samt en selvmodsigende og utilstrækkelig begrundelse af den appellerede dom, det fjerde en urigtig fortolkning og en urigtig anvendelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og det femte en utilstrækkelig begrundelse for Rettens manglende tiltrædelse af klagepunkterne vedrørende den uforholdsmæssige karakter af den anvendte finansielle korrektion.
Det første anbringende
Parternes argumenter
27
Den Hellenske Republik har foreholdt Retten, at den fastslog, at den omtvistede afgørelse med rette havde sit retsgrundlag i artikel 39 i forordning nr. 1260/1999. Denne medlemsstat har i denne henseende i det væsentlige gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 25-28 og 34, idet den fastslog, at undtagelsen i artikel 105, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006 omfattede operationelle programmer under EUGFL, Udviklingssektionen. I modsætning til det i den appellerede dom fastslåede blev overgangsordningen vedrørende strukturfondene, som defineret i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006, udelukkende indført med denne forordnings artikel 105, stk. 1, og ikke artikel 105, stk. 2. Retten henviste i den appellerede doms præmis 25 og 28 med urette til artikel 105, stk. 2, i forordning nr. 1083/2006 og anvendte i denne doms præmis 26 og 27 denne bestemmelse for heraf at drage en specifik konklusion for de operationelle programmer under EUGFL, Udviklingssektionen. Denne fond, som er genstand for forordning nr. 1290/2005, var blevet udelukket fra anvendelsesområdet for artikel 105, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006. Den undtagelse, der er fastsat i denne forordnings artikel 107, skal undergives en streng fortolkning og omhandler udelukkende bestemmelserne i nævnte forordnings artikel 105, stk. 1, og ikke bestemmelserne i samme forordnings artikel 105, stk. 2. I denne henseende medfører den appellerede doms præmis 26, der omtaler artikel 105, stk. 2, i forordning nr. 1083/2006, en ændring af præmis 94 i dom af 21. september 2016, Kommissionen mod Spanien (C-140/15 P, EU:C:2016:708), der henviser til denne forordnings artikel 105, stk. 1.
28
Da den foranstaltning, der er fastsat i artikel 105, stk. 3, i forordning nr. 1083/2006, hvad angår udgifterne under EUGFL, Udviklingssektionen, er specifikt indsat i artikel 40 i forordning nr. 1290/2005, drog Retten, i den appellerede doms præmis 28, urigtigt en konklusion på grundlag af artikel 105, stk. 3, i forordning nr. 1083/2006.
29
Efter at have løst de spørgsmål, der specifikt omhandlede fondene vedrørende landbrugssektoren, i forordning nr. 1290/2005, ophævede EU-lovgiver forordning nr. 1260/1999 i sin helhed, som det fremgår af overskriften til forordning nr. 1083/2006. Det var dermed med urette, at Retten drog den modsatte konklusion i den appellerede doms præmis 23 og 34.
30
Efter Kommissionens opfattelse er det første anbringende ugrundet.
31
Retten anerkendte med rette, at EUGFL i programperioden 2000-2006 henhørte under strukturfondene. Følgelig har Udviklingssektionen under EUGFL samme karakter og tilhører samme familie som strukturfondene. Imidlertid finder forordning nr. 1083/2006 udelukkende anvendelse på EFRU, ESF og Samhørighedsfonden, mens ELFUL, der har erstattet EUGFL, Udviklingssektionen, er blevet inkorporeret i den fælles landbrugspolitiks finansieringsmekanismer.
32
Retten udledte dermed med rette af den udtrykkelige ordlyd af artikel 105, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006, at selv om forordning nr. 1260/1999 er blevet ophævet af forordning nr. 1083/2006, finder den førstnævnte forordning fortsat anvendelse på tidligere operationelle programmer i medfør af artikel 105, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006.
Domstolens bemærkninger
33
Den Hellenske Republik har i forbindelse med det første appelanbringende i det væsentlige anført, at Retten med urette godkendte anvendelsen af artikel 39 i forordning nr. 1260/1999 som retsgrundlag for den omtvistede afgørelse.
34
I henhold til artikel 107, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006 blev forordning nr. 1260/1999 ophævet fra den 1. januar 2007. Den omtvistede afgørelse kunne dermed på tidspunktet for sin vedtagelse kun baseres på artikel 39 i forordning nr. 1260/1999, hvis specifikke bestemmelser havde forlænget anvendelsen af denne artikel.
35
Retten udtalte i denne henseende i den appellerede doms præmis 38, at gyldigheden af artikel 39 i forordning nr. 1260/1999 blev opretholdt indtil den 31. december 2013 i medfør af forordning nr. 1083/2006 for så vidt angår operationelle programmer for perioden 2000-2006, og at gyldigheden af bestemmelsen på ny blev opretholdt fra den 1. januar 2014 i medfør af forordning nr. 1303/2013 for så vidt angår de samme programmer.
36
For så vidt som forordning nr. 1083/2006, hvis artikel 105, stk. 1, fastsatte en forlængelse af anvendelsen af forordning nr. 1260/1999, selv blev ophævet fra den 1. januar 2014, beroede muligheden for at basere den omtvistede afgørelse på artikel 39 i forordning nr. 1260/1999 således på artikel 152, stk. 1, i forordning nr. 1303/2013, der som forudsætning for forlængelse af anvendelsen af forordning nr. 1083/2006 krævede, at der var tale om »støtte, som Kommissionen har godkendt på grundlag af [forordning nr. 1083/2006] eller anden lovgivning, der gælder for denne støtte pr. 31. december 2013«.
37
Det skal imidlertid bemærkes, at artikel 105, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006 alene fastsatte en forlænget anvendelse af forordning nr. 1260/1999 for »en intervention, der medfinansieres af strukturfondene, eller […] et projekt, der medfinansieres af Samhørighedsfonden«.
38
Det må i denne henseende konstateres, at EUGFL, Udviklingssektionen, hverken tilhører strukturfondene, som ifølge artikel 1 i forordning nr. 1083/2006 er ERFU og ESF, eller Samhørighedsfonden.
39
Retten fandt ikke desto mindre, at denne forordnings artikel 105, stk. 1, kunne finde anvendelse på operationelle programmer, der blev medfinansieret af EUGFL, Udviklingssektionen, for så vidt angår perioden 2000-2006.
40
Anvendelsen af artikel 105, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006 på operationelle programmer, der blev medfinansieret af EUGFL, Udviklingssektionen, for så vidt angår perioden 2000-2006, følger imidlertid hverken af denne bestemmelses ordlyd eller af ordlyden af samme forordnings artikel 105, stk. 2, eller af dom af 21. september 2016, Kommissionen mod Spanien (C-140/15 P, EU:C:2016:708).
41
For det første bemærkes, som generaladvokaten har anført i punkt 36 i forslaget til afgørelse, at Rettens ræsonnement i den appellerede doms præmis 25 og 26 vedrørende artikel 105, stk. 2, i forordning nr. 1083/2006 ikke kan drage den definition af strukturfondene, som er fastsat i artikel 1 i forordning nr. 1083/2006, og det heraf følgende definerede anvendelsesområde for artikel 105, stk. 1, heri, i tvivl.
42
For det andet bemærkes, at artikel 105, stk. 2, i forordning nr. 1083/2006 omhandler »strukturfondene« og »Samhørighedsfonden« uden at ændre definitionen heraf i forhold til definitionen i artikel 1 i forordning nr. 1083/2006.
43
Hvad for det tredje angår dom af 21. september 2016, Kommissionen mod Spanien (C-140/15 P, EU:C:2016:708), er det ubestridt, at den alene vedrørte Samhørighedsfonden, som i modsætning til EUGFL, Udviklingssektionen, klart var omfattet af anvendelsesområdet for artikel 105, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006.
44
Retten begik således en retlig fejl, idet den foretog en vid anvendelse af artikel 105, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006 på operationelle programmer, der blev medfinansieret af EUGFL, Udviklingssektionen, og idet den dermed fastslog, at Kommissionen med rette kunne basere den omtvistede afgørelse på artikel 39 i forordning nr. 1260/1999 for så vidt angår perioden 2000-2006.
45
Det fremgår heraf, at det første anbringende skal tiltrædes, og at den appellerede dom skal ophæves, uden at det er fornødent at undersøge de øvrige appelanbringender.
Søgsmålet for Retten
46
I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.
47
Dette er tilfældet i den foreliggende sag. Herefter skal det søgsmål, som Den Hellenske Republik havde anlagt med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse, behandles.
Parternes argumenter
48
Den Hellenske Republik anførte i forbindelse med det første anbringendes første led for Retten i det væsentlige, at artikel 105, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006 ikke fandt anvendelse på finansiering ved EUGFL, Udviklingssektionen, for perioden 2000-2006. Da den omtvistede afgørelse ikke kan baseres på artikel 39 i forordning nr. 1260/1999, savner den et retsgrundlag og skal derfor annulleres.
49
Kommissionen anførte heroverfor i det væsentlige, at artikel 105, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006 udtrykkeligt fastsætter, at finansiering, der er godkendt på grundlag af forordning nr. 1260/1999 – »også efter dens ophævelse« – ikke påvirkes af forordning nr. 1083/2006 »indtil dens afslutning«. Denne bestemmelse omhandler dermed alle finansieringer, der tildeles på grundlag af forordning nr. 1260/1999.
50
Hertil kommer, at for så vidt som den nævnte bestemmelse henviser til den ordning, der fandt anvendelse i medfør af forordning nr. 1260/1999, skulle den nødvendigvis omhandle alle de programmer, der var blevet godkendt i henhold til denne ordning, idet den opretholdt deres retlige grundlag og deres retlige ramme uændret indtil deres afslutning. Ifølge Kommissionen burde EUGFL, Udviklingssektionen, således være omfattet af den gruppe, som strukturfondene og Samhørighedsfonden tilhørte, »såvel ud fra en systematisk som en teleologisk synsvinkel«, for at den kan bevare sin oprindelige retlige ramme.
Domstolens bemærkninger
51
Det skal indledningsvis bemærkes, at ifølge Domstolens praksis gælder, at selv om retlige situationer, der er opstået og endeligt fastlagt, mens den tidligere lov var gældende, i princippet forbliver underlagt denne lov, kan lovgiver bestemme andet bl.a. ved at anvende overgangsbestemmelser (jf. i denne retning dom af 7.11.2013, Gemeinde Altrip m.fl., C-72/12, EU:C:2013:712, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).
52
Overgangsbestemmelser skal imidlertid fortolkes strengt (dom af 2.9.2010, Kirin Amgen, C-66/09, EU:C:2010:484, præmis 33).
53
I det foreliggende tilfælde vedrører ordlyden af artikel 105, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006 bl.a. ophævelse af en intervention, der medfinansieres af strukturfondene, eller af et projekt, der medfinansieres af Samhørighedsfonden. Som det fremgår af nærværende doms præmis 38, omfatter disse fonde ikke EUGFL, Udviklingssektionen.
54
Ifølge Domstolens praksis kræves det i medfør af retssikkerhedsprincippet, at lovgivningen giver de berørte mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der herved pålægges dem, navnlig når der er tale om økonomiske konsekvenser (dom af 6.9.2018, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, C-4/17 P, EU:C:2018:678, præmis 58).
55
Kommissionens argumentation, hvorefter begrebet »strukturfonde«, der er anvendt i artikel 105, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006, ikke skal defineres ud fra denne forordnings artikel 1, men på grundlag af bestemmelserne i forordning nr. 1260/1999 med den virkning, at dette begreb ligeledes omhandler EUGFL, Udviklingssektionen, vil føre til, at den medlemsstat, som er omfattet af en finansiel korrektion, vil blive pålagt økonomiske konsekvenser, som ordlyden af forordning nr. 1083/2006 ikke giver anledning til at formode.
56
Da selvstændige begreber i EU-retten således skal fortolkes under hensyntagen til den kontekst, som de indgår i, og i lyset af de forfulgte formål (dom af 15.11.2018, BTA Baltic Insurance Company, C-648/17, EU:C:2018:917, præmis 31), skal det fastslås, at idet der ikke i artikel 105 i forordning nr. 1083/2006 findes en udtrykkelig henvisning til en bredere definition af »strukturfonde« i forbindelse med forordning nr. 1260/1999 end definitionen i forordning nr. 1083/2006, medfører den omstændighed, at denne bestemmelse fastsætter »overgangsbestemmelser«, som det fremgår af bestemmelsens overskrift, i modsætning til det af Kommissionen anførte, ikke i sig selv, at de begreber, som anvendes i bestemmelsen, unddrages fra den definition af dem, som fremgår af forordning nr. 1083/2006, som de tilhører.
57
Henset til det ovenstående skal det konkluderes, at artikel 105, stk. 1, i forordning nr. 1083/2006 ikke finder anvendelse på en finansiering ved EUGFL, Udviklingssektionen, for perioden 2000-2006. Da den omtvistede afgørelse ikke kunne baseres på artikel 39 i forordning nr. 1260/1999, savner den derfor et retsgrundlag og skal følgelig annulleres, uden at det er nødvendigt at undersøge det andet led af det første anbringende og de øvrige anbringender, som Den Hellenske Republik påberåbte sig for Retten.
Sagsomkostninger
58
I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen.
59
I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Den Hellenske Republik har fået medhold i appelsagen og i sine påstande for Retten, bør Kommissionen i overensstemmelse med Den Hellenske Republiks påstande pålægges ud over at bære sine egne omkostninger at betale de omkostninger, som Den Hellenske Republik har afholdt i såvel første instans som i forbindelse med appellen.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):
1)
Den Europæiske Unions Rets dom af 19. september 2017, Grækenland mod Kommissionen (T-327/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:631), ophæves.
2)
Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2015) 1936 final af 25. marts 2015 om anvendelse af en finansiel korrektion for tilskuddet fra EUGFL, Udviklingssektionen, for det operationelle program CCI 2000GR061RO021 (Grækenland – Målsætning 1 – Genopbygning af landdistrikterne) annulleres.
3)
Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Den Hellenske Republik har afholdt i såvel første instans som i forbindelse med appellen.
Underskrifter
( *1 ) – Processprog: græsk.