13.3.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 78/41
Sag anlagt den 31. januar 2017 — CLF mod Parlamentet
(Sag T-54/17)
(2017/C 078/56)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Coalition for Life and Family (CLF) (Bruxelles, Belgien) (ved advokat P. Richter)
Sagsøgt: Europa-Parlamentet
Sagsøgerens påstande
—
Artikel I.4.1 i sagsøgtes afgørelse af 12. december 2016 (nr.: FINS-2017-15) om reduktion af forfinansieringsbetalingen til 33 % af det fastsatte maksimumsbeløb samt krav om garantistillelse annulleres.
—
Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et enkelt anbringende om tilsidesættelse af traktaterne og af retsreglerne vedrørende deres gennemførelse.
—
Sagsøgeren gør gældende, at sagsøgtes sondring mellem politiske partier på europæisk plan, som er blevet stiftet for nylig, og sådanne, der har eksisteret i længere tid, udgør en tilsidesættelse af det almindelige EU-retlige lighedsprincip.
—
Endvidere kan der i henhold til artikel 134, stk. 2, i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (1) såvel som i henhold til artikel 206, stk. 1, i den delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 (2) ikke kræves garantier i forbindelse med tilskud med lav værdi.
—
Desuden har sagsøgte ingen interesse i en garantistillelse, fordi sagsøgeren i tilstrækkeligt mange medlemsstater er repræsenteret af medlemmer i nationale parlamenter, og der derfor ikke er grund til at frygte, at sagsøgeren mister sin status som politisk parti på europæisk plan.
—
Herudover fremgår det end ikke antydningsvis, på hvilket grundlag sagsøgte nærer tvivl om, at sagsøgeren respekterer Unionens grundlæggende værdier.
—
Endelig fremtræder foranstaltningerne som uforholdsmæssige, fordi sagsøgeren ikke er i stand til at stille garantier, og dennes økonomiske eksistensgrundlag er truet på grund af inddragelsen af den finansielle støtte, hvilket fører en forvridning af den politiske konkurrence med sig. Dette udgør et vidtgående indgreb i sagsøgerens grundlæggende ret til ytrings- og foreningsfrihed (artikel 11 og 12 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder).
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25.10.2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1).
(2) Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29.10.2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT 2012, L 362, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy