8.5.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 144/54
Sag anlagt den 13. marts 2017 — Post Telecom mod EIB
(Sag T-158/17)
(2017/C 144/73)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Post Telecom SA (Luxembourg, Luxembourg) (ved advokaterne M. Thewes, C. Saettel og T. Chevrier)
Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank
Sagsøgerens påstande
—
Den Europæiske Investeringsbanks (EIB) afgørelse indeholdt i e-mail af 6. januar 2011, hvorved sagsøgeren blev underrettet om afvisningen af det bud, som den havde afgivet i forbindelse med udbudsproceduren OP-1305 med overskriften »Metropolitan area network and wide area network communication services for the European Investment Bank Group«, samt afgørelsen om at tildele kontrakten til en anden tilbudsgiver, annulleres.
—
Som led i en af foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, som er omhandlet i artikel 89 i Rettens procesreglement, eller et af bevismidlerne i medfør af reglementets artikel 91, anmodes EIB om at præcisere, om den har haft nogen som helst kontakt med TELINDUS vedrørende udbudsproceduren enten før eller efter afgivelsen af buddene, bl.a. med henblik på at opnå en nærmere redegørelse for TELINDUS’ tekniske løsning, og i givet fald pålægges EIB at fremlægge ethvert dokument herom; og EIB pålægges at fremlægge ethvert dokument i sagsakterne til indgåelsen af kontrakten, hvori er angivet den kontakt, som fandt sted mellem EIB og TELINDUS SA vedrørende udbudsproceduren enten før eller efter afgivelsen af buddene.
—
EIB pålægges at betale sagsøgeren en erstatning på 1 247 415,60 EUR i overensstemmelse med et erstatningsansvar uden for kontraktforhold.
—
EIB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.
1.
Første anbringende om en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og gennemsigtighedsprincippet med hensyn til den i udbudsbetingelserne fastsatte vurderingsmetode.
2.
Andet anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten eller en begrundelsesmangel med hensyn til på den ene side vurderingen af buddet fra den tilbudsgiver, der fik tildelt kontrakten, og på den anden side vurderingen af sagsøgerens bud.
3.
Tredje anbringende om EIB’s åbenbart urigtige skøn, tilsidesættelse af bestemmelserne i udbudsbetingelserne og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet med hensyn til vurderingen af buddet fra den tilbudsgiver, der fik tildelt kontrakten, og navnlig vurderingen af dennes bud i forhold til det første tekniske kriterium.
4.
Fjerde anbringende om EIB’s materielle fejl, åbenbart urigtige skøn, tilsidesættelse af udbudsbetingelserne, tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og gennemsigtighedsprincippet og magtfordrejning med hensyn til vurderingen af sagsøgerens bud. Dette anbringende kan opdeles i to led:
—
Første led om en fejl i den materielle konstatering af de faktiske omstændigheder eller et åbenbart urigtigt skøn, en tilsidesættelse af udbudsbetingelserne, magtfordrejning og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.
—
Andet led om et åbenbart urigtigt skøn.
Full & Egal Universal Law Academy