31.7.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 249/33
Sag anlagt den 22. maj 2017 — Aldridge m.fl. mod Kommissionen
(Sag T-319/17)
(2017/C 249/49)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøgere: Adam Aldridge (Schaerbeek, Belgien) og 32 andre sagsøgere (ved advokaterne S. Rodrigues og A. Tymen)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Sagen fremmes til realitetsbehandling og sagsøgerne gives medhold.
Følgelig:
—
Annullation af afgørelsen af 15. juli 2016 om afslag på ansøgningen om omklassificering af 16. marts 2016.
—
Annullation af afgørelsen af 13. februar 2017 om afslag på klagen af 14. oktober 2016.
—
Sagsøgte tilpligtes at erstatte sagsøgernes økonomiske og ikke-økonomiske tab.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fire anbringender.
1.
Første anbringende vedrører en ulovlighedsindsigelse rettet mod afgørelsen af 16. oktober 2012 truffet af direktøren for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) om kun at iværksætte en omklassificering for midlertidigt ansatte med en tidsubegrænset kontrakt.
Sagsøgerne er af den opfattelse, at den nævnte afgørelse er ulovlig, for så vidt som den blev vedtaget i strid med artikel 10, stk. 3, og artikel 15 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »ansættelsesvilkårene«), i strid med princippet om retsreglernes trinfølge og i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Direktøren for OLAF’s afgørelser af 15. juli 2016 om afslag på ansøgningen om omklassificering af 16. marts 2016 samt af 13. februar 2017 om afslag på klagen af 14. oktober 2016 (herefter »de anfægtede afgørelser«) blev således vedtaget på grundlag af en ulovlig afgørelse og skal herefter annulleres.
2.
Andet anbringende vedrører tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, principalt fordi ikrafttrædelsen af den nye vedtægt for tjenestemænd i Den Europæiske Union af 2014 og af bestemmelserne om begrænsning af karriereudviklingsperspektiverne ud over lønklasserne AD12 og AST9 ikke er en gyldig grund til at udelukke disse midlertidigt ansatte fra afviklingen af omklassificeringsår.
3.
Tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, for så vidt som de anfægtede afgørelser er i strid med en afgørelse fra Kommissionen, rettet til Den europæiske Unions agenturer, hvori det fastsættes, at midlertidigt ansatte deltager i omklassificeringsår. Midlertidigt ansatte med tidsubegrænsede kontrakter i Det Fælles Forskningscenter (JRC) i Kommissionen er således omfattet af et system med årlig omklassificering, hvilket sagsøgerne har gjort gældende er en forskelsbehandling, som ikke er begrundet.
4.
Fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, bl.a. fordi begrænsningen til en enkelt omklassificering pr. karriere ikke er en foranstaltning, der svarer til det formål, der er beskrevet i afgørelsen af 16. otober 2016 om at sikre OLAF’s behov for specifik ekspertise, men derimod snarere er af en karakter, som ikke gør det muligt for OLAF at fastholde midlertidigt ansatte i tjenesten i lange perioder.
Full & Egal Universal Law Academy