11.9.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 300/32
Sag anlagt den 12. juli 2017 — Dehousse mod Den Europæiske Unions Domstol
(Sag T-433/17)
(2017/C 300/40)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Franklin Dehousse (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne L. Levi og S. Rodrigues)
Sagsøgt: Den Europæiske Unions Domstol
Sagsøgerens påstande
—
Sagen fremmes til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.
Følgelig:
—
Annullation af afgørelsen af 18. maj 2017, hvorved sagsøgte afslog den genfremsatte begæring om aktindsigt, som sagsøgeren indgav den 12. april 2017, samt af afgørelsen af 22. maj 2017, hvorved sagsøgte delvis afslog den genfremsatte begæring om aktindsigt, som sagsøgeren indgav den 16. marts 2017.
—
Det fastslås, at sagsøgte er ansvarlig som omhandlet i artikel 340 TEUF.
—
Sagsøgte tilpligtes at erstatte det af sagsøgeren lidte tab, som efter ret og billighed er opgjort til titusinde (10 000) EUR, subsidiært til en symbolsk euro.
—
Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført tre anbringender.
1.
Første anbringende om tilsidesættelse af Den Europæiske Unions Domstols afgørelse af 11. oktober 2016 vedrørende aktindsigt i dokumenter, som Den Europæiske Unions Domstol er i besiddelse af under udøvelsen af sine administrative funktioner (2016/C 445/03), af artikel 15, stk. 3, TEUF, og af artikel 42 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder om ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter og om pligt til gennemsigtighed. Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at de anfægtede afgørelser skal annulleres, for så vidt som der ikke hermed ikke fremlægges visse dokumenter, disse fremlægges på en ufuldstændig måde eller disse fremlægges med talrige overstregninger.
2.
Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 296 TEUF og af chartrets artikel 41, for så vidt som de anfægtede afgørelser er behæftet med fejl og mangler eller mangelfuld begrundelse.
3.
Tredje anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.
For så vidt angår anfægtelsen af Unionens ansvar uden for kontrakt har sagsøgeren gjort gældende, at den sagsøgte institution handlede fejlagtigt, hvilket er ansvarspådragende. Denne adfærd medførte et alvorligt ikke-økonomisk tab for sagsøgeren, som sidstnævnte forlanger erstattet.