16.10.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 347/32
Sag anlagt den 25. juli 2017 — TO mod EEA
(Sag T-462/17)
(2017/C 347/41)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: TO (ved advokat N. Lhoëst)
Sagsøgt: Det Europæiske Miljøagentur (EEA)
Sagsøgerens påstande
—
Annullation af Det Europæiske Miljøagenturs (EEA) afgørelse af 22. september 2016 om at bringe sagsøgerens ansættelse som kontraktansat til ophør.
—
Annullation af EEA’s afgørelse af 20. april 2017 om afslag på den klage, sagsøgeren indgav den 21. december 2016.
—
EEA tilpligtes at betale sagsøgeren en godtgørelse beregnet på grundlag af tabet af 4 års løn, med fradrag af de arbejdsløshedsydelser, som hun har oppebåret i denne periode.
—
EEA tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 3 500,00 EUR i erstatning for de udgifter, der er forbundet med opsigelsen før tid af hendes lejekontrakt i København, idet der i givet fald tages forbehold for en forhøjelse heraf.
—
Annullation af sagsøgerens lønseddel for september 2016, navnlig for så vidt som den ikke indeholder løn for den 22. september 2016.
—
EEA tilpligtes at betale sagsøgeren en godtgørelse på 50 000 EUR for det ikke-økonomiske tab, der følger af afgørelsen om afskedigelse af 22. september 2016.
—
EEA tilpligtes at betale sagsøgeren en godtgørelse på 5 000 EUR for det ikke-økonomiske tab, der følger af EEA’s tilsidesættelse af artikel 26 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union.
—
EEA tilpligtes at betale sagsøgeren en godtgørelse på 10 000 EUR for det ikke-økonomiske tab, der følger af det psykologiske pres, som EEA udsatte hende for under hendes uarbejdsdygtighed.
—
Subsidiært tilpligtes EEA at betale sagsøgeren en måneds varsel og en godtgørelse svarende til en tredjedel af hendes grundløn for hver fuldført måned af prøvetiden i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastsat i artikel 84 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.
—
EEA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført otte anbringender.
1.
Første anbringende om, at artikel 48, litra b), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ikke finder anvendelse.
2.
Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 48, litra b), og artikel 16, stk. 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.
3.
Tredje anbringende om en ulovlighedsindsigelse på grund af diskrimination for så vidt angår artikel 48, litra b), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.
4.
Fjerde anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 26 og tilsidesættelse af retten til forsvar.
5.
Femte anbringende om tilsidesættelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 2001, L 8, s. 1) og af artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
6.
Sjette anbringende om tilsidesættelse af artikel 84 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og af omsorgspligten.
7.
Syvende anbringende om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn.
8.
Ottende anbringende om magtfordrejning.