11.9.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 300/15
Appel iværksat den 9. juni 2017 af Christoph Klein til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 28. september 2016 i sag T-309/10 RENV, Christoph Klein mod Europa-Kommissionen
(Sag C-346/17 P)
(2017/C 300/19)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Christoph Klein (ved Rechtsanwalt H.-J. Ahlt)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland
Appellanten har nedlagt følgende påstande
1.
Rettens dom af 28. september 2016 i sag T-309/10 RENV ophæves.
2.
Indstævnte tilpligtes at betale appellanten 1 562 662,30 EUR med tillæg af renter fra datoen for afsigelsen af dommen på 8 procentpoint over den på dette tidspunkt gældende grundrentesats.
3.
Det fastslås, at Kommissionen med hensyn til sagens realitet skal betale appellanten erstatning for den endnu ikke beregnede skade, som han har gjort gældende at have lidt siden den 15. september 2006.
4.
Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
5.
Subsidiært: Rettens dom af 28. september 2016 i sag T-309/10 RENV ophæves, og sagen hjemvises til Retten.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har til støtte for appellen fremsat følgende anbringender:
For det første tilsidesatte Retten artikel 61, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, idet den tilsidesatte omfanget af Domstolens doms bindende virkning og begik en retlig fejl ved at lægge til grund, at appellanten ikke kunne gøre krav på nogen erstatning med hensyn til sit »effecto«-produkt, eftersom det fjerde appelanbringende i sag C-120/14 P ikke kunne antages til realitetsbehandling.
For det andet tilsidesatte Retten ligeledes artikel 61, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, idet den undlod at være bundet af Domstolens retlige bedømmelse. I den nævnte doms præmis 95 fastslog Domstolen, at den appellerede førsteinstansdom skulle ophæves, for så vidt som Retten herved forkastede det søgsmål, hvori der var blevet nedlagt påstand om, at Kommissionen skulle tilpligtes at betale erstatning for den skade, som appellanten […] havde lidt. I strid med denne retlige bedømmelse begik Retten en retlig fejl, da den fastslog, at der selv med hensyn til sagens realitet ikke var grundlag for nogen skadeserstatning, idet forudsætningerne herfor ikke var opfyldt.
For det tredje afviste Retten i strid med sit procesreglements artikel 84, stk. 1, anbringendet om, at Kommissionen gennem sin passivitet under beskyttelsesklausulproceduren i henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 93/42 ligeledes havde tilsidesat artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, med den begrundelse, at der var tale om et nyt anbringende, der ikke kunne antages til realitetsbehandling. Der blev dermed begået en retlig fejl, idet appellanten allerede i sin stævning faktisk havde påberåbt sig princippet om god forvaltningsskik, hvilket indholdsmæssigt svarer til princippet om god forvaltning og artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder. Følgelig foreligger der heller ikke noget nyt anbringende, som ikke kan antages til realitetsbehandling.
For det fjerde lagde Retten til grund, at direktivet ikke tillagde appellanten selv eller selskabet atmed AG nogen rettigheder. Appellanten har gjort gældende, at dette udgør en tilsidesættelse af EU-retten, idet de begge er adressater i en beskyttelsesklausulprocedure og kan påberåbe sig princippet om frie varebevægelser som centrale erhvervsmæssigt berørte personer.
For det femte begik Retten en retlig fejl, da den så bort fra årsagssammenhængen mellem Kommissionens retsstridige adfærd og den påståede skade. Derved fordrejede Retten sagens faktiske omstændigheder og kvalificerede de faktiske omstændigheder retligt forkert. Endvidere tilsidesatte Retten herved igen artikel 8, stk. 2, i direktiv 93/42, undlod at foretage nogen retlig prøvelse og gav ikke nogen tilstrækkelig begrundelse for sin dom.
For det sjette fordrejede Retten de faktiske omstændigheder og beviserne, idet den ved at undlade at tage hensyn til bilag KOM RENV 1 og 2 tilsidesatte principperne om retten til en retfærdig rettergang og retten til at blive hørt, EMRK’s artikel 6 og artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder.
For det syvende tilsidesatte Retten såvel princippet om retten til en retfærdig rettergang, EMRK’s artikel 6 og artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder som sit procesreglements artikel 64, stk. 3, litra d), og artikel 24 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, idet den undlod at efterkomme appellantens påstand om, at Kommissionen blev tilpligtet at fremlægge beskyttelsesklausuldokumenterne.