19.6.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 195/33
Sag anlagt den 3. april 2017 — Argus Security Projects mod Kommissionen og EUBAM
(Sag T-206/17)
(2017/C 195/46)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Argus Security Projects Ltd (Limassol, Cypern) (ved advokaterne T. Bontinck og A. Guillerme)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen og Den Europæiske Unions grænsebistandsmission i Libyen (EUBAM)
Sagsøgerens påstande
—
EUBAM Lybias afgørelse af 24. januar 2017, der erstatter den oprindelige afgørelse af 16. februar 2014 om ikke at antage selskabet Argus’ tilbud i forbindelse med et udbud vedrørende sikkerhedstjenesteydelser i forbindelse med Den Europæiske Unions bistandsmission vedrørende integreret grænseforvaltning i Libyen (kontrakt EUBAM-13-020) og om tildeling af kontrakten til Garda, annulleres.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.
1.
Første anbringende om tilsidesættelsen af artikel 110 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1), af de regler, der er fastsat i udbudsdokumenterne om tildeling af kontrakten, herunder navnlig punkt 4.1 og 12.1 i instruktionerne til tilbudsgiverne, og af princippet om ligebehandling af tilbudsgiverne og princippet om forbud mod forskelsbehandling. Dette anbringende består af tre led:
—
første led om den manglende mobilisering af tekniske og operationelle ressourcer i henhold til kontrakten
—
andet led om den manglende mobilisering af menneskelige ressourcer i henhold til kontrakten
—
tredje led om den kunstige mobiliseringsplan og hensyntagen til tilbudsgiveres tidligere erfaring i fjendtlige miljøer.
2.
Andet anbringende om den væsentlige ændring i udbuddets oprindelige betingelser og tilsidesættelsen af princippet om ligebehandling. Dette anbringende består af to led:
—
første led om evalueringen af de menneskelige ressourcer
—
andet led om evalueringen af de tekniske ressourcer og mobiliseringsplanen.
Full & Egal Universal Law Academy