3.4.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 104/61
Sag anlagt den 10. februar 2017 — Le Pen mod Parlamentet
(Sag T-86/17)
(2017/C 104/85)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Marine Le Pen (Saint-Cloud, Frankrig) (ved advokaterne M. Ceccaldi og J. P. Le Moigne)
Sagsøgt: Europa-Parlamentet
Sagsøgerens påstande
—
Annullation af Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse af 5. december 2016 truffet i medfør af Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 19. maj og 9. juli 2008 om gennemførelsesbestemmelser til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, som ændret, hvori der fastslås en fordring mod sagsøgeren på 298 497,87 EUR i form af fejlagtigt udbetalte beløb i forbindelse med parlamentarisk assistance, hvori tilbagesøgningen af denne fordring begrundes og hvori det pålægges den kompetente anvisningsberettigede i samarbejde med institutionens regnskabsansvarlige at foretage tilbagesøgning heraf i medfør af artikel 68 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer og artikel 66, 78, 79 og 80 i finansforordningen.
—
Annullation af debetnota nr. 2016-1560 af 6. december 2016, hvori sagsøgeren oplyses om, at der er fastslået en fordring mod hende på 298 497,87 EUR ifølge generalsekretærens afgørelse af 5. december 2016 og at de fejlagtigt udbetalte beløb i form af parlamentarisk assistance vil blive tilbagesøgt i medfør af artikel 68 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer og artikel 66, 78, 79 og 80 i finansforordningen.
—
Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
—
Europa-Parlament tilpligtes at betale Marine Le Pen et beløb på 50 000 EUR i sagsomkostninger, der kan kræves erstattet.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført 12 anbringender.
1.
Første anbringende er, at retsaktens ophavsmand er inkompetent. Sagsøgeren har gjort gældende, at Europa-Parlamentets generalsekretærs afgørelse af 5. december 2016 (herefter »den anfægtede afgørelse«) henhører under Europa-Parlamentets Præsidium’s kompetence og at afgørelsens signatar ikke har godtgjort at have nogen bemyndigelse.
2.
Andet anbringende er, at den anfægtede afgørelse ikke er begrundet, selv om dette er et krav i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
3.
Tredje anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af væsentlige formkrav, for så vidt som den anfægtede afgørelse omhandler rapporten vedrørende den undersøgelse, som blev gennemført af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (herefter »OLAF«) og afsluttet den 26. juli 2016 og som ikke er blevet fremsendt til sagsøgeren. Sagsøgeren er således ikke blevet hørt og har ikke med føje kunnet gøre sine anbringender til sit forsvar gældende, eftersom generalsekretæren har afvist at fremsende de sagsakter, som ligger til grund for den anfægtede afgørelse, til hende.
4.
Fjerde anbringende er, at Europa-Parlamentets generalsekretær ikke personlige har undersøgt sagen. Ifølge sagsøgeren har sidstnævnte indskrænket sig til at tage OLAF’s rapport til efterretning og har ikke på noget tidspunkt personligt undersøgt sagsøgerens situation.
5.
Femte anbringende er, at der ikke foreligger faktiske omstændigheder til støtte for den anfægtede afgørelse samt den dertil knyttede debetnota (herefter »de anfægtede retsakter«), for så vidt som de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund, er unøjagtige.
6.
Sjette anbringende vedrører omvendelse af bevisbyrden. Sagsøgeren er i denne forbindelse af den opfattelse, at det ikke tilkommer hende at bevise, at hendes assistent har udført arbejde, men at det tværtimod tilkommer de kompetente myndigheder at bevise det modsatte.
7.
Syvende anbringende er, at proportionalitetsprincippet er tilsidesat, for så vidt som det beløb, der kræves af sagsøgeren, ikke er begrundet, hverken i detaljer eller hvad angår beregningsmetoden, og at det forudsættes, at den parlamentariske assistent aldrig har arbejdet for sagsøgeren.
8.
Ottende anbringende er, at der foreligger magtfordrejning, for så vidt som de anfægtede retsakter er blevet vedtaget med det formål at fratage sagsøgeren, som er medlem af Europa-Parlamentet, midlerne til at udøve sit mandat.
9.
Niende anbringende er, at der foreligger procedurefordrejning. Sagsøgeren har gjort gældende, at generalsekretæren med det formål at undgå at være tvunget til at fremsende OLAF’s rapport, som han er i besiddelse af, til sagsøgeren, ulovligt har fremsendt anmodningen om fremsendelse af denne rapport til OLAF, som ikke har fremsendt denne.
10.
Tiende anbringende vedrører forskelsbehandling og fumus persecutionis, for så vidt som situationen omkring denne tvist udelukkende omhandler sagsøgeren og hendes parti.
11.
Ellevte anbringende vedrører den omstændighed, at der er sket indgreb i et parlamentsmedlems uafhængighed, og konsekvenserne af, at der ikke foreligger et bundet mandat. De anfægtede retsakter har utvivlsomt til formål at forhindre sagsøgeren i frit at udøve sit mandat som medlem af Europa-Parlamentet ved at fratage hende de økonomiske midler, der er nødvendige for at udføre hendes arbejde. Sagsøgeren kan som parlamentsmedlem desuden ikke modtage instrukser fra generalsekretæren om den måde, hvorpå hun skal udøve sit mandat, under trusler om økonomiske sanktioner.
12.
Tolvte anbringende vedrører OLAF’s manglende uafhængighed, for så vidt som dette organ ikke giver nogen garanti for uafhængighed og ærlighed og er afhængigt af Europa-Kommissionen.
Full & Egal Universal Law Academy