15.5.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 151/14
Appel iværksat den 9. november 2016 af Birkenstock Sales GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 19. januar 2017 i sag T-579/14 — Birkenstock Sales GmbH mod EUIPO
(Sag C-26/17 P)
(2017/C 151/20)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Birkenstock Sales GmbH (ved Rechtsanwalt C. Menebröcker og Rechtsanwältin V. Töbelmann)
Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 9. november 2016 (sag T-579/14) ophæves, for så vidt som appellanten ikke fik medhold i sit søgsmål.
—
Appellanten gives medhold i de påstande, denne havde nedlagt for Den Europæiske Unions Ret i første instans angående de varer, for hvilke appellanten ikke fik medhold.
—
EUIPO tilpligtes at betale de omkostninger, der er forbundet med sagen for Domstolen, Retten og appelkammeret.
Anbringender og væsentligste argumenter
1.
Appellanten har gjort gældende, at Rettens dom af 9. november 2016 i sag T-579/14 vedrørende det internationale varemærke nr. 1132742 skal ophæves, for så vidt som den ikke gav appellanten medhold, og at påstandene, der blev nedlagt i første instans for Retten angående de varer, for hvilke søgsmålet blev annulleret, tages til følge.
2.
Appellanten har dernæst anført, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i EU-varemærkeforordningen (1), idet Retten har foretaget en urigtig anvendelse af principperne om tredimensionale varemærker på det omtvistede internationale varemærke. Desuden har appellanten gjort gældende, at Retten i forbindelse med sin vurdering af det internationale varemærke i henhold til principperne om tredimensionale varemærker ikke har fastlagt »normerne og sædvanerne i branchen« for de omtvistede varer, og endelig har appellanten kritiseret Retten for i forbindelse med sin vurdering af det helhedsindtryk, som det internationale varemærke giver, at have anvendt strengere kriterier end dem, der er fastsat i EU-varemærkeforordningens artikel 7, stk. 1, litra b).
3.
Ydermere har appellanten gjort gældende, at der foreligger selvmodsigende begrundelser i førsteinstansdommen, for så vidt som Retten, alt imens den i dommen fastslog, at et tegns fornødne særpræg skal vurderes på baggrund af tegnet selv, alligevel i forbindelse med sin vurdering tog hensyn til spørgsmål om brug, og på den anden side henviste til en af sine ældre domme vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt det for så vidt angår et tegn er muligt at tage hensyn til en samtidig to- og tredimensional brug.
4.
Desuden har appellanten anført, at der foreligger en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, for så vidt som Retten i den appellerede dom fandt, at eftersom appelkammeret ved EUIPO støttede sig på omstændigheder, der følger af praktisk erfaring, der almindeligvis opnås ved markedsføring af de omhandlede varer, som det må antages, at enhver har kendskab til, havde det ikke pligt til at underbygge sin holdning, hvorefter det internationale varemærke ikke adskilte sig væsentligt fra den almindelige brug i branchen.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).