15.5.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 151/17
Appel iværksat den 9. februar 2017 af Fiesta Hotels & Resorts, S.L. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 30. november 2016 i sag T-217/15 — Fiesta Hotels & Resorts mod EUIPO — Residencial Palladium (Palladium Palace Ibiza Resort & Spa)
(Sag C-75/17 P)
(2017/C 151/23)
Processprog: spansk
Parter
Appellant: Fiesta Hotels & Resorts, S.L. (ved abogados J.-B. Devaureix og J.C. Erdozain López)
De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og Residencia Palladium S.L.
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Rettens dom af 30. november 2016 i sag T-217/15 ophæves i sin helhed.
—
Der gives fuldt ud medhold i de påstande, der blev nedlagt i første instans.
—
Indstævnte og intervenienten tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
1.
Det første appelanbringende vedrører det forhold, at den appellerede dom indeholder en retlig fejl, idet det deri lægges til grund, at kravet om en rækkevidde, der »ikke kun [er] lokal« i henhold til artikel 8, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker (1) (herefter »forordningen«), er opfyldt uafhængigt af den geografiske udstrækning, inden for hvilken indehaveren af det påberåbte varemærke udøver sin aktivitet. Denne fortolkning fordrejer den reelle betydning af udtrykket »lokal« og det formål, der ligger til grund for forordningens artikel 8, stk. 4. Den appellerede dom indeholder den anførte retlige fejl, for så vidt som Retten ved afgørelsen af, om det anførte ikke-registrerede firmanavn blot har lokal rækkevidde, tog hensyn til dokumenter, der havde virkning uden for spansk område.
Desuden kan det ikke af den omstændighed, at de tjenesteydelser, som virksomheden leverer til en international kundekreds, og som betegnes ved varemærket eller firmanavnet, udledes, at der er gjort brug af tegnet uden for lokalområdet.
Rettens konklusion i dommen, for så vidt angår kravet om »ikke kun […] lokal«, tilsidesætter endvidere formålet med forordningens artikel 8, stk. 4. Ifølge dommen afhænger dette krav, der anvendes i forhold til det firmanavn, som er til hinder for, at der ansøges om et EU-varemærke, således ikke af den lokale rækkevidde af den virksomhed, der bruger firmanavnet, men af »den geografiske spredning af kunderne eller det renommé, dette har i kundekredsen nationalt eller endog internationalt«. Med denne antagelse går Retten ud over det begrænsende formål med forordningens artikel 8, stk. 4, idet Retten gør det muligt at føre et nemt bevis for et brud med det strengt lokale ved blot at have anvendt det ikke-registrerede tegn på internettet, eller — som i den foreliggende sag — ved det faktum, at den berørte virksomheds overnattende gæster har international oprindelse.
2.
Med det andet appelanbringende anføres det, at Retten har begået en retlig fejl, idet den antog, at det ikke kan kræves i henhold til forordningens artikel 8, stk. 4, sammenholdt med artikel 9, stk. 1, litra d), i den i Spanien gældende lov nr. 17/2001 af 7. december 2001 om varemærker, at det ikke-registrerede påberåbte tegn skal være velkendt, når størstedelen af den retspraksis, der er afsagt i Spanien om dette emne, lægger det modsatte til grund, dvs. ikke alene kræver, at der er gjort brug af det påberåbte tegn, men også at den pågældende brug er velkendt på en væsentlig del af det spanske område.
3.
Det tredje appelanbringende er baseret på det forhold, at den appellerede dom indeholder en retlig fejl, idet Retten på grundlag af LAGUIOLE-dommen (præmis 37) fandt, at forordningens artikel 8, stk. 4, litra b), var opfyldt, selv om denne dom ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, idet det i nærværende sag er spansk ret, der skal fortolkes, og ikke som i LAGUIOLE-dommen fransk ret, og idet appellanten har fremført domme afsagt af den spanske Tribunal Supremo (øverste domstol), der klart forbyder, at et ikke-registreret firmanavn forhindrer brugen af et senere varemærke, uden at indstævnte har påberåbt sig den spanske lov om illoyal konkurrence, der angiveligt omfatter denne mulighed, hvilket appellanten begrundet har benægtet skulle foreligge.
4.
Endelig anføres det med det fjerde appelanbringende, at den appellerede dom indeholder en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af begrebet »foreløbige varemærker«, som er fastsat i den spanske varemærkelov, og nærmere bestemt, at den appellerede dom indeholder en retlig fejl for så vidt angår forordningens artikel 65.
Appellanten finder, at den appellerede dom indeholder en retlig fejl, idet forordningens artikel 65 i snæver forstand ikke er til hinder for en undersøgelse af det retlige spørgsmål, der opstår i lyset af parternes anførte argumentation. I modsætning til hvad der fremgår af dommen, forsøger appellanten ikke at ændre de faktiske omstændigheder, som appelkammeret tog i betragtning, da det traf afgørelse, men gør alene et retsgrundlag gældende, der klart viser den retlige fejl, der er begået i EUIPO’s afgørelse, som er genstand for søgsmålet.
Endelig påberåbes princippet jura novit curia, hvorefter en ret, når den træffer afgørelse, skal anvende de retsregler, som den finder relevante, og ændre retsgrundlaget for parternes påstande, såfremt afgørelsen er i overensstemmelse med de procesførendes faktiske og retlige forhold, det anførte grundlag for kravet ikke ændres, og problemet ikke ændres til et andet. I denne henseende skulle Retten have vurderet appellantens argumentation, og det forhold, at dette ikke er sket, begrænser appellantens ret til forsvar, og denne fratages sine registreringsrettigheder.
(1) EUT 2009, L 78, s. 1.