21.8.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 277/57
Sag anlagt den 3. juli 2017 — Capo d’Anzio mod Kommissionen
(Sag T-425/17)
(2017/C 277/82)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Capo d’Anzio SpA (Anzio, Italien) (ved advokat S. Carloni)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
I medfør af artikel 263 TEUF annulleres Kommissionens afgørelse C (2017) 2953 final af 28. april 2017 vedrørende tilbagebetaling af 193 120 EUR med morarenter, som sagsøgeren oprindeligt blev tildelt som forventet forskudsfinansiering inden for rammerne af tilskudsaftalen LIFE10 ENV/IT/000369 — LCA4PORTS.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat følgende anbringender:
1.
Selskabet Capo d’Anzio indgik den 14. oktober 2011 tilskudsaftale LIFE10 — ENV/IT/000369, hvorved Europa-Kommissionen tildelte selskabet Capo d’Anzio S.p.a. et tilskud (svarende til 45,94 % af det samlede beløb og maksimalt 48 300,00 EUR) som led i et projekt med henblik på undersøgelsen af den miljømæssige bæredygtighed af den udvikling af Anzio havn, der var besluttet ved det projekt om gennemførelse, omstrukturering og udvidelse, som de kompetente nationale myndigheder havde vedtaget.
2.
Under gennemførelsen af de ved projektet fastsatte aktiviteter har Kommissionen i forhold til en oprindelig fuldstændig overholdelse af de aftalemæssige og retlige bestemmelser fundet, at visse formelle forpligtelser var tilsidesat, hvilket førte til en afbrydelse af projektet, og hvorefter den ved den anfægtede afgørelse begærede de tildelte beløb tilbagebetalt.
3.
Det gøres gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 11 ff. i de fælles bestemmelser om regler for de procedurer, der skal iværksættes, hvis projektet afbrydes, og tilskudsaftalen herefter ophæves, og forskudsfinansieringen tilbagesøges.
4.
I denne sag har Kommissionen anført, at den fra Capo d’Anzio har modtaget oplysninger, der godtgør, at selskabets økonomisk-finansielle vanskeligheder var midlertidige, hvorved det udtrykkeligt anføres, at disse vanskeligheder var betinget af ulovlige handlinger og omstændigheder, som var uafhængige af selskabets hensigter.
5.
Selskabet Capo d’Anzio S.p.a. har konsekvent og loyalt oplyst om disse vanskeligheder, der ikke kunne tilregnes selskabet, eftersom selskabet senest ved note af 2. november 2015 og efterfølgende note af 7. december 2015 anmodede om, at der blev taget hensyn hertil ved vedtagelsen af afgørelser knyttet til aftalen, og da selskabet begærede et møde for udtrykkeligt at kunne fremlægge sine egne årsager, idet det under alle omstændigheder påtog sig at tilbagebetale forskudsfinansieringen, såfremt selskabet definitivt ikke ville kunne imødekomme den ved projektet begærede projektering.
6.
Kommissionen har i stedet for at tage hensyn til den fremlagte begrundelse og anmode om uddybende oplysninger for at indrømme den ret til forsvar, som sagsøgeren har gjort gældende, anvendt de fælles bestemmelser ved at sammenstille Capo d’Anzio S.p.a.’s adfærd med en culpøs tilsidesættelse.
7.
Selskabet Capo d’Anzio S.p.a. havde ret til at få mulighed for at opnå det begærede møde med Kommissionen med henblik på at bevise, at selskabet ikke havde foretaget en culpøs tilsidesættelse, og for herved at kunne påberåbe sig sin ret til ikke at blive påført skade af en situation, der ikke kunne tilregnes selskabet.
8.
Kommissionens adfærd gav sig således udslag i en begrænsning af Capo d’Anzio S.p.a.’s rettigheder og i en tilsidesættelse af de almindelige retsprincipper, som gør ophævelsen af en kontrakt betinget af en culpøs tilsidesættelse.
9.
Der er sket en tilsidesættelse af de processuelle bestemmelser og af væsentlige formforskrifter, som ses i uligheden af den anfægtede afgørelse, hvorved den forskudsfinansiering, der var delvist tildelt, blev tilbagesøgt, selv om Capo d’Anzio S.p.a. i det væsentlige har anvendt de fra Kommissionen modtagne beløb korrekt med henblik på at betale de fagfolk, der var hyret til gennemførelsen af projektet, idet der blev lagt særlig vægt på den rent formelle omstændighed, at selskabet ikke havde givet rettidig rapportering af den udøvede virksomhed.