6.3.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 70/28
Sag anlagt den 18. januar 2017 — Jalkh mod Parlamentet
(Sag T-26/17)
(2017/C 070/37)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Jean-François Jalkh (Gretz-Armainvillers, Frankrig) (ved advokat J.-P. Le Moigne)
Sagsøgt: Europa-Parlamentet
Sagsøgerens påstande
—
Annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 22. november 2016 om ophævelse af sagsøgerens parlamentariske immunitet og om vedtagelse af X’s rapport nr. A8-3019/2016.
—
Europa-Parlamentet tilpligtes at betale Jean-François Jalkh et beløb på 8 000 EUR i erstatning for det lidte ikke-økonomiske tab.
—
Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
—
Europa-Parlamentet tilpligtes at betale Jean-François Jalkh et beløb på 5 000 EUR i erstatning for de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført ni anbringender.
1.
Første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 9 i protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter. Sagsøgeren har gjort gældende, at Parlamentet har anvendt reglerne vedrørende de franske parlamentsmedlemmers immunitet forkert og har sammenblandet artikel 8 og artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter.
2.
Andet anbringende er, at det er nødvendigt at anvende artikel 9 i protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter. De ytringer og meninger, der blev fremsat af Jean-Marie Le Pen på Front National’s websted, fandt sted i forbindelse med Jean-Marie Le Pens og sagsøgerens politiske aktiviteter.
3.
Tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af selve begrebet parlamentarisk immunitet. Sagsøgeren er af den opfattelse, at Parlamentet foregiver ikke at vide, at parlamentarisk immunitet i et demokrati omfatter en dobbelt fritagelse for retsforfølgning: ansvarsfrihed og ukrænkelighed.
4.
Fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af fast retspraksis fra Europa-Parlamentets retsudvalg for så vidt angår:
—
ytringsfrihed
—
fumus persecutionis
5.
Femte anbringende vedrører manglende overholdelse af EU’s retssikkerhed og tilsidesættelse af den berettigede forventning.
6.
Sjette anbringende vedrører krænkelse af et parlamentsmedlems uafhængighed.
7.
Syvende anbringende vedrører tilsidesættelse af bestemmelserne i Europa-Parlamentets forretningsorden om den procedure, der kan føre til mandatbortfald for et parlamentsmedlem (nævnte forretningsordens artikel 3, nyt stk. 4, andet afsnit). Ifølge sagsøgeren gælder, at selv om fransk lov foreskriver en supplerende straf i form af fortabelse af valgbarhed, som medfører bortfald af valgmandatet, for den lovovertrædelse, som kan tilskrives denne, har den franske regering ikke underrettet Parlamentets formand herom, selv om proceduren kræver dette, og intet kompetent organ i Parlamentet (formand, retsudvalg, forsamlingen) har anmodet ham om en redegørelse herfor. Den manglende iagttagelse af denne væsentlige formforskrift er tilstrækkelig til, at rapporten og den anfægtede afgørelse er ugyldig.
8.
Ottende anbringende vedrører en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar. Sidstnævnte blev ikke inviteret til afstemningen på plenarmødet i Parlamentet om anmodningen om ophævelse af hans immunitet. Derfor rådede han kun over 10 minutter til at gøre sine indsigelser gældende for så vidt angik to sager, der vedrører ham, for retsudvalget, efter afslutningen af udvalgets aktiviteter, ca. kl. 18:00.
9.
Niende anbringende er, at retsforfølgningen er grundløs og at anmodningen om ophævelse af immuniteten er grundløs. Den oprindelige klage og den franske anklagemyndigheds retsforfølgning af sagsøgeren er grundløs. Ifølge sagsøgeren er den af Parlamentet vedtagne rapport i denne henseende dobbelt løgnagtig. Den omstændighed at retsforfølge sagsøgeren, selv om han selv er ophørt med den påståede lovovertrædelse, som han ikke er ophavsmand til, og at beslutte at ophæve hans parlamentariske immunitet falder helt klart ikke ind under retssystemet, men er et ønske om at tilsmudse, skade og forfølge sidstnævnte og hans bevægelse.
Full & Egal Universal Law Academy