19.6.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 195/34
Sag anlagt den 18. april 2017 — Recylex m. fl. mod Kommissionen
(Sag T-222/17)
(2017/C 195/48)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Recylex SA (Paris, Frankrig), Fonderie et Manufacture de Métaux (Anderlecht, Belgien) og Harz-Metall GmbH (Goslar, Tyskland) (ved advokaterne M. Wellinger, S. Reinart og K. Bongs)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Den bøde, som sagsøgerne blev pålagt i Europa-Kommissionens afgørelse af 8. februar 2017 (C(2017) 900 final) om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF, nedsættes.
—
Der fastsættes betalingsvilkår for sagsøgerne.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført seks anbringender.
1.
Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en fejl ved ikke at anvende samarbejdsmeddelelsens (1) punkt 26 (sidste stk.) på sagsøgerne for så vidt angår overtrædelsen varighed.
2.
Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en fejl ved ikke at anvende samarbejdsmeddelelsens punkt 26 (sidste stk.) på sagsøgerne for så vidt angår overtrædelsen vedrørende Frankrig.
3.
Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en fejl ved at anvende en særlig forhøjelse på 10 % ved beregningen af bødens størrelse baseret på punkt 37 i retningslinjerne for beregning af bøder (2).
4.
Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen begik en fejl ved ikke at indrømme sagsøgerne en nedsættelse af bøden på 50 % i henhold til første led i samarbejdsmeddelelsens punkt 26.
5.
Med det femte anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med proportionalitetsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling samt princippet om individuelle straffe for så vidt angår bødens størrelse.
6.
Med det sjette anbringende anmodes om, at Domstolen gør brug af sin fulde prøvelsesret til at fastsætte betalingsvilkår for sagsøgeren for den del af bøden, der stadig måtte være skyldig.
(1) Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EUT 2006, C 298, s. 17), som senest ændret ved Meddelelse fra Kommissionen om ændring af Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EUT 2015, C 256, s. 1).
(2) Retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a) i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2),
Full & Egal Universal Law Academy