31.7.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 249/18
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Bacău (Rumænien) den 24. april 2017 — SC Topaz Development SRL mod Constantin Juncu og Raisa Juncu, født Cernica
(Sag C-211/17)
(2017/C 249/28)
Processprog: rumænsk
Den forelæggende ret
Curtea de Apel Bacău
Parter i hovedsagen
Sagsøger: SC Topaz Development SRL
Sagsøgte: Constantin Juncu og Raisa Juncu, født Cernica
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 1, i [direktiv 93/13/EØF] (1) fortolkes og anvendes således, at under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende — således som beskrevet af appellanten, der har henvist til national retspraksis (kassationsdom nr. 1646 af 18.4.2011 afsagt af Înalta Curte de Casație și Justiție, Secția comercială [kassationsdomstol, afdelingen for handelsretlige sager] og civilretlige dom nr. 466 af 6.4.2016 afsagt i en appelsag af Curtea de Apel Bacău [appeldomstolen i Bacău], dvs. den omstændighed, at de appelindstævnte i egenskab af forbrugere har accepteret samtlige kontraktvilkår ved at underskrive en foreløbig købskontrakt, der forinden er blevet udarbejdet af en bygherre og efterfølgende bekræftet af en notar, er tilstrækkeligt bevis for, at alle vilkår anses for at have været forhandlet — er antagelsen om, at de vilkår, der forinden er blevet udarbejdet af en erhvervsdrivende, ikke anses for i forvejen at have været forhandlet, i princippet tilbagevist?
2)
Er sådanne vilkår — som dem, der er omfattet af foreløbige købsaftaler, der forinden er udarbejdet af en bygherre, der som appellanten er erhvervsdrivende, og navnlig sådanne vilkår som omhandlet i punkt 3.2.2. og 7.1. i den foreløbige købsaftale, der blev indgået mellem tvistens parter, og som omfatter en opsigelsesklausul »i fjerde grad« og et bødevilkår udelukkende til fordel for bygherren/sælgeren — omfattet af anvendelsesområdet for sådanne vilkår, som dem der er omhandlet i litra d), e), f) og i), bilaget til Rådet direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler?
3)
Skal artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler fortolkes og anvendes således, at i tilfælde af, at Domstolen besvarer det andet spørgsmål bekræftende, kan den nationale ret ikke (er det forbudt for de nationale domstole at) ændre vilkår, som anses for urimelige, således at opsigelsesklausuler i fjerde grad kan gøres gældende under andre omstændigheder end dem, der udtrykkeligt blev fastsat i den foreløbige aftale (f.eks. ikke ved en hvilken som helst forsinket eller manglende betaling, uanset beløbet størrelse, men kun i tilfælde af for sen eller manglende betaling af et bestemt beløb, som domstolen fra sag til sag anser for væsentligt), og dermed nedsætte (begrænse) størrelsen på bøden til det beløb, der blev betalt i depositum af løftegiver/køber frem til tidspunktet, hvor bødevilkåret skal gøres gældende? Er den nationale ret i sådanne tilfælde begrænset til alene at træffe afgørelse om, at sådanne vilkår ikke finder anvendelse på den pågældende forbruger?
(1) Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29)
Full & Egal Universal Law Academy