7.8.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 256/30
Sag anlagt den 11. maj 2017 — Iordachescu m.fl. mod Parlamentet m. fl.
(Sag T-298/17)
(2017/C 256/36)
Processprog: rumænsk
Parter
Sagsøgere: Adrian Iordachescu (Bukarest, Rumænien), Florina Iordachescu (Bukarest), Mihaela Iordachescu (Bukarest) og Cristinel Iordachescu (Bukarest) (ved advokat A. Cuculis)
Sagsøgte: Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Direktiv 2014/40/EU, artikel 10 og bilag II (»billedsamling«), hovedsageligt med henvisning til billede 5 i »sæt 1« i afsnittet WARNING, annulleres delvist.
—
Subsidiært, direktiv 2014/40/EU, artikel 10 og bilag II, der blev godkendt af Kommissionen, annulleres delvist henset til, at der ikke på cigaretpakkerne foreligger nogen henvisning overhovedet til oplysende link eller til en »disclaimer« vedrørende de fotos, som fremtræder på cigaretpakker, og som omfatter en advarsel på alle cigaretpakker i EU vedrørende de billeder, der fremtræder på disse pakker, med en henvisning til et link, hvor der kan læses om disse billeder, der fremtræder på sådanne pakker med henblik på at fjerne enhver tvivl.
—
Måderne, hvorpå samtykke indhentes fra personer, der fremtræder på disse cigaretpakker, ændres til, at de personer, der vil fremtræde på cigaretpakkerne, giver samtykke til offentliggørelsen af deres rigtige navn og personlige helbredsoplysninger, således at forveksling og anden form for usikkerhed kan undgås med hensyn til de personer, der fremtræder på disse cigaretpakker, og det sikres, at personlige og helbredsmæssige oplysninger udgør en integreret del af det link, som personer, der ønsker at gøre sig bekendt med identiteten af og/eller den helbredsmæssige historie bag de personer, som fremtræder på cigaretpakkerne, henvises til.
—
Begge institutioner samt Europa-Kommissionen tilpligtes at fremlægge en kopi af samtykket, som er i overensstemmelse med den original, der blev leveret af den person, som fremtræder i rækken af billeder, nr. 5, sæt 1, uden at tilbageholde personlige oplysninger, og de billeder, der svarede til det givne samtykke, for at gøre det muligt at udfærdige en strafferetlig rapport vedrørende fotografierne.
—
De sagsøgte tilpligtes at betale 1 000 000 EUR i godtgørelse for ikke-økonomisk skade beregnet på grundlag af den smerte, som offentliggørelsen af sådanne billeder forårsagede relativt kort tid efter, at sagsøgernes far var afgået ved døden, og for den smerte, der fulgte af tilbageholdelsen af oplysninger, der kunne have afklaret situationen vedrørende den mand, der vises på cigaretpakkerne, på en sådan måde, at familiens smerte ville have været af meget kortere varighed.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgerne har til støtte for deres søgsmål gjort gældende, at direktiv 2014/40/EU har påvirket deres dagligdagsliv, henset til den bekymring, som fulgte af ligheden mellem personen på cigaretpakkerne og deres afdøde far.
Full & Egal Universal Law Academy