26.3.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 112/10
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 6. december 2017 — slewo // schlafen leben wohnen GmbH mod Sascha Ledowski
(Sag C-681/17)
(2018/C 112/14)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bundesgerichtshof
Parter i hovedsagen
Sagsøger: slewo // schlafen leben wohnen GmbH
Sagsøgt: Sascha Ledowski
Præjudicielle spørgsmål
Den Europæiske Unions Domstol forelægges i henhold til artikel 267 TEUF følgende præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 16, litra e), og — eventuelt — artikel 6, stk. 1, litra k), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (1) 97/7/EF (»direktivet om forbrugerrettigheder«):
1)
Skal artikel 16, litra e), i direktivet om forbrugerrettigheder fortolkes således, at de deri nævnte varer, som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager ikke er egnede til at blive returneret, også omfatter varer (som f.eks. madrasser), som ganske vist ved tilsigtet anvendelse kan komme i direkte kontakt med menneskekroppen, men som ved hensigtsmæssige (rengørings-)foranstaltninger fra den erhvervsdrivendes side atter kan gøres salgbare?
2)
Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:
a)
Hvilke betingelser skal en vares emballage opfylde, for at der kan tales om en forsegling som omhandlet i artikel 16, litra e), i direktivet om forbrugerrettigheder?
og
b)
skal de oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give inden forbrugeren bindes af aftalen i henhold til artikel 6, stk. 1, litra k), i direktivet om forbrugerrettigheder, gives på en sådan måde, at forbrugeren med konkret henvisning til varen (her: en madras) og den anbragte forsegling gøres opmærksom på, at han mister sin fortrydelsesret, hvis forseglingen fjernes?
(1) EUT L 304, s. 64.