25.9.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 318/15
Sag anlagt den 20. juli 2017 — Verband der Deutschen Biokraftindustrie mod Kommissionen
(Sag T-451/17)
(2017/C 318/21)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Verband der Deutschen Biokraftindustrie e.V. (Berlin, Tyskland) (ved advokaterne R. Stein, P. Friton og H.-J. Prieß)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens meddelelse med registernummer BK/abd/ener.c.1(2017)2122195 annulleres, for så vidt som der på side 5 foreskrives en anvendelse af en emissionsværdi på 99,57 g CO2-ækv. pr. MJ methanol til beregningen af drivhusgasemissioner fra biodiesel.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.
1.
Første anbringende om tilsidesættelse af direktiv 2009/28/EF (1) som følge af afvigelsen fra den fastsatte beregningsmetode
—
Sagsøgeren har gjort gældende, at det følger af artikel 19, stk. 1, litra b), i direktiv 2009/28/EF, at metoden i dette direktivs bilag V, del C, skal anvendes, når der med henblik på beregningen af en emissionsværdi skal anvendes faktiske værdier. I henhold til bilag V, del C, punkt 13, i direktiv 2009/28/EF sættes emissionerne fra selve anvendelsen af brændstoffet, eu, til nul for biobrændstoffer og flydende biobrændsler. Den anfægtede meddelelse pålægger inden for en frist de frivillige certificeringsordninger at anvende en beregning, der afviger fra bilag V, del C, punkt 13, i direktiv 2009/28/EF, hvilken beregning også omfatter netop emissionerne fra brændstofforbrug.
—
Afvigelsen fra bilag V, del C, punkt 13, i direktiv 2009/28/EF tilsidesætter de proceduremæssige krav i det nævnte direktiv. En tilpasning af metoden i bilag V til direktivet kræver i henhold til direktivets artikel 19, stk. 7, andet punktum, altid, at proceduren i direktivets artikel 25, stk. 4, overholdes. Denne bestemmelse henviser igen til artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF (2), sammenholdt med denne afgørelses artikel 8, hvorefter der skal indkaldes et forskriftsudvalg, og Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd skal foretage en kontrol. Der skulle ikke have været valgt en formløs kortfristet meddelelse.
2.
Andet anbringende om tilsidesættelse af de EU-retlige principper om proportionalitet, retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede forventning som følge af, at der blev fastsat en urimelig kort overgangsperiode for certificeringsordningerne til at implementere den direktivstridige beregningsmetode til den 1. september 2017.
—
Beskyttelsen af den berettigede forventning er ikke sikret, eftersom procedure- og gennemførelsesfristerne var urimeligt korte.
—
Der foreligger en tilsidesættelse af princippet om retssikkerhed som følge af de urimelige gennemførelsesproblemer.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23.4.2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (EUT 2009, L 140, s. 16).
(2) 1999/468/EF: Rådets afgørelse af 28.6.1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (EFT 1999, L 184, s. 23).