24.4.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 129/38
Sag anlagt den 14. marts 2017 — Consorzio di Garanzia dell'Olio Extra Vergine di Oliva di Qualità mod Kommissionen
(Sag T-163/17)
(2017/C 129/58)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Consorzio di Garanzia dell'Olio Extra Vergine di Oliva di Qualità (Rom, Italien) (ved advokaterne A. Fratini og G. Pandolfi)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Der gives sagsøgeren medhold, hvorved Kommissionen pålægges ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 268 og artikel 340, stk. 2, TEUF.
—
Sagsøgeren tilkendes erstatning for den materielle skade (lidt tab og tabt fortjeneste) og immateriel skade (på ry og omdømme), som er påført sagsøgeren.
—
Kommissionen tilpligtes at betale renter og morarenter.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren i nærværende sag tilsigter erstatning for det tab, konsortiet har lidt, dels som følge Kommissionens ukoordinerede forvaltning af EU-programmerne for fremme af olivenolie i tredjelande, dels som følge af Kommissionens manglende ophævelse af de skadelige og konkurrenceforvridende virkninger, der blev skabt ved de to programmers ukoordinerede overlapning.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.
1.
Første anbringende om de ulovligheder, som Kommissionen har begået, vedrører en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling som omhandlet i artikel 18 TEUF og artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet Kommissionen ikke sikrede en sammenhængende koordination af EU-programmerne for fremme af olivenolie i tredjelande, samt tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og retten til god forvaltning som omhandlet i artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet Kommissionen ifølge sagsøgeren ikke har vedtaget de nødvendige foranstaltninger, efter at den blev oplyst om de konkurrencebegrænsende virkninger, der fulgte af den manglende koordination af de to reklamekampagner.
2.
Andet anbringende om, at der foreligger et faktisk og reelt tab, vedrører den omstændighed, at Kommissionen ved at tilsidesætte sine forpligtelser har forvoldt sagsøgeren betydelig skade (lidt tab, tabt fortjeneste og immaterielt tab).
3.
Tredje anbringende om, at der foreligger årsagsforbindelse, vedrører den omstændighed, at der, eftersom det lidte tab er en tilstrækkeligt direkte og umiddelbar følge af den upassende forvaltning af programmerne for fremme af olivenolie i tredjelande, er en direkte årsagsforbindelse mellem Kommissionens adfærd og det påståede tab, som skal erstattes i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF.
Full & Egal Universal Law Academy